lørdag den 16. september 2017

S.D. Robertson - Tid til at sige farvel

Bogen er modtager som anmeldereksemplar fra Forlaget HaperCollins Nordic.

Efter sin kones død har William gentagende gange lovet sin 6-årige datter Ella, at han aldrig vil forlade hende. Men desværre er det ikke noget vi kan love hinanden, for vi ikke selv herre over liv og død. Da William dør i en færdselsulykke, får han lidt over 2 måneder til at finde ud af, om han vil sendes i himlen, eller om han vil blive på jorden som ånd i al evighed.

De fleste vil nok, når de tænker på en historie om en ånd, tænke på filmen Ghost med Patrick Swayze og Demi Moore i hovedrollerne. Man kan se at forfatteren har haft samme tanke, for han bruger nemlig selv en del henvisninger til den film, med et glimt i øjet og smil på læben. Hvilket jeg synes er frisk gjort.

Hold nu op! De første kapitler var den rene tudefest og jeg tænkte ved mig selv, at det ville være uudholdeligt, at skulle tude hele bogen i gennem. Heldigvis ændrede historien karakter efter et stykke tid og var stadig seriøs, men ikke helt så trist og der var da også lidt sjove episoder undervejs.

Uanset hvad man mener og tror om himmel, helvede og ånder, så er det værd at læse bogen, for den handler ikke kun om død og ånder, den handler om så mange andre ting. Hvilket på en måde også var historiens svaghed. For efter min mening, forsøgte forfatteren at få presset alt for mange forskellige ting ind i historien, så det var lidt overvældende nogle gange. Men modsat kan man i hvert fald ikke sige, at det er en bog, hvor der ikke sker noget!

Jeg var ikke enig med forfatteren i nogle af alle de måder han lade sine personer reagere. Der var på et tidspunkt, hvor jeg synes William var pisseirriterende og der er nogle ægteskabelige ting, som jeg personligt, ikke synes man skal blande sine børn ind i, uanset hvor gamle de er. Men nu kan jeg godt lide at læse bøger, der udfordrer mine egne meninger og holdninger, så på den måde var det helt okay læsning alligevel.

Fin roman hvor underholdningen var i top og selv om den måske ikke helt ramte plet hele tiden, så er det en historie der satte nogle tanker i gang.

Tid til at sige farvel får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar