lørdag den 30. april 2016

Bogvlog: Læsetema maj 2016: Britisk humor.


Så er der sørme gået en måned igen og det er blevet tid til, at jeg viser jer de bøger, som jeg har tænkt mig at læse i forbindelse med næste måneds læsetema.

Jeg er gået lidt i stå med mit kinesiske årslæsetema og må nok indrømme, at jeg lige i øjeblikket får købt flere bøger til temaet end jeg får læst, hvilket jo ikke helt var meningen. Men sådan går det altså nogle gange.



Bøgerne:
 
Jerome K. Jerome - Three Men in a Boat
P.G. Wodhouse - Hæng i Jeeves
P.G. Wodhouse - Jeeves, den uforlignelige
Tom Holt - Portable Door
John O´Farrell- An Utterly Impartial History of Britain ( or 2000 Years of Upper Class Idiots in Charge)
George McDonald Fraser - Flashman on the March (DNF)
Gregory David Roberts - Shantaram
Kevin Brockmeier - A Brief History of the Dead

torsdag den 28. april 2016

Jean-Paul Didierlaurent - Læseren i morgentoget

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

36-årige Guylain Vingolles har et arbejde han hader, hver dag ødelægger han bunker af bøger, men det lykkes ham også hver dag at redde et lille antal sider fra disse bøger. Disse sider læser han hver morgen højt for sine medpassagerer i morgentoget. En dag finder han et USB-stik i toget, der indeholder en kvindes dagbog og han bliver tiltrukket af hende ud fra det hun skriver.

Jeg havde nok forventet en bog i stil med Jojo Moyes eller andet lidt mere letbenet underholdning, i stedet fik jeg en historie om at være ensom og utilpas i sit eget liv og stor kærlighed til bøger. Skrivestilen og måden romanen er skrevet på mindede mig på en måde om et eventyr.

Romanen viser med sit meget franske persongalleri, hvordan litteratur og læsning kan bringe folk sammen og kan skabe muligheder. En kort, men alligevel velfortalt historie. Jeg var dog lidt skuffet over at der ikke var flere egentlige litteratur referencer, eller i hvert fald referencer som jeg kunne forholde mig til. Men jeg var godt underholdt af de mange aleksandrinske digte og bogens lidt skæve personer.

Læseren i morgentoget får 3/5 stjerner.

Giveaway #6 : 2 krimier og Sisse Fisker


Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, var jeg så heldig at vinde ti bøger i en konkurrence hos Plusbog.dk. I den bunke var det ikke alle bøger der havde min interesse, derfor har jeg valgt at udlodde dem i denne lille giveaway.

Reglerne for at deltage er som følger:
- man skal skrive hvilken bog man ønsker at vinde, enten i kommentaren til dette indlæg her på bloggen eller på bloggens facebookside. Man kan sagtens være med i lodtrækningen af flere af bøgerne.
- man skal have en dansk postadresse

valgmulighederne er:

1. Carina Bergfeldt - Fotografiet

En mand forsvinder sporløst. Hans afsavede hoved bliver fundet i en sø, og i hans hals finder politiet et foto af en kvinde.

Anna Eiler fra politiet i Skövde bliver sat på sagen og grusomme hemmeligheder dukker op til overfladen. Den lokal journalist Julia Almliden, der selv har haft et nærtstående familiemedlems forsvinden tæt inde på livet, bliver involveret, da hun opsøger offerets hustru.

Carina Bergfeldts psykologiske krimi holder læseren i et stramt greb hele vejen. ‘Fotografiet’ er en gennemført og indsigtsfuld skildring af konsekvenserne af seksuel vold og tortur.



2. Peter Swansson - De der fortjener at dø. Dette eksemplar er stemplet 'frieksemplar' på titelbladet, men er ellers helt ny og ulæst.

Under en flyrejse fra London til Boston møder Ted Severson ved et rent tilfælde den gådefulde Lily Kintner. Efter et par dry martinier beslutter de to sig for at lege en leg, hvor man skiftes til at afsløre de mest personlige detaljer om sig selv. Ted lægger ud med at fortælle om sinkone, Miranda – om hvordan hans ægteskab efterhånden har udviklet sig til en farce, og om hvordan han for blot en uge siden har taget hende på fersk gerning sammen med en anden… Det, der begynder som en godmodig leg mellem Ted og Lily, tager helt ny form, da Ted i et forsøg på at være sjov siger, at han er villig til at slå sin kone ihjel for, hvad hun har gjort.

Men Lily overrumpler ham og røber, at hun gerne vil hjælpe. Når alt kommer til alt - vi skal alle dø en dag - hvad betyder det, at nogle få halvdårlige æbler bliver plukket, før de er modne?   Hjemme i Boston fortsætter de to med at mødes, og Lily indvier Ted i sine mørke sider, der går helt tilbage til hendes barndom. Ted labber det hele i sig, forelsker sig i Lily, og sammen lægger de de sidste brikker i deres morderiske puslespil. Men kærlighed gør blind. Bedst som de skal til at gennemføre deres forehavende, overser de et par skæbnesvangre huller i planen. De bliver viklet ind i en dødsensfarlig udgave af kattens leg med musen, reglerne er sat ud af kraft, og der er drabelige tab på begge sider


3. Sisse Fisker - Livets opskrift.

Livets opskrift - en kort guide til det gode, lange liv" er en personlig bog om sundhed, der er baseret på forskning og personlige oplevelser. Sisse Fisker - der især er kendt for sin tid som studievært på DR1s Aftenshowet - går i denne bog på jagt efter opskriften på et lykkeligt, langt liv uden sygdom.

I "Livets opskrift" får du en guide til at træffe sundere valg om mad, motion, søvn, meditation, passion, gavmildhed, taknemmelighed og sociale relationer. Baseret på videnskabelige fakta fra sine rejser rundt i verden og fra danske eksperter såsom Peter Qvortrup Geisling og Sofia Manning, viser Sisse Fisker hvilke fem steder i verden folk lever længere og stadig har en høj livskvalitet.

Sisse Fisker har altid været superaktiv og arbejdet meget. Før hun pludselig fik konstateret en kronisk ryglidelse, havde hun ikke behov for at skænke sit helbred en tanke. Men nu, hvor hun ikke kan fortsætte i samme tempo, har hun opdaget at andre ting i livet er vigtigere. 



Giveawayen slutter mandag d. 9. maj 2016 kl. 12.00 og vinderen vil blive udtrukket kort tid derefter.

onsdag den 27. april 2016

Stephanie Oakes - The Sacred Lies of Minnow Bly

Bogen er købt på Saxo.com.

Historien handler om den 17-årige Minnow Bly, der har levet 12 år af sit liv i den religiøse kult kaldet Samfundet, bosat i et afsides bjergområde, styret af profeten Kevin. Et brutalt samfund, der kostede Minnow begge hendes hænder, da hun forsøgt at sætte sig op imod Profeten.

Samfundet opløses da deres lille landsby brænder ned og Profeten omkommer. Minnow Bly havner i et ungdomsfængsel, hvor en FBI agent forsøger at få hende til at fortælle, hvad der egentlig skete.

Det der tiltrak mig til bogen, var det at den handler om en religiøskult, dem man hører om, men som man alligevel ikke helt ved noget om. Det fascinerer mig at læse om, hvad det er der får ellers fornuftige voksne mennesker til at følge en mand som Profeten Kevin og gøre de ting han befaler.

En umådelig barsk og velskreven roman. Der danner et stærkt billede af historiens hovedperson og fortæller om det hårde liv både i Samfundet og i fængslet. Jeg har ellers holdt en pause med YA ( Young Adult)-genren, da jeg synes bøgerne var for ensporede og intetsigende. Men med denne bog har jeg fået min tro på at genren har andet og mere at byde på end kærlighedstrekanter og trivielle teenageproblemer tilbage.

En enestående stærk og brutal bog om når tro bliver fanatisme og misbrug. Om det at turde bryde ud og tro på sig selv på trods af konsekvenserne.

The Sacret Lies of Minnow Bly får 5/5 stjerner.

tirsdag den 26. april 2016

Bogvlog: Nye bøger april 2016.


Er der noget bedre end at modtage bogpakker med posten? Jeg har i hvert fald modtaget en del af de skønne firkantede pakker her på det sidste og dem fortæller jeg om i denne video.


Bøgerne
Liane Moriarty - Hypnotisørens kærlighed
Trueman Capote - Breakfast at Tiffanys
Hilary Spurling - Pearl Buck in China
Pearl S. Buck - Dragon Seed

( Overstregede bøger, er bøger jeg har læst)


mandag den 25. april 2016

Michella Rasmussen - Stalker

Så faldt jeg igen i en spændende bog, mens jeg skulle have ventetiden til at gå, denne gang mens jeg ventede på at min ældste datter skulle blive færdig med sin fodboldtræning. Bogen udkommer først til juni, men jeg var så heldig at finde e-bogen som forpremiere på Mofibo.

Hovedpersonen er den 17-årige Julie, der har det svært på hjemmefronten. Efter en ulykke kan hun ikke længere ride og må nu stå tilbage og se sine forældre totalt opslugte i lillesøsteren Cecilias ridekarriere. Hun begynder at modtage kærestebreve, men langsomt går det op for hende, at det ikke er helt almindelige kærestebreve.

Denne ungdomsgyser er knaldgodt skrevet, jeg var hooked fra første side. Personerne, søskendejalousien og handlingsforløbet giver en højspændt og faktisk ret uhyggelig stemning. Det giver lige et ekstra kick at vi som læsere også følger brevskriveren og dennes tankegang undervejs.

En helt forrygende og meget læseværdig debutroman!

Stalker får 5/5 stjerner

Margaret Atwood - Oryx og Crake.

Bogen er købt i Bog & Idé Brønderslev for mange herrens år siden og jeg valgte at lytte den på Mofibo.

Denne dystopiske fortælling foregår i en fremtidig verden, som muligvis er vores egen. Her lever Snemanden, som lader til at være det sidste oprindelige menneske tilbage efter en menneskeskabt virus har udryddet hele menneskeheden. Alle andre væsner tilbage i verden er klonede og genmanipulerede væsner blandt andet Crakerne, en menneske form, der besidder en blanding af dyre- og menneskelige egenskaber, grisonger, slotter og stinkbjørne.

Jeg synes det tog lang tid for mig at komme ind i historien, jeg var mere end 30% inde før jeg synes den begyndte at fange mig. Men så blev det til gengæld også rigtig interessant, for ganske langsomt, får vi mere og mere at vide om Snemanden og hans opvækst og hvordan verden gik af lave.

Det er en interessant fortælling om hvor vi kan være på vej hen og hvordan verden kunne se ud i fremtiden. Det er en meget mørk fortælling der ligger meget langt fra Young Adult-romanerne i samme genre og den føles meget ( næsten alt for) realistisk. Efter hvad jeg kan fornemme har alle forfatterens romaner, sådan en sort og trøstesløs stemning.

Selve lydbogen var som sådan okay. Oplæseren havde en lidt kedelig stemme og der var ikke fligen af indlevelse i historien, men det gik da og med forøget hastighed blev det trods alt nogenlunde tåleligt at lytte til.

Oryx og Crake får 3/5 stjerner

søndag den 24. april 2016

Læst og lyttet uge 16-2016


Konfirmations planlægning og efterfølgende oprydning har fyldt mit hoved og min tid i denne uge og det er kun blevet til minimal læsning. Jeg har fået læst en bog og lyttet til en anden. Den læste bog er Land i datid af Jesper Bugge Kold, en meget interessant bog og jeg kan godt lide, at han skriver om personer, der er på hvad vi opfatter som den forkerte side, dem som man normalt ikke har som hovedpersoner.

Lige pt. er jeg ved at lytte til Margaret Atwoods dystopiske fortælling Orax og Crake, en lidt speciel oplevelse både hvad angår lytningen, men da godt nok også selve historien, der dog er ved at give lidt mening her ca. 25% inde.

Men bogen jeg fik lyttet færdig i løbet af sidste uge var:

Michel Faber - The Book of Strange New Things. Jeg valgte at købe bogen som lydbog på iTunes, da jeg rigtig gerne ville have den læst i denne måned.

Historien handler om ægteparret Peter og Beatrice Lee. De bor i England, hvor Peter er præst. Han bliver ansat af den amerikanske virksomhed USIC til at være missions præst i en koloni på en fjern planet, hvor han skal prædike for nogle fremmede væsner.

Lydbogen og ikke mindst oplæseren, var helt fantastisk god. Rumvæsnerne havde en meget speciel måde at tale på, hvilket i bogen er mærkeret med nogle tegn, som jeg tænker nok kan frustrere nogle under læsningen, men i lydbogsudgaven, får man jo så at høre, hvordan forfatteren havde forestillet sig at det skulle lyde. Hvilket faktisk var lidt creepy.

Selve historien var dødkedelig. Jeg vidste godt at det ikke var en aktionfyldt sci-fi roman, da jeg startede på den, men der skete vitterligt ingenting. Hele det tvivlsomme setup med USIC, så jeg komme fra flere kilometers afstand og jeg synes egentlig aldrig det kom til nogen kulmination af alle de udlagte twists i historien. hvilket var en lidt flad fornemmelse.

Selvfølgelig er der meget fokus på psykologien og på hvordan de to ægtefolk langsomt glider fra hinanden og de hver i sær bliver absorberet i deres eget liv. Hvordan deres fokus ændres fra missionen til de ting der sker, henholdsvis på jorden og på planeten.

Så jeg må altså tilstå, at jeg var umådelig glad for at kunne speede bogen op til dobbelthastighed og havde muligheden været der for x3, så havde jeg nok også hoppet på den. Jeg følte historien stod helt stille og jeg følte slet ikke historien gav mig noget som helst med efter endt læsning.

The Book of Strange New Things får 2/5 stjerner.

mandag den 18. april 2016

Jesper Bugge Kold - Land i datid

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Hovedpersonen i romanen er den 30-årige Andreas, der tager til Berlin efter at have modtaget brev fra en advokat om at hans far, Peter, som han aldrig har mødt, er blevet dræbt. Ganske langsomt finder Andreas ud af at faderen ikke helt svarer til den superhelterolle han ellers havde tildelt ham i sin fantasi.

Det jeg godt kan lide både ved denne roman og forfatterens debutroman Vintermænd, er at han i bøgerne tager fat på mennesket bag 'uhyret'. Det han beskriver er antihelte, dem der havner på den forkerte side. Den form for personer, som man i andre bøger aldrig følger, men som altid er de andre, de onde.

I Vintermænd følger vi to helt almindelige tyske brødre, der mod deres vilje bliver fanget ind af nazismens vanvid  under 2. verdenskrig. I denne roman går forfatteren tæt på en mand, der tror på og finder tryghed i det undertrykkende og farlige system han er opvokset i DDR.

Bogen fortælles fra flere synsvinkler og her synes jeg helt klart, at det var de to synsvinkler fra fortiden der var mest spændende. Det er et fænomenalt indblik i livet i DDR på murens tid og man får nærmest myrekryb af at følge Peter og hans blinde tro på rigtigheden i det arbejde han udfører for Stasi og de følgevirkninger hans handlinger har langt ind i fremtiden.

De nutidige kapitler med Andreas, var ikke nær så interessante og føltes lidt flade for mig, men til gengæld emmede de kapitler af stemningen af det nye Berlin og jeg sad helt og ærgrede mig over at jeg aldrig har besøgt byen. For det ville have givet bogen en ekstra dimension at have været der. Der var dog en lille ting i historien som undrede mig og det er, hvor får han postkortene fra?

Jeg synes forfatteren er sluppet utrolig flot fra den svære toer og jeg glæder mig til at læse flere bøger fra ham.

Land i datid får 4/5 stjerner.

Inspiration: Bøger fra hele verden


Jeg har i min læsning altid været meget interesseret i at læse om forskellige lande, kulture og folkeslag og min bogsamling er rent faktisk delt ind efter lande og kontinenter. Dog har min læsning nok mest været koncentreret omkring de asiatiske lande og i nyere tid med den afrikanske litteraturbølge, Afrika.

Derfor synes jeg det er enormt spændende, at jeg inden for kort tid har fundet hele to blogge, der begge har fokus på at læse bøger fra så mange forskellige lande som muligt.

Den første er Rikkes blog Jorden Rundt i 100 bøger, hvor hun har lavet en liste med 100 lande, som hun gerne vil læse bøger fra. Der er helt sikkert inspiration at hente undervejs i gennem de 100 lande og jeg glæder mig til at følge bloggen fremover.

Den anden er Kaspers blog K´s BOGNOTER, hvor projektet går ud på at læse bøger fra de i alt 196 FN-anerkendte lande i verden. På Kaspers blog er der også en liste med bøger fra mange spændende lande og ydermere er der et fint kort, hvor man kan følge med i hvilke lande Kasper allerede har besøgt på sin litterære rejse. (Det fine foto øverst på bloggen er tyvstjålet fra K´s BOGNOTER og jeg tager det selvfølgelig ned igen, hvis det ikke er i orden).

Udover Verden rundt i bøger-projektet er der på K´s BOGNOTER også et bredt udvalg af spændende anmeldelser af andre bøger inden for mange forskellige genre og ikke altid de mest populære bøger, som man ser på de fleste blogge. Jeg har nu fulgt K´s BOGNOTER i et stykke tid og der er altid god inspiration at hente.

søndag den 17. april 2016

Læst og lyttet uge 15-2016.


Det har været nogle dejlige læseoplevelser i sidste uge. Jeg udelte fem stjerner til hele tre bøger. De to af dem var En sang for Issy Bradley af Carys Bray og Pigen uden navn af Christina Baker Kline. Det blev også til en enkelt bog med tre stjerner, nemlig ungdomsbogen Limbo af Kevin Japsen.

St. Bededag har vi konfirmation og jeg kan mærke at jeg ikke har roen til at fordybe mig i læsning i længere tid ad gangen. Hver gang jeg sætter mig med en bog, kører der en huskeliste over, drikkevarer, bordkort, servietter og andet i mit hoved. så det bliver nok ikke til så mange bøger i næste uge og jeg vil måske slå uge 16 og 17 sammen i et indlæg.

Konfirmationen gør også at jeg går glip at Deweys 24 Hour Readathon i denne omgang, men det kommer heldigvis igen til efteråret, så der håber jeg at kunne være med.

Paul Auster - I thought my Father was God. Bogen er lyttet som lydbog hentet på Mofibo.

Jeg faldt tilfældigt over denne lydbog, da jeg søgte på bøger om Gud, Jesus og tro på Mofibo. Jeg vidste intet om den da jeg startede med at lytte, men det viste sig at være en samling af historier skrevet af helt almindelige mennesker rundt omkring i USA. Selv om bogen reelt intet konkret har med tro at gøre, så dækker den alle aspekter af livet.

Historierne blev samlet i forbindelse med et radioprogram som Paul Auster skulle være vært for og hvor han opfordrede alle med interessante historier med et ekstraordinært twist, om at sende dem ind til programmet.

Alle disse historier er af varierende længde og spænder vidt. Nogle af historierne er næsten bare en punchline, mens andre er lidt længere. Der er historier om liv, død, overnaturlige hændelser, barndomsminder og meget meget mere. Virkeligheden overgår langt fantasien i dette tilfælde.

De mange historier 180 i alt er spøjse, hårrejsende, rørende, provokerende og tankevækkende. De forskellige historier var sat sammen i overordnede temaer og det fungerede fantastisk godt. Det er en exceptionel god samling af korte historier fra det virkelige liv. De passede perfekt til lydbogsmediet, måske netop fordi de oprindeligt er lavet til radio. Meget anbefalelsesværdig!

I Thought My Father was God... får 5/5 stjerner.

Egon Clausen - Guds knaldepisk, de helliges høvding Vilhelm Beck. Jeg elsker simpelthen den titel! Bogen har jeg købt i sin tid i den nu lukkede Rossels Boghandel.

Jeg havde store forventninger til denne bog om Vilhem Beck, der står som Indre Missions ubestridte og ikoniske leder, der tordnede fra prædikestolen og lovede alle synderne bål og brand, men som egentlig slet ikke ville have været præst, men gartner.

Denne forventning blev stort set opfyldt. Tonen i bogen var meget humoristisk og forfatteren tog fat på den karismatiske og upopulære prædikant med et glimt i øjet og et godt øje til hans magtdæmoni og trang til opmærksomhed.

Jeg fik som læser en god fornemmelse for datidens kamp mellem Indre Mission og grundtvigianerne. De ændrede tider med enevældets fald og Grundlovens tilblivelse, der gav præsterne andre arbejdsvilkår og meget mindre magt end de havde været vant til tidligere. Et super fint indblik i Danmarks historien.

En interessant kort og humoristisk biografi om en berygtet mand inden for kristendommens historie i Danmark.

Guds knaldepisk får 4/5 stjerner.

lørdag den 16. april 2016

Kevin Japsen - Limbo

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.

Dette er historien om Elias, der på ingen måde har det nemt i hverdagen. Han har mange problemer at tackle både på hjemmebane og i den nye skole han er flyttet til efter farens død. Oven i alle problemerne får han kræft og må tilbringe længere tid på hospitalet, hvor han møder pigen Sia med de grønne øjne. Det er her på sygehuset han stifter bekendtskab med en fantasiverden, hvor lysets og mørkets væsner kæmper mod hinanden og Sia spiller også en stor rolle i den alternative verden.

Med Young Adult romanen The Fault in Our Stars på dansk En flænge i himlen af John Green der udkom for over 4 år siden, startede der en ny gren af ungdomsromaner, det som man på engelsk har døbt sick-lit. Altså bøger der behandler de mere alvorlige og tragiske aspekter af teenagelivet, livsændrende og dødelig sygdom. Denne bog er et okay dansk bud på en sådan bog.

Ideen med bogen kan jeg rigtig godt lide og forfatterens budskab med historien er så smuk og vigtig. Som jeg har forstået historien, skal fantasy-elementerne i bogen illustrere Elias kamp mod kræften og gennem hans møde med Sia, får han nyt håb og ikke mindst sin selvtillid igen. Alle har noget de er gode til, uanset hvad andre siger.

Altså, ideen er helt fin, men jeg synes der manglede noget i udførelsen. Der var brillante og meget rammende steder ind imellem, der lige satte de helt rigtige ord på en følelse eller gav stof til eftertanke, men meget af bogen, i sær i fantasyverdenen synes jeg var meget forvirrende. Spejlstenen, de tre sten hvor lyset forsvinder i og alle de meget forskellige slags mørke væsner, som hele tiden dukkede op, var nogle af de elementer, jeg aldrig helt forstod.

Jeg synes ikke rigtig læsningen flød, hvilket til dels skyldtes de ultrakorte sætninger, men også den meget anderledes sætningskonstruktion og ordvalget. Desværre var den udgave jeg læste også præget af manglende ord og tastefejl.

Okay ungdomsbog om sygdom og om at kunne finde alle de lysende stjerner i mørket.

Limbo får 3/5 stjerner

onsdag den 13. april 2016

The Currently Reading Tag

Den her boglige tagfat-leg har jeg fundet på Steve Donoghues kanal på YouTube. Den oprindelige tag/ leg er lavet af  Charlyn Reyhorse Jeg har fordansket spørgsmålene.


1. Hvor mange bøger læser du ad gangen.

Jeg læser som regel 2-3 bøger ad gangen. Jeg kan godt lide at have lidt at skifte mellem. Som regel har jeg gang i en lydbog, en bog nede i køkkenet og en oppe på natbordet.

2. Hvis du læser mere end én bog, hvordan bestemmer du så hvornår du skal skifte mellem de pågældende bøger?

Hvis jeg føler at jeg begynder at skimme eller tankerne begynder at vandre i en bog, kan jeg godt lide at skifte til en anden bog så min opmærksomhed forbliver skarp hele tiden.

Eller hvis jeg læser en lidt tykkere mere krævende bog, kan jeg godt lide at læse f.eks. en børnebog eller måske en chicklit ved siden af, som er lidt lettere at læse.

Det kan også være rent praktisk, at jeg bare tager den bog der er tættest på hvor jeg er.

3. Skifter du bogmærke undervejs i en bog?

Ja, som regel får jeg bogmærket jeg startede med væk undervejs og så må jeg finde et nyt. Jeg har også en tendens til at gribe det nærmeste jeg har boner, tandlægekort og andet og bruge som bogmærke.

4. Hvor opbevarer du bøgerne du er i gang med at læse?

Der hvor jeg har lagt dem - på sofabordet, køkkenbordet eller natbordet.

5. Hvad tid på dagen bruger du mest tid på at læse?

Lige over middag og om aftenen.

6. Hvor længe læser du typisk ad gangen?

Over middag læser jeg 1-2 timer og om aftenen kan det godt blive 2-3 timer, med små afbrydelser af børn der skal have børstet tænder og lignende.

7. Læser du indbundne bøger med eller uden smudsomslag?

Med, selv om det nogle gange er meget besværligt. Jeg synes bøgerne ser kedelige ud uden det flotte smudsomslag.

8. Hvilken stilling læser du oftest i?

For det meste siddende i sofaen eller ved køkkenbordet. Men om aftenen inden sengetid liggende i sengen.

9. Tager du bogen/bøgerne du læser med dig, når du skal noget?

Nej, ikke udover mine lydbøger, som er på min telefon, som jeg næsten altid har med mig. Ellers så medbringer jeg sjældent en bog når jeg skal noget.

10. Hvor ofte opdatere du din Goodreads status på bøger du er ved at læse.

En til to gange om dagen.

11. Hvem er den/de næste til at lave denne tag?

Jeg kunne godt tænke mig at se Den lille bogblog, Trolderier og Wondrous Bibliophile svare på spørgsmålene.

Christina Baker Kline - Pigen uden navn

Bogen har jeg vundet i en læseudfordrings konkurrence hos Plusbog.dk.

Jeg havde egentlig ikke planlagt at læse bogen endnu, men da jeg sad og ventede på at mine døtre skulle få fri fra musikundervisning i mandags, fik jeg tiden til at gå med at søge efter spændende bøger på Mofibo. Jeg faldt over Pigen uden navn, som e-bog og begyndte at læse og den fangede mig lige fra starten, så da jeg kom hjem måtte jeg simpelthen læse den færdig.

Den følger Molly der er plejebarn og har været ind og ud af et hav af forskellige plejefamilier. Efter hun har forsøgt at stjæle en biblioteksbog, kommer hun ved at tilfælde til at aftjene sin samfundstjeneste hos den 91-årige Vivian, der bor i et kæmpe stort hus ud til vandet. Det viser sig at Molly og Vivian på mange måder ligner hinanden trods den store aldersforskel.

Denne roman bygger på de rigtige skæbner af over 200.000 forældreløsebørn, der i årene mellem 1854 og helt frem til 1929 blev sendt med de såkaldte orphan trains fra den ene amerikanske by efter den anden for at blive afsat til familier, der af den ene eller anden årsag ønskede et barn.

Bogens historie viser ,at selv om der ikke længere kører tog rundt med forældreløsebørn, er der ikke sket det helt vildt store inden for omsorgen for plejebørn. De bliver stadig af mange set ned på og regnet for andenrangs borgere og udsættes for den ene mere katastrofale plejefamilie efter den anden.

Molly og Vivians historier fangede mig fra første side og jeg kunne ikke slippe dem igen før jeg havde læst bogen til ende. En fantastisk medrivende bog om en ulykkelig og for mig helt ukendt tid i den amerikanske historie.

Pigen uden navn får 5/5 stjerner.

Carys Bray - En sang for Issy Bradley

Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.

Historien følger en mormon familie, der pludselig mister deres yngste barn. Det er fortællingen om hvordan de hver især tackler sorgen og hvilken indflydelse deres tro har på oplevelsen af sorgen og hvordan de kommer i gennem den ulykkelige oplevelse.

Dette er en meget rørende fortælling om død, kærlighed, tvivl, oprør og dedikation. Forfatteren er selv opvokset i en stærkt troende mormon familie, men valgte sammen med sin mand og fire børn at forlade troen, da hun var i slutningen af tyverne. I denne roman giver hun et unikt og sjældent indblik i hvad mormontroen går ud på og jeg synes hun fint skildre både de positive værdier, men måske mest de negative sider af trosretningen.

Gennem de forskellige familiemedlemmer får vi som læsere blandt andet fornemmelsen for, hvordan det er at være opvokset i et så stærkt trossamfund, kontra det at komme ude fra. Gennem børnene oplever vi deres kamp for at passe ind både i Kirken og i dagligdagen med klassekammeraterne. De ting som er svære at give afkald på, det at føle sig anderledes og afskåret fra livet udenfor.

Det er en både oprørende og meget rørende historie og det kan være meget svært at forstå den underkastelse og total indordning under tro. Jeg havde meget svært ved at forstå tankegangen og jeg blev frustreret af at læse de beslutninger som faderen i familien tager og tildels også moderens. Men det er også sundt og ikke mindst lærerigt, at blive udfordret på sine holdninger og få indblik i andre måder at tænke på end sin egen.

Forfatteren har et helt fantastisk godt og velfungerende smukt billedsprog. Hun er især god til at fange og beskrive de mange nuancer i de menneskelige følelser. En meget anbefalelsesværdig bog der giver indblik i en meget anderledes livsstil.

En sang for Issy Bradley får 5/5 stjerner.

søndag den 10. april 2016

Læst og lyttet uge 14-2016.


Ugen har budt på nogle overordentlig interessante læseoplevelser omkring tro og religion. Bogen Katolske mirakler i to årtusinde af Alec Due og Lene Stæhr, gav et anderledes kig ind i den katolske tros, for mig mere ukendte sider. Mens de to nedenomtalte bøger måske giver et mere kritisk  og nytænkende indblik i troen på Gud.

Men der gik ikke Gud og tro i alle ugens bøger. Det blev også til en bog i forbindelse med mit kinesiske årslæsetema, som var Et rum større end ensomheden af Yiyun Li og sammen med Læseklubben blev det til en genlæsning af Robert L. Stevensons klassiker Dr. Jekyll and Mr. Hyde som jeg har læst utallige gange og som måske også er lidt aktuel i forbindelse med diskussionen om det gode og onde i mennesket.

Helene Hägglund - Nonne tur/retur. Bogen er lyttet som lydbog fundet på Mofibo.

Dette er forfatterens fortælling om mødet med livet inden for klosterets mure. Som teenager bliver hun tiltrukket af klosterlivet, som giver et stabilt modstykke til hendes omtumlende, rodløse liv som skilsmisse barn.

Men i klosteret får hun ikke den fred, ro og åndelig vejledning hun har higet efter, i stedet bliver hun mødt af en verden af intriger, magtmisbrug og overgreb.

Om historien er sand er svært at sige. Jeg synes hun virker troværdigt og meget fattet i det hun skriver. Det er på ingen måde mudderkastning hun er ude i og hun holder en meget sober tone i hele bogen. Den kan dog godt virke lidt kalejdoskopisk og forvirrende, men hovedbudskabet om fortielserne, bureaukratiet og kønsdiskrimineringen inden for den katolske kirke kom klart og tydeligt i gennem.

Nonne tur/retur får 4/5 stjerner.

Philip Pullman - Det gode menneske Jesus og skurken Kristus. Bogen er købt i Arnold Busck til bogudsalget i 2013.

Denne roman tager udgangspunkt i det nye testamente og beretningen om Jesus. Pullman præsterer den ide at der ikke blev født bare et barn i stalden i Betlehem, men faktisk to. Nemlig et sæt tvillingedrenge. Jesus OG Kristus.

Jesus bliver den figur vi kender fra bibelen, mens broderen Kristus er den iagttagende, der observerer og dokumenterer, da han bliver opsøgt af en mystisk fremmed, der opfordrer ham til at nedskriver alle historierne om Jesus.

Så egentlig er denne roman gentagelser af alle de lignelser vi kender fra biblen, med det twist at det er Jesu broder der tilpasser dem og nedskriver dem efter sin opfattelse. Men der er mere i den som så, for umiddelbart lyder det måske lidt kedeligt. Det er det ikke! For bogen sætter alligevel mange tanker i gang og virker noget mere plausibel end Dan Browns vilde ( men enormt underholdende) Maria Magdalena-teorier.

Fordi jeg ikke er troende, så synes jeg egentlig ikke at bogen er så kontroversiel, som jeg havde hørt den udråbt til at være, og derfor gjorde den nok heller ikke så vanvittigt stort indtryk på mig.

The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ får 3/5 stjerner.

lørdag den 9. april 2016

Alec Due og Lene Stæhr - Katolske mirakler gennem to årtusinder

Bogen er lånt på biblioteket, da jeg ikke er helt sikker på om det er en bog som jeg har lyst til at eje. Det er et digert værk på mere end 4 kg., så det er noget af et bæst at sidde med i længere tid.

I denne flotte og fotorige bog med det nærmest hypnotiserende coverfoto, gennemgår forfatterne mange af de uforklarlige fænomener, som findes inden for den katolske kirke. Fænomener som stigmatisering, blødende/grædende statuer og malerier, relikvier, uforgængelige lig og også hvordan helgenkåringer foregår og historierne til mange af de mest kendte helgener.

Det er en meget interessant bog fortalt på en letforståelig og ligefrem måde. Tonen i teksten er meget neutral og det er helt op til læseren selv at vælge om man vil tro på det eller lade være. Som en der ikke kender meget til den katolske kirke, virker meget af det bizart og ikke mindst makabert.

Bogen lægger stille og roligt ud med helgener og ligklædet med aftryk af Jesu legeme og stigmatisering ( sår på kroppen, der ligner dem Jesus fik på korset), derfra så bliver det bare mere og mere mærkeligt, til vi er ude i hosties ( nadverbrød) der bliver til blodigt kød i munden på mystikkere og tappet blod og amputerede lig dele, der sendes ud som relikvier til steder der bliver tilbedt af pilgrimme.

Hold da op! Jeg er både frastødt, men også lidt tiltrukket af at læse om alle disse sære ting. Flere gange rejste hårene sig på armene. Det er næsten bedre end en gyser.

Katolske mirakler gennem to årtusinde får 5/5 stjerner.

Yiyun Li - Et rum større end ensomheden

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. Af samme forfatter ejer jeg bøgerne: De hjemløse og Gulddreng og smaragdpige.

Da den forældreløse pige Ruyu, der er vokset op hos et par stærkt religiøse ældre kvinder i en mindre provinsby, bliver logerende hos en familie i Beijing, møder hun Moran og Boyang, der er jævnaldrende med hende. De tilbringer meget tid sammen, men da datteren i huset, hvor Ruyu bor, bliver forgiftet ændrer det alting.

Det er en meget mørk fortælling, med  tre meget distancerede og følelsesmæssige udfordrede hovedpersoner. Et trekantsdrama i bedste stil. Historien er fortalt i både fortid og nutid og hele vejen i gennem fortællingen nærmer vi os, nervepirrende langsomt, sandheden om hændelsen, mens vi er vidne til optakten og følgerne derefter.

Samtidig med at dette psykologiske studie af det moderne menneskes adfærd og selvpålagte straf fascinerede mig, og jeg med stigende spænding afventede at finde ud af, hvad der egentlig var sket i sin tid, så var læsningen meget tung. Romanen har en meget flad spændingskurve og det var lidt svært at holde koncentrationen i længere tid ad gangen. Hvilket gjorde at jeg måtte læse bogen i meget små bidder, også for ikke at blive alt for deprimeret undervejs.

Selv om jeg synes det var en tung tekst at komme i gennem, så kunne jeg rigtig godt lide forfatterens skrive- og fortællerstil. Romanen rørte et eller andet i mig og fik mig hele tiden til at tage bogen op igen og læse videre. Det er helt sikkert en forfatter jeg gerne vil læse mere fra.

Et rum større end ensomheden får 4/5 stjerner.

Giveaway #5 (vinderen er fundet)


I samarbejde med Turbine Forlaget har jeg fået lov at lave denne giveaway af romanen Land i datid af Jesper Bugge Kold. For to år siden læste jeg forfatterens debut roman Vintermænd, som følger to tyske brødre under 2. verdenskrig. Det var en virkelig god læseoplevelse! Min anmeldelse af den kan læses her.

Om Land i datid skriver forlaget:

Ungkommunisten Elisabeth vender i 1975 hjem til Danmark fra en partiskole i DDR. I maven bærer hun østtyske Peter Körbers barn. 30 år senere rejser deres søn, Andreas, for første gang til Berlin. Han er flygtet fra sit universitetsspeciale og fra et kuldsejlet forhold med en rigtig god undskyldning: Hans far er blevet myrdet!
 
Andreas' flugt bliver en rejse til en fremmed og ukendt by, på jagt efter den far, han aldrig har mødt, en opdagelsesrejse i fortiden - og lidt efter lidt også en jagt på hans egen identitet.
 
Land i datid er en fortælling om et land, der ikke længere eksisterer. Det er en fortælling om Stasi, om jagten på sandheden og på sig selv - mellem forskellige sandheder.

Reglerne for at deltage er som følger:

Skriv et (gerne bogrelateret) spørgsmål til mig enten her eller på bloggens Facebookside til et kommende Q&A ( spørgsmål og svar) indlæg.
Man skal selvfølgelig også 'Like' Bachs bøgers Facebookside for at deltage
Giveawayen slutter onsdag d. 20. april kl. 12.00 og vinderen vil blive udtrukket kort tid der efter. Man skal have en dansk postadresse for at deltage.

Bogvlog: Nye og vundne bøger 2016.


Jeg har været så heldig at vinde 10 bøger i en konkurrence hos Plusbog.dk. De bøger og flere andre fortæller jeg om i denne bogvlog.



Bøgerne:
Niels Knudsen - Alting i et andet lys
Chris Minh Doky - Nærvær
Carina Bergfeldt - Fotografiet
Rune Stefansson - Den sidste olie
Sisse Fisker - Livets opskrift
Anne B. Ragde - Kold dag i helvede
Peter Swanson - De der fortjener at dø
Sofie Münster - Klog er noget man skal øve sig på
Lars Mytting - Svøm med dem som drukner
Mary Rosewood - The Unmapped Sea
Astrid Lindgren - Suser min lind, synger min nattergal
Astrid Lingren - Dragen med de røde øjne
Eugene Rogan - Osmannerrigets fald (DNF)
Wilkie Collins - Månestene
Lisa See - China Dolls
Qiu Xiaolong - Shanghai Redemption

( Overstregede bøger er læste bøger. Bøger skrevet med lysegråt er givet væk)

mandag den 4. april 2016

Herman Hesse - Frans af Assisi

Bogen er et anmeldereksemplar fra Kristelig Dagblads Forlag. Den er skrevet i 1904 og nu for første gang udkommet på dansk. Det er den første bog i en serie fra forlaget som hedder Sidespor og bøgerne i serien kommer til at handle om teologer, filosofer og andre store tænkere.

Efter i sidste uge at have læst bøgerne om Hildegard af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, synes jeg det var passende at fortsætte månedens læsetema, med denne bog om Frans af Assisi, der også levede i middelalderen. Hvor Frans blev kåret til helgen to år efter sin død, måtte Hildegard vente indtil 2012, med sin kåring.

Giovanni Bernardone, som senere er blevet kendt som den hellige Frans af Assisi, blev født som rigmands søn i Assisi i Italien i 1182. Han levede et rigt liv med fester og druk. Men ændrede en dag pludselig sin levevis og gav al sin rigdom til de fattige og levede derefter som fattig munk. Han var ikke lærd så der er intet skrevet ned fra hans egen hånd. Alt hvad vi ved om ham er genfortalte legender.

Herman Hesse var meget fascineret af Frans af Assisi og som der står i efterskriftet i bogen, er han også meget inspireret af ham. Hvilket man kan se af sproget i denne lille korte bog, der er meget vidtløftig og forherligende i beskrivelsen af  Frans af Assisi.  Man kan bestemt ikke sige at forfatteren på nogen måde stiller sig kritisk over for legenderne.

Jeg synes ikke rigtig bogen gav andet end fornemmelsen for, hvor lidt vi reelt ved om denne Frans af Assisi. Da jeg ikke har læst andet af Herman Hesse, kan jeg heller ikke forholde mig til bogen i forhold til resten af hans forfatterskab, men jeg kan fornemme at han skriver godt.

Frans af Assisi får 2/5 stjerner.

Læst og lyttet uge 13-2016.


 
Efterhånden som dagene bliver længere og vejret indbyder til mere ude tid, så kan jeg mærke at det mere er lydbøgerne der trækker. Jeg fik lyttet til 3 lydbøger i ugens løb og fik læst to fysiske bøger.

De to af lydbøgerne var bøgerne om Hildegard af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. De tre øvrige bøger kan der læses om her under:

Trueman Capote - In Cold Blood. Bogen er købt på Saxo.com.

 I 1959 i den lille landsby Holcombe i Kansa, blev en mor og far og to af deres fire børn brutalt dræbt. Familien var vellidt i det lille samfund og der synes ikke at være noget logisk motiv til drabene. Sammen med veninden Harper Lee, rejste Truman Capote til Holcombe, hvor han boede i et år, mens han interviewede familie, naboer og ikke mindst morderne selv.

Ud fra alle disse interviews og øjenvidneberetninger har Capote stykket et kronologisk forløb sammen af, hvordan man kunne forstille sig at det hele er forløbet.

Det hele virker meget troværdigt og forfatteren har helt sikkert ordet i sin magt. Det er en meget dyb historie, der går tæt på alle de implicerede. Alt hvad han har med i historien har relevans i forhold til det skete. Selv om man godt ved hvad der sker, så er historien nærmest nervepirrende. Samtidig synes jeg, han evner at være meget neutral i sin beskrivelse af morderne.

Forfatteren kommer desuden sidst i bogen ind på hvad der har drevet morderne til at begå denne uhyggelige gerning. Det gør han gennem nogle psykologiske afhandlinger om forskellige typer af mordere og det synes jeg faktisk var rigtig interessant at læse.

In Cold Blood får 4/5 stjerner

Neil Gaiman - American Gods. Bogen har jeg købt for en tre år siden i Bog & Idé Brønderslev.

Efter at have opgivet at læse bogen færdig for et par år siden. Besluttede jeg mig for, at give den et forsøg mere som engelsk lydbog. På Mofibo fandt jeg en 10. års jubilæumsudgave af bogen,  med det man på engelsk kalder 'full cast'. Altså der er forskellige oplæsere/ skuespillere til de forskellige roller i bogen. Det fungerede rigtig godt og de mange forskellige accenter og stemmer, reddede bogen en ekstra stjerne.

Jeg vil ikke sige, at jeg er ovenud begejstret for historien, der handler om de gamle aflagte guder, som alle immigranterne med tiden har haft med til USA fra deres oprindelses lande og som nu i vores moderne tid er blevet overflødige. Under ledelse af Odin forsøger nogle af dem at gøre oprør og få tingene tilbage til fortidens velmagts dage, mens andre forsøger at modarbejde dem.

Ideen er god, sjov og meget relevant, når man tænker over vores moderne verden i forbindelse med religion. Men jeg brød mig bare ikke om den måde historien blev fortalt på. Jeg var utrolig irriteret på bogen og var flere gange ved at opgive den igen. Men så, halvvejs inde i historien skiftede det og historien begyndte at snige sig ind på mig. Der var stadig dele af den, der stadig irriterede mig grænseløst, men genialiteten i historien kan jeg ikke komme uden om.

De mange forskellige guder fra hele verden og alle historiske tidsperioder, fik forfatteren vævet ind i spændende og meget dyb historie. Hele romanen er faktisk en underfundig fortælling om tro og religion, som den har udviklet sig i USA, frem til hvor tid og ikke mindst et billede på Amerikas udvikling.

Jeg synes det var lidt mærkeligt, at der hele tiden blev omtalt at personerne skulle pisse, hvor lang tid det tog og hvor meget. Jeg ved ikke om det skal symboliseret noget med de gamle guder og vikingernes leve måde eller en statement om at personer i andre bøger, sjældent træder af på naturens vegne. Men til sidst var det sådan at jeg rullede med øjnene hver gang der var en der skulle pisse.

Spændende at læse en bog som på den måde kan vende ens opfattelse og indtryk. Undervejs er jeg gået fra 1 til 3 stjerner. Det er også en bog jeg kunne forstille mig, at jeg vil have lyst til at genlæse på et tidspunkt og måske få endnu mere ud af.

American Gods får 3/5 stjerner.

Kwong Kuen Shan - Katten og Tao. Bogen har jeg fået som anmeldereksemplar fra forlaget den gang jeg arbejde i boghandel.

Dette er en utrolig flot og stemningsfuld lille bog med klassiske kinesiske tegninger af forfatterens mange katte. Hvert maleri er ledsaget af et lille kinesisk ordsprog eller en læresætning.

Ideen til bogen opstod, da forfatteren efter mange år med kattefobi. Ganske langsomt blev adopteret af en kat, der havde tilhørt nogle naboer der var flyttet, men katten blev ved med at vende tilbage til den gamle lejlighed. Hun blev fascineret af kattenes væsen og meget zen-agtige tilgang til livet og har siden haft mange katte.

Malerierne er flotte og den medfølgende tekst meget rammende for kattens væremåde og opførsel. Jeg er sikker på at alle katteejere vil have glæde af bogen.

Katten og Tao får 4/5 stjerner.

fredag den 1. april 2016

Karin Slaughter - De smukkeste (gæsteanmelder)


Der er gået 24 år siden Claire og Lydias teenagesøster forsvandt. Søstrene har mistet al kontakt til hinanden og lever to helt forskellige liv. Claire lever et overklasseliv og Lydia er tidligere junkie, men har efter fødslen af sin datter fået kontrol over hendes eget liv.
Claires succesfulde arkitekt mand Paul bliver myrdet for øjnene af hende i forbindelse med et røveri på gaden, hvor begge bliver overfaldet og får stjålet alle deres ejendele. Claire går i en form for chok over hans død, hendes helt igennem perfekte mand.  Hun gennemgår hans ting, og gør et makabert fund. Hun finder flere film med voldsomt groteske scener af unge piger, den udsættes for en voldsom tortur. I sin nysgerrighed og choktilstand graver Claire videre og opdager snart en sammenhæng til sin egen fortid – alt hvad hun indtil nu har troet var sandheden er nu løgn på løgn.

Efter dette genoptager søstrene en forsigtig kontakt og sammen gennemlever de, de sidste 24 års familie hemmeligheder, på både godt og ondt, dog mest ondt!
Der er skrevet mange steder om De smukkeste ”Det er en psykologisk thriller som er så spændende at det gør fysisk ondt at holde pause”. Jeg kan kun være enig, jeg ville ikke kunne have skrevet det bedre selv. For mig der er vild med psykologiske thrillere, er det absolut et af Karin Slaughters bedste værker.

Bogen er velskrevet, vedhængende, skræmmende og med et touch af humor. Nu var jeg så heldig at opleve Karin Slaughter på Krimimessen i Horsens og hun er en humoristisk dame, man kan jo undre sig… hvordan hun udtænker et plot, som for de fleste mennesker giver gåsehud og frygtelige tanker om hvorvidt det er muligt at gennemføre det helt lavpraktisk, men Karin Slaughter får det skrevet på en god og troværdig måde, så jeg i hvert fald ikke er i tvivl


Skrevet af gæsteanmelder Mette Maria

Opsummering: Læsetema marts 2016.

 
Jeg læser ikke så mange krimier og spændingsbøger i løbet af året, men hvert år, når vi nærmer os marts og Krimimessen i Horsens bliver jeg alligevel grebet af stemningen og kaster mig ud i genren.

Der skal virkelig være noget helt specielt ved en krimi for at den falder i min smag, eller jeg overhovedet har lyst til at få læst en krimi færdig. Mænd der voldtager halshuggede kvinder eller prætentiøse og meget indviklede plots, der får mig til at føle mig dum, eller alt for gennemskuelige og traditionelle plots er ikke det der får mig til at gribe en krimi.

I marts måned måtte jeg opgive at læse to bøger med forbindelse til læsetemaet, den første var De smukkeste af Karin Slaughter. Den var bare alt for meget for mig. Jeg har en meget lav tolerancetærskel hvad vold, tortur og ondskab angår, derfor valgte jeg at lade min veninde, der er knapt så sart som jeg, anmelde bogen. Anmeldelsen kan findes her.

Den anden opgivende krimi var Slaverne i Tanzhou af Ola Wong og min begrundelse kan læses her.

Men heldigvis var alt ikke skuffelser. Der var en pæn stak krimier, der kom igennem nåleøjet og som jeg faktisk havde det helt fint med at læse. Jeg har dog snydt lidt. De tre første krimier på listen læste jeg reelt i slutningen af februar. Men har valgt at tage dem med her, da jeg synes de var rigtig gode.

Robert Galbraith - Silkeorm og Ondskabens høst
Paula Hawkins - Kvinden i toget
Leonora Christina Skov - Hvor intet bryder vinden
Pernille Boelskov - Granitgraven
Max Madsen - Skriveren
Jonathan Freedland - Den tredje kvinde
Qiu Xiaolong - Mord på en rød heltinde
Lisa See - Red Princess Mystery-trilogien

Jeg fik også læst den lille gratis e-kriminovelle Liget i Nørrekås af Pernille Boelskov, samt de to hyggelige mysteriebøger for børn, The Mystery of the Clockwork Sparrow og The Mystery of the Jewlled Moth af Kathrine Woodfine.

På falderebet nåede jeg lige at afslutte In Cold Blood af Truman Capote i går aftes, d. 31/3. En anmeldelse af den, kan læses i mit kommende ugentlige opsummeringsindlæg.

Jeg er okay tilfreds med de bøger jeg fik læst i forbindelse med læsetemaet. Jeg havde slet ikke forventet at få læst så meget inden for genren og jeg er glad for alle de overraskende og gode læseoplevelser jeg fik. Men nu er jeg i den grad også parat til at lægge krimierne bag mig og komme videre med april måneds læsetema, som der kan høres mere om i dette indlæg.