onsdag den 17. maj 2017

Ulla- Lena Lundberg - Is

Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo. Det er den selvstændige fortsættelse af Marcipansoldaten, som ikke ser ud til at være oversat til dansk.

Lige efter 2. Verdenskrig flytter Petter og hans kone Mona sammen med deres 2-årige datter til et lille ø-samfund, der ligger mellem Finland og Åland. Han er områdets nye præst og familien skal nu finde sig til rette med det særlige liv der leves på øerne og med områdets beboere og deres små stridigheder.

Historien fortælles af en ydre betragter, men også gennem jeg-fortælleren Anton, der som det livsvigtige bindeled, står for at fragte gods og mennesker mellem øerne. Gennem ham og ved at følge ægteparret Petter og Mona, får vi som læsere livet på øerne helt ind under huden. Vi følger naturens og livets gang, med deres styrkeprøver og lykkestunder.

Selv om historien handler om en præst bliver teksten på intet tidspunkt prædikende eller frelst. Der er tværtimod et spændende samspil mellem overtro og kristendom, i form af Antons førkristelige tro og Petters præstekald, der giver en god balance i historien.

Jeg havde ikke læst beskrivelsen af bogens handling før jeg gik i gang med den. Så selv om jeg havde på fornemmelsen, at der langtsom og sikkert blev bygget op til noget, var slutningen alligevel noget af et chok. Også selv om det jo er det hele bogen arbejder sig hen imod, og som titlen skriger højt og tydeligt, så var jeg bare ikke forberedt.

En stemningsmættet og meget smuk bog, der gjorde et kæmpe indtryk.

Is får 5/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar