lørdag den 4. februar 2017

Margot Lee Shetterly - Hidden Figures

Bogen er et anmeldereksemplar fra HaperCollinsNordic.

Før computerne blev så udviklede som i dag, blev alle matematiske beregninger udført af menneskelige computere. Også alle de beregninger som NACA, forløberen for NASA, det amerikanske rumfartsprogram, benyttede sig af for at komme til månen, blev udført manuelt af rigtig levende mennesker.

Hvad mange ikke ved, eller ikke jeg før denne bog, er at størstedelen af de "computere", var sorte kvinder. De har aldrig, på trods af den store rolle de har spillet i USA´s rumkapløb mod Sovjetunionen, fået den anerkendelse, som de har krav på.

Det har været en meget omtalt bog de seneste måneder, ikke mindst fordi filmatiseringen af bogen også lige har haft premiere i biograferne. Jeg ved ikke, om det ville have hjulpet min læsning, hvis jeg havde set filmen først. Men som selvstændig medie til at fortælle historien om disse fantastiske kvinder, så fungerer bogen ikke for mig.

Mit første problem var, at jeg hele tiden stødte mod en tyk og meget solid faglig mur, når forfatteren beskrev det som foregik på Langley og i de forskellige afdelinger. Der blev kastet rundt med termer som supersonisk, transsonisk, hypersonisk og mange flere ord i samme stil, som ikke sagde mig det mindste. For mig gjorde det læsningen tør og uoverskuelig.

Mit andet problem var, at jeg aldrig fik et klart billede af hver enkelt kvinde. Jeg synes aldrig jeg lærte dem at kende som selvstændige individer og derfor kunne jeg ikke skille dem ud fra hinanden. Jo, jeg fik da rigtig meget at vide om deres uddannelse og lidt om deres familie, men de forblev hele bogen i gennem kun en flok navne uden ansigter for mig.

Forfatteren fortæller rigtig meget om sortes forhold i USA og det var meget interessant, men hun slynger om sig med navne på personer, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, uden at forklare hvem eller hvad de forskellige er. Jeg ved ikke hvilke universiteter der var for sorte og hvide og derfor siger navnene mig ikke noget overhovedet og de hjælper mig slet ikke til at forstå, hvad hun prøver at formidle videre.

En vigtig bog, der gjorde at jeg fik øjnene op for en del af den amerikanske historie, som jeg ikke kendte til før, men selve den måde bogen er skrevet på fungerede ikke for mig.

Hidden Figures får 2/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Har endnu ikke set filmen og glæder mig til at få det gjort, men lyder som om bogen godt kan undværes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror i hvert fald filmen er bedre til at få sat ansigter og personlighed på kvinderne, hvilket bogen som skrevet ikke gjorde for mig. Den har fået mange topbedømmelser, så det er måske bare mig?!

      Slet