mandag den 23. oktober 2017

Seks grunde til jeg siger nej til bøger.


Med tiden modtager jeg flere og flere forespørgsler fra forlag og forfattere, der gerne vil have, at jeg læser deres bøger og skrive om dem på bloggen. En stor del af dem er selvudgivende forfattere og langt størstedelen af dem, siger jeg pænt nej tak til og det er der nogle forskellige grunde til.

For det første: Tid

Godt nok læser jeg meget hurtig, men det tager stadig mange timer at læse en bog og da læsning er min hobby, der skal passes ind med arbejde og familie, så kniber det nogle gange med, at have nok timer i døgnet.

For det andet: Fornøjelse

Jeg læser for min egen fornøjelses skyld og har fra starten besluttet, at bloggen aldrig må blive en sur pligt. Hvis jeg ikke synes en bog lyder interessant, så har jeg ingen lyst til at tvinge mig selv til at læse den.

For det tredje: Dårlig erfaring

Desværre er det sådan, at jeg med tiden har oplevet at bøger fra forfattere der selv udgiver deres bøger, eller bøger fra nogle bestemte forlag, generelt er af dårligere kvalitet, dårligere redigeret, uinteressante og nogle gange, ja, et stort rod. Har man brændt sig tilstrækkelig mange gange, ja så skyr man ilden. Derfor skal der virkelig noget ganske specielt til, før jeg har lyst til at tage sådan en bog ind

For det fjerde: Sensitivitet

Selvudgivelser er typisk meget personlige og her kan man nemt komme til at træde nogen over tæerne, når man ikke helt kan se den samme genialitet, som forfatteren selv. Hvilket kan give noget meget uprofessionelt feedback. Disse ting er man, ikke altid, men typisk befriet for, når man arbejder med et forlaget og ikke direkte med forfatteren selv.

For det femte: Genre eller emne

Jeg synes, jeg læser meget bredt, men der er genrer eller emner der simpelthen ikke tiltaler mig.

For det sjette: Tiltaleform

Jeg er ikke selv til lange og uddybende email udvekslinger og kan godt lide at holde en forespørgsel kort og præcis. Men hvis jeg får en forespørgsel, der ikke specifikt er henvendt til mig, men som for eksempel bare sig "Hej bogblogger" og/ eller  jeg kan se er sendt til 20 andre bloggere, som jeg slet ikke har fælles læseinteresse med, så kan jeg slet ikke tage sådan en henvendelse seriøs og svarer stort set aldrig.


søndag den 22. oktober 2017

Trevor Noah - Born a Crime

Bogen er købt på Saxo.com.

Denne bog er en selvbiografisk fortælling om det at vokse op i Sydafrika efter apartheid og om en opvækst i en ekstremt fattig familie, med en mor med gåpåmod og vovemod, der ikke lader sig styre af love og fordomme. Der er masser at lære om hvordan apartheid blev til, hvordan det var muligt at føre det ud i livet og hvordan det er og var, at vokse op i et samfund hvor farven på ens hud betyder alt.

Jeg har fulgt Trevor Noah og hans oplyste og meget skarpe syn på verden omkring os, siden han overtog værtsrollen efter Jon Stewart på The Daily Show og hans intelligente og meget jordnære måde at anskue verden på, har gang på gang imponeret mig.

Han er ekstremt god til at forklare forskellige forhold, som vi hvide tager forgivet og aldrig skænker en tanke, ud fra et sort perspektiv. For eksempel fortæller han om hvordan omstyrtningen af apartheid, generelt anses for at have forgået meget stille og rolig. Men det er set fra et hvidt synspunkt, fordi næsten intet hvidt blod blev udgydt, hvorimod gaderne flød med blod fra de sorte.

Nu har jeg fulgt ham i nogle år og har set mange af hans stand up-shows og interviews på YouTube og derfor kendte jeg allerede stort set alle de anekdoter han fortæller og på den måde var det lidt skuffende at læse om, fordi det gør større indtryk når man hører det fortalt af manden selv. Derfor skulle lydbogen, som er oplæst af Trevor Noah selv, være helt fænomenal at lytte til, da han fortæller levende og engageret med originale kliklyde og accenter.

Jeg tror bogen med sin meget ungdommelige og uformelle tone vil fange interessen hos mange unge og lære dem om en anden måde at leve på, der ligger langt fra det vi kender til og som sætter racisme i et andet perspektiv. Men som skrevet overfor, så kendte jeg allerede meget af materialet og synes det var en stor gentagelse.

Born a Crime får 3/5 stjerner.

lørdag den 21. oktober 2017

Løbende opdateringer.

Dewey´s 24 Hour Read-a-thon 21.-22. oktober 2017.


Kl. 12.05
Så er der et par timer til Readthon går i gang og jeg er så småt ved at være klar. Vi er kommet hjem fra sommerhus her i formiddag og vaskemaskinen snurrer med det første læs vasketøj. Jeg har været ude at handle ind til aftensmad, som jeg skal til at forberede lige om lidt. Vi skal have Tikka Masala, som godt kan stå og simre lige så stille indtil aften. I år har jeg skåret drastisk ned på snackene og nøjes med nogle vindruer til i eftermiddag og lidt Jolly Cola til senere i aften.

Den første bog jeg har planlagt at gå i gang med, er den femte bog i A Midsomer Murders Mystery-serien af Caroline Graham, der hedder Faithfull unto Death og som jeg startede på i går, fredag og mangler lidt over halvdelen af.

Jeg synes serien er rigtig hyggelig og jeg kan godt lide hovedpersonen den ældre rolige og meget sendrægtige Chief Inspector Barnaby og hans unge, mandschauvinistske og meget fordomsfulde assistent Troy. Jeg tror jeg godt kan lide at Barnaby ikke er den typiske drukkenbolt, eller disfuktionelle afdankede politimand. Han er bare helt almindelig.



Kl. 18.26
Nu er familien spist af, opvasken taget, så kan der lige blive lidt læsetid igen, inden ældste datteren skal hentes på arbejde og sønnen skal køres til fest. Eftermiddagen er gået med at læse lidt i ovennævnte bog, men da jeg skulle til at lave mad og hænge vasketøj op, skiftede jeg over til lydbog og lyttede den 14. bog i Discworldserien, Lords and Ladies af Terry Pratchett færdig.

Jeg er meget underholdt af serien og kan godt lide hvordan de forskellige bøgers handling og personer væver sig ind og ud af hinanden. Humoren er bare helt i orden og jeg kan godt lide alle de mange referencer til litteratur, musik, kunst, historie og meget meget mere. Det er vældig underholdende.

Jeg ved ikke om alle 41 bøger er indtalt som lydbøger, men jeg er i hvert fald opsat på at fortsætte så længe Mofibo har nogen, så må jeg tage stilling til hvad jeg gør, hvis jeg løber tør for lydbøger.

Men nu vil jeg slænge mig i sofaen og læse hvordan Barnaby får opklaret sagen om kidnapning og mord/selvmord.


Kl. 00.14
Jeg er lige blevet færdig med Faithfull unto Death og den var helt vildt god og med en noget overraskende slutning.

Jeg fik også læst godnathistorie for min datter på 8 år. Vi fik læst de sidste kapitler i den sidste historie om Per og Bette Mads. i Alle de andre rødder - Fortællinger bind II, som er en samling af Ole Lund Kirkegaards skæve og meget elskede historier. Denne samling indholder blandt andet Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn, som jeg selv har fået læst mange gange som barn. Planen er at vi går i gang med bind I i morgen aften.

Lige nu er jeg forbavsende vågen. Normalt går jeg i seng ved ni-tiden, men her i ferien er sengetiden blevet rykket lidt i begge ender. Jeg vil dog prøve at få lidt søvn alligevel også starte tidligt i morgen.

Fortsat god læselyst til alle natuglerne derude!

Kl. 8.37
Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn i nat, sådan er det altid når sønnen er til fest om natten, så kan jeg ikke falde til ro inden han er hjemme igen. Men det lykkedes mig trods alt at vågne kl. 6.30 og læse Born a Crime af Trevor Noah færdig.

Han er en kendt stand up komiker i USA og Storbritannien men måske mest kendt fra at have overtaget værtsrollen efter Jon Steward i The Daily Show.

Bogen er en selvbiografiske skildring af hans Sydafrikanske barndom og opvækst i tiden efter apartheids ophør. Jeg synes dele af den var enormt interessant, mens andet måske knapt så meget. Men der kommer et indlæg om bogen i løbet af dagen.

Familien ( eller i hvert fald den del af familien, der ikke har været til fest i nat) har lige spist rundstykker og jeg vil en tur i bad inden jeg beslutter mig for hvilken bog jeg vil tage fat i som den næste.


Kl. 10.46
Jeg er startet på Middag med Edward af Isabel Vincent, men kan se allerede nu, at jeg ikke får den læst færdig. Vi i har nemlig talt om at tage i Fårup Sommerland her over middag, da det er sidste dag de har åbent denne sæson.

Det har været en meget afslappende omgang Readathon denne gang. Jeg har ikke haft så meget fokus på antal af sider og har bare fået læst nogle af de bøger færdig som jeg allerede var i gang med.

Der har været tid til at følge med rundt omkring på de forskellige blogge, selv om jeg stadig mangler en effektiv måde til at holde styr på hvem der deltager. Måske jeg kan udtænke det til næste gang.

Hep hep og god slutspurt til alle dem der stadig er med!


fredag den 20. oktober 2017

Optakt.

Dewey´s 24 Hour Readathon. Oktober 2017.


Lørdag d. 21. oktober er det igen tid til det halvårlige 24 timers Read-A-Thon, som løber af stablen på samme tid over hele verden og i Danmark starter det kl. 14 lørdag og slutter altså igen samme tid søndag d. 22. oktober.

I år har Dewey´s 24 Hour Readathon 10 års jubilæum og der har hele oktober måned været forskellige læseudfordringer til hver eneste dag og forskellige andre udfordringer på blandt andet Instagram. Jeg har ikke haft mulighed for at deltage i noget af det, men vil da prøve som sædvanligt, at deltage så meget, som det nu er muligt i selve Readathonet.

Jeg har ikke lagt mig fast på nogen bøger endnu, men vil i hvert fald satse på at få læst de bøger færdig, som jeg har gang i i øjeblikket og så har jeg lige hentet Villette af Charlotte Brontë på biblioteket og den vil jeg rigtig gerne i gang med også.


Undervejs kan jeg godt lide, at følge med hos andre der deltager, derfor vil jeg meget gerne høre, hvem der ellers har tænkt sig at deltage.

Rigtig god læselyst til alle!

tirsdag den 17. oktober 2017

Graham Swift - Helligdag

Bogen er lånt på biblioteket.

Den sidste søndag i marts, var i fordums tid, med herskab og tjenestefolk, en helligdag for alle der var ude og tjene. Den dag fik alle tjenestefolk en fridag, som mange brugte til at rejse hjem til deres mødre og familie. Derfor blev dagen kaldt Mothering Sunday på engelsk. Hvilket også er bogens engelske titel og måske ophavet til vor tids mere kommercielle og overfladiske, Mors Dag.

Året er 1924 og hvad skal den 23-årige forældreløse Jane Fairchild få denne helligdag til at gå med, mens herskabet er taget afsted, for at fejre det kommende giftemål, mellem naboens søn, Paul og en anden nabos datter, Emma. Måske en sidste hyrdetime med selv samme Paul? Det bliver den sidste time i mere end en forstand!

Det er en ultrakort roman på små 150 sider, der forgår i løbet af en enkelt dag. Hver scene er dvælende og detaljeret beskrevet, mens fortid og fremtid væver sig ind og ud af fortællingen og giver en fascinerende og drømmeagtig historie, der ikke går i dybden med personerne og følelserne, men som bliver på overfladen. Hvilket var helt okay med den begrænsede længde historien har.Den var i sin form fyldestgørende nok.

Af en eller anden grund, havde jeg den opfattelse, at det var Jonathan Swift, forfatteren til Gullivers rejse, der også var forfatter til denne lille roman. Men der var da noget jeg havde fået helt galt i halsen, for de to forfattere den ene født i 1667 og den anden i 1949, har intet med hinanden at gøre.

Fejlen gik først op for mig, da jeg havde læst lidt i romanen, for jeg synes godt nok det var noget moderne og lige frem, det sprog der blev brugt. Hvilket jeg ikke helt kunne få til at passe med tiden Jonathan Swift levede i. Men sådan er det, når man ikke altid sætter sig ind i, hvad bøger handler om eller hvem der rent faktisk har skrevet dem.

En besnærende historie om herskab og tjenestefolk, krig og kærlighed og fortabt ungdom.

Helligdag får 3/5 stjerner.

onsdag den 11. oktober 2017

Helen Simonson - The Summer before the War

Bogen er købt på Saxo.com. Af samme forfatter har jeg tidligere læst Majorens sidste forelskelse.

I 1914 i byen Rye i det østlige Essex, har skolebestyrelsen for den lokale skole, med den ældre Agatha Kenth som primusmotor, meget mod sædvane og mod store protester fra nogle kredse, ansat den unge Beatrice Nash som latinlærer. Der efter mange år som sin nu afdøde fars privatsekretær er blevet ladt tilbage uden formue og under formynderskab af faderens familie.

Krigen lurer og truer med at trække Agathas to yndlings nevøer med sig ind i vanviddet og da belgiskeflygtninge vælter ind over kanalen på flygt fra tyskerne, bliver krigen pludselig meget nærværende for alle. Nogle bruger krigen til at fremme deres egne interesser, mens andre bruger den som en chance for at søge nye muligheder og andre igen som vej ud af livets strabadser.

Det er en dejlig bog, der handler om mange ting, fordomme, kvinderettigheder, seksualitet, krigens grusomhed og den engelske overklasses snobberier. Lige som med Majorens sidste forelskelse, ligger der under den legende og lette tone en meget dyb alvor og en udforskning af de mange aspekter af den menneskelige natur.Især udforsker hun i denne roman, hvordan det var at være kvinde på den tid.

Jeg synes bogen er vanvittig god og den sidste del af bogen er meget følelsesladet og beskriver godt krigens grusomhed. Men desværre synes jeg afslutningen skuffede. Den var ikke fyldestgørende for mange af de personer og hændelser, der var nævnt undervejs i romanen. Jeg manglede at få afsluttende bemærkninger om mange ting.

Blandt andet mangler jeg svar på, hvordan det går den unge dame, der før krigen blev gift med en tysk baron og jeg manglede i den grad en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor Beatrice blev så ud til bens med faderens familie i London og ikke mindst en tilfredsstillende afslutning på deres behandling af hende. 

Overordnet var det en dybfølt og velfortalt historisk roman, men desværre manglede jeg, som skrevet ovenfor, opfølgning og afslutning på mange af romanens små røde tråde og kan derfor, hvor end jeg gerne ville, ikke give bogen topkarakter.

The Summer before the War får 4/5 stjerner.

søndag den 8. oktober 2017

Morten A. Strøksnes - Havbogen

- eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider.

Bogen er lånt på biblioteket.

Rammen omkring denne bog, er historien om, hvordan forfatteren og hans gode ven Hugo, sætter sig for at ville fange en grønlandshaj i Vestfjorden ved Lofoten oppe i det nordlige Norge. Det er desuden en filosofisk og naturvidenskablig rejse gennem tiden, havet og evolutionen.

Jeg er selv opvokset ved havet. Vores grund gik helt ned til vandkanten og om vinteren stod vandet langt op i vores baghave. Min barndom var fuld af havets mange lyde, afhængig af vejr og vind. I forhold til Norskehavet, som bogen omhandler er Østersøen en lille fredelige dam, men jeg var helt på bølgelængde med hans fascination af havet.

Forfatteren citerer en lang række kilder både videnskablige og skønlitterære, både forældede og nutidige for at genskabe for læseren, hvad havet er og hvilke følelser det vækker i mennesket. Det bliver en fusion af mange forskellige dele, der skaber en helhed og en meget atypisk bog, der reelt er nonfiktion, men som er mere filosofisk og poetisk en de fleste bøger i den genre.

Men bogen handler ikke kun om havet og fisketure, den handler også om venskab. Om de præmisser venskab fungerer under og hvad der egentlig forstås ved venskab. I gummibåden ude på havet styrkes venskabets bånd mellem de to mænd forenet i kampen for at fange hajen. Mens ventetiden på land, slider på de selv samme bånd.

En anderledes og overraksende bog, der kommer vidt omkring i mennesket og havets natur. Den var meget dyb og jeg må indrømme, at jeg gik lidt død i historien hen mod slutningen.

Havbogen får 4/5 stjerner.

fredag den 6. oktober 2017

Anne Holm Christensen - St. Thomas-mysteriet

- en autentisk familiesaga fra 1800-tallets Vestinden & København.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Vitae.

For nogle år siden kom forfatteren i besiddelse af en flyttekasse med forskellige dokumenter fra Sorterup-familien. Dokumenterne, især 10 dagbøger skrevet af den ældste søn, bød på en spændende familiehistorie, som denne bog bygger på, suppleret op med andre historiskekilder og mange fotografier fra den tid.

Det er historien om fem børn, der kommer i pleje hos tre forskellige familier, fordi deres mor ikke er i stand til at passe dem. Fire af børnene er født på De Vestindiske Øer, hvor det også er sidste gang de så deres far.

Forfatteren har valgt at bygge historien meget enkelt og forståeligt op. Vi følger små bidder af de forskellige familiemedlemmers historie og hun kommer med en meget forsigtig tolkning af hændelsernes forløb, uden at digte vidt og bredt. Hvilket gav en meget afdæmpet og saglig fremstilling.

Jeg synes, det var en fabelagtig fremstilling af 1800-tallets København, hvor forfatteren lader datidens kendte ansigter som Edvard Brandes og Herman Bang fortælle om hvilket miljø det er vi færdes i.

Selvfølgelig sætter det sine begrænsninger, når man arbejder med autentisk materiale, men jeg var lidt skuffet over, at der ikke var mere. Især når det kom til Vestindien, synes jeg der manglede den samme fyldestgørende beskrivelse, som der var af København. Hvilket naturligvis giver sig selv, da Aage, der skiver dagbøgerne, var 8 år da de forlod Vestindien og derfor ikke var begyndt at skrive dagbog endnu og jeg forstår godt at det ikke er bogens primære fokus.

Alligevel kunne jeg godt have brugt lidt mere, der satte Øerne i et historisk perspektiv. Hvordan så samfundet på Øerne ud og hvordan var forholdet mellem sorte og hvide på det tidspunkt, efter slaveriets ophør. Men på trods af det, var jeg meget begejstret for bogen.

Det er en usædvanlig familiehistorie der fortælles, hvor fokus hovedsageligt ligger på de fem børns skæbne og jeg synes det var utrolig spændende at læse om.

St. Thomas-mysteriet får 4/5 stjerner

torsdag den 5. oktober 2017

Bogvlog: Nye bøger oktober 2017


Så er det igen tid til en video om de nye bøger, der er kommet på mine hylder siden sidst. Måske der bliver en video mere i denne måned. Jeg har i hvert fald en enkelt pakke med et par bøger fra Saxo på vej, og så har jeg sagt ja til et par bøger fra nogle forlag.



Bøgerne:

Jöns Hellsig - Handyman søges
Isabel Vincent - Middag med Edward
Søren Toft - De tørstige
P.D. James - Dæk ansigtet til
P.D. James - Med kniven i hjertet
P.D. James - Unaturlige årsager
J.K. Rowling - Harry Potter and the Prisoner of Azkaban

onsdag den 4. oktober 2017

Pernilla Alm - Uden dig

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Hoi Forlaget.

Mikaela og Thomas er unge og lykkelige og skal snart giftes. Men da Mikaela aborterer og Thomas kort tid efter har et indvaliderende styrt på en klatretur, vendes deres liv på hovedet.

Alt hvad de har snakket om og planlagt, er nu lige pludselig uden for rækkevidde. På en tiltrængt venindetur til Barcelona, der skulle give Mikaela en pause fra hverdagen, vælger hun at blive der for at undslippe virkeligheden hjemme i Sverige.

Det er en meget bevægende historie, der tager fat i tabuet omkring det at have en kæreste eller ægtemand/ kone, som pludselig ikke er den han/hun plejer at være. Den handler om kærlighed, om sorg og at møde livets udfordringer. Hvad gør man, når den man elsker ikke længere er den samme og livet man havde forstillet sig pludselig ikke er muligt.

Jeg synes romanen gav en god indsigt i Mikaelas psyke og de kvaler hun lider, gennem de ting hun gør. Det er ikke altid man som læser forstå hendes valg, men det er ikke til at sige hvordan man selv vil reagere i sådan en situation. Jeg har i hvert fald en ide om, at mit eget flugtinstinkt er temmeligt dominerende, når tingene bliver uoverskuelige.

Det er modigt af forfatteren at tage sådan et emne op og derfor ærgre det mig, at hun ikke for alvor gik i dybden med det. Efter min mening var historien for pæn og en lille smule romantiseret. Jeg kunne godt have ønsket mig at hun udforskede lidt mere af den mørke side.

Uden dig får 3/5 stjerner

tirsdag den 3. oktober 2017

Elizabeth Jane Howard - De gode år

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Gads Forlag. Det er en den første bog ud af fem, der følger familien Cazalet. Serien er en genudgivelse og udkom første gang på dansk i 1990´erne.

Denne første roman foregår i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig og følger de tre Cazalet brødre Hugh, Edward og Rupert, deres koner, børn og tjenestefolk.

Jeg er ikke ubetinget begejstret for serien. Jeg synes rent ud sagt, at det var for hårdt arbejde at læse den. Der var alt for mange personer at holde rede på og over halvejs inde i bogen, havde jeg stadig svært ved at placere de forskellige navne, selv om jeg meget flittigt, brugte oversigten over persongalleriet i starten af bogen.

Læseren oplever historien gennem skiftende fortællere og her skulle man holde tungen lige i munden, for fortælleren kunne skifte fra afsnit til afsnit uden forvarsel og jeg synes faktisk det var svært at skelne børnefortællerene fra de voksne fortællere.

Sproget forekom mig meget stift og nogle af afsnittene var meget lange og uoverskuelige at komme igennem. Det irriterede mig, at den meget direkte tale ikke var markeret ordentlig og at der så ofte blev brugt tankestreger, der ikke rigtig gav nogen mening. Da det er et specielt anmeldereksemplar jeg har læst, kan disse ting dog være rettet i den færdige udgave.

Stemningen er dog rigtig god i bogen og jeg synes historien fanger tiden og miljøerne rigtig godt. Jeg blev engageret i personerne og deres liv og nød at følge med i deres forskellige problematikker. Især børnene, deres forskellige pladser i familierne og indbyrdes forhold, var meget interessant at læse om.

Lige nu er jeg ikke helt afklaret med, om jeg vil fortsætte med serien. Selv om jeg kom til at holde af nogle af personerne og synes at der var nogle fine miljø- og tidsbeskrivelser, så  føles det alt for uoverskueligt, at skulle sætte sig ind i hele persongalleriet igen, hver gang jeg går i gang med en ny bog i serien.

En god og stemningsfuld begyndelse på en familieserie, der kræver at man er god til at huske navne, hvilket jeg slet ikke er.

De gode år får 3/5 stjerner.

mandag den 2. oktober 2017

Jade Chang - The Wangs vs. The World

Bogen er købt på Saxo.com.

Historien handler om Charles Wang, der som barn flygtede med sin familie fra Maos Kina til Taiwan og senere som ung mand emigrerede til USA. Han arbejde sig fra bunden og op til toppen af samfundet, som ejer af en stor kosmetikvirksomhed. Men nu er han ramt af finanskrisen, alle pengene er væk og virkomheden gået konkurs.

Han beslutter, at hele familien, hans yngste datter, søn og børnenes stedmor, skal tage en sidste roadtrip gennem hele USA, fra Californien til en lille by tæt på New York, hvor han ældste datter bor, inden de rejser til Kina, for at kræve Wang-familiens jorde, som kommunisterne tog under Kulturevolutionen, tilbage.

Det er en historie om det at være indvandre, om at være børn af indvandrer, om rigdom og fattigdom. Den handlede meget om hvordan de forskellige befolkningsgrupper, som f.eks de afrikanske-amerikanerne, de asiatiske-amerikanere og de oprindelige amerikanere, ser på sig selv, hinanden og de hvide. Hvilket for mig, var meget amerikansk at læse om og som vi nok ikke rigtig kender fra Danmark.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til bogen. Nogle steder virkede den meget seriøs og tog fat i nogle meget tunge emner, mens den andre steder benyttede sig af lidt falde-på-halen-komik og en meget sort humor, der gik lige til grænsen. Jeg havde en klar fornemmelse af at bogen ikke var skrevet til mig. At den omhandlede noget som jeg som dansker, ikke kan sætte mig ind i, fordi jeg kun har oplevet det amerikanske samfund ude fra og ikke ved hvordan det grundlæggende fungerer.

Jeg tænker, at der ville være meget at hente i bogen, for den gruppe af mennesker den handler om, nemlig de mange generationer af indvandrer der dagligt navigerer i det amerikanske samfund. Den siger noget om at opføre sig "hvid" og helst ikke ville ses, som en del af den etniske gruppe man tilhører på grund af sin baggrund. Den fortæller om et samfund, som på trods af hvad alle siger, stadig er meget raceopdelt.

Det var en bog, som jeg ikke følte, jeg havde nogen forudsætning for at kunne sætte mig ind i og som slet ikke var skrevet til mig.

The Wangs vs. The World får 2/5 stjerner.

søndag den 1. oktober 2017

Boglisten oktober 2017.

Uha Uha, der er mange bøger på listen over de danske udgivelser, der udkommer i oktober, som jeg godt kunne tænkte mig at læse. Heldigvis ser november ikke så vild ud endnu, så måske der bliver mulighed for at indhente lidt af læsningen der.

OBS!
Boglisten her på Bachs bøger indeholder kun de bøger, som har fanget min interesse og som jeg personligt godt kunne tænke mig at læse. Den er altså ikke et komplet billede af alle de udgivelser der er den pågældende måned.

Jöns Hellsing - Handymand søges

I en afsidesliggende by på en vindomsust skotsk ø, venter et gods med et forfaldent hus, som skal renoveres. Her bor en lord på randen af ruin, en kærlighedshungrende lady og en øbefolkning, der drømmer om mere frihed og højere løn.I sin stjålne bil og med en lånt værktøjskasse ankommer John med håb om endelig at kunne skrive sit mesterværk.






Fredrik Backman - Bjørneby

Bjørneby er første roman ud af to om en lille by med store drømme. Det er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber og syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn. 





Tom Buk-Swienty - Ensomme hjerte

Det ensomme hjerte" beretter den utrolige fortælling om Hans Horn, en ung tysker der vikles ind i det tredje riges vanvittige og voldsomme krig.









Anne Tyler - Den blå tråd

Hver familie skaber sin egen myte: "Det var en smuk, blæsende, gulgrøn eftermiddag … " Sådan begynder Abby Whitskank altid historien om, hvordan hun og Red blev forelsket i hinanden den julidag i 1959








Orhan Pamuk - Hr. Cevdet og hans sønner

Hr. Cevdet og hans sønner er en familiesaga, som spænder over tre generationer i Istanbul i det 20. århundrede.








Puk Damsgård - Den sorte kat i Mosul

Puk Damsgård har flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold. Den ni måneder lange offensiv mod terrororganisationen Islamisk Stat var den mest omfattende militæroperation i landet, siden den amerikansk-ledede invasion i2003 – og foregik i den største by, IS nogensinde har kontrolleret. 






Svend Åge Madsen - Af den anden verden

Romanen er en alternativ holocaust-roman om en flok flygtede KZ-fanger, som frarøvet deres hukommelse slår sig ned på fjerne kyster og bygger en ny verden op fra grunden. Men under det spirende samfund ligger traumer fra fortiden, og vage minder begynder at dukke op i de idligere fangers drømme







Stephanie Garber - Caraval

Scarlett Dragna har aldrig været andre steder end på på den lille ø Trisda, hvor hun bor med sin lillesøster og sin dominerende far. Men gennem hele sin barndom har hun længtes efter at opleve Caraval – den årlige, ugelange forestilling, hvor publikum spiller med i en dødsensfarlig leg for at finde ud af, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.






Anne Grue - De voksnes rækker

Husker du historien om italienske Vittoria og danske Conny i 1958-romancen Italiensvej? I denne nye roman, der foregår i 1964, kan du møde de to veninder igen







Jacob Ladegaard og Frits Andersen - Slavernes historie

I anledning af 100-året for salget af Dansk Vestindien præsenterer denne debatbog perspektiver på arven efter den danske slaverihistorie. Antologien lægger op til offentlig debat om slaverihistoriens aktuelle betydning for vores kultur, samfund og politiske liv.


(Tekst og billeder er hentet på Saxo.com. Der tages forbehold for ændrede udgivelsesdatoer)