fredag den 18. august 2017

Paulo Coehlo - Spionen

Bogen er lånt på biblioteket.

Historien er ren fiction, men bygger på de få ting, man rent faktisk ved om kvinden Margaretha Zelle, der voksede op i den lille hollandske by Leeuwarden, men som verdenen senere kom til at kende som Mata Hari. Hun levede af at danse eksotiske og meget erotiske danse for det bedre borgerskab og gik i seng med rige og magtfulde mænd. I 1917 blev hun henrettet for at have drevet kontraspionage mellem Tyskland og Frankrig.

Første del af bogen er skrevet som et brev Mata Hari skriver i sin fængselscelle til sin forsvarsadvokat Monsieur Clunet. I brevet beretter hun om sit liv, som hustru til en voldelig og tyrannisk mand i det Hollandske Ostindien, om hendes karriere som eksotisk danser og senere, hvordan hendes navn endte med at blive koblet sammen med spionage.

De sidste 40-50 sider er skrevet, som om Monsieur Clunet skriver et brev til Mata Hari og fortæller, at hendes ellers forventede benådning, ikke er gået igennem og han forklarer, hvad der førte til hendes dødsdom.

Jeg synes ikke på nogen måde, at det er en dårlig bog. Den er bare alen langt væk fra, hvad jeg forstillede mig en bog om et så spændende kvindeliv ville være, en liv der må have været vildt modigt, oprørende og provokerende for den tid hun levede i.

Jeg lærte meget om Mata Haris liv, men som med alle fiktive romaner skrevet om historiske personligheder, sad jeg hele tiden og tænkte på, hvad der er rigtige facts og hvad forfatteren mon selv har tilføjet og denne uvished irriterer mig altid lidt.

På intet tidspunkt i bogen føltes det autentisk, men hele tiden som at det var Paulo Coehlo, der skrev først som den ene og så den anden. Personerne fik aldrig deres egen stemme. De lange og filosofiske passager er meget typisk Coehlo og hans kendetegn var alt for tydelig i det skrevne.

Der er også andet i bogen end bare historien om Mata Hari, der er nogle fine tidsbilleder af historiske begivenheder. Verdensudstillingen i Paris, som gav byen dets berømte varetegn, som dengang blev hadet og senere elsket og optakten og udbruddet af 1. Verdenskrig. Men det var bare ikke nok til at bære hele romanen.

Et meget filosofisk tankespil om hvad Mata Hari og Monsieur Clunet kunne have tænkt, sagt og følt, men forfatterens udlægning, tog spændingen og mystikken ud af historien og det kom til at virke tamt.

 Spionen får 2/5 stjerner.

onsdag den 16. august 2017

Mineko Iwasaki - Geisha of Gion

Bogen er købt på Saxo.com.

Efter at have læst Arthur Goldens Mit liv som geisha, som er en opdigtet historie, fik jeg lyst til at læse mere om kvinden, der inspirerede ham til at skrive historien.

Hende navn er Mineko Iwasaki og en af nyere tids mest populære og bedst betalte geishaer. Hun fortæller i bogen, meget enkelt og ligefrem om hvordan hun som 5-årig forlod sine forældre og efter eget ønske blev adopteret af okiyaen Iwasaki i Kobu Gion. Her bor hun og arbejder helt frem til hun som 29 år, vælger at stoppe som geisha. både fordi hun er ved at være slidt op, men også fordi hun er utilfreds med hvordan geisha-samfundet bliver styret.

Det er med stor stolthed hun fortæller om det liv hun har levet. Et meget slidsomt liv, hvor hun for at kunne nå det hele med danseundervisning, danseopførelser og socialearrangementer, ofte kun har haft tid til 2-3 timers søvn i i de tidlige morgentimer. Det har været et hårdt miljø, hvor hun fra en ung alder har måttet lære at begå sig, både som værtinde over for magtfulde og rige personer, men også blandt misundelige og ikke altid lige rare medsøstre.

Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved noget af det hun fortæller. For eksempel virker det ikke troværdigt, at hun kan huske så klart, hvad der skete da hun var 2-3 år gammel. Men under alle omstændigheder er det et unikt og spændende indblik i en ellers lukket verden, fortalt af en der har oplevet det på nærmeste hold.

Bogen er fuld af japanske betegnelser for de mange forskellige funktioner og ting, som udgør geishaernes verden. Det er et kompliceret system og det var meget forvirrende at læse om. Jeg synes det var svært at holde styr på hvad det hele betød, men jeg kan godt forstå, at hun synes det er vigtigt at påpege, hvor forskellig geishaernes verden er fra kurtisanerne og de prostitueredes verden. Noget som ofte bliver blandet sammen i film og litteratur, blandt andet i Arthur Goldens roman.

Det er en usædvanlig historie om et anderledes og fremmed liv, fortalt af en fascinerende og stærk kvinde.

Geisha of Gion får 4/5 stjerner.

søndag den 13. august 2017

Bogvlog: Nye bøger august 2017.


En bogvlog om de bøger jeg har købt i august. Der var noget med at jeg ville reducere mine bogkøb, men det går altså ikke så godt lige i øjeblikket. Forhåbentlig kan jeg rette op på det i løbet af september og oktober.


Bøgerne:

Charlotte Weitze - Den afskyelige
Giovanni Boccacicio - The Decameron
Jamie Ford - Songs of Willow Frost
Helen Simonson - The Summer before the War
Michelle Paver - Thin Air
Caroline Graham - Death in Disguise
Caroline Graham - A Place of safety
Caroline Graham - Written in Blood
Hajer/Regnskove/Solsystemet
Margaret Atwood - MaddAddam
Christy Sloat - The Librarian
Paul Butler - The Widow´s Fire
Mirandy Kenneally - Comming up for Air

J. M. Barrie - Peter Pan og Wendy

Bogen er købt gennem Gyldendals Bogklub for mange herrens år siden. Den er læst som godnatlæsning for min datter på 8 år.

Det er første gang jeg læser historien om hvordan Peter Pan, Wendy og hendes to brødre flyver til Ønskeøen og oplever fantastiske eventyr sammen med De Glemte Drenge, Indianerne og ikke mindst Kaptajn Klo og hans sørøvere.

Denne udgave som er smukt illustreret af tegneren Robert Ingpen er desværre smækfuld af fejl. Stavefejl som burde være opdaget og rettet. Blandt andet er Peter Pan stavet forkert!

Men ikke nok med det, var der en del sætninger som trods gentagende gennemlæsninger ikke gav nogen som helst mening. Derfor var den irriterende at læse højt fra og ikke mindst var det svært for mig at vurdere, hvad der var forfatterens lunefulde og drillende sætninger og hvad der skyldes ren og skær dårlig oversættelse og mangelfuld redigering fra forlagets side.

Jeg er med på at Peter Pan er en metafor for alle børns fantastiske og eventyrlige fantasi, der både består af lys og glæde, men også mareridt og uhygge. Han bliver aldrig voksen og lever videre i alle generationer af børn. Han bor i en drømmeverden, hvor han ind til en vis alder kan lokke børnene med til.

Men på trods af at jeg godt kunne se hvad forfatteren ville fortælle med historien, så var den ikke lige mig. Jeg synes den havde sine øjeblikke, hvor historien flød og var dyrebar og mindeværdig. Men måden den blev fortalt på var jeg slet ikke vild med. Jeg har aldrig været fan af historier, hvor forfatteren henvender sig direkte til læseren og kommer med kommentarer i løbet af fortællingen og det var der alt for meget af efter min mening.

En okay børnebogsklassiker, med glade, eventyrlige og ikke mindst uhyggelige og mørke øjeblikke, som jeg er glad for endelig at have læst, men det bliver aldrig min favorit.

Peter Pan og Wendy får 2/5 stjerner.

tirsdag den 8. august 2017

Patricia Harman - Jordemoder på flugt

Bogen er lyttet som engelsk lydbog på Mofibo, der sponsorerer bloggen med et gratis abonnement.

Historien handler om den unge jordemoderen Clara, der flygter over isen til Canada en kold vinternat, efter at hendes liv er faldet fuldstændig fra hinanden hjemme i West Virginia. Nu prøver hun i en vildmarks hytte på den canadiske ø, Sea Gull Island, at glemme fortiden og ganske langsomt bliver hun trukket ind i livet på den lille ø.

Til at starte med vil jeg lige pointere, at bogen stort set ikke handler om noget med jordmødre, som ellers er det bogen bliver solgt på. Der nævnes flygtigt to fødsler, men det er også alt. Desuden har den intet at gøre med personerne fra de to første af forfatterens bøger om Hope River eller tiden som de foregår i. Hvilket jeg troede, da jeg startede på bogen.

Jeg var meget skuffet over romanen. Den var overfladisk og havde nogle gevaldige plothuller undervejs, som gjorde at jeg ikke kunne tage bogen som andet end lidt hurtig og alt for forudsigelig underholdning. Jeg var ved at opgive bogen flere gange, men var alligevel nysgerrig efter at finde ud af, hvor forfatteren ville hen med det hele og det endte lige præcis så fantasiløst som jeg havde frygtet.

Der var lidt hentydninger til globalopvarmning og en gennemgående opremsning af forskellige fugle fra det område bogen foregår i. Der nævnes hvor de lever og hvad de spiser, samt deres karakteristiske kald, hvilket var sjovt at høre oplæseren prøve at efterligne til at starte med, men som hurtig blev gammeldags i løbet af de 13 timer lydbogen er på.

En ringere oplevelse end de to første. Mit indtryk af bogen led under, at jeg gik ind til bogen med en ide om at det var en fortsættelse af de to bøger om Hope River.

Jordemoder på flugt får 2/5 stjerner.

mandag den 7. august 2017

Jeannette Walls - Utæmmet liv

Bogen er købt på tilbud i Arnold Busck.

Det er en roman, der bygger på andenhåndsfortællinger fra familiemedlemmer og skrøner om forfatterens bedstemor Lily Casey. Den fortæller om hendes opvækst i en jordhule i Texas og det utrolige liv hun levede som hestetæmmer, kvægfarmer og slagfældig skolelærerinde.

Jeg har fornylig læst forfatterens selvbiografiske roman Glasslottet, som selvfølgelig er fortalt som jeg-fortæller og det undrede mig meget, at hun har valgt også at fortælle denne bog som jeg-fortæller, når det nu ikke er, som med den anden, hendes eget liv hun fortæller om. Det virkede bare mærkeligt.

For mig føltes bogen som en samling af de lidt for fantastiske skrøner og løgnhistorier, som alle familier har og som bliver fortalt igen og igen, til hver familiefest og for hver gang og hver generation bliver  bedre og bedre.

Det er helt sikkert at bedstemorderen har levet et vildt og måske et meget atypisk liv for sin tid og det er et indblik i livet i det Vilde Vesten.  Men en stor del af det, var efter min mening for fantastisk til at være sandt. Det virkede som om forfatteren har videregivet alle historier, som hun har hørt dem, uden den mindste kildekritik. Men røverhistorier kan jo også være underholdende på deres egen måde.

Romanen er fortalt i et meget enkelt sprog, som også kendetegnede Glasslottet og begge bøger er hurtige og nemme at komme igennem. Jeg synes ikke der er mere end det i dem. Det er ikke de store litteræreværker, der har noget særligt at lære sin læser.

En bog der indeholder nogle ganske underholdende og lidt for utrolige familieankedoter  om hvad der med stor sandsynlighed var en målsat og stærk kvinde for sin tid.

Utæmmet liv får 3/5 stjerner.

søndag den 6. august 2017

Patricia Harman - Jordemoderen fra Hope River og Trange tider i Hope River

Bøgerne er lyttet som engelske lydbøger fra Mofibo, der sponsorer bloggen med et gratis abonnement. Lydbøgerne var rigtig fine, men alle de mange fødselsve- og presselyde var meget realistiske og var til tider ved at give mig stress.

Begge bøger foregår i området omkring Hope River i West Virginia, i tiden omkring børskrakket og den efterfølgende store depression der ramte USA i slutningen af 1920´erne og ind i 1930´erne.

Jordemoderen fra Hope River følger den unge Patience Murphy, Hun har levet et omtumlet liv, med store personlige tab. Hun slår sig ned i det fattige kulmineområde omkring Hope River og forsøger at tjene til dagen og vejen som jordemoder. Området bliver ramt hårdt af det økonomiske kollaps og frustrationerne leder til opblusning af racehadet mellem sorte og hvide.

Bogen er en genlæsning. Jeg læste den tilbage i 2013 og synes den var helt fantastisk god. Historien giver et godt billede af livet i USA under depressionen. Forfatteren er selv jordemoder og hun bruger de mange forskellige fødsler til at beskrive klasseforskelle og ikke mindst kvindeliv på den tid.

Bogen er medrivende, og man kommer hurtig til at holde af Patience, men jeg havde lidt svært ved at holde styr på de mange perioder i hendes liv, hvilket jeg tror skyldes at jeg lyttede til den istedet for at læse.

Sidste gang jeg læste den gav jeg den 5 stjerner, men jeg var ikke helt oppe og ringe denne gang. Mest fordi jeg synes det var lidt for utrolig med alle de mange forskellige fødselsmetoder Patience "opfandt". Forfatteren prøvede at presse flere årtiers udvikling inden for medicin og fødsler ind i bogen og det blev alt for meget.

Men det er helt sikkert en dejlig og underholdende roman om fødsler, kvinder, racediskrimination og livet i USA under depressionen.

Jordemoderen fra Hope River får 4/5 stjerner


Trange tider i Hope River er den selvstændige efterfølger til den ovenstående bog. Her følger vi distrikssygeplejersken Becky Myers. Hun var lidt med i den første bog, men forlod Hope River for at følge med Dr. Blum til en ny praksis.

Nu er der gået nogle år og Becky, vender tilbage til Hope River med en Dr. Blum, der er fuldstændig tabt for omverdenen, efter at have mistet sin kone i en bilulykke. Lægerne mener han har fået et slagtilfælde, der har givet ham en form for hjerneskade, der har frataget ham forstanden og evnen til at tale.

Det var et dejligt gensyn med personerne fra Hope River. Mest af alt synes jeg det var dejligt at høre om hvordan det var gået Patience siden sidst. Men ellers er det også en god og underholdende historie om en stærk kvinde, der kæmper hårdt for at forsørge sig selv og Dr. Blum i en nærmest umulig situation.

Jeg havde det lidt svært med Dr. Blum siden af historien. Jeg synes ikke helt den fungerede for mig og da slet ikke slutningen, der fik meget af bogens handling til at falde fra hinanden. Jeg kan ikke helt skrive hvad det handler om, for det vil afsløre for meget.

Trange tider i Hope River får 3/5 stjerner.

lørdag den 5. august 2017

Leon Uris - Exodus

Bogen er lånt på biblioteket og diskuteret med Læseklubben.

Historien er ren fiktion, men bygget over virkelige historiske begivenheder. Den handler om den amerikanske Kitty, der har arbejdet som sygeplejeske i nogle flygtningelejre rundt omkring i Europa og som havner i det gryende Israel. Hvor hun stifter bekendtskab med den karismatiske frihedskæmper Ari Ben og oplever jødernes kamp for at skabe en nation til dem selv.

Den første halvdel af bogen, med fangelejren på Cypern, skibet Exodus og historien om pigen Karen, synes jeg var god. Men lige så snart hovedpersonerne satte foden på landet, der dengang stadig hed Palæstina, så synes jeg den ændrede karakter.

Jeg vil ikke gå ind i en debat omkring Israel-Palæstina konflikten, men jeg opfattede bogen som værende meget glorificerende i sin fortælling om jødernes fortræffeligheder og ret til landet Israel i forhold til dem der boede der oprindeligt, palæstinenserne.

Nogle steder nærmede det sig efter min mening ren propaganda. Især det sted hvor de jødiske pigers udslåede hår, ranke rygge og faste bryster er kontrasten til arabernes skurkeagtige, snuskede og ildelugtende udseende. En retorik som jøderne selv mødte under tidligere pogromer og især under nazismen og derfor synes jeg det var paradoksalt at de samme fordomme blev brugt her.

Det er muligt det er en lærerig og oplysende fortælling, men jeg fandt den overromantiseret og meget politisk i sit budskab. Persongalleriet med deres overnaturlige skønhed og styrke hører nærmest hjemme i en Harlekinroman. Mens de historiske retirader, der jævnligt dukker op i løbet af romanen, var lærerige, men føltes meget lange og tørre og igen meget ensidige i deres fremstilling af de ting, der har direkte forbindelse til konflikten.

Jeg synes det er vigtig, når man læser romanen, at have for øje at det er fiktion og at vi her kun får præsenteret en side af konfliktens mange aspekter. En god ting ved bogen, var at jeg fik lyst til at sætte mig ind i hvordan konflikten overhovedet startede og hvad der rent faktisk ligger bag de mange års "borgerkrig".

Exodus får 2/5 stjerner.

tirsdag den 1. august 2017

Boglisten august 2017.

Holy Moly, der er mange bøger på listen over de danske udgivelser fra august, som jeg kunne tænkte mig at læse på et tidspunkt og det bliver nok ikke bedre før vi er på den anden side af BogForum og julen.


Yu Hua - Den syvende dag

Det er en vigtig dag for Yang Fei, for han er død, og det er hans første dag i døden. Han skal kremeres kl. 9.00, men han mangler penge til en begravelsesplads, og han må derfor vandre formålsløst rundt i efterlivet.








Mich Vraa - Peters kærlighed

Peter von Scholten, generalguvernør på De Vestindiske Øer gennem mere end tyve år, var i alt han gjorde drevet af kærlighed: Kærlighed til kvinder, til penge og magt, til øerne og deres sorte befolkning. Men den mand der i 1848 endelig satte danskernes slaver fri, var og forbliver også et mysterium.






Imbolo Mbue - Drømmemestrene

Det er efteråret 2007. Jende Jonga, der er immigreret fra Cameroun og nu er bosat i Harlem, kan dårligt tro, hvor heldig han er, da han bliver ansat som chauffør for Clark Edwards, der har en høj stilling hos Lehman Brothers. Clark kræver punktlighed, diskretion og loyalitet, hvilket Jende er ivrig efter at opfylde. 






Kyrre Andreassen - For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges

En stærkt underholdende roman om elektrikeren Krister Larsen, hans forhold til sin kone og deres elleveårige søn. Om faglig stolthed ved fysisk arbejde, prolapser i ryggen og hans nye arbejde som stillesiddende lærervikar.Det er en roman om at vide bedre, men aldrig få ret. Om at genmskue systemet, men aldrig få overtaget. Om kærlighed, aggressionsstyring og sort arbejde.






Isabel Vincent - Middage med Edward

Nyligt enkemand, er Edward, der er i 90’erne, sønderknust efter tabet af sin elskede hustru. Ikke alene var hun hans livs kærlighed, hun var også den person, med hvem han delte sin passion for god vin og gourmetmad. Madlavning kun til én er værre end en soufflé, der er faldet sammen.   Edward inviterer Isabel på middag. For Edward bliver det en lejlighed til at forberede et udsøgt måltid til en person, der værdsætter hans evner i køkkenet. 





Simon Sebag Montefiore - Huset Romanov

Huset Romanov er en fantastisk fortælling om tyve zarer og zarinaer. Nogle var gale, nogle var geniale, men de havde alle imperiale ambitioner og diktatoriske drømme. Simon Sebag Montefiore afdækker en verden styret af ubegrænset magt og hensynsløse imperiale ambitioner, men bogen handler også om familiestridigheder, dekadente eskapader og generationers liv i vild ekstravagance.





Theiss Bendixen - rejsen ud af kaninens pels
- En fortælling om overtro, videnskab og virkelighedens verden.

En bog om Universets, livets, menneskets, moralens og overtroens ophav, om tilværelsens endnu uforklarede mysterier, om stenalderhjernen i vores storbykranier, om meningen med livet, om menneskets plads i Verden og om virkelighedens vidunderlige poesi







Britt Karin Larsen - Det synger i løvet

Femte bind i serien om Folket i Finnskogen, der foregår i midten af 1800-tallet i området mellem Hedmark i Norge og Värmland i Sverige og handler om de såkaldte skovfinner; efterkommere af finske emigranter der slog sig ned i de store nåleskove og gjorde finnskog-kulturen til noget helt særegent med røghytter, badstuer, finnesprog og en overtro, der holdt sig meget længe. Seriens forfatter stammer selv fra skovfinnerne.





( Tekst og billeder er fra Saxo.com/ Der tages forbehold for ændrede udgivelsesdatoer)