søndag den 30. juli 2017

Anne Tyler- The Accidental Tourist

Bogen er lyttet som rigtig god engelsk lydbog på Mofibo, der sponsorer bloggen med et gratis abonnement.

Macon Leary lever af at skrive guidebøger til forretningsrejsende som hader at rejse. Han er en patenlig mand med sine egne meget specielle rutiner. Rutiner som han deler med sine to brødre og søsteren Rose.

Sønnens død har ødelagt forholdet mellem Macon og hans kone og da hun forlader ham, går både han og hunden Edward helt fra hinanden. Edward i den grad, at der må en hundeadfærdstræner til for at den ikke skal gå løs på og bide alle der kommer i nærheden af den. Denne træner, som er den unge Muriel, får også sat noget i gang hos Macon.

Jeg er stødt på bogen flere gange i løbet af mit liv. Første gang var i slutningen af 1980´erne, da jeg lånte den på Nexø bibliotek. Nogle år senere dukkede den op igen, denne gang som film med Geena Davis og William Hurt i hovedrollerne. Og nu så mange år efter, er romanen endnu engang dukket op på min radar, fordi forfatteren er blevet meget omtalt i bogverdenen det sidste års tid.

Det er en lun og meget humoristisk historie. Dens personer er nogle særlinge, men de er sjove og man kan ikke andet end at holde af dem. Hovedpersonen Macon er en antihelt. Han er en stivsindet stakkel og har nogle meget besynderlige holdninger og adfærdsmønstre, men det er ikke med vilje han er sådan, han er nærmest kørt fast i sit eget liv. På sin egen stille og bagvendte facon, får han gjort nogle gode og ikke helt ubetydelige ting for folkene omkring ham.

Jeg synes stadig, her mange år efter mit første møde med romanen, at det er en unik og dejlig kærlighedshistorie, der ikke brillerer på sit fantastisk sprog, men på den varme og humor hvormed personerne skildres.

The Accidental Tourist får 4/5 stjerner

fredag den 28. juli 2017

Copperfield i august.


Sidste år havde jeg slet ikke tid til at deltage i alle de mange fælleslæsninger der var i løbet af året. Derfor havde jeg sat mig for at i år 2017, ville jeg deltage i så mange som muligt ( i hvert fald af dem, hvor jeg var interesseret i at læse bogen). Men sjovt nok er jeg indtil videre ikke stødt på en eneste.

Jeg søgte derfor med lys og lygte blandt de andre bogbloggere efter nogen at læse sammen med og da Karina fra Crossing Journeys og Bente fra Trolderier spurgte om vi skulle læse en klassiker sammen, synes jeg det lød som en superhyggelig ide.

Vi blev hurtig enige om at det skulle være David Copperfield, som var Charles Dickens eget yndlings værk. Karina skal skrive afsluttende opgave om Charles Dickens, så jeg håber at der vil falde mange guldkorn af undervejs fra hendes side. Undervejs har Marit fra Bøgernes labyrint tilsluttet sig fælleslæsningen. Hun har arbejdet 40 år som bibliotekar og jeg er helt sikker på hun også har rigtig meget at byde ind med.

Det er en åben fælleslæsning, alle kan være med. Vi bruger #copperfieldiaugust på de socialemedier og man kan også være med på Facebookgruppen Copperfield i august, hvor vi løbende vil diskutere bogen.

Man kan enten læse i sit eget tempo eller følge den opdeling som Karina har foreslået, som er følgende:

Uge 31: Kapitel 1-12 (I-XII)
Uge 32: Kapitel 13-27 (XIII-XXVII)
Uge 33: Kapitel 28-43 (XXVIII-XLIII)
Uge 34: Kapitel 44-64 (XLIV-LXIV)

God læselyst til alle. Jeg glæder mig til at komme igang!

torsdag den 27. juli 2017

M. L. Stedman. The Light Between Oceans

Bogen er enten købt på Book Depository eller Saxo.com, men den er lyttet som fuldstændig fantastisk engelsk lydbog på Mofibo (Der stadig sponsorer bloggen med et gratis abonnement.)

Tom Sherbourne vender hjem til Australien efter 1. Verdenskrig. Han tager et job som fyrmester på et ensomt liggende fyr på Janus Rock, en halvdags sejlads fra den nærmeste kyst. Ved hans første besøg tilbage på fastlandet, møder han Isabel og de forelsker sig voldsomt i hinanden, bliver gift og flytter sammen til fyrtårnet.

Parret er lykkelige, men det overskygges af at Isabel har to mislykkede graviditeter og en tredje graviditet, der ender med en for tidlig fødsel. Så det virker som om deres lykke er gjort, da en båd med en død mand og et nyfødt barn driver i land ved fyrtårnet, kort tid efter de har begravet deres lille for tidligt fødte dreng.

Det er en af de bøger, der med sit smukke poetiske sprog og nærmest eventyrlignende historie, fra første sætning greb mig om hjertet. Det er en historie om en forfærdelig Verdenskrig, der efterlader familier og soldater ødelagte og den fortæller om den dårlige samvittighed, dem der vendte hjem i live sidder tilbage med.

Romanen udforsker menneskets sind og miljøet historien foregår i gør ikke bogen mindre interessant. Livet i fyrtårnet beskrives som noget smuk og magisk, men til tider ganske forfærdeligt. Det er en historie om hvor tæt forbindelse, der er mellem hvad der er rigtig og hvad der er forkert og hvad der sker når gode mennesker tager de forkerte beslutninger.

Jeg elskede bogen, dens sprog, historie og personer fra første side. En helt fantastisk lytteoplevelse.

The Light Between Oceans får 5/5 stjerner

onsdag den 26. juli 2017

Peter Hessler - Country Driving, A Chinese Road Trip

Jeg kan ikke huske om bogen er købt på Book Depository eller Saxo.com.

Bogen er delt op i tre dele og foregår fra 2001 til 2009. Den første del handler om hvordan forfatteren, der er amerikansk journalist og bosiddende i Kina siden 1995, vælger at tage et kinesisk kørekort. Efterfølgende beslutter han i 2001 at tage på en biltur rundt i Kina, for at se de mange forskellige dele af den kinesiske mur.

Hvilket er ulovligt, fordi alle udlændinges færden i Kina skal registreres, da der er nogle områder i landet, regeringen ikke vil have at udlændinge ser. Samtidig er det er også nærmest umuligt i nogle dele af landet, da det kinesiske vejnet i 2001 er håbeløst underudviklet. Mange steder især i de nordlige landområder, er der simpelthen ikke noget vejnet og kort er en by i Rusland for mange kinesere.

Forfatteren fortæller om hvordan et land på bare et par år går fra at være et land med hovedsageligt cyklendetrafik, til at nærmest firedoble antallet af biler på vejene. De udfordringer det skaber både med infrastruktur, men i den grad også med kulturen på vejbanen. hvor mange stadig kører bil, som om de er på cykel. Hvor ingen bruger blink lys eller for den sags skyld lygterne, heller ikke om natten.

Den anden halvdel af bogen handler om at forfatteren lejer et lille hus i en landsby uden for Beijing. Så følger vi gennem en årrække landsbyens udvikling fra nærmest en uddøende by, forladt af de unge, der søger lykken i storbyerne til at blive et feriemål for storbyfolk.

I den tredje og sidste del, følger forfatteren nogle virksomheder og beskriver, hvordan industriområder dukker op her og der i landet og hvilke konsekvenser det har for de områder, både på kortere og længere sigt. Han går tæt på et par virksomher og beskriver kulturen omkring oprettelse af en virksomhed og forretningmetoderne, som er meget anderledes end hvad vi kender i Vesten. Det er et afsnit, der er meget tung på statistik og tal, men stadig meget lærerigt.

Det er drønende interessant at læse om, for forfatteren taler kinesisk og har lært at aflæse kineserne og deres samfund. Uden at være nedladende, men dog på en humoristisk måde, beskriver han hvordan befolkningen og deres levevis tager de store omvæltninger det økonomiskeopsving i starten af 00´erne skaber. Omvæltninger som for os i Vesten er sket gradvist gennem 100 år, men som i Kina nærmest skete fra dag til dag.

Jeg havde forventet en spændende rejsebeskrivelse, men bogen bød på så meget mere end jeg havde forventet, hvilket overrumplede mig fuldstændig. Den var meget tungere end jeg havde forventet især i det sidste afsnit af bogen. Men formidlingen var helt i top og meget interessant og letforståeligt

Country Driving får 5/5 stjerner 

tirsdag den 25. juli 2017

Margaret Atwood - Tjenerindens fortælling

Bogen er lyttet som både engelsk og dansk lydbog på Mofibo. (som jo har sponsoreret et abonnement til bloggen)

Grunden til at jeg har lyttet den to gange er, at jeg synes det kunne være sjovt at se/lytte hvordan originalen var i forhold til oversættelsen. Og det var en virkelig god oversættelse, der var meget tro til den engelske udgave.

I en ikke så fjern fremtid er demokratiet i USA blevet udskiftet med diktaturet Gilead. Vi følger tjenerinden Offred, hvis funktion i samfundet, er at føde børn til diktaturets elite. Efter massiv forurening er mange blevet sterile og de fødedygtige kvinder skal servicere og sikre at eliten kan bestå og disse kvinder lever under meget strikse forhold uden nogen form for rettigheder.

Det er på alle måder en gennemført historie om hvordan diktaturer opstår og fungerer. Gennem hovedpersonen Offred, hører vi om hendes liv før og efter diktaturet blev indført og det er en medrivende, samt både tankevækkende og i den grad rædselsvækkende fortælling.

Små detaljer som tjenerindernes navne, viser hvor gennemarbejdet og gennemtænkt historien er. De må ikke længere hedde deres egne navne, men hedder Of og så den mand de tilhøres navn. Altså her Of-Fred. Så de er helt ned til deres navne frataget deres identitet, hvilket må siges at være den ultimative måde at undertrykke en befolkningsgruppe på.

Jeg synes det er en fuldt ud fantastisk læseoplevelse. Jeg var dog ikke så vild med det twist historien tager til slut. Det er genialt tænkt, men det blev lidt for udpenslet og tørt efter min mening. Det ændrer dog ikke på min samlede bedømmelse.

Tjenerindens fortælling får 5/5 stjerner

mandag den 24. juli 2017

Tilbageblik på bogkøb august 2014.


Endnu en bogvlog om de bøger jeg købte tilbage i 2014, denne gang i august. Det er lidt sjovt at se hvordan min læsning har ændret sig. Jeg læser slet ikke så meget YA længere, som jeg gjorde dengang. Jeg vil dog stadig beholde de bøger i min samling, da jeg stadig griber fat i en af dem engang imellem, når jeg trænger til at læse noget let.

Bogkøb august 2014 ( første del )
Bogkøb i august 2014 ( anden del )



Bøgerne:

Luisa M. Alcott - Polly klarer det hele
Gaby Morgan - Poems from The First World War

lørdag den 22. juli 2017

Tracy Chevalier - Æblehaven

Bogen er lyttet som ganske fin dansk lydbog på Mofibo, som forsat sponsorer bloggen med et gratis abonnement.

Af samme forfatter har jeg tidligere læst Pige med perleørering og Faldne engle, før bloggens tid, samt Den sidste flugt og Forunderlige skabninger.

Historien følger i første omgang ægteparret James og Sadie Goodenough, der som nybyggere i 1838 flytter til Black Swamp i Ohio, med deres børn og deres dybt dysfunktionelle ægteskab. De kæmper en ulige kamp mod hinanden, sumpfeberen og for at opfylde kravet om at have 50 levende træer inden tre år er gået, for at kunne blive på jorden. Senere følger vi sønnen Robert, der forlader familien og udvandrer til Vestkysten. Her møder han en englænder, der lever af at sende amerikanske træer til England, men han finder også ud af at fortiden ikke er så nem at slippe.

Forfatteren er blevet inspireret til at skrive bogen, efter hun i forbindelse med research til hende tidligere bog Den sidste flugt, læste en bog om æbleplantager i USA i 1800-tallet. Hun læste om hvordan æbletræerne kom med immigranterne fra England til USA og før det fra Kazakstan til England. Da overklassen i England hen mod slutningen af 1800-tallet begyndte at blive interesseret i naturvidenskab og i at skabe smukke arkitektegnede parker og haver, blev mange amerikanske træer, som Redwood og kæmpe Seqouiaer sejlet til England for at indgå i disse haveprojekter.

Som med hendes andre bøger, så synes jeg det er nogle spændende og lærerige historiske begivenheder hun tager fat i. Ting som måske bliver væk i det store historiske perspektiv, men som faktisk er uhyre interessant at zoome ind på.

Desværre synes jeg, at hun er rigtig dårlig til at skabe personer der passer ind i de historiske perspektiver. På en eller anden måde så virker de ikke tro til den tid hun anbringer dem i og kun med Griet fra Pige med perleørering, følte jeg at hun fik skabt en person med nok substans til at bære historien. Jeg har ikke noget imod usympatiske personer i bøger, men James og Sadie var nok lige i på grænsen af hvad jeg kan klare.

En okay underholdende historie. Men hvis man er på udkig efter nybyggerromantik a la Det lille hus på prærien, skal man nok fortsætte sin søgning andetsteds.

Æblehaven får 3/5 stjerner.

fredag den 21. juli 2017

Josefine Guldahl - På eventyr i Botswana

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Det er en fortælling om en rejse forfatteren var på med sin familie i Botswana, hvor hendes stedfar ejer en farm med vilde dyr. Der fortælles i en dagbogslignende skrivestil, med ultrakorte sætninger, om de mange gamedrives forfatteren er på og de skoler og landsbyer de besøger.

Bogen er for størstedelen skrevet i nutid, hvilket jeg havde lidt svært ved at vænne mig til og som gjorde fortællingen til en mere upersonlig beretning end en spændende rejsebeskrivelse. "Vi kører mellem dyrene", "Nu ser vi" og så videre. Jeg manglede liv og sanseindtryk.

Jeg fik ingen fornemmelse for landet og befolkningen gennem de ofte repeterede tillægsord, som skønt, vildt og superflot. Jeg manglede at kunne føle landet, de vilde dyr og befolkningens særegenhed  og ikke mindst at få en fornemmelse for forfatteren selv gennem teksten.

Meget af bogens omtale fokuserer på, at forfatteren har en meget overvældende og personlig oplevelse med en synsk healer, mens hun er i Botswana. Men inde i bogen bliver der nærmest ikke nævnt andet end, at hun havde det dårlig på grund af unævnelige ting og healeren sagde nogle ting til hende, som hun ikke vil komme nærmere ind på og så ikke mere. Det er forståeligt, hvis man ikke ønsker at udlevere sig selv, men hvorfor så overhovedet skrive en bog om det?

Jeg er sikker på at forfatteren personligt har haft en fantastisk og meget inspirerende rejse! Men som udenforstående, der ikke kender forfatterens historie, aldrig har været i den sydligere del af Afrika og ikke interesserer sig for gamedrives, så føles fortællingen for mekanisk og upersonlig og derfor siger bogen mig intet. Min oplevelse af bogen svarer nok lidt til, at møde en tilfældig person på gaden, der absolut vil vise og fortælle om sine 300+ feriefotos. Med mindre man selv har været der eller personen har nogle virkelig gode historier oppe i ærmet, så bliver det hurtigt uinteressant.

På eventyr i Botswana får 1/5 stjerner.

torsdag den 20. juli 2017

Anne B. Ragde - Arseniktårnet

Bogen er købt på Hjørring Bibliotekernes bogudsalg i april i år.

Af samme forfatter har jeg tidligere læst de tre første bøger i hendes Berlinerpoplerne-serien, men det var før jeg havde bloggen, så dem er der ikke noget indlæg om. Jeg mener, at der er en femte bog på vej i serien, der udkommer til november og som kommer til at hedde Liebhaverne.

Denne enkeltstående roman er en familiekrønike, der starter med at Thereses og hendes mor Ruby, vender hjem fra Norge til Danmark, fordi hendes mormor, Amalie, er død. Moren og hendes onkel Ib jubler over dødsfaldet og fejrer, at de er sluppet af med deres mor, modsat Therese, der faktisk hold meget af mormoren. Ganske langsomt bevæger historien sig baglæns derfra og de tidligere generationers fortid bliver åbenbaret for læseren.

Jeg hørte forfatteren tale om bogen til Bogforum for nogle år siden og her fortalte hun, at historien har nogle strejf af selvbiografi over sig. Hun havde selv en mormor i København, som hendes egen mor ikke kom så godt ud af det med, men helt hvor meget der er selvbiografi og slægtshistorie, er jo så op til læseren at gætte sig til.

Det er en historie om svigt, kærlighed og forspildte liv. En til tider barsk og rå, men samtidig rørende fortælling, fortalt meget levende af forfatteren. Jeg vil ikke sige, at jeg fuldt ud kom til at forstå de enkelte personer, men jo mere jeg lærte om deres forskellige historier, jo mere nærværende blev de i fortællingen.

En roman, der bød på en overraskende god læseoplevelse.

Arseniktårnet får 4/5 stjerner

onsdag den 19. juli 2017

Lori Nelson Spielman - Den søde tilgivelse

Bogen er lyttet som dansk lydbog på Mofibo som stadig har sponsoreret et gratis abonnement til bloggen. Af samme forfatter har jeg tidligere læst I morgen kommer en ny himmel, som jeg synes var okay.

Historien  i denne roman centrerer sig omkring en ny landeplage med tilgivelsessten, der bliver sat i værk af Fiona, som er hovedpersonen, talk-showværten Hannahs Farrs gamle nemesis fra skoletiden. Fiona mobbede Hannah systematisk gennem længere tid. Nu har Hannah så modtaget to tilgivelsessten fra Fiona, den ene skal hun sende tilbage til afsendere som et tilsagn om tilgivelse og den anden skal hun selv, sammen med en ny sten, sende til en person, som hun ønsker tilgivelse af.

Der var mange ting i denne roman, som jeg ikke synes fungerede. Blandt andet blev konceptet med disse tilgivelsessten, meget forvirrende og jeg synes ikke helt forfatteren lykkedes med at holde fast i ideen igennem hele bogen. Nogle gange blev stenene lige som glemt, for så pludseligt at dukke op igen. Generelt synes jeg bare hele historien var en omgang rod, hvor mange forskellige ting, var bikset sammen til en ordentlig gang misk-mask, som for en stor del aldrig fik nogen ordentlig afslutning, hvilket var meget frustrerende.

En anden ting jeg ikke brød mig om var, hvor åbenlyst det var, hvem der var "de onde" og hvem der var "de gode" og det gjorde bogen mindre troværdig og mere som en dårlig kliche. For desværre er det sjældent at dumme svin og manipulerende bitches er så nemme at spotte ude i virkeligheden, som her i bogen, for ikke at tale om at hovedpersonen blev fremstillet som himmelråbende naiv.

Derudover havde jeg store problemer med nogle af de ting der kom frem i løbet af historien, især angående Hannahs barndom og ungdom. Et af de store emner var, at ikke alle hemmeligheder behøver at komme frem og at alt kan tilgives. Hvilket i forhold til nogle af de temaer der blev taget op, blev meget problematisk for mig.

Så helt ærligt synes jeg, det var en virkelig ringe bog og den eneste grund til at jeg lyttede den færdig, var at jeg havde et brændende håb om, at forfatteren ville diske op med en slutning, der kunne redde hele molevitten. Men den slutning kom desværre aldrig.

Den søde tilgivelse får 1/5 stjerner

tirsdag den 18. juli 2017

Bogvlog. Nye bøger juli 2017.


Jeg viser de nye bøger frem, som jeg har fået på hylderne siden sidste video.


Bøgerne:

Brad Watson - Miss Jane
Jan Kærstad - Normans område
Leymah Gbowee - Ikke mere at miste
Heidi Korsgaard/ Penpa Andersen - Frie hjerter
Paolo Bacigalupi - The Water Knife
Kim Fu - For Today I am a Boy

mandag den 17. juli 2017

Charles Dickens - The Signalman

Bogen er købt på Waterstones hjemmeside.

Det er en lille bog, der indeholder to historier. Den er hverken stor i format eller længde med sine lidt over 40 sider. Denne udgave indeholder et utrolig langt forord, samt to historier The Signalman og The Boy at Mugby.

Jeg forstår ikke helt ideen med disse lange forord, der fra ende til anden gennemgår historiernes handling. Lidt baggrundsviden omkring historierne ville være okay i forhold til tiden og de forhold de er skrevet under, men jeg synes her det bliver alt for dybdegående, man kender nærmest hele historien inden man overhovedet kommer til den.

The Signalman er skrevet tre år før Dickens død og betegnes (ifølge forordet) som en af Englands fineste spøgelseshistorier. Den er udgivet som en del af i alt fem julehistorier, offentliggjort i Dickens egen avis i 1866. Den er meget enkel i sin opbygning, men ikke mindre uhyggelig af den grund.

Den anden historie i denne lille udgave, forstod jeg ikke meget af og jeg må nok også indrømme, at det nok er fordi, den ikke interesserer mig sønderligt. Men måske vender jeg tilbage til den på et andet tidspunkt. Bogen er så lille og handy, at jeg nemt kan have den i min håndtaske og genlæse den, hvis muligheden byder sig.

Jeg synes The Signalman var rigtig god, mens The Boy at Mugby ikke sagde mig noget som helst, så det er lidt svært at give dem en samlet stjernebedømmelse og jeg lader derfor være.


lørdag den 15. juli 2017

Claire Tomalin - Charles Dickens, A Life

Bogen er lyttet på Mofibo, som har sponsoreret bloggen med et gratis abonnement.

Sammen med Bente fra bogbloggen Trolderier og Karina fra Crossing Journeys har jeg i august måned planlagt en fælleslæsning af David Copperfield af Charles Dickens.

Alle kan deltage i fælleslæsningen, det er ganske uforpligtende og foregår under #copperfieldiaugust på de socialemedier og på Facebook i gruppen Copperfield i august. Der kommer mere om det senere på måneden.

Da jeg ledte efter en ny lydbog på Mofibo, faldt jeg over denne biografi om Dickens liv og synes det kunne være en fin optakt til fælleslæsningen.

Det er en meget omfattende biografi, der udover Dickens liv og levned også indeholder små analyser af hans værker set i forhold til hans liv. Han var nemlig meget observant og brugte mange af de ting han oplevede og så omkring sig, både typer, personer og udtryksmåder i sine bøger.

Det er en omfattende og meget detaljeret biografi, der kom vidt omkring og gav et fint billede af forfatterens liv som en helhed. Jeg synes den var fint neutral og virkede meget seriøs. Man fik en klar fornemmelse af at her var en forfatter, der brændte for sit stof og som kunne formidle det hun vidste på en nem og overskuelig måde.

Jeg synes det var lidt ærgerligt, at der var så mange spoilere af nogle af hans mange værker undervejs. men jeg må nok indrømme, at jeg alligevel ikke vil kunne huske alle de afslørede detaljer senere, hvis jeg på et tidspunkt kommer til at læse flere af han bøger. For største parten synes jeg, det var overordentlig interessant læsning.

Charles Dickens, A Life får 4/5 stjerner

fredag den 14. juli 2017

David Benedictus - Peter Plys på nye eventyr

Bogen er fundet i en rodekasse med nedsatte bøger, hos Arnold Busck i Aalborg Storcenter.

Lige som A. A. Milnes oprindelige Peter Plys bøger, består denne også af små søde og skæve historier om Peter Plys og de andre kendte dyr i Hundredemeterskoven.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at lave et indlæg om bogen, fordi jeg faktisk ikke har ret meget at sige om den. Det er en fin opfølger til det univers A. A. Milne har skabt med hans Peter Plys historier. Alle de gamle kendinge er der, med deres helt egne små skævheder, der gør dem til de elskede dyr, vi kender så godt.

Benedictus indrager flere af skovens dyr og lige som Disneys udgaver af historierne, hvor de introducerer dere eget dyr, bæveren, så tager Benedictus her en odder med i historien, som jeg synes passer rigtig godt ind i Hundredemeterskoven og giver ny dynamik til Peter Plys-verdenen.

Jeg synes, at forfatteren har god held med at ramme den legende tone fra de oprindelige historier, men jeg følte måske ikke, at det lykkedes ham at skabe et ekstra filosofisk niveau for de voksne. Men helt sikkert en sød historie, helt i tråd med de oprindelige.

Peter Plys på nye eventyr får 3/5 stjerner.

tirsdag den 11. juli 2017

George Eliot - Silas Marner

Bogen er fra min elevtid i den nu lukkede Rossels Boghandel i Hjørring og er en genlæsning.

Da den unge væver Silas Marner, uretmæssigt bliver anklaget for et tyveri, som hans nærmeste ven William Dane har begået og der med også mister sin forlovede, rejser han til den lille landsby Raveloe. Her lever han et isoleret og ensomt liv og koncentrerer sig om at at væve og tjene penge. Men alting ændrer sig den dag han får stjålet hele sin formue og en ung kvinde efterfølgende dør af kulde uden for hans dør. Den unge kvinde har nemlig en lille datter, som Silas tager til sig og han kaster nu al sin kærlighed på den lille pige.

Det er et dejligt gensyn med en skøn historie. Jeg havde faktisk glemt alt om hvor meget jeg allerede, da jeg læste den for 17 år siden, elskede fortællingen om den uheldige Silas, der alligevel ender med at trække det længste strå i livets lotteri.

George Eliot er et pseudonym for Mary Ann Evans, der er en af Englands store victorianske forfattere. Det hun gør så godt, er med meget få ord at beskrive en hel personlighed eller stemningen i en situation. Der er ingen stærke tillægsord eller flamboyante sætninger, men efter at have mødt en af personerne ganske kort, er man ikke i tvivl om hvilken type man har med at gøre.

Silas Marner er en elskelig lille roman om hvordan kærlighed kan ændre selv den mest håbeløse situation til det bedre. Jeg har også hendes måske mest kendte værk Middelmarch stående ulæst på hylden og kunne rigtig godt tænke mig at læse den meget snart.

Silas Marner får 5/5 stjerner

søndag den 9. juli 2017

Rachel Joyce - The Love Song of Miss Queenie Hennessy

Bogen er muligvis købt på Saxo.com, men i hvert fald lyttet som engelsk lydbog på Mofibo, som har sponsoreret et gratis abonnement.

Historien er en opfølger til forfatterens bog om Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd. I denne roman får vi Queenies, kvinden som Harold Fry vandrerde mange hundrede kilometer for at mødes meds, historie. Hun har kræft på terminalstadiet og ligger på et hospice. I romanen hører vi om hendes alt overskyggende ulykkelige forelskelse i Harold Fry, om hendes liv og om de andre patienter på hospicet.

Det var ikke en bog for mig. I hvert fald ikke lige nu. Den fik mig til at føle mig som en hårdhjertet og kynisk bitch, fordi jeg ikke blev mere rørt over Queenies liv og situation. Jeg blev på ingen måde rørt over hendes ulyksalige forelskelse i Harold Fry, der nærmest fylder hele hendes liv. Tværtimod synes jeg  det var lidt sølle.

Ja, gu´er det da skrækkeligt at have kræft på terminalstadiet, eller en hvilken som helst anden sygdom for den sags skyld. Men jeg synes bare ikke bogen var skrevet så den ramte noget i mig. Måske skyldes det, at jeg allerede var lidt irriteret på Harold Fry i forvejen og derfor blev endnu mere irriteret på Queenie. Jeg blev i hvert fald nødt til at opgive bogen ca. halvvejs inde. Den var slet ikke mig.

Bogen er opgivet

lørdag den 8. juli 2017

Lydbogs-tag


Jeg er blevet tagget af Den Lille Bogblog til at svare på spørgsmålene i denne tag-leg om lydbøger. Jeg tagger The Bookworm´s Closet og Bibliotekattens bøger.

Har du altid lyttet til lydbøger, hvis ikke hvornår begyndte du?

Jeg begyndte først at lytte til lydbøger i 2012-13. Inden da havde jeg forsøgt mig et par gang, men det fangede mig ikke rigtig til at starte med. Man skal lige finde ud af hvor forskellige lydbøger er og hvor vigtigt det er med en god oplæser.

Hvilken lydbog er din favorit?

Jeg har mange, blandt andet Den første sten af  Carsten Jensen, Hobbitten og Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien. Men som regel foretrækker jeg engelsksprogede lydbøger, da der ofte gøres mere ud af ud af dem og der kan leges mere med accenter i det engelske sprog. The Martian af Andy Weir på engelsk, er nok den bedste lydbog jeg endnu har lyttet til.

Hvilken lydbog var du ikke den største fan af?

Uha, der er mange efterhånden. Jeg hader lydbøger, der bliver læst op med monoton og kedelig stemme, oplæsere der har mærkelige stemmer, eller som ikke kan udtale f.eks engelske ord og navne korrekt.

Men den værste jeg endnu har oplevet er nok City of Jasmin af  Deanne Raybourne, hvor oplæseren havde en talefejl og ikke kunne udtale V, PH og F, men sagde B istedet for hver gang. F.eks hed hovedpersonen Dove, hvilket hver gang blev til Dobe, I love You blev til I Lobe you o.s.v.. Jeg var indtil da slet ikke klar over hvor mange ord der rent faktisk er på engelsk med V, PH eller F. Hold nu op hvor var det irriterende! Desværre var det en lydbog jeg havde købt i dyre domme på iTunes, så den skulle pine død lyttes færdig.

Hvordan er oplevelsen forskellig i forhold til at læse fysiske bøger og lytte til en lydbog?

En lydbog må ikke indeholde for mange små vigtige detaljer og oplysninger, da man ikke er 100% fokuseret hele tiden. Ligeledes fungerer en bog med billeder og visuelle effekter selvsagt ikke som lydbog. Med en fysisk bog kan man også bladre tilbage og læse afsnit igen eller lige få styr på en detalje man måske har misforstået, det er ikke nemt med en lydbog.

Hvordan og hvor finder du dine bøger.

Jeg har været så heldig for nogle år siden at blive sponsoreret af Mofibo, så der finder og lytter jeg alle mine lydbøger. De har et stort udvalg af både engelske og danske titler og er rimelig hurtig til at få nyudgivelser op. Nogle gange har de endda forpremiere på udvalgte bøger, så man kan være heldig at lytte dem før de officielt udkommer.

Før det lånte jeg bøger på Ereolen eller købte lydbøger på iTunes. Hvilket var en udfordring, da man i vores kommune kun kan låne 4 lydbøger om måneden, hvilket jo slet ikke rækker i mit tilfælde og da iTunes er vanvittig dyrt, især i tilfælde som med City of Jasmin, hvor det oveni købet er en dårlig lydbog, synes jeg heller ikke altid det var lige sjovt.

Hvornår finder du dig oftest i færd med at lytte til en lydbog?

Når som helst jeg kan komme til det. Jeg er hjemmegåendehusmor med fire børn, så en stor del af dagen tusser jeg rundt herhjemme alene, mens jeg støvsuger, gør rent, ordner vasketøj eller kører ærinder og det letter lidt af ensformigheden at krydre det med en lydbog.

Hvilken genre foretrækker du at lytte til?

Hvad jeg lyttet til afhænger ikke så meget af genren, men mere om oplæseren kan fange mig og om det er en bog der egner sig til at være lydbog. Så jeg lytter alt mellem himmel og jord.

Har du nogle anbefalinger?

Jeg har gennem tiden lavet en del indlæg om gode lydbøger, så dem lister jeg her:

Bedste lydbøger 2016
Bedste lydbøger 2015
Bedste lydbøger 2014
To gode børnebogsserier som lydbøger
Vigtigheden af en god oplæser

fredag den 7. juli 2017

Arthur Golden - Mit liv som geisha

Bogen er købt på Løkken kræmmermarked for 15,- kr. i 2014.

Historien følger den lille Chiyo, der vokser op i en lille fattig fiskerlandsby og som 9-årig bliver solgt til en okiya i Kyoto, hvor hun må gå mange lidelser i gennem, før hun endelig kan komme i lære og med tiden bliver til den berømte geisha Sayuris.

Det er et bevægende indblik i geishaernes hemmelige liv og den verden med streng disciplin, forræderi og afsavn, som disse specielle kvinder færdes i. Selvfølgelig er historien stærkt romantiseret, især i forhold til det med at sælge sin mødom til den højest bydende og det med at være afhængig af at have en danna, (en sugar daddy), der forsørger og beskytter geishaen. Men gennem hovedpersonens liv, får man en ret god fornemmelse for landet Japan og dets historie.

Jeg synes bogen var rigtig god og underholdende. Jeg fulgte med spænding Chiyos lærlinge tid og små kampe med rivalen Hatsumomo, med stor interesse. Jeg kunne dog ikke undgå at føle, at historien er en smule overfladisk, der manglede følelser i historien. Jeg ved godt, at det ikke er velset i mange asiatiske lande, især Japan, at vise nogen som helst form for følelser. Men når det nu er en fortælling om Chiyos liv skrevet af en vesterlænding, så havde jeg måske forventet lidt mere dybde.

Som jeg sagde i min tilbagebliks bogvlog, så har der været lidt kontrovers omkring bogen, da den udkom. Forfatteren har brugt oplysninger, han har fået i interviews med geishaen Mineko Iwasaki direkte i bogen. Oplysninger som hun angiveligt har bedt ham om ikke at bruge. Det hele endte med at Mineko sagsøgte forfatteren, men hvad der kom ud af det ved jeg ikke. Mineko har selv skrevet en bog om sit liv og den kunne da være interessant at læse på et tidspunkt.

En skøn og stemningsfuld bog, der i hvert fald var alle pengene værd.

Mit liv som geisha får 4/5 stjerner.

torsdag den 6. juli 2017

Annie Darling - The Little Bookshop of Lonely Hearts

Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo, som har sponsoreret et gratis abonnement.

Da den excentriske rigmandsdatter Lavinia dør i en høj alder, efterlader hun sin boghandel Books End til den unge Posy Morland, som Lavinaia tog til sig sammen med Posys lillebror Sam, efter deres forældres tragiske død. Med ansvaret for boghandlen følger også indblanding fra Lavinias uforskammede og uforskammede flotte nevø Sebastian.

Det er en okay sød og hyggelig historie. Jeg elsker at læse alt, der har med bøger og boghandler at gøre. Der er mange referencer til titler på litteræreklassikere og historien er fuld af skæve personligheder og sjove episoder. Jeg valgt at lytte til romanen, fordi jeg trængte til lidt let sommerromantik.

Men forsulen da, hvor gik Posy mig mere og mere på nerverne efterhånden som historien skred frem. Til sidst havde jeg bare lyst til at ruske hende godt og grundig. Jeg ved godt at det ikke er meningen at romanen skal være realistisk. Jeg synes bare hovedpersonen blev gjort alt for tåbelig og naiv og det er ikke romantisk efter min mening. Jeg kan godt lide når en heltinde kan sparke røv og ikke bare er en sød nikkedukke. Selve plottet omkring boghandlen, var virkelig dumt efter min mening. Jeg fandt også at det centrale i plottet blev kørt alt for langt ud, så jeg med længsel ventede på det endelig opgør med Sebastian.

Jeg må også indrømme, at jeg de sidste to timer af historien slet ikke kunne holde koncentrationen og jeg opgav bogen ca. 50 minutter før den sluttede. jeg var bare ikke længere interesseret i at høre slutningen, som var meget åbenlys.

The Little Bookshop of Lonely Hearts får 2/5 stjerner

mandag den 3. juli 2017

Sarra Manning - Adorkable

Bogen er købt på Book Depository. I øjeblikket har jeg gang i to meget tykke bøger, Exodus af Leon Uris ( som jeg er kørt godt og grundig fast i) og Mit liv som geisha af Arthur Golden og havde i den grad brug for en hurtig bog, der ikke krævede alt for meget af mig og her passede denne ungdomsbog perfekt ind.

Historien starter med at skolens populære dreng Michael Lee, som kommer godt ud af det med alle, kontakter Jeanie, der er kendt som nørden med det farverige genbrugstøj, for at gøre hende opmærksom på, at der foregår noget lusket mellem deres respektive kærester.

Det er en traditionel fortælling om modsætninger der mødes og om at stå ved den man er. Jeanie er måske ikke den normale form for nørd, der gemmer sig og ikke passer ind. Hun er udfarende og slet ikke bange for at tage konfrontationer og har en umanerlig skarp tunge, som alle er bange for. Jeg synes hun, som person er veldefineret, mens Michael er lidt mere intetsigende.

Men jeg synes det var fedt at Michael var asiat og ikke den normale definition på den populære hvide overklasse dreng. Og det var lidt sjovt, at jeg lige har læst The Hungry Ghost som foregår i Hong Kong, og nu læser denne, hvor Michael stammer fra Hong Hong. Pudsigt sammentræf. Mon det er at strække den lige rigeligt, hvis jeg tilføjer den til min liste over bøger, der har noget med Kina at gøre?!

En ting som jeg synes bogen gjorde godt, var at tage fat om den seksuelle side af forholdet uden at det blev fortiet eller akavet og pornografisk. Det var sødt og naturligt beskrevet. Forfatteren går meget realistisk udfra, at en dreng på 18 år og en pige på 17 år, nok har gjort en vis grad af seksuelle erfaringer allerede og gør det ikke til noget forkert og farligt.

En super sød og sjov historie, der også havde sine seriøse øjeblikke.

Adorkable får 4/5 stjerner

søndag den 2. juli 2017

Paul Auster - 4 3 2 1

Bogen er lånt på biblioteket.

Hvis ikke jeg havde hørt lidt om bogen i forvejen, så havde jeg nok ikke forstået noget som helst af historien. Den handler nemlig om drengen/ manden Ferguson i fire forskellige udgaver.

Altså romanen giver fire bud på hvordan Fergusons liv kunne have set ud. Nøglen til at finde ud af hvilken Ferguson hver kapitel handler om ligger i nummereringen af bogens afsnit/ kapitler. Men kapitlerne er vævet ind i hinanden, så det er med at være på dupperne for at kunne følge med.

For eksempel hedder et kapitel 2.1, et andet 2.3, 7.4 eller 6.3 og så videre. Hvilket jeg går udfra betyder at 2.1 handler om den første Ferguson. 7.4 om den fjerde Ferguson også videre. Jeg forsøgte mig ganske kort med lydbogen, men det fungerede slet ikke, da jeg nemt kom til at overhøre numrene, der fortalte hvilken Ferguson jeg nu skulle høre om.

Ideen er sjov, men jeg har valgt at opgive bogen efter 213 sider, fordi jeg faktisk ikke synes den var særlig interessant. Der er som sådan ikke noget i vejen med historien, den flyder let og er godt skrevet. Man får er og der bidder af  Amerikas og New Yorks historie. Men Fergusons forskellige liv syntes ikke at kunne begejstre mig så meget, at jeg gad læse 755 sider mere om ham. Måske får jeg lyst til at vende tilbage til bogen på et senere tidspunkt.

4 3 2 1 er opgivet.

lørdag den 1. juli 2017

Boglisten juli 2017.

Nye danske udgivelser i juli måned, som jeg gerne vil læse på et tidspunkt. En del danske forlag lukker ned og går på sommerferie her i juli, så der er ikke så mange udgivelser i denne måned.


Tracey Chevalier - Æblehaven ( Indlæg om bogen kan læses her)

1838: James og Sadie Goodenough har, af nød, slået sig ned i Black Swamp i det nordvestlige Ohio. De og deres fem børn arbejder utrætteligt på at dyrke jorden, særligt æblehaven, der ifølge loven skal tælle halvtreds æbletræer, før familien retmæssigt kan gøre krav på deres ejendom.

1853: Deres yngste søn, Robert, befinder sig midt i guldfeberens Californien. Plaget af de smertefulde minder om den familie, han lagde bag sig, har han alene rejst tværs gennem landet, i evig søgen efter nye muligheder. 


Josefine Guldahl - På eventyr i Botswana (Indlæg om bogen her)

På eventyr i Botswana er Josefine Guldahls personlige beretning om en rejse til Botswana. Afrika er på alle måder forskellig fra Danmark, så Josefine får mange stærke oplevelser undervejs. 








Anna Hope - Dansen ( indlæg om bogen kan læses her)

Året er 1911. På et fjerntbeliggende sindssygehospital, hvor mænd og kvinder bliver holdt adskilt af høje mure og tilgitrede vinduer, findes der en stor og smuk balsal.







Juan Díaz Canales - Fraternity 1 & 2

Siden tidernes morgen har mennesket forgæves søgt efter den perfekte samfundsmodel. I midten af 1800-tallet mener den amerikanske rigmand Robert McCorman endelig at have fundet den.

Med hjælp fra en blandet gruppe idealistiske mænd og kvinder grundlægger han kolonien Newternity, som repræsenterer en revolutionerende idé i den nye verden. Men med den unge nations syndefald i borgerkrigens systematiske brodermord bliver gamle dæmoner vakt til live.


I skoven nær kolonien finder man det vilde barn Emile, som ligestillingsforkæmperen Fanny Zoetrope tager til sig. Emile bliver det tavse vidne til de dramatiske begivenheder, som en gruppe desertører forårsager, da de søger tilflugt i kolonien. Samtidig strejfer et mærkeligt og foruroligende væsen omkring ved landsbyen, hvor det bringer tvivl og konflikter med sig.

Hvad er forbindelsen mellem væsenet og Emile?

Kan New Fraternity overleve denne nye trussel?






( billeder og tekst er hentet på saxo.com, der tages forbehold for ændrede udgivelsesdatoer)