fredag den 7. april 2017

Claes Johansen - Drengen og færgemanden

Bogen er lånt på biblioteket.

Af samme forfatter har jeg tidligere læst, Maries krig og Smuk er døden, som I fik, der begge handler om krigen i 1864.

Historien i denne bog bygger på noget omtale forfatteren stødte på, om en jødisk ung mand, der i 1950´erne meldte sig til Fremmedlegionen for at finde og dræbe de nazister, der havde søgt tilflugt der efter krigen, for at undgå at blive dømt som krigsforbrydere.

Det scenarie er der blevet denne fortælling ud af, om den rumænske dreng, der oplever sin landsby brændt ned af russerne og hele sin familie udslettet af tyskerne i en af de rumænske ghettoer/koncentrationslejre.

Han dedikerer sit liv til at få hævn over den lejrkommandant, der havde ansvaret for mange af drabene i ghettoen og ikke mindst drabet af hovedpersonens søster. Han forfølger kommandanten ind i Fremmedlegionen og helt til Frankrigs kolonikrig i Indokina ( Vietnam).

Romanen favner bredt, den kommer rundt om 2. Verdenskrig i Østeuropa, Israel og Jødedom, Fremmedlegionen og Indokina, Hvilket var meget interessant, men det var måske lidt for mange ting at tage fat på og noget af det blev lidt overfladisk. Især til sidst gik det meget stærkt og jeg tvivlede længe på om forfatteren kunne nå at afslutte historien ordentlig, efterhånden som der blev mindre og mindre sider tilbage -  men det lykkedes da heldigvis alligevel.

Jeg kunne godt lide tvetydigheden ved at hovedpersonen følger en morder ind i en krig, hvor han selv ender på den side, der gør det mod lokalbefolkningen i Indokina, som tyskerne gjorde mod hans eget folk i Rumænien.

Bogen er fortalt både i jeg-person, set fra hovedpersonens synsvinkel og nærmest som en reportage fortalt i tredje person. Det var et anderledes skift og det virkede egentligt fint, for ellers ville historien nok blive alt for meget navlepilleri, hvis vi hele tiden var i hovedpersonens hoved. De irriterede mig, at der ikke var markeret, hvornår det var direkte tale og hvornår det var noget jeg-fortælleren tænkte.

Jeg synes, det er en god bog, men skrivestilen, som er meget simpel og hele temaet med hævn og krig, var måske ikke lige mig.

Drengen og færgemanden får 3/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar