lørdag den 17. juni 2017

Sarah Perry - The Essex Serpent

Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo.

Da Coras mand dør, er hun mere lettet end ked af det. Endelig er hun fri af hans syge voldstyranni og kan udleve sine drømme om at udforske naturvidenskaben og måske forbedre sit forhold til sønnen Francis.

Cora flytter til et lille sogn i Essex, hvor hun udvikler et unikt og smukt venskab med sognepræsten Will. Den lokale historie fortæller, at området er beboet af en ondskabsfuld slange, der er skyld i områdets mange ulykker. Men er der virkelig en slange i paradis eller er det ren overtro.

Jeg har allerede nu lyttet bogen to gange. Både historien og teksten er en, jeg aldrig tror jeg bliver træt af at lytte til. Den er helt fantastisk. Den foregår i Victoria-tidens England og handler udover venskab, om kvindernes plads i samfundet, om den spirende tro på Darwin, hans naturvidenskab, om overtro, om lægevidenskabens gryende tilblivelse og meget meget mere. Det hele er fulgt op af de mest stemningsfulde beskrivelser af området og naturen omkring dem.

Til at starte med var jeg meget skeptisk, netop fordi at romanen er blevet rost til skyerne af alle og det er egentlig sjældent at jeg er imponeret over overhypede bøger med smukke forsider. Men lige med det samme var jeg betaget af forfatterens måde at beskrive personerne på og hende afdæmpede og smukke historie, som jeg ikke havde nogen ide om hvor skulle føre mig hen. Forfatteren tager sin tid til at fortælle historien, hvilket også er nødvendigt, da der er mange røde tråde at holde styr på. Men det bliver aldrig for meget eller for uoverskueligt.

Jeg kan helt klart anbefale bogen, selv om jeg ikke var helt så begejstret for den som lydbog, netop fordi den kræver fuld koncentration hele tiden og det er svært med en lydbog og det krævede to lytninger før jeg var helt sikker på, at jeg havde fået alt med. Oplæseren var god til at lave stemmer til de forskellige personer, men kom nogle gange til at lave forkerte stemmer, hvilket var forvirrende.

Forfatterens næste udgivelse der hedder After the Eclipse og udkommer til september, har jeg allerede kig på. Det er en selvbiografisk roman, der handler om Sarahs eget liv, især om da hendes mor blev myrdet og hendes barndom efter det.

The Essex Serpent får 5/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar