lørdag den 10. februar 2018

Angie Thomas - The Hate U Give

Bogen er lyttet som engelsk lydbog på Mofibo og er læst i forbindelse med, at februar er Black Awerness Month i USA.

Den 16-årige Starr lever i to verdener. Om dagen går hun på en meget prestigefuld privatskole med hovedsagelig hvide elever (der er også asiater, blandt andet hendes ene veninde, men de grupperes sammen med hvide i USA). Når hun ikke er i skole, bor hun i et område, som dem der bor der og ingen andre må kalde en ghetto.

Der er daglige skyderier og området styres af nådesløse narko-konger. På vej hjem fra en fest bliver hun og hendes ven Kahlil, stoppet af en politibetjent og Kahlil ender med at blive skudt ned og dræbt. Romanen omhandler følgerne af dette drab og hvordan Starr fortsat navigerer i de to meget forskellige verdener.

Det er åbenlyst for alle, at denne bog handler om racisme og skævvridningerne i forholdene mellem sorte og hvide i USA. Derfor er det også en af de bøger, man virkelig får på puklen for, hvis man ikke bryder sig om den og som man kan være lidt bange for, at udtrykke sin ærlige mening om, for er man så racist?!

Nej, det er ikke i orden, at skyde ubevæbnede mennesker ned og ja, det er ikke acceptabelt, at medierne forvrænger sandheden og at fordomme om folks hudfarve er det de bliver bedømt/ dømt på. Det er hjerteskærrende at sorte børn sammen med deres forældres snak om bierne og blomsterne også skal have snakken, "hvad gør man, når man bliver stoppet af politiet - hvordan undgår man at blive skudt". Men jeg kunne virkelig ikke lide denne bog og jeg var ved at opgive den flere gange.

Oplæseren af den engelske lydbog var særdeles irriterende at høre på. Hendes forskellige stemmer til personerne, gik mig i den grad på nerverne og desværre især hovedpersonens stemme, skar i mine øre som negle på en tavle. Jeg synes forfatteren kører på alle de stereotyper, man overhovedet kan komme i tanker om om sorte og hvide og jeg kunne ikke finde ud af, om det var med vilje for at provokere læseren eller om det var ubevidst.

Jeg har hørt mange ting om USA og om det at være sort i landet og den daglige racisme. Bogen bygger på virkelige begivenheder, noget der er sket flere gange i løbet af årene. Men det liv der beskrives i ghettoen ligger så langt fra, hvad jeg kan forholde mig til og sætte mig ind i. Jeg havde svært ved at forstå den verden og hovedpersonens bevæggrunde og handlemønstre. Jeg blev præsenteret for ene problemer og igen forslag til løsninger.

Romanen er skrevet til unge og jeg er sikker på , at den ville være god for mange amerikanske unge at læse og at der nok også er lidt at hente i den for danske unge, men den er nok ikke så vedkommende og nem at omsætte til danske forhold. Men selvfølgelig er det altid sundt at læse om forhold i andre lande.

Som en ældre læser af bogen, manglede jeg noget substans og perspektiv på begivenhederne udover, den meget snævre vinkel vi bliver præsenteret for. Der kom ikke noget nyt på bordet og romanen føltes meget ensporet og en gentagelse af klicheer vi alle godt kender.

The Hate U Give får 2/6 stjerner

4 kommentarer:

  1. Du beskriver fuldstændig hvordan jeg havde det med bogen. Det er dejligt at jeg ikke er den eneste som ikke var sindsyg vild med bog

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, man føler sig ret alene, når alle andre har givet den fem stjerner ;)

      Slet
  2. Ærgerligt at du ikke kunne lide den. Jeg synes, den er forfriskende anderledes i forhold til de andre succesfulde ungdomsbøger, der ofte handler om forelskede hvide teenagere. I The Hate U Give var der mere på spil, og det kan danskere godt lære noget af, for den virkelighed, bogen beskriver, ligger fjernt for de fleste her i landet.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt klart et mere tankevækkende valg af handling end den typiske teenageangst og de sædvanlige kærlighedsforviklinger og selvfølgelig er sundt for alle at læse om forholdene i andre lande, uanset om man synes man kan lære af det eller ej. Men måden hun gjorde på var bare ikke for mig.

      Slet