onsdag den 18. januar 2017

Nina George - Det litterære apotek

Jeg har vundet bogen i en konkurrence på bogbloggen Borough of Books.

Jean Perdu, (hvis navn ret beset betyder "fortabte Jean" på fransk) bor i en lille lejlighed i Paris og har en boghandel på en pram på Seinen. Her ordinerer han litterærmedicin til sine kunder. Han ender med at sejle af sted på Frankrigs floder, hvor der støder andre personer til undervejs.

Det lyder som en perfekt bog for en bogelsker som mig, så jeg har glædet mig ustyrligt til at læse den. Men sjældent er jeg blevet så skuffet. De første par kapitler slugte jeg med begejstring og havde lyst til at læse bogen færdig lige på stedet. Der var nogle meget gode og tankevækkende sætninger, som jeg godt kunne lide og jeg var vild med hans apotek.

Men så var det lige som om handlingen sejlede ned af en helt uventet passage og jeg mistede al interesse for at læse videre. Ikke fordi jeg havde noget i mod hverken handlingen eller persongalleriet som sådan, men der var bare ikke noget der fangede mig og som gjorde, at jeg havde lyst til at tage fat i bogen igen, hver gang jeg lagde den fra mig.

Noget synes jeg var søgt, som at de helt tilfældigt kommer forbi en Tango-matiné og så viser det sig at Jean også helt tilfældigt, er en yderst habil tangodanser.  Eller at alle de sluser de skal i gennem har en hund der tisser på en persons hænder. Det synes jeg faktisk var temmelig tåbeligt. Resten sagde mig bare ikke noget.

Bestemt ikke en bog for mig og desværre også en bog, som har påvirket min læselyst ret markant i negativ retning.

Det litterære apotek får 1/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Jeg var altså heller ikke helt solgt på den - nok lidt mere end dig dog. Jeg kunne virkelig godt li' konceptet med det boglige apotek og bogbåden, det var så fint. Men hele den kærlighedshistorie, der er bygget op omkring som fyld, den sagde mig intet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også den startede så fint ud, men efter et par kapitler mistede jeg bare interessen og endte med at blive mere og mere irriteret hen ad vejen.

      Slet