torsdag den 7. september 2017

Susan Witting Albert - A Wilder Rose

Bogen er købt på enten Book Depository eller Saxo.com.

Efter at jeg endelig har fået læst de to sidste tilføjelser til Det lille hus på prærien-serien, tænkte jeg det var på høje tid, at jeg fik læst den bog om Laura Ingalls Wilders datter Rose, som jeg købte for et par år siden.

Historien er blevet til efter at forfatteren har læst en mængde breve og dokumenter efterladt efter de to kvinder. Den er bygget op som om Rose fortæller sin livshistorie til hendes logerende Norma Lee og Russel. Forfatteren har brugt mange ting fra de originale tekster og derudfra bygget en fiktiv historie op.

Det er med blandet fornøjelse jeg har læst denne roman, der fortæller om Rose som en moderne og stærk kvinde for sin tid, der på mange måder bryder de traditionelle kønsroller. Hun rejser blandt andet rundt som journalist i Europa, hun er fraskilt og der antydes et ikke helt platonisk bofællesskab med en anden kvinde.

Romanen er meget oplysende om livet i USA omkring Den store depression og man hører meget om Franklin D. Rosevelts New Deal landbrugsreformer, der var katastrofale for mange landmænd og som sammen med en længere periode med tørke, var skyld i enorm jorderosion, der ødelagde enorme arelaer med landbrugsjord over hele landet.

Selvfølgelig handler bogen også om det forhold, at det var Rose, der på grund af den omfattende omskrivningen af moderens ubehjælpelige skriverier, rent faktisk gjorde det muligt for Laura at få udgivet hendes berømte serie. Noget som blev holdt hemmeligt i mange år og som Rose aldrig fik nogen anerkendelse for og som stadig er lidt tys-tys. Hvilket også forklarer de meget anderledes sidste bøger i serien, De første fire år og På vej mod vort hjem, der er udgivet så sent som i 1970´erne, da disse to bøger ikke er redigeret af Rose, men udgivet stort set som Laura skrev dem.

Den del, som var en meget central del af historien, brød jeg mig ikke meget om. Laura kom til at fremstå som en manipulativ og dominerende pestilens og den fiktive Roses evindelige klynken om manglende anerkendelse, blev meget triviel i længden. Det modspillede lidt for meget det billede af den stærke selvstændige kvinde, som resten af romanen byggede på.

Måske kunne jeg ikke lide den del af romanen, fordi jeg fik min barndoms illusion om et idyllisk og harmonisk familieforhold knust. Men noget af det skyldes også, at jeg følte at mor og datter forholdet blev analyseret gennem vor tids moderne øjne og ikke med det i mente, at det var en anden tid dengang, hvor forældre og børn var mere bundet sammen og at der fulgte nogle forpligtigelser med i en familie. Man var mere afhængig af hinanden både rent praktisk, men især også økonomisk.

Et lidt ambivalent møde, som jeg på nogle punkter ville ønske jeg aldrig havde læst, men som når det kom til politik og historie i USA i 1920´erne og 30´erne var meget lærerig.

A Wilder Rose får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar