onsdag den 30. august 2017

Yu Hua - Den syvende dag

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Klim. Af samme forfatter har jeg tidligere læst At leve og Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod.

Yang Fei er død og har en tid klokken ni til kremering. Men da han ikke har nogen efterladte, der kan sørge over ham eller betale for hans urne eller gravsted, må han vandre forladt rundt i efterlivet. Her møder han forskellige andre døde personer, som han kender fra da han levede og han hører deres forskellige historier.

Modsat de to tidligere bøger jeg har læst af forfatteren, som foregår omkring Maos tid og Kulturrevolutionen, så foregår denne roman i vor tids Kina. Yu Hua er kendt for sin skarpe kritik af Kinas magthavere og det kinesiske samfund og denne kritiske tone er også gældende i denne roman, hvor man som læser af denne opfindsomt opbyggede roman, har første parket til at møde Kinas mange ofre.

Gennem de mange personers livs- ( og døds-) historier stifter vi bekendskab med en regering, der ser stort på menneskerettigheder og tvangsnedriver ejendomme bogstaveligt talt om ørerne på folk. Eller som dækker over tingenes virkelig tilstand og som efter forgodtbefindende skalter og valter med befolkningens liv og levned. Men også i efterlivet må de døde sande, at der er forskel på høj og lav i samfundet og dog, i sidste ende er de alle døde.

Jeg synes det var en genial måde bogen var bygget op, men det var tydeligt at forfatteren havde fokus på at få de mange historier ud og ikke på at klarlægge hvordan det her med efterlivet og de døde rent praktisk fungerede. Hvorfor blev nogen så hurtig skeletter og jeg går udfra, at titlen er en henvisning til skabelsesberetningen i Biblen, men hvad sker der med Yang Fei efter de syv dage? Det kan godt være det er mig der har misset det, men selv om jeg nu har læst romanen to gange, så forstår jeg det stadig ikke.

Forfatteren har modtaget mange priser for sine bøger og han er blevet en af de vigtigste stemmer i nutidens Kina og en af de få, der tør ytre sin kritik. Vil man se lidt udover sin egen næsetip og lære lidt om det fortryllende Kinas bagside, så er dette en fantastisk bog at læse, den er både underholdende og stærkt tankevækkende på samme tid.

Den syvende dag får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar