tirsdag den 31. maj 2016

Bogvlog: Læsetema Juni 2016. Science Fiction.


Så er det  i morgen at det allerede er juni måned, hvor bliver tiden dog af?! Så det er også tid til at jeg viser de bøger jeg har på læselisten i juni, hvor læsetemaet, som overskriften siger, er science fiction.


Bøgerne:
 
Nnedi Okorafor - The Book of Phoenix (opgivet)
Deborah Install - A Robot in the Garden

( overstregede bøger er læste bøger med link til anmeldelser )


mandag den 30. maj 2016

Læst og lyttet uge 21-2016.


I ugen der er gået fik jeg lyttet til én lydbog og læst to romaner.

Lydbogen var den vilde livshistorie Shantaram af Greogory David Robert,  både selve historien og lydbogen var helt fantastisk.  Udover den fik jeg genlæst og diskuteret Det syvende barn af Erik Valeur, det var en spændende bog og der var meget at snakke om .

Tom Holt - The Portable Door. Bogen  er købt på Saxo.com og læst i forbindelse med denne måneds læsetema: Britisk humor.

Historien handler om Paul Carpenter, der er lidt af en taber og en nørd. Meget overraskende får han et job hos et firma, som han faktisk ikke har nogen anelse om hvad laver. Samtidig med ham selv, ansættes også en ung dame, som den nørdede og kærlighedshungrende ungersvend straks betages af.

Dette er en underholdende og sjov historie med skøre og uventede indslag. Tonen er let og humoristisk. Men jeg er ikke sikker på om jeg har lyst til at læse videre i serien, der består af 8 bøger. Selv om jeg nød de mange nørdede fantasy og eventyrreferencer, gjorde historien ikke det store indtryk på mig.

The Portable Door får 3/5 stjerner.

søndag den 29. maj 2016

Gregory David Roberts - Shantaram

Bogen er købt på Saxo.com. Jeg valgte at købe lydbogen på engelsk på iTunes og det var et fantastisk godt valg. Oplæseren fortæller historien med et væld af accenter, australsk, indisk, arabisk og afrikansk, hvilket gjorde historien værd at lytte til og oplevelsen af bogen til noget helt ekstraordinært.

Dette er forfatterens livshistorie, fra han som nogle og 20-årig flygter fra et barsk fængsel i Australien til den indiske by Bombay ( eller Mombai, som den hedder nu om dage) og hvordan han lever og overlever i byens underverden mellem fattige og kriminelle.

Hold da op! Hvis bare halvdelen af historien er sand, så må man sige at han har levet et ekstremt vildt og begivenhedsrigt liv og har oplevet mere på 10 år end mange af os oplever i et helt liv. Forfatteren er en eminent fortæller og denne barske fortælling er krydret med filosofiske og livsbekræftende betragtninger, der tager historien op på et højere niveau.

Jeg var meget fascineret af forfatterens evne til at se det gode i alle og ikke lade fordomme og forudindtagede meninger overskygge sine oplevelse af Indien og dets befolkningen. Han er helt sikkert en god menneskekender. På den anden side følte jeg mig forført af hans poetiske og eventyrlige fortælling til at acceptere, påskønne og blive underholdt af hans kriminelle løbebane og de voldsomme ting han er en del af. Hvilket jeg har haft lidt ambivalente følelser i forhold til.

Jeg opfangede også lidt heltesyndrom i historien, som gik mig på. Forfatteren er ikke bleg for at lade sig selv fremstå som en superhelt. Alt hans arbejde med de fattige i slummen, hans kampsportsevner, utrolige sprogtalent og den måde alle bare elsker ham på, virker lidt opstyltet og selvhævdende. For ikke at nævne at han, efter min mening, får det til at virke alt for nemt og tillokkende, at bevæge sig på den forkerte side af loven.

Men om alt er, så er det er en fantastisk bog, der fører læseren ind i den eksotiske indiske underverden, som er skrevet i et smukt sprog og giver et andet og meget åbent syn på livet. Meget anbefalelsesværdig historie!

Shantaram får 5/5 stjerner

Erik Valuer - Det syvende barn

Bogen er købt i Kvickly i Hjørring for et par år siden. Den er første gang læst i 2013 og nu genlæst og diskuteret med Læseklubben.

Jeg har både læst og lyttet til denne mærkelige og på mange måder besættende fortælling, som for hver gang jeg genoplever den giver mig mere at tænke over. Bogen egner sig dog ikke så godt som lydbog, da det var svært at holde styr på alle de navne og man går glip af mange detaljer ved bare et lille øjebliks uopmærksomhed.

Historien centrer sig om syv børn der vokser op sammen på børnehjemmet Kongslund nord for København. Et brev til stabschefen i den siddende regering, åbner op for en hvepserede af løgn og bedrag.

Det er en meget kompleks og til tider en meget grusom fortælling med en fuldstændig utroværdig fortæller, hvilket gør historien ekstremt fascinerende, men bestemt også frustrerende, da man overhovedet ikke kan stole på nogle af de oplysninger man får undervejs.

Der er meget at holde styr på, ledetrådene bliver strøet ud over siderne med rund hånd og man bliver bombarderet med brugelige og ubrugelige oplysninger hele vejen i gennem. Til tider var det lidt tung læsning. Men selv om jeg synes bogen er en anelse for lang og tung, så blev jeg på en eller anden måde opslugt af at få enderne samlet, hvilket de bliver tilfredsstillende til sidst.

Den syvende barn får 4/5 stjerner.

lørdag den 28. maj 2016

Inspiration: Booktubere #2


Jeg fortsætter min opremsning af BookTubere som jeg henter inspiration fra eller som jeg bare synes er enormt underholdende at lytte til. Kendetegnene ved disse tre er at de alle er lidt ældre end de fleste BookTubere og at de derfor mere appellerer til min aldersgruppe.

Den første jeg vil nævne er Louise fra BigHairedbookworm. Jeg fandt hendes kanal så sent som i sidste uge, men jeg har haft stor fornøjelse af at se hendes videoer og jeg elsker hendes engelske accent.



Så er der WhatKamilReads, som læser voksenlitteratur og er meget alsidigt i sit valg af bøger, og så har han den mest charmerende polsk/engelske accent.


Den sidste jeg vil nævne i dette indlæg er ABookOlive og hun læser også meget alsidigt og har en stor interesse i Rusland og russisk litteratur. Hendes oplevelse af Harry Potter, giver til dels mening, men er også meget provokerende for fans af serien.

onsdag den 25. maj 2016

Gratis børnebøger hele sommeren



På hjemmesiden gratisbørnebøger.dk er der fra d. 1. juni og hele sommerferien frem til d. 8. august mulighed for at forlyste sig med 24 forskellige børnebøger helt gratis.

Børnebogsforfatterne bag hjemmesiden er, Benni Bødker, Jan Kjær, Henrik Einspor, Morten Dürr, Bo Skjoldborg, Emil Blichfeldt og Ellen Holmboe, som alle har været nomineret til børnebogsprisen Orla.

mandag den 23. maj 2016

Bogvlog: Nye bøger, fødsesldagsudgaven 2016


Jeg har villet filme denne video i et stykke tid, men på grund af sygdom og at jeg var lidt uheldig med en ansigtscreme, som jeg ikke kunne tåle og som fik mit ansigt til at hæve helt vildt op, så har jeg måttet udskyde den flere gange. Men nu blev det endelig til at jeg fik den filmet.

Her på det sidste har der været meget debat både på BookTube og rundt omkring på bloggene om book hauls og der er mange meninger om hvordan en sådan video skal laves og hvad den skal indeholde.

Jeg elsker selv at se videoer om de bøger folk har fået på hylderne,både med og uden anmeldereksemplarer og jeg må tilstå, at jeg henter størstedelen af min inspiration til nye bøger, fra book haul-videoer og blogindlæg om nye bøger, ikke fra anmeldelser.


Bøgerne:
Gary Shteynegart - Super sørgelig sand kærligheds historie
Philip Roth - Jeg blev gift med en kommunist
Charlotte Rørth - Jeg mødte Jesus ( Opgivet)
Douglas Adams - The Dirk Gently Omnibus ( Opgivet)
Catherynne M. Valente - The Boy who lost Fairyland
Catherynne M. Valente - The Girl Who Raced Fairyland all the Way Home
Shirley Jackson - Let Me Tell You
Shan Sa - The Girl Who Played Go


søndag den 22. maj 2016

Læst og lyttet i uge 20-2016


Ugen startede ellers godt ud og jeg fik læst to rigtig gode bøger nemlig Lenins kys af Yan Lianke og Søvngængerens guide til at danse af Mira Jacob.

Men så blev familien ramt af omgangssyge og vi har alle seks ligget omdrejet i kortere eller længere tid og der blev ikke så meget tid til hverken at læse eller lytte bøger og jeg forventede nærmest et bekymret opkald eller en email fra Mofibo, med en forespørgsel om hvorfor jeg ikke har lyttet noget i snart en hel uge.

Al den sygdom har givet rigtig meget tid med børnene både af den mindre behagelige slags, men heldigvis også meget hyggetid med hver enkelt, da de har lagt sig syge forskudt for hinanden. Sammen med den ældste datter har jeg fået set alle Harry Potter-filmene, som jeg måske ikke var helt så begejstret for som jeg havde forventet, men de var da okay fine, men selvfølgelig er bøgerne bedre og jeg glæder mig til december, hvor jeg har planlagt at genlæse hele serien.

Sammen med de to yngste har jeg fået læst to fantastisk gode børnebøger:

Lin Hallberg - Heddas bog. Bogen er købt på bogudsalget 2016 hos Arnold Busck. Den er læst sammen med min datter på 9 år. Hun har både selv læst højt fra den og jeg har læst højt for hende.

Det er en utrolig smuk og rørende bog med farvelagte sider, med blomster og virkelig flotte og stemningsfulde tegninger. Den handler om pigen Hedda, der holder sommerferie hos sin mormor i et lille hus på landet og den var virkelig smuk og meget trist. Det er megasvært at læse højt samtidig med at man tuder, for bogen er sørgelig og det hjalp nok ikke at jeg var lidt presset og overtræt.

Temaet i bogen er død, det at miste og samtidig huske og sætte pris på alle de gode stunder man har her i livet. Der er på et tidspunkt hvor mormoren i bogen sammenligner de gode minder med en smuk perlekæde, som man kan tage frem og kigge på de enkelte perler og mindes de gode øjeblikke, det synes jeg var så smuk og bevægende en tanke.

Så en utrolig god bog for børn til enten at læse selv, men helt bestemt også en bog der giver god grobund for en mere alvorlig samtale om livet og døden.

Heddas bog får 5/5 stjerner.

Atrid Lindgren - Dragen med de røde øjne og andre historier. Bogen er købt i Arnold Busck i Hjørring. Den er læst højt for min datter på 6 år.

Jeg elsker Astrid Lindgren og disse historier der er samlet i denne bog har hele vejen i gennem hendes særpræg og foregår i hendes univers, der er helt på børnenes præmisser. Der er elverpiger, prinsesser og røvere. Intet er umuligt i Lindgrens fantasiverden og det er dejligt befriende.

Skøn samling af historier, hvoraf jeg kun kendte en enkelt i forvejen.

Dragen med de røde øjne får 5/5 stjerner.

onsdag den 18. maj 2016

Mira Jacob - Søvngængerens guide til at danse.

Bogen er et anmeldereksemplar fra People´s Press.

Historien handler om den unge kvinde Amina, der bor i Seattle, hvor hun arbejder som bryllupsfotograf. En dag ringer hendes mor og fortæller at der er noget galt med hendes far. Han sidder hele natten på verandaen og taler med sin indiske mor, som er død for mange år siden.

Forfatteren lægger let ud med meget humor og med at portrættere en ung rastløs kvinde, der er fanget mellem morens ønske om at hun skal finde en indisk mand og gifte sig med og hendes egne halvhjertede forhold. Så til at starte med troede jeg, det var en lidt chick lit-agtig historie jeg var i gang med, men efterhånden som vi kommer tættere på personerne og lærer deres historie at kende bliver det mere og mere seriøs læsning.

Dette er en meget stærk fortælling om det at være immigrant, at komme fra et kulturelt meget anderledes land til et nyt. Men det er ikke den typiske inder-flytter-til-Amerika historie. Styrken i denne bog ligger i beskrivelsen af familien og dens fremstilling af hvordan alle de sorger og prøvelser vi oplever gennem livet, til tider kommer tilbage og hjemsøger os som spøgelser.

Forfatteren skriver godt og især hendes personer bliver meget levende. Madlavning og mad fylder meget i historien, som bindeled mellem kulturer og personerne imellem. Jeg fik sådan en lyst til indisk mad og kunne næsten dufte den krydrede curry, høre chicken vindalooen boble i gryden og samosaen syde i olien på panden.

Jeg synes der var nogle løse ender her og der, som jeg aldrig fik helt svar på og jeg havde det lidt svært med de overnaturlige elementer, som jeg synes lige som stjal billedet fra det forfatteren prøvede at udtrykke med sin historie. Men generelt var det en stemningsfuld og meget varm fortælling om familie, liv og død.

Søvngængerens guide til at danse får 4/5 stjerner.

tirsdag den 17. maj 2016

Yan Lianke - Lenins kys

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tiderne skifter.

Historien foregår i en lille landsby i det nordlige Kina, befolket af diverse invalide personer, som passer sig selv og lever et stille liv væk fra verdens opmærksomhed. Lige indtil en sommersnestorm ødelægger høsten og amtsdirektøren får den ide, at han vil købe Lenins balsamerede lig af russerne og udstille det i et mausoleum og tjene kassen på det.

Dette er en satirisk og meget samfundskritisk fortælling, der sætter Kinas store statsapparat under lup og  fokuserer på grådigheden, storhedsvanviddet, autoritetstroen og de mange katastrofale politiske beslutninger fra fortiden, der stadig præger Kina den dag i dag.

Penge fylder meget i romanen både for selve personerne, men også rent tekstmæssigt, da der gentagende gange opsættes forskellige regnestykker og det tænker jeg er en hilsen fra forfatteren til det nye materielle Kina.

Hele ideen med de invalide er meget finurlig, da invalide og handicappede i Kina stadig er et stort tabu. Misdannelser og handicap som blindhed og døvhed anses mange steder i Kina for at være gudernes straf fra et tidligere liv, så at lige frem at fremstille dem i et show, lyder som utopi og jeg tænker også forfatteren har en bagtanke med lige præcis den vinkel.

Bogen er opdelt i kapitler alle med ulige tal og mellem hver kapitel er der bemærkninger til ordvalg og uddybende tekst til selve historien. Jeg følte flere gange, at der var overlapninger i bemærkningerne og historien og kunne i starten ikke helt finde ud af om bemærkningerne er forfatterens eller oversætterens, men jeg blev enig med mig selv om, at det måtte være den første der er gældende, for de føles som en del af historien.

Jeg synes det er en fin historie, men den var efter min mening alt for lang. Indholdet kunne på ingen måde retfærdiggøre de mange sider det tog at fortælle den. Det er ikke en bog man flyver i gennem og det behøver det heller ikke at være, men så har jeg brug for noget mere der holder mig og min opmærksomhed fast.

Men det er stadig en kritisk roman, som er kommet i gennem censuren i Kina, hvilket gør den meget interessant i mine øjne og får mig til at ville læse en af forfatterens to romaner, der lige præcis ikke er kommet igennem nåleøjet hos censuren og derfor må være endnu mere ligefrem i sin kritik. Det kunne være sjovt at sammenligne.

Lenins kys får 3/5 stjerner

mandag den 16. maj 2016

Læst og lyttet uge 19-2016.



En absolut hæsblæsende uge er til ende, med meget forsinket og panisk markarbejde på grund af det sene forår og med musikskolens årlige forårskoncert, samt diverse fodboldkampe, børnefødselsdage og ikke at forglemme min egen fødselsdag ( hvor jeg forærede mig selv en skøn stor bogpakke i gave, så der kommer snart en nye bøger-video).

Men der blev da trods alt plads til lidt afslapning med nogle få bøger. Jeg har lyttet Det syvende barn af Erik Valuer nu for tredje gang og historien bliver ved med at fascinere mig, men der kommer en anmeldelse af den sidst på måneden, når jeg har diskuteret den med Læseklubben.

Kun to fysiske bøger blev det til i ugens løb The Brief Life of the Dead af Kevin Brockmeier, som jeg havde store forventninger til, men som skuffede mig og var skyld i at læselysten svigtede.

Den manglende læselyst har ikke kun været i forbindelse med de fysiske bøger, men har denne gang  også omfattet lydbøgerne. Jeg er startet på flere lydbøger, men har ikke lige kunnet finde en der fanger. Derfor valgte jeg at lytte til nogle af de forkortede udgaver af de elskede klassikere, som omtalt i dette indlæg om "De korte fornøjelse", Det plejer at hjælpe mig med at få læselysten tilbage.

Sally Grindley - Tilovers. Bogen er købt på William Dams Netboghandel.

Historien handler om den 11-årige kinesiske pige, Lu Si-yan, der efter faderens død bliver solgt som slave for at betale moderens voksende gæld til onklen.

Dette er ikke en historie fra århundredeskiftet. Dette er en historie om nutidens Kina, om hvordan familier i verdens fattige områder, stadig den dag i dag, vælger at skaffe sig af med de overskydende munde der skal mættes, ved at sælge dem som slaver og her er der som regel tale om pigerne, da de ingen værdi har i disse samfund.

Bogen tog mig knapt en time at læse, mens de to yngste fornøjede sig på legepladsen i Fårup Sommerland, så der er tale om en børnebog i den lettere ende. Men jeg synes det er en vigtig og lærerig bog for børn at læse. Der giver indblik i andre kulturer og normer end dem vi kender til i Danmark

Efter min mening er den lidt for rosenrød i forhold til hvad jeg forestiller mig at virkeligheden er for disse piger, men igen det er som skrevet en børnebog. Og en rigtig fin bog for børn, om nogle af de mere dystre menneskelige konsekvenser der er at finde i det moderne Kina.

Tilovers får 3/5 stjerner

onsdag den 11. maj 2016

Kevin Brockmeier - The Brief History of the Dead

Bogen er købt på Saxo.com

En by hvor de døde sjæle lever så længe nogen i den levende verden husker dem. Det var det der fangede mig ved denne bog. Jeg synes det lød som en fantastisk og meget enestående historie. Jeg kunne i mit hoved se alle de mange muligheder i sådan et plot. ( Blandt andet det, at dem vi husker måske ikke altid er for noget godt )

Historien starter også helt fantastisk med at vi får beskrivelsen af denne by og hvordan der pludselig kommer store mængder døde sjæle til byen, som hurtig forsvinder igen og som indikerer at noget er helt galt i de levendes verden. Men så mister fortællingen lige som pusten og den store åbenbaring eller afsløring, som man sidder og venter og venter på, kommer aldrig.

Selve ideen med plottet er rigtig god og forfatteren skriver super godt. Men jeg synes bare aldrig jeg fik svar på mange af de spørgsmål som historien rejste og mange af de ting forfatteren tog fat på, blev lige som bare hængende uden nogen forklaring. Samtidig med at jeg følte at historien blev trukket unødvendigt lang ud hen mod slutningen.

Det undrede og irriterede mig lidt at forfatteren har valgt at give Coca Cola kompagniet så stor rolle i historien, selv om det er en negativ omtale, så overvejede jeg faktisk om der er indgået sponsoraftale mellem forfatteren og Coca Cola?!

Der var også lige den detalje at mange af indbyggerne i 'de dødes by', så må være kendisser, da mange langt ude i fremtiden vil huske stjerner som Marilyn Monroe og Michael Jackson og hvad med Jesus? Ham tager forfatteren lidt fat på, men det bliver som meget andet heller ikke fulgt til dørs.

Så en historie med en fed og lidt skræmmende ide, som skulle have været udviklet lidt mere for at jeg ville købe den og som bare aldrig nåede nogen konklusion.

The Brief History of the Dead får 2/5 stjerner.


søndag den 8. maj 2016

Læst og lyttet uge 18-2016.


En dejlige læseuge er til ende, hvor solen endelig er kommet frem og man kan mærke varmen, forårsglæden og høfeberen helt ind i sjælen.

Fredagen i denne uge bød desuden på et hyggeligt møde med en håndfuld andre bloggere og et efterfølgende møde med forfatteren Jussi Adler-Olsen arrangeret af Hjørring Bibliotekerne.

Det var enormt hyggeligt og underholdende. Der blev løftet lidt af sløret for et par detaljer i den kommende 7. bog i afdeling Q-serien. Blandt andet at vi denne gang er inde i Roses hoved. Forfatteren har deadline først i august, så bogen forventes nok at udkomme omkring BogForum.

Men ellers lagde jeg ugen ud med at læse den sidste bog i april måneds læsetema færdig og det var Jesus, en biografi af Finn Abrahamowitz, som var en meget interessant bog.

Jeg fik også læst Anna Storm-krimien Skudsår af Tom Oxager, samt Vovestykker af Camilla Lindemann og den sjove og finurlige Med Albert på bagsædet af Homer Hickam.

Jerome K. Jerome - Three Men in a Boat. Jeg kan ikke huske hvor jeg har bogen fra, men den er højst sandsynligt købt på Saxo.com.

I historien følger vi tre unge mænd, der efter at have opdaget, at de stort set har alle sygdommene i lægeleksikonet, beslutter sig for at rekreere sig med en båd tur op af The River Thames og vi hører som om deres genvordigheder og små anekdoter fra livet som ung laps i slutningen af 1800-tallet.

Jeg vil ikke sige at historien er lige frem morsom. De mange anekdoter er underholdende, men der var ikke noget af det jeg grinede højt af. Udover de mange anekdoter, får man som læser også mange indtryk og beskrivelser af livet på bredden og langs med floden. Jeg havde forbavsende svært ved at komme i gennem bogen, da dens få sider ellers gav indtryk af at være en hurtig læst bog.

Jeg har set filmen af samme navn, med blandt andet Michael Palin i en af rollerne og den var heller ikke så sjov som jeg havde håbet, men holdt sig fint til bogens handling.

Three Men in a Boat får 3/5 stjerner.

P.G Wodhouse - Jeeves, den uforlignelige og Hæng i Jeeves. Bøgerne er købt på Saxo og er efter hvad jeg har kunnet finde ud af bog 2 og 3 i forfatterens serie om Jeeves og Wooster.

Jeg forsøgte at lytte dem som lydbøger på Mofibo, men det fungerede slet ikke. Oplæseren havde en utrolig kedelig stemme, der virkelig trak oplevelsen af historien ned.

Historierne handler om den unge formuende rigmand Wooster, der hyrer butleren Jeeves til at opvarte sig. Det viser sig snart at Jeeves bliver uundværlig både hvad angår husholdning, men i særdeleshed også hvad angår resten af Woosters liv. Blandt andet redder Jeeves sin herre flere gange fra ægteskabet lænker.

Bøgerne var underholdende nok, men jeg tror ikke jeg skulle have valgt at læse de to bøger lige i stræk, da indholdet kom til at føles alt for ensformigt og jeg føler ikke trang til at kaste mig ud i de sidste bøger i serien lige foreløbig.

Historierne om Jeeves er lavet til en tv-serie og jeg har set et par af afsnittene som var rigtig underholdende.

Jeeves får 3/5 stjerner.

Homer Hickam - Med Albert på bagsædet

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Denne vittige og meget finurlige historie handler om Homer Hickam og Elsie Lavender ( som er fortællerens forældre) og deres helt forrygende rejse gennem USA fra West Virginia til Florida, for at sætte Elsies alligator Albert, ud i sit naturlige leveområde.

Vi møder bankrøvere, kommunister og skruebrækkere, baseball stjerner og berømte forfattere på den hæsblæsende og meget eventyrlige rejse gennem mellemkrigstidens USA.

Jeg må dog indrømme, at jeg følte en flig af en kulturel barriere undervejs, hvor jeg havde på fornemmelsen, at der var hentydninger og referencer til vigtige begivenheder i den amerikanske historie og litteratur, som jeg ikke fangede og som derfor gik henover hovedet på mig.

Men under alle omstændigheder var det en underholdende og helt sikkert meget skør fortælling, der til tider også var rørende i sin fremstilling af det unge ægtepar.

Med Albert på bagsædet får 3/5 stjerner.

Camilla Lindemann - Vovestykker

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine Forlaget.

Historiens følger to jævnaldrende kvinder den rapkæftede chefredaktør Alexandra Winther og Birgitte Krogh, der er sygeplejerske på et hospice. Alexandra kan mærke at topchefen på bladet hvor hun arbejder, forsøger at udsluse hende til fordel for en yngre kollega og Birgitte opdager at hendes mand er hende utro. Da kvinderne mødes i Oman på en wellness-ferie er der mange ting der skal tages op til overvejelse.

Jeg var lidt skeptisk da jeg gik ind til denne roman, da jeg ikke helt synes at jeg var i målgruppen og at 60 år er langt ude i fremtiden. Men jeg kan godt forstå det forfatteren vil med bogen, for jeg håber da heller ikke at livet slutter ved de 60 år.

På den ene side bliver vi ældre og ældre og som bekendt er 50 det nye 40. Men på den anden side har vi aldrig været mere aldersforskrækkede og forsøger med alverdens kirurgiske indgreb og diverse skønhedsprodukter at se yngre ud end vi er.

Så selv om jeg ikke helt følte bogen var møntet på mig lige nu. Så synes jeg den er meget aktuelt i vores verden og på den måde vores opfattelse af alder og også ægteskab og parforhold ændrer sig.

Vovestykker får 3/5 stjerner.

lørdag den 7. maj 2016

Lytte problemer.

Som jeg skrev i det sidste ugentlige opsummerings indlæg, så har jeg været ramt af lytte problemer, da mine Skullcandy hørebøffer havde fået en løsforbindelse og kun kunne spille lyd i det ene øre. Jeg har så søgt højt og lavt efter et erstatnings par og mulighederne har været mange:


Men efter en del søgen fandt jeg til min store glæde ud af, at man kan købe reservedele til Skullcandy hovedtelefoner. Så jeg bestilte fluks to nye ledninger ( det er altid rart at have en back-up). Så nu er jeg klar til at lytte lydbøger igen.





onsdag den 4. maj 2016

Inspiration: BookTube #1


BookTube er en betegnelse for videoer om bøger på YouTube og jeg elsker at se vidoer om bøger og det er nok på BookTube jeg henter størstedelen af inspirationen til nye engelsksprogede læseoplevelser.

De fleste BookTubere er yngre mennesker, der kun læser og taler om ungdomsbøger og dem er jeg, i hvert fald i øjeblikket, ikke er så interesseret i. Jeg er heller ikke så vild med dem der er overentusiastiske og skal lave lyde og ansigter og hvor man føler at videoen handler om dem og ikke bøgerne.

Heldigvis er det dog lykkes mig gennem årene at finde en del gode kanaler, som læser de samme genrer af bøger som jeg selv, og som jeg godt kan lide at høre på af den ene eller anden grund.

Her vil jeg nævne tre meget forskellige herrer, da der generelt er langt i  mellem de mandlige islæt på booktube, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt.

Den første er Slice Of Mike, som jeg har fulgt i det års tid som han har oploaded videoer. Han er sjov og meget ærlig omkring de bøger han læser også bliver jeg bare generelt glad af at se han videoer.

 

Den anden jeg vil nævne her, som jeg også har fundet for ganske nylig er ThePoptimist. Han har også en god humor, som jeg kan forholde mig til, men samtidig er han meget klar og saglig, når han anmelder en bog. Normalt kan jeg ikke udstå sådan nogle GIFs og især ikke dem der bevæger sig, men ThePoptimist, bruger dem på en virkelig sjov måde og altid i kontekst til det han fortæller om.



Den sidste jeg vil nævne er Rcihard´s Book Nook. Han skifter hele tiden navn på sin kanal, så måske hedder den noget helt andet om et par dage. Han noget af en drama queen og nogle gange kan han godt blive lidt for meget. Men jeg elsker, at han ikke er bange for at skælde ud og lave lidt ballade. Han læser mange forskellige genrer, men måske mest ungdoms og børnebøger.



tirsdag den 3. maj 2016

Opsummering: Læsetema april 2016.

 
Jeg har fået læst om rigtig mange forskellige former for tro i månedens løb, hvilket også var formålet med at vælge det som tema.

Det er et stort og meget uoverskueligt emne, med mange spændende aspekter og jeg har slet ikke kunne dække alle trosretninger, og jeg endte nok med mest at læse om kristendommen, delt op i katolicisme og protestantisme.

Læsetemaet har ikke givet mig nogen religiøs åbenbaring, men jeg synes da jeg har lært nogle nye ting om f.eks. mormonerne, som jeg intet vidste om i forvejen.

Bøgerne jeg fik læst var:

Anne Lise Marstrand-Jørgensen - Hildegard 1+2
Herman Hesse - Frans af Assisi
Alec Due og Lene Stæhr - Katolske mirkaler i to tusinde år
Carys Bray - En sang for Issy Bradley
Egon Clausen - Guds knaldepisk
Kahlil Gibran - Profeten
Stephanie Oakes - The Sacred Lies of Minnow Bly
Finn Abrohamowitz - Jesus, en biografi

Lydbøger:
Neil Gaiman - American Gods
Helene Hägglund - Nonne tur/retur
Philip Pullman - Den gode mand Jesus og skurken Kristus
Paul Austen - I thought my father was God
Michel Faber - The Book of Strange New Things

mandag den 2. maj 2016

Tom Oxager - Skudsår

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Dette er den sjette bog i Anna Storm-serien, som handler om politienheden Rigsvåbnet, der er en moderne og mere internationalt orienteret modsvar til Rejseholdet. Den opgave de bliver sat på denne gang, er at opspore nogle kidnappere.

Det jeg faldt for ved krimien i første omgang var at den foregår i Vendsyssel. Bynavne som Sæby, Skagen og Frederikshavn klingede dejligt hjemligt og hele ideen med en hårdkogt politienhed med base i Nordjylland, lød da utroligt spændende.

Hvor jeg ud fra undertitlen 'En Anna Storm-krimi' havde forventet at følge én enkelt person, blev jeg kastet ind i en historie med utallige individer, som jeg først efter anden gennemlæsning fik nogenlunde styr på. Men det skyldes nok at jeg ikke har læst de fem første bøger.

Desværre var dette slet ikke en bog for mig. Jeg satte pris på den nordjyske lokalkolorit og politiske betragtninger og plottet, der generelt virkede gennemtænkt og som om der er en rød tråd gennem hele serien. Men der var for meget der haltede. Rent sprogmæssigt, forekom det mig stift og dikterende. Hvilket gjorde, at det føltes som om jeg aldrig kom helt ind på personerne, men bare betragtede dem ude fra.

Jeg er godt klar over, at når man opfinder en superhemmelig og effektiv efterretningsenhed med base i det nordjyske, så har man frie hænder til at gøre som man vil, men Rigsvåbenets efterforskningsmetoderne slog mig som uprofessionelle og utroværdige. Jeg tvivler på om man i vores digitaliserede tidsalder, vælger at sende mandskabshold af sted til fire forskellige lande for at indhente oplysninger om nogle virksomheder. Jeg tænker at sådan noget kan findes online.

En stor skuffelse, da der var rigtig mange hængepartier i denne krimi, som ikke fungerede for mig og som jeg bare ikke kan se gennem fingre med.

Skudsår får 1/5 stjerner.


Læst og lyttet uge 17-2016.


Så blev sønnen konfirmeret med manér og jeg har igen fået tid og overskud til at læse. Det er blevet til overraskende mange bøger.

Pt. er jeg i gang med at lytte til Det syvende barn af Erik Valeur, som er Læseklubbens bog til maj måned. Jeg har læst bogen før for 2-3 år siden, men er nu på anden omgang af lydbogen. Det er en meget kompliceret og omfattende historie, som jeg ikke helt kan finde ud af om jeg elsker eller hader.

Jeg har fået lyttet til Oryx og Crake af Margaret Atwood, men desværre er ledningen til mine gode hovedtelefoner til når jeg støvsuger, gået i stykker så der kun er lyd i det ene øre, så det bliver ikke til så meget lytten i øjeblikket. Så hvis der er nogen, der kan anbefale nogle gode høretelefoner, der lukker støj ude og som ikke klemmer på ørene, så skriv det endelig i kommentarerne.

Så har jeg fået læst to virkelig gode ungdomsbøger. Den første var Stalker af Michella Rasmusssen og den sidste var The Sacred Lies of Minnow Bly af Stephanie Oakes, som begge er ungdomsbøger, der ligger i den mere mørke og uhyggelige ende af skalaen.

Og endelig blev det til den korte, men søde franske roman Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, der handler om livet, bøger og kærlighed.

Det blev også til de følgende to bøger:

Sarah Winman - Da Gud var en Kanin. Bogen er købt på bogudsalget i 2014.

Dette er en af de bøger, der handler om det at gå fra at være barn til at blive voksen. Vi hører om forskellige sjove, alvorlige og tragiske øjeblikke børn møder på vejen til at blive voksen. Teksten er let at læse og sproget er meget poetisk og legende.

I sin historie berører forfatteren mange skelsættende verdensbegivenheder, som IRA bombningerne i England, prinsesse Dianas død og 11. september og får dem flettet sammen med selve historien. Dette og alle de meget excentriske personligheder, der stort set alle er homoseksuelle, gør at fortællingen for mig kommer til at virke meget konstrueret.

Men jeg nød alligevel at læse denne fortælling om familie, kærlighed, liv og død. En rigtig fin og sød historie.

Da Gud var en kanin får 3/5 stjerner

Kahlil Gibran - Profeten. Bogen er købt i Gyldendals Bogklubber engang for længe siden.

Dette er en spirituel klassiker og den klassificeres som et lyriskværk. Den libanesisk-amerikanske forfatter, der skrev bogen levede fra 1883-1931.

Gennem bogens hovedperson Profeten kommer forfatteren ind på de store emner her i livet: følelser, straf, religion, liv og død. Den er fortalt lige som og mindede rigtig meget om Manuskriptet fra Accra af Paulo Coehlo, med at forskellige borgere stiller Profeten spørgsmål om alle disse store emner.

Der er ikke rigtig nogen handling. Bogen består mere af en række læresætninger eller afsnit. Jeg er ikke så god til sådan nogle filosofiske bøger og det er en af dem, hvor jeg måske forestiller mig, at jeg med alderen får mere ud af den. Lige nu er den lidt for abstrakt og filosoferende til at jeg kan sætte ordentlig pris på den. Jeg har nok ikke den fornødne ro til at forstå.

Profeten får 2/5 stjerner.

søndag den 1. maj 2016

Finn Abrahamowitz - Jesus, en biografi

Bogen har jeg købt i den nu lukkede Rossels Boghandel for mange herrens år siden.

En biografi om Jesus er noget af en opgave at give sig i kast med, men jeg synes forfatteren slipper rigtig godt fra det. I denne biografi tager han ikke stilling til om Jesus er Guds søn ( eller gør han...), det han prøver på er mere at hive de ( meget få) historiske facts, der findes om den historiske person Jesus, ud af biblens og Det ny testamentes gemmer.

Det ny testamente består af mange forskellige personer, hvor af ingen er øjenvidner, men der fra 30 og helt op til 60 år efter Jesu død, har nedfældet alle disse historier. Hvilket selvfølgelig ikke giver et helt troværdigt billede af manden, da de flere steder modsiger hinanden og alle disse overleveringer bygger på genfortællinger og vi ved jo alle hvad der sker med den ene fjer, der bliver til ti høns.

I bogen kommer forfatteren ind på historiske, kulturelle og religiøse forhold i området hvor Jesus øjensynligt levede. Det er utrolig interessant, men jeg havde dog svært ved at følge med i alle henvisningerne til bibelteksterne. Selv om forfatteren var god til at klarlægge de forskellige navne på forskellige af datidens sprog og generelt førte et letforståeligt sprog.

Jeg er ikke særlig velbevandret i bibelhistorier. Vores kristendomsundervisning i folkeskolen bestod af en lærer, der kunne store dele af bibelen udenad og han genfortalte så de forskellige historier, mens vi sad og tegnede. Men netop derfor er jeg måske mere modtagelig for de ting forfatteren kommer frem til i sin bog om Jesus, end hvis jeg havde været mere inde i fortællingen, for så havde jeg jo nok haft min egen mening om Jesus og Gud.

Jeg kan forestille mig at biografien ikke er lige populær i alle kredse, da den stiller sig meget kritisk overfor den almene forestilling om Jesus. Men jeg synes nu den var ganske underholdende og interessant.

Jesus, en biografi får 4/5 stjerner.