fredag den 21. juli 2017

Josefine Guldahl - På eventyr i Botswana

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Det er en fortælling om en rejse forfatteren var på med sin familie i Botswana, hvor hendes stedfar ejer en farm med vilde dyr. Der fortælles i en dagbogslignende skrivestil, med ultrakorte sætninger, om de mange gamedrives forfatteren er på og de skoler og landsbyer de besøger.

Bogen er for størstedelen skrevet i nutid, hvilket jeg havde lidt svært ved at vænne mig til og som gjorde fortællingen til en mere upersonlig beretning end en spændende rejsebeskrivelse. "Vi kører mellem dyrene", "Nu ser vi" og så videre. Jeg manglede liv og sanseindtryk.

Jeg fik ingen fornemmelse for landet og befolkningen gennem de ofte repeterede tillægsord, som skønt, vildt og superflot. Jeg manglede at kunne føle landet, de vilde dyr og befolkningens særegenhed  og ikke mindst at få en fornemmelse for forfatteren selv gennem teksten.

Meget af bogens omtale fokuserer på, at forfatteren har en meget overvældende og personlig oplevelse med en synsk healer, mens hun er i Botswana. Men inde i bogen bliver der nærmest ikke nævnt andet end, at hun havde det dårlig på grund af unævnelige ting og healeren sagde nogle ting til hende, som hun ikke vil komme nærmere ind på og så ikke mere. Det er forståeligt, hvis man ikke ønsker at udlevere sig selv, men hvorfor så overhovedet skrive en bog om det?

Jeg er sikker på at forfatteren personligt har haft en fantastisk og meget inspirerende rejse! Men som udenforstående, der ikke kender forfatterens historie, aldrig har været i den sydligere del af Afrika og ikke interesserer sig for gamedrives, så føles fortællingen for mekanisk og upersonlig og derfor siger bogen mig intet. Min oplevelse af bogen svarer nok lidt til, at møde en tilfældig person på gaden, der absolut vil vise og fortælle om sine 300+ feriefotos. Med mindre man selv har været der eller personen har nogle virkelig gode historier oppe i ærmet, så bliver det hurtigt uinteressant.

På eventyr i Botswana får 1/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar