onsdag den 11. oktober 2017

Helen Simonson - The Summer before the War

Bogen er købt på Saxo.com. Af samme forfatter har jeg tidligere læst Majorens sidste forelskelse.

I 1914 i byen Rye i det østlige Essex, har skolebestyrelsen for den lokale skole, med den ældre Agatha Kenth som primusmotor, meget mod sædvane og mod store protester fra nogle kredse, ansat den unge Beatrice Nash som latinlærer. Der efter mange år som sin nu afdøde fars privatsekretær er blevet ladt tilbage uden formue og under formynderskab af faderens familie.

Krigen lurer og truer med at trække Agathas to yndlings nevøer med sig ind i vanviddet og da belgiskeflygtninge vælter ind over kanalen på flygt fra tyskerne, bliver krigen pludselig meget nærværende for alle. Nogle bruger krigen til at fremme deres egne interesser, mens andre bruger den som en chance for at søge nye muligheder og andre igen som vej ud af livets strabadser.

Det er en dejlig bog, der handler om mange ting, fordomme, kvinderettigheder, seksualitet, krigens grusomhed og den engelske overklasses snobberier. Lige som med Majorens sidste forelskelse, ligger der under den legende og lette tone en meget dyb alvor og en udforskning af de mange aspekter af den menneskelige natur.Især udforsker hun i denne roman, hvordan det var at være kvinde på den tid.

Jeg synes bogen er vanvittig god og den sidste del af bogen er meget følelsesladet og beskriver godt krigens grusomhed. Men desværre synes jeg afslutningen skuffede. Den var ikke fyldestgørende for mange af de personer og hændelser, der var nævnt undervejs i romanen. Jeg manglede at få afsluttende bemærkninger om mange ting.

Blandt andet mangler jeg svar på, hvordan det går den unge dame, der før krigen blev gift med en tysk baron og jeg manglede i den grad en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor Beatrice blev så ud til bens med faderens familie i London og ikke mindst en tilfredsstillende afslutning på deres behandling af hende. 

Overordnet var det en dybfølt og velfortalt historisk roman, men desværre manglede jeg, som skrevet ovenfor, opfølgning og afslutning på mange af romanens små røde tråde og kan derfor, hvor end jeg gerne ville, ikke give bogen topkarakter.

The Summer before the War får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Der er et eller andet fængende ved titlen :-)

    Lyder som en bog, jeg bør overveje at læse.


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv om slutningen skuffede, så vil jeg anbefale den alligevel, jeg synes den giver et godt billede af det landlige England op til og under krigen og ikke mindst kvindernes stilling i samfundet.

      Slet