søndag den 3. september 2017

Laura Ingalls Wilder - De første fire år og På vej mod vort hjem

 Begge bøger er købt antikvarisk via Saxo.com.

Selvom bøgerne her er udgivet som bog ni og ti i Laura Ingalls Wilders børnebogsserie om hendes opvækst på prærien og livet som nybygger i Amerika i midten og slutningen af 1800-tallet, så er de faktisk meget anderledes end de første 8 bøger.

De er begge udgivet efter Lauras død. De første fire år er et uredigeret manuskript, som det antages at hun har opgivet efter Almanzos død og som er fundet og udgivet efter både Laura og hendes datter Roses død. Det afviger en del i stilen fra de 8 første bøger. Historien der fortælles er måske lidt mere ligefrem og barsk. Måske ikke helt så børnevenlig som de andre bøger. Den er meget præget af korte sætninger og afsnit. Historien virker mere overfladisk og er ikke helt så beskrivende hvad miljøet angår.

På vej mod vort hjem er nogle dagbogsnotater Laura gjorde i 1894 mens hun, hendes mand Almanzo og datteren Rose, rejste fra South Dakota til Missouri for at begynde en ny tilværelse for deres lille familie, efter det mislykkedes for dem i første omgang, hvilket man læser om i De første fire år.

Dagbogen giver et fint billede af den øgede mængde af nybyggere, der var kommet på det tidspunkt i forhold til da Lauras og hendes forældre startede som nybyggere. Der fortælles om en lind strøm af folk, der rejser til og fra områder for at finde de ideelle forhold at bo under. Datteren Rose har bidraget til historien med et forord og forklarende kommentarer undervejs.

Uanset om serien kan betegnes som en lidt mere sminket udgave af nybyggerlivet, så giver det alligevel et billede af det møjsomlige liv de levede. Det krævede stor arbejdsomhed, opfindsomhed og ikke mindst håndelag at overleve som pioner på den barske og uvejsomme prærie.

Det er fascinerende at læse om, hvordan den ene forhindring efter den anden fra naturens hånd, gang på gang ødelægger alle deres planer og man må beundre datidens nybyggere det ukuelige gåpåmod, der fik dem til gentagende gange at flytte et nyt sted hen og starte fuldstændig fra bunden.

Hele serien om Laura og hendes nybyggerfamilie kan anbefales. Disse to sidste bøger ville jeg ikke nødvendigvis læse højt for mindre børn, som jeg har gjort med de andre, der er stilen lidt for anderledes end resten af bøgerne, men nu som voksen har jeg nydt at læse dem og de supplerer serien godt.

Begge bøger får 4/5 stjerner

2 kommentarer:

  1. Jeg får sådan en lyst til at genlæse bøgerne. Jeg læste dem som barn og så derefter tv-serien adskillelige gange. Ah, det vækker gode minder :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. De er så hyggelige at læse og minder en om en forgangen tid, der aldrig kommer igen.

      Slet