tirsdag den 7. februar 2017

Liane Moriarty - Vanvittig skyldig

Bogen er købt på Saxo.com. Af samme forfatter har jeg læst Min mands hemmelighed, Store små løgne og Det hun glemte.

Historiens handling centrerer sig omkring nogle livsændrende hændelser, der finder sted i forbindelse med en ganske almindelige BBQ-komsammen. Tre par, barndomsveninderne Erika og Clementine og deres ægtemænd Oliver og Sam er til grillfest hos Erika og Olivers naboer, Tiffany og Vid, sammen med deres børn.

Det er længe siden, jeg har læst en bog af denne tykkelse, på én enkelt dag. Men da jeg først var begyndt, kunne jeg slet ikke slippe historien igen. Jeg måtte simpelthen vide hvad der skete som det næste og det næste og det næste - lige indtil hele mysteriet var åbenbaret.

Det er ikke en begivenhedsrig bog fyldt med action. Tværtimod er den enerverende længe om at komme ind til det, det hele handler om. Det er de små ting, iblandet nogle gevaldig snedige plotwists, der skaber den fantastiske historie.

Endnu engang har forfatteren taget fat i hverdagens små dramaer og forvandlet dem til en nervepirrende historie. Som ligger så tæt op af vores virkelige verden, at den alligevel er nem at forholde sig til. Det er mennesketyper og situationer vi alle har mødt og kan genkende i dagligdagen, hvilket gør at det kommer meget tæt på.

Forfatteren tager fat i relationer mellem mennesker i forskellige situationer, vores fordomme og magtfordelingen i forhold. Ikke bare mellem ægtefolk, men også mellem veninder og naboer. Historien er utrolig klogt skrevet og vanvittig godt skruet sammen.

Da jeg så at Liane Moriarty udkom med endnu en bog i samme stil som de tidligere. Blev jeg lidt bekymret for, om hun mon havde kogt suppe på gamle ben. Det havde jeg ikke behøvet, hun viser med Vanvittig skyldig, at hun er fuldt ud i stand til stadig at blive i samme genre og stil, og samtidig at forny sig.

Vanvittig skyldig får 5/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar