søndag den 29. oktober 2017

Samar Yazbek - Du må ikke dø.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Kristelig Dagblads Forlag.

I en kælder i Syrien sidder den unge kvinde Rima og skriver sin historie. Hun er stum og har autistisketræk, men har levet et trygt og beskyttet liv sammen med sin mor og bror. Men alt dette ændrer sig den dag moderen bliver skudt ved et checkpoint og giftgasbomber regner ned fra himlen.

Romanen handler om den katastrofale sommer i 2013, hvor Syriens præsident Assad, valgte at bombe sit eget folk med kemiskebomber.

Det er en stærk roman, der har taget mig lang tid at læse, fordi jeg blev nødt til at læse den i små bidder. Men det er også en bog der har givet mig lyst ( selv om lyst måske ikke er det helt rigtige ord), til at vide mere om den skræklige borgerkrig i Syrien. For jeg synes faktisk at jeg vidste for lidt om krigen til fuldt ud at kunne forstå historien.

På grund af Rimas anderledeshed foregår meget af historien på et andet plan. Hendes måde at se verden på er meget anderledes end normalt. Det gør bogens skrækkelig scener nemmere at læse om, men det var efter min mening meget forvirrende. Der er mange referencer til Alice i Eventyrland og Den lille prins og man skulle hele tiden selv prøve at stykke tingenes rigtige sammenhæng sammen, udfra Rimas eventyr-agtige verden. Det blev lidt anstrengende nogle gange.

Det er langt fra en fornøjelse at læse bogen. Det er en barsk fortælling der beskriver det ubeskrivelig. Men på grund af historiens specielle hovedperson og fortællerstilen, havde jeg nogle gange svært ved at følge og forstå hvad der skete.

Du må ikke dø får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar