tirsdag den 14. november 2017

Jack El-Hai - Nazisten og psykiateren

- Et skæbnesvangert møde under slutspillet af Anden Verdenskrig.

Bogen er lånt på biblioteket.

Da de overlevende topnazister efter Anden Verdenskrig skulle stilles for Nürnbergdomstolen, blev den amerikanske psykiater Dr. Kelley ansat til psykologisk at vurdere, om hver enkelt fange var i stand til at gennemgå en retssag.

Kelley var ikke så interesseret i retssagens gang, men så en åbenlys mulighed for at få klarlagt hvad der kendetegnede alle disse nazimonstre. Var der fælles psykologiske træk eller mentale afvigelser som Herman Göring, Rudolf Hess, Alfred Rosenberg, Albert Speer, Ernst Kaltenbrunner, Joachim von Ribbentrop og Karl Döntiz alle besad og som man kunne bruge, for i fremtiden at undgå gentagelser af de mange skræklige scenarier fra krigen?

Det han fandt ud af, var næsten mere skræmmende end selve krigen. Disse monstre var alle meget forskellige mennesker og udviste meget forskellig opførsel i den samme situation. De var ikke udprægede psykopater eller sindsyge, men omstændighederne havde gjort dem til dem de var. De var alle ambitiøse, patriotiske med meget lave eller ingen begrænsninger i deres stræben for at nå deres mål.

Selv om jeg til at starte med, synes der var lidt sensationsdramatik over måden bogen er skrevet på og på trods af at Kelley som person, ikke interesserede mig sønderlig meget, så blev det mere og mere interessant  og skræmmende at læse, jo mere det gik op for mig, hvad Kelley egentlig påviste med sine studier af disse uhyrer.

Uhyrer findes i alle lande i alle afskygninger og de ting der skete under Anden Verdenskrig, vil blive ved med at gentage sig i større eller mindre grad, når mennesker bliver grebet af begæret efter politisk eller religiøs magt og ikke skyer nogen midler for at opnå det. Vi har allerede set det gentagende gange siden, i form af borgerkrige og terrorhandlinger.

Meget tankevækkende og skræmmende læsning, men jeg var dog stadig ikke helt imponeret over den måde bogen er skrevet på.

Nazisten og psykiateren får 4/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar