mandag den 11. september 2017

Jesper Wung Sung - En anden gren

Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo. jeg var ikke specielt begejstret for oplæseren, men historien var så spændende, så det ikke gjorde noget.

I bogen fortæller forfatteren om sine oldeforældres liv og kærlighedshistorie. Oldefaderen San Wung-Sung kommer i 1902 til Købehavn fra Canton, som en del af en gruppe kinesere, der skal indgå i en udstilling i Tivoli. Her møder han Ingeborg og de to forelsker sig i hinanden, men deres kærlighed er langt fra at være en dans på roser

Det er en helt og aldeles unik historie, der giver et indblik i livet i Danmark og Tyskland fra 1900 til 1920´erne. Det er en historie om at være fremmed i et nyt land, men også om at føle sig fremmed i sit eget liv. Fortællingen handler om det mod og den styrke, det kræver at kunne modstå og leve med enorme ydmygelser, afvisning, uvidenhed og fordomme fra omverdenen.

Forfatteren er en fantastisk historiefortæller, der med sin filosofiske og beskrivende skrivestil gør tiden, byerne og personerne levende for læseren. Jeg synes specielt, han var god til at fange den kontrast der er i San og Ingeborgs måde at tænke på og den måde de hver især håndterer deres problemer.

Det er på alle måder en livsbekræftende og samtidig meget hjertegribende kærlighedshistorie, der fortæller om hvordan kærligheden kan overvinde selv de mest barske og uoverskuelige forhindringer.

Jeg synes det er så enestående en historie, at det er en bog, som alle bør læse.

En anden gren får 5/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar