fredag den 29. december 2017

Breve hjem - Danske soldater i Første Verdenskrig

 - med forord af Claus Bundgård Christensen.

Bogen er købt på bogudsalg i Betty Mogensens Boghandel i Hjørring i 2017.

Selv om Danmark var neutralt land under 1. Verdenskrig, så var der alligevel forbavsende mange unge danske mænd, der frivilligt meldte sig til at kæmpe i krigen. Det var enten for de nordamerikanske lande, Rusland, Storbritannien eller Frankrig. Denne bog er en samling af breve skrevet hjem fra krigen af danske soldater.

Selve samlingen har en lidt spændende baggrundshistorie. Brevene blev oprindelig samlet og udgivet i to bind under og lige efter krigen af forfatteren Harald Nielsen, der senere under 2. Verdenskrig skabte kontrovers ved sine antisemitiske holdninger og åbenlyse støtte af nazisterne.

Hver soldat, bliver introduceret med en kort biografi, inden man læser deres breve. Det er nogle gange meget sparsomme informationer man har om deres liv og hvad der skete med den enkelte efter krigen. Men det er rart at få lidt mere baggrundsviden, end det der står i brevene.

Brevene fremstår meget forskelligt og man kan gennem dem, fornemme hvor forskellige disse mænd var ud fra deres breve. Nogle var meget professionelle og beskedne, nogle interesserer sig for at høre hvordan det går dem der hjemme og berolige og skåne dem for alt det barske. Mens andre igen er mere interesseret i at få sendt cigaretter og snaps og prale med sine eventyr og bedrifter.

Fælles for dem alle er, at det er en barsk og mange gange kaotisk krig de fortæller om. De beskriver livet i skyttegravene med sult, mudder, lus og rotter i store mængder. Hvordan slagene mod tyskerne forløber med bombardementer af deres stillinger, skyderier og bajonetkampe. Døden er allestedsnærværende i de kammerater de mister løbende og i de mange lig der ligger og rådner på slagmarkerne mellem skyttegravene.

Når man læser brevene slår det en, hvor anderledes 1. Verdenskrig var i forhold til 2. Verdenskrig med de lange systemer af skyttegrave, hvor man var så tæt på fjenden, at man nogle gange kunne se ham lige i øjnene. De menige soldater synes at mangle overblik og viden om, hvad der skal ske som det næste. Mange ved ikke hvornår de skal rykke til fronten og heller ikke det præcise geografiske sted. Det virker som om de er meget isoleret fra omverdenen. De ved ikke hvad der sker andre steder på fronten eller i resten verden.

Det var ikke en bog jeg glædede mig til at vende tilbage til, når jeg havde lagt den fra mig og derfor holdt det lidt hårdt med at komme igennem den. Men jeg synes det var en meget lærerig læseoplevelse om en krig, som med tiden er kommet til at stå lidt i skyggen af 2. Verdenskrig. Man kom rigtig tæt på personerne og det barske soldaterliv. Lidt billedmateriale eller kort ville have været dejlig.

Breve hjem får 5/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar