lørdag den 6. januar 2018

Lars Bjerregaard Jessen - Nøgen hukommelse

Bogen er lånt på biblioteket.

Danske Emil bor i Florida sammen med sin kone og to børn. Under et marathon besvimer han og er bevistløs i temmelig lang tid. Da han kommer til sig selv, kan han intet huske. Langsomt kommer han sig og får hukommelsen tilbage, men han kan stadig ikke huske, hvordan han mødte sin kone.

Romanen består af beskrivelser af Emils liv. Hans arbejdsliv med forretningsrejser, ture til seværdigheder med familien, udflugter med kollegaer og besøg fra gamle venner og en genforeningsfest med hans gamle High School klasse. Mens han spekulerer over hvor han har mødt hans kone, dukker der små flashbacks op om de mange erobringer og erotiske eventyr han har gjort sig gennem tiden.

Det var ikke en bog for mig. Jeg havde svært ved at se, hvorfor han ikke bare spurgte konen om, hvor de har mødt hinanden og jeg synes egentlig det var mærkeligt, at det var det eneste han ikke kunne huske. Jeg forstod ikke, hvorfor der løbende blev brugt engelske ord i teksten og hvorfor de skulle fremhæves ved at stå i kursiv. Måske det skulle give en amerikansk stemning til bogen.

Nogle steder var der brugt alternative udtryk. For eksempel stod der, at en kvinde havde stramme ben? Hvilket nok betød velformede eller veltrænede. Et andet sted står der, at en kvinde var ved at påsmøre læbestift? Eller at Emils lille søn, der er under et år, ser positiv ud, når han ser sin far. Jeg ville nok have skrevet glad. Jeg ved ikke om dette anderledes ordvalg skulle illustrere noget i forbindelse med hukommelsestabet, men i så fald fremgik det ikke klart nok.

Helt ærligt så kedede bogen mig bravt. Jeg blev lettere irriteret over alle de mange kvinder, den gode Emil ser over alt. Uanset hvor han befinder sig, er der altid to unge smukke kvinder i nærheden, som ikke kan få øjnene fra ham. Ærlig talt så var der, udover det med de allestednærværende kvinder, mange ting som jeg overhovedet ikke kunne se, havde nogen relevans i forbindelse med historien.

Jeg valgte bogen, fordi jeg synes det lød spændende med en fortælling om en mand, der havde mistet hukommelsen og som skulle kæmpe for at få den tilbage igen. Men det var desværre slet ikke den historie jeg fik.

Nøgen hukommelse får 1/6 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar