torsdag den 31. marts 2016

Anne Lise Marstrand-Jørgensen - Hildegard 1+2.

 Jeg læste bøgerne for første gang i 2012, hvor den første blev diskuteret sammen med min læseklub og det var en af de første bøger vi læste sammen. Jeg mener at have købt dem begge på Saxo.com.

I de to bøger fortæller forfatteren om Hildegard af Bingen, der levede i middelalderen. Hun blev i en alder af 8 år, givet til et kloster af sine forældre. Hun oplevede, i følge overleveringerne, at Gud talte i gennem hende via syner, og pilgrimme valfartede til klosteret for at blive velsignet af hende.

Det var meget interessant at læse om den skepsis og det forbehold en kvinde i hendes stilling var oppe i mod i en verdens så helt og aldeles mandsdomineret. Der bliver også flere gange sagt, at de syner hun ser og den veltalenhed hun udviser, jo må være fra Gud da en kvinde umuligt kan være så klog.

Hvad det religiøse angår, så virkede det til at være et meget korrupt og politisk udspekulert miljø omkring klostrene. Hvor det ikke altid var det guddommelig, men måske snarere rigdomme, der havde det sidste ord. Der er ingen tvivl om at hun har haft et hårdt og strengt liv, med mange prøvelser og mange afsavn.

Der er meget forskel på fortællemåden i de to bøger, hvor den første er meget baseret på at beskrive Hildegards syner, med løsrevne sætninger og gentagelser. Er bog nummer to mere en sammenhængende fortælling og det flyder lidt bedre. Jeg synes bog to var lidt bedre skrevet og mere interessant end den første. Jeg var mere grebet af Hildegards kamp for at opføre hendes eget kloster, hvor der også inddragedes lidt mere om verdenen uden for klostrene, end historien om hendes opvækst, som jeg synes var lidt tung i det.

Jeg valgte at genopleve bøgerne som lydbøger hentet på Mofibo. Den første er oplæst af forfatterens selv og det kan nogle gange give lidt ekstra til oplevelsen. Men desværre ikke i dette tilfælde, da forfatteren har en meget monoton og kedelig stemme. Oplæseren i bog nummer to var helt klart bedre til det.

Hildegard I får 3/5 stjerner.
Hildegard II får 4/5 stjerner.

tirsdag den 29. marts 2016

Bogvlog: Læsetema april 2016: Tro


Mit læsetema for april har jeg valgt skal være Tro. Temaet har jeg valgt for mange måneder siden og har altså intet med de aktuelle terrorhandlinger i Tyrkiet eller Belgien at gøre og jeg har bevidst valgt ikke at beskæftige mig med den form for tro.


Bøgerne:

Neil Gaiman - Amerikanske guder
Michel Faber - The Book of Strange New Things
Philip Pullman - The Good man Jesus and the Scoundrel Christ
Herman Hesse - Frans af Assisi
Sarah Winman - Da Gud var en kanin
Stephanie Oakes - The Secret Lies ogf Minnow Bly
Carys Bray - En sang for Issy Bradley
Egon Clausen - Guds knaldepisk
Finn Abrahamowitch - Jesus

 Jeg har ikke valgt nogen bøger til mit kinesiske årstema, men vil bare tage fat i noget hvis jeg føler for det.

mandag den 28. marts 2016

Lisa See - Red Princess Mystery-trilogien

Da jeg faldt Blomsternettet af Lisa See, for et par år siden i et antikvariat, havde jeg ingen ide om, at det var den første i en trilogi. Men da jeg fandt ud af det, bestilte jeg straks de to sidste bøger The Interior og Dragon Bones på engelsk hos Saxo.com. Hvilket jeg må sige at have fortrudt noget så grundigt.

I Kina bliver privilegerede sønner og døtre af magtfulde og rige forældre, med rødder tilbage i Maos tid, kaldt røde prinser og prinsesser. Bøgernes hovedperson Liu Hulan er sådan en rød prinsesse og arbejder for Kinas afdeling for offentlig sikkerhed, hvad der svarer til amerikanernes FBI. Den mandelige hovedperson er den amerikanske sagfører David Stark. Via nogle aktuelle sager og spøgelser fra fortiden krydses Hulan og Davids veje.

Jeg var meget skuffet da jeg var færdig med den første bog Blomsternettet. Efter at have læst flere af forfatterens bøger, blandt andet Pigerne fra Shanghai, Sneblomst og den hemmelige vifte og På guldbjerget. Forventede jeg samme levende og stemningsfulde nærmest poetiske skrivestil og medrivende personskildringer. Men desværre var den danske oversættelse stiv og kluntet i sproget, meget langt fra hvad jeg havde anticiperet. Heldigvis blev det ændret da jeg skiftede til de engelske udgaver. Hvor skrivestilen var den jeg huskede fra forfatterens andre bøger.

Bøgerne handler meget om forskellen mellem Kina og USA. Øst og vest. Der er nogle gode beskrivelser af kulturelle, politiske og historiske milespæle, som er interessant for forståelsen af den meget anderledes måde at tænke på i Kina. For eksempel er det en meget stor fornærmelse, hvis man til et forretningsmøde ikke bliver budt eller byder gæsterne på te.

Desværre synes jeg ikke rigtig det lykkedes for forfatteren at forene disse fine kulturelle beskrivelser med de tre kriminalhistorier. Lige så meget som jeg elskede at læse om de afsnit der beskrev traditioner, landskab og de menneskelige aspekter i Kina, lige så meget hadede jeg de kriminelle plot. De føltes forcerede, kedelige og alt for forudsigelige. Jeg blev aldrig fanget ind af spændingen og jeg må indrømme at den sidste var ekstremt sej at komme i gennem og flere afsnit skimmede jeg nærmest bare.

Hvis nogen ønsker at forsøge sig med bøgerne, vil jeg klart anbefale at prøve dem på engelsk, da den danske udgave var virkelig skræklig.

Red Princess Mystery-trilogien får 2/5 stjerner.

Det fine billede er tyvstjålet fra bloggen Two Americans in China


Læst og lyttet uge 12-2016.

I ugens løb har jeg fået læst to fysiske bøger, der var de to første bøger i Red Princess Mystery-trilogien af Lisa See. Der kommer et samlet indlæg om trilogien, når den sidste bog er læst færdig.

Jeg fik lyttet til to korte lydbøger, som er nævnt herunder:

Royce Prouty - Stoker´s Manuscript. Bogen er lyttet som engelsk lydbog fundet på Mofibo. Bogen foregår hovedsageligt i Rumænien og oplæseren havde en helt forrygende rumænsk accent.

Historien hovedperson er Joseph Barkeley, der lever af at verificere gamle dokumenters autencitet. Han og hans bror stammer fra et rumænsk børnehjem, men er blevet hentet til USA og er vokset op hos nonner. En dag modtager Joseph et opkald fra en mystisk klient, der vil have ham til at undersøge ægtheden af Bram Stokers manuskript, som findes på et amerikansk museum. Hvis manuskriptet er ægte skal han personligt bringe det til Transylvanien.

Dette er en interessant historie, der bringer Brams Stokers Dracula ind i nutiden. Der er rigtig meget information om Rumæniens historie og politiske udvikling gennem tiden. Der bruges mange rumænske ord, der gør det hele meget autentisk.

Forfatteren har tydeligvis gjort meget for at bevare den mystiske stemning, der er i den oprindelige Dracula, men han har også valgt at give de blodige rædsler et nøk op af. Jeg synes egentlig det hele virkede meget godt i forhold til den oprindelige Dracula.

Bogen er på små ni timer, men den føltes meget lang. Der var flere steder hvor jeg synes handlingen blev trukket unødigt ud og som kedede mig. Jeg mistede fokus flere gange, hvilket ellers sker yderst sjældent når jeg lytter til lydbog. Den mistede koncentration er måske skyld i at jeg aldrig helt fik styr på hovedpersonens familie historie. Hovedpunkterne fik jeg fat i men der var flere ting som jeg synes ikke passede sammen eller ikke blev forklaret ordentligt.

Stoker´s Manuscript får 3/5 stjerner.

Thomas Oldrup - 45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien. Bogen er fundet og lyttet på
Mofibo.

I denne bog tager forfatteren, som titlen også antyder fat på at dementere mange af de ukorrekte historier, der florerer på nettet og nogle sågar i historiebøger der bruges i skolen. Myter og usandheder, som, mange faktisk tror er rigtige.

En meget underholdende og interessant bog, der meget sagligt og letforståeligt afkræfter og gengiver hvad der så er rigtigt. Der var flere ting som faktisk overraskede mig, især den med Ninjaerne og Christopher Columbus.

Der nævnes mange årstal og personnavne i bogen og i den forbindelse er lydbogen ikke det rigtige medie for mig, da jeg simpelthen husker bedre ved at se det på skrift. Men lydbogen er på små fire timer, så det er ikke helt uoverskueligt at lytte til den igen.

45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien får 4/5 stjerner.

lørdag den 26. marts 2016

20 tilfældige boglige oplysninger om mig.


1. Jeg beholder altid smudsomslaget på når jeg læser indbundne bøger, selv om det egentlig er dødirriterende.

2. Min absolut favorit indbinding er hæftede 1. udgaver.

3. Når jeg har læst en bog færdig, kan jeg ofte slet ikke huske hvad hovedpersonen hed i bogen.

4. Jeg vil ikke og har aldrig drømt om at være forfatter.

5. Jeg er elendig til at anbefale bøger til andre.

6. Forfatteren bag bogen interesserer mig sjældent når jeg vælger bog.

7. Det er meget sjældent jeg lytter lydbøger på normal hastighed.

8. Jeg er rigtig glad for mine reoler, men jeg drømmer alligevel om indbyggede reoler fra gulv til loft.

9. Biblioteket er kun et sted jeg kommer når der er arrangementer.

10. Jeg er med i en læseklub med fire dejlige kvinder på 4. år.

11. De seneste år er jeg blevet meget bedre til at opgive bøger og acceptere at der bare er bøger der ikke er for mig.

12. Jeg er virkelig dårlig til at læse socialrealisme, det gør mig altid så deprimeret.

13. Det er en stor fejl at jeg ikke har læst flere danske klassiske forfattere.

14. Bøger med lille gnidret skrift og tætbeskrevne sider uden afsnit, kan helt tage modet fra mig.

15. Min Goodreads læseudfordring er i år på 200 bøger.

16. Jeg går altid ind på The Book Depository og tjekker målene på en bog jeg vil købe også selv om jeg vil købe den et andet sted. Jeg foretrækker bøger med en højde på 20 cm og derover

17. Jeg har som regel altid gang i én lydbog og to fysiske bøger på samme tid.

18. Mine bogreoler er så vidt muligt inddelt i temaer, lande og genre.

19. Min vinterjakke er nok tæt på at være syv år gammel, fordi jeg hellere vil bruge pengene på bøger.

20. De bøger jeg har læst flest gange er nok Pride and Prejudice af Jane Austen og de tre første bøger i Jordens børn-serien af Jean M. Auel.

torsdag den 24. marts 2016

Læst og lyttet uge 11-2016.


Mit ugentlige opsummerings indlæg er blevet lidt forsinket i denne uge, da jeg har været på påskeferie med børnene hos min søster i Kgs. Lyngby og jeg nåede ikke at lave et indlæg inden vi tog afsted.

De to af de tre, bøger jeg fik lyttet til i ugen var Den tredje kvinde af Jonathan Freedland og Den sidste flugt af Tracy Chevalier. Den eneste fysiske bog jeg fik læst, var den kinesiske kriminalroman Mord på en rød heltinde af Qiu Xiaolong, som tog overraskende lang tid at læse for en krimi, men som var overordentlig interessant og gav et fint indblik i det kinesiske samfund og mentalitet.

Ugen har også budt på to lidt anderledes læseoplevelser, den første var den lille gratis e-kriminovelle Liget i Nørrekås, som forfatteren Pernille Boelskov var så sød at sende til mig. Den anden var den rigtig flotte fotobog Modellen med de 100 ansigter af Maúd Bertelsen.

Derudover har jeg lyttet til.
Anna Hope - De savnede. Bogen har jeg købt på dette års Krimimesse på Papyrus stand og jeg valgte at lytte til den som engelsk lydbog oplæst af forfatteren selv, hentet på Mofibo.

Historien følger tre kvinder i London i 1920 og hvordan de og hele England kæmper for at komme videre efter 1. verdenskrig. Kvinderne hjemme har mistet fædre, sønner, ægtemænd og kærester, mens de hjemvendte soldater skal finde sig til rette i et liv derhjemme, mærket på både krop og sjæl af det de har oplevet.

Det er en stille og meget dybfølt roman, der er både meget brutal og rå, men samtidig utrolig følelsesladet. Som læser kommer man tæt ind på de tre kvinder, deres traumer og følelser.

Jeg er glad for, at jeg valgte at lytte til bogen på engelsk, ellers havde jeg nok ikke forstået den meget betydningsfulde engelske titel og det ene ord, som hele bogen er bygget op omkring. Bogen hedder nemlig Wake på engelsk og de tre kvinder symbolisere de tre forskellige betydninger af ordet på engelsk:

1) Emerge or cause to emerge from sleep
2) Ritual for the dead
3) Consequence or Aftermath

Jeg ved ikke om oversætteren har fanget det i den danske udgave, men det håber jeg da det giver historien et ekstra løft, når man læser bogen med den betydning i tankerne.

De savnede får 4/5 stjerner.

fredag den 18. marts 2016

Qiu Xiaolong - Mord på en rød heltinde

Bogen er købt i den nu lukkede Rossels Boghandel i Hjørring.

Liget af en ung kvinde bliver fundet ved en øde flodbred tæt på Shanghai. Kriminalkommissær Chens specielgruppe bliver sat på opgaven, som viser sig at være en politisk hvepserede.

Jeg er meget overrasket over hvor lang tid det tog mig at læse denne krimi. Den er ekstremt detaljeret omkring politiske, historiske og økonomiske forhold i Kina og giver dermed et meget fyldestgørende tidsbillede af landet i 1990´erne.

Den er typisk kinesisk på den måde at citater, digte og læresætninger er meget dominerende og bruges til at udtrykke følelser og meninger i bestemte situationer. Det kan være meget anstrengende når man ikke er vant til den måde at udtrykke sig på, men jeg synes forfatteren fint fortolkede det for læseren. For selv om det er trættende og gør læsning langsommere, så det giver også en autencitets følelse.

De mange forskellige personer i historien giver en god fornemmelse for de sociale og samfundsmæssige forhold, med de gamle politiske kadre, de privilegerede børn af høje embedsmænd og hvor stor betydning Maos tid stadig har, især på den ældre generation, på trods af alle de år der er gået og de mange forandringer der er sket i landet, siden Mao døde og hans regime sluttede.

Hvis man er interesseret i Kina er det en overordentlig informativ bog at læse. Jeg er ked af, at forlaget har valgt ikke at oversætte flere af bøgerne i serien, da det kunne være så spændende at fortsætte serien og dermed følge den rivende udvikling Kina har gennemgået de sidste 15 år. Jeg overvejer meget kraftigt om jeg skal fortsætte serien på engelsk.

Mord på en rød heltinde får 4/5 stjerner.

Maúde Bertelsen - Modellen med de 100 ansigter.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget mellemgaard.

Dette er en meget flot selvbiografisk fotobog, hvor forfatteren fortæller om sin lange og meget spændende karriere som fotomodel.

Gennem de mange fotos og udklip fra diverse blade, kan man tydelig se hvor alsidig en model hun har været. Hvordan hun med enkle ting, for eksempel bare ved brug af hænderne kan udtrykke mange forskellige ting.

Desværre synes jeg den medfølgende tekst var meget mangelfuld og der var ikke rigtig nogen struktur. Især med hensyn til teksten til de forskellige billeder, kunne der godt have været indikeret lidt tydeligere, hvilket billede der blev omtalt.

Jeg er ikke ude efter Se&Hør-agtige slibrige historier, men jeg manglede lidt sjove og interessante anekdoter fra forfatterens liv, der kunne give bogen lidt mere liv og sjæl. I beskrivelsen står der, at bogen er skrevet som en motivation og hjælp til unge piger, der måske overvejer at blive modeller. Derfor kunne jeg måske godt have tænkt mig nogle markante historier, der kunne hjælpe eller fungere som advarsler rettet mod disse kommende modeller. For med sådan et begivenhedsrigt liv, må der være oceaner af historier og erfaring at øse af.

Bogen er afsluttet med ti gyldne og efter min mening meget gode og vigtige råd, som man skal overveje hvis man vil være model. De regler, virker til at være ekstremt fornuftige at følge.

Altså en bog fuld af flotte fotos af en meget smuk kvinde, men som sagt så mangler der lidt hvad tekstens struktur og indhold angår.

Modellen med de 100 ansigter får 3/5 stjerner.

torsdag den 17. marts 2016

Gratis kriminovelle.


I starten af måneden læste jeg bornholmerkrimien Granitgraven af Pernille Boelskov, som jeg var meget begejstret for. Min anmeldelse af den kan læses her.

I forbindelse med en afstemning på forfatterens stand på Krimimessen, hvor man kunne stemme på tre forskellige titler til den næste Agnethe Bohn bog, fik jeg efterfølgende tilsendt et link til forfatterens kriminovelle Liget i Nørrekås. Novellen kan hentes her.

Det er en meget kort, men alligevel velskreven og fyldestgørende historie. Forfatteren fanger igen Bornholm lige på kornet, med et glimt i øjet og chokoladeoverskæg. Plottet er innovativt, gennemført og egentlig ret så humoristisk.

Novellen er en integreret del af serien, hvor man på ganske kort tid får mere at vide om flere af seriens personer og får et hurtigt indblik i de sorte kristnes tankegang. Men samtidig er det også en selvstændig og meget underholdende historie, der sagtens kan læses for sig selv.

Jeg var i den grad underholdt i de 30 minutter bogen tager at læse og den føltes sjovt nok hverken for kort eller for lang.

Liget i Nørrekås får 5/5 stjerner.

Tracy Chevalier - Den sidste flugt

Bogen er købt på Bogforum 2015 på forlaget Jentas stand.

Jeg har tidligere læst Pige med perleørering og Faldne engle af samme forfatter. På hylden har jeg hendes Forunderlige skabninger og L´innocence stående ulæste. Den sidste har jeg købt på fransk i et øjebliks optimisme, i den tro at jeg efter 20 år stadig kan læse fransk og chancerne for at jeg nogensinde får den læst er nok minimale.

Historien foregår i 1850´erne og følger den unge engelske kvæker kvinde Honor Bright, der vælger at udvandre til Amerika sammen med sin søster Grace, efter at manden hun var udset til at skulle giftes med svigtede hende. I Ohio møder hun for første gang i hendes liv sorte slaver og hun bliver fanget ind i dilemmaet omkring at vende det blinde øje til eller at hjælpe de undvegne slaver.

Forandringerne i Honors liv er i bogen portrætteret gennem hendes håndarbejde. Hjemmefra England er hun en meget pertentlig og habil syerske og efterhånden som hun stifter bekendtskab med nye forhold, bliver hun også præsenteret for nye og andre måder at sy tæpper på. Jeg synes det var en anderledes måde at fortælle historien på, men det forekom mig lidt kluntet nogle steder.

Det forfatteren vil med bogen er, at fortælle om den underjordiske jernbane som opstod i de år og som var en gruppe af frivillige, der hjalp de bortløbne slaver med mad og med at gemme sig. Det mest interessante, som hun fortæller om i et afsnit efter bogen, er at denne undergrundsbevægelse altid bliver gjort til noget stort og heroisk i USA, men ud fra hendes egen research viser det sig at det faktisk var under 1% af slaverne, der rent faktisk blev hjulpet af den underjordiske jernbane.

Medlemmerne af den underjordiske jernbane, bestod heller ikke som tidligere antaget af flest hvide kvækere, men for langt størstedelen frigivende eller tidligere bortløbene slaver. Hvilket nok er kontroversielt, da kvækerne jo er kendt for deres pacifisme og for at se alle mennesker som ligeværdige. Men i mange tilfælde valgte de altså ikke at hjælpe og flere steder i USA på den tid, var kvækernes kirker endda delt op i bænke for sorte og hvide.

En fin historie, men jeg synes ganske enkelt at baggrunds historien var meget mere interessant end selve fortællingen, hvor jeg synes personerne var lidt svære at komme ind på livet af og historien aldrig helt ramte den rigtige tidsånd.

Jeg valgte at lytte til bogen som dansk lydbog hentet på Mofibo og det var en helt utrolig kedelig oplæser, der talte enerverende langsomt. Igen, Hurra! for muligheden for at sætte hastigheden op ellers havde det været noget af en ørkenvandring at komme igennem bogen.

Den sidste flugt får 3/5 stjerner.

tirsdag den 15. marts 2016

Jonathan Freedland - Den tredje kvinde

Bogen er købt på dette års Krimimesse på forlaget Jentas stand, hvor jeg fik den signeret af forfatteren, og det viste sig tilfældigvis, at forfatterens yndlingsnavn i hele verden er Birgitte! Altså, hvor heldig kan man være...

Jeg valgte at lytte bogen som engelsk lydbog fundet på Mofibo. Oplæseren havde en lidt speciel monoton stemme. Det hjalp en del at sætte hastigheden op og at jeg hurtigt blevet grebet af selve historien, så det generede mig ikke rigtig. Forfatteren har tidligere skrevet under pseudonymet Sam Bourne, men dette er den første bog jeg har læst af ham.

Historien foregår i et alternativt Californien, hvor USA's store ubetalte gældsposter til udlandet, hovedsageligt Kina, har presset den amerikanske regering ind i en aftale om at Kina er massivt tilstede i landet både militært og også med en vis politisk indflydelse. Hovedpersonen er den unge journalist Madison Webb. Hun er arbejdsnarkoman og lider af søvnløshed. Da hendes lillesøster bliver myrdet med en overdosis heroin, sætter Madison sig for at opklare mordet. Hendes undersøgelser sætter mange følgevirkninger i gang, både samfundsmæssigt, og ikke mindst privat.

Dette er normalt ikke en bog jeg ville vælge, men da jeg hørte forfatteren fortælle om den på Messen, blev jeg i den grad nysgerrig. Det er meget interessant med tanken om et USA med så massiv kinesisk indflydelse. En indflydelse som forfatteren fortalte faktisk allerede er eksisterende i dag, dog i meget mindre målestok. For eksempel er kinesiske slangord en integreret del af sproget i mange amerikanske storbyer.

Forfatterens egen erfaring inden for journalistisk og mediebranchen er meget tydelig i bogen. Han fortalte blandt andet, at der er mange af de store reportere, der rent faktisk lider af søvnløshed og det var meget realistisk beskrevet i bogen, blandt andet med overstadighed, svimmelhed og svigtende tidsfornemmelse, som nogle af bivirkningerne.

Det er et spændende plot, som jeg dog syntes blev lidt for tung af politik nogle gange og Madison Webb var en lidt for stereotype heltinde efter min smag. En der laver lidt ravage her og der, men altid kommer helskindet ud på den anden side.

Men når det er sagt var det en super god, actionfyldt og underholdende bog, som jeg slet ikke kunne slippe igen.

Den tredje kvinde får 4/5 stjerner.

mandag den 14. marts 2016

Læst og lyttet uge 10-2016.

 
Jeg lagde ugen ud med, at jeg manglede ca. 10 sider i The Mystery of the Clockwork Sparrow af Kathrine Woodfine, som er den første bog i en rigtig sød og fin lille mysterieserie for børn og jeg fortsatte med det samme til bog nummer to The Mystery of the Jewelled Moth, mit indlæg om disse to bøger kan læses her.

Da jeg havde afsluttet de to bøger kastede jeg mig med stor forventning over Granitgraven af Pernille Boelskov og det var en herlig og lidt nostalgisk bornholmerkrimi. Jeg glæder mig til at læse den næste i serien. Min anmeldelse af Granitgraven kan læses her.

Den sidste fysiske bog jeg fik læst var Skriveren af Max Madsen og det var en lidt speciel og meget blandet oplevelse, der kan læses om her.

Ugens øvrige bøger kan der læses om herunder:

Stefan Hertmans - Min bedstefars himmel. Bogen er lyttet som en ganske fin dansk lydbog fundet på Mofibo. Jeg var vild med oplæserens franske udtale.

Historien er blevet til ud fra over 300 håndskrevne sider, som forfatteren modtog efter sin bedstefaders død. Siderne indeholdt historier fra bedstefaderens liv helt fra hans fattige barndom i et belgisk industrikvarter til han kæmper som oversergent i de skrækkelige skyttegrave i 1. verdenskrig, hvor han flere gange bliver såret.

Det er en utrolig stærk og interessant fortælling, hvor forfatteren fletter sine egne barndomserindringer om bedstefaderen, sammen med bedstefaderens egne fortællinger Vi følger hvordan forfatteren pludselig forstår bedstefaderens skrøbelig sind og får en forklaring på det specielle forhold der var mellem bedsteforældrene.

Det er en god fortælling om generationskløfter og hvordan den unge generation og den gamle generation tit ikke forstår hinanden på grund af de meget forskellige liv de har levet. Hvordan vi ofte bedømmer andre generationer ud fra vores egne erfaringer, men sjældent spørger ind til eller bekymre os om hvilke erfaringer de gemmer på.

Jeg er ikke stødt på så mange bøger om 1. verdenskrig og det var det der fik mig til at vælge bogen, da jeg tilfældigt faldt over den hos Mofibo og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Min bedstefars himmel får 4/5 stjerner.

Iselin C. Hermann - Fadul og hele fadæsen. Bogen er købt på tilbud for et par år siden i Kvickly i Hjørring.

Historien foregår i en arabisk inspireret verden. Her møder vi Fadul og hans lillesøster Lamia, der er børn af byen Abdahruls rigeste købmand. Men nogle fæle banditter ledet af skurken Balder Brag truer med at ødelægge idyllen i den lille landsby.

Jeg læste bogen højt for min 6-årige datter, men hun mistede allerede interessen efter to kapitler og jeg selv havde store problemer med at mønstre motivation til at få den læst færdig alene. Den var utrolig svær at læse højt fra og jeg tror det skyldes mangelfuld tegnsætning og så det meget mærkelige og anderledes ordvalg.

Der var mange ord som er rigtige arabiske ord for eksempel: Haramlik og hamam og det er fint at bruge sådan nogle ord der passer til miljøet i bogen og de bliver forklaret så børnene forstår meningen. Mens ord som huggemænd og stjæledrenge, er unødvendige. Hvorfor ikke bare skrive tyve og røvere, når det er det der menes.

Jeg oplevede både teksten og historien som værende meget usammenhængende. Der bliver smidt det ene magiske element ind i historien efter det andet, som kun flygtigt bliver brugt til noget og det gør historien alt for kompliceret.

Fadul og hele fadæsen får 1/5 stjerner.

Mikkel Birkegaard - Døde mænds stemmer. Bogen er lyttet som lydbog hentet på Mofibo.

Det er en kort lille novelle, der foregår i samme miljø som Drømmenes bog, som jeg også lige greb muligheden for at genlytte og det er nu tredje gang jeg oplever bogen og den bliver ved med at være lige så god som første gang.

I Døde mænds stemmer var det skønt at være tilbage i 1800-tallets København og følge Artur og hans læremester i endnu et hæsblæsende eventyr.

Døde mænds stemmer får 4/5 stjerner.

søndag den 13. marts 2016

Bogvlog: Nye bøger Krimimessen 2016.


Jeg var på Krimimesse i lørdags og fik selvfølgelige nogle nye bøger, som jeg blandt andet viser frem i denne video.


Bøgerne:
Yvonne Levy og Palle Bregnhøi - Den flyvende kat Krittevit
Heinz Janisch og Søren Jessen - Lilja lader det sne
Lev Tolstoj - Udvalgte fortællinger
Lev Tolstoj - Kreutzersonaten
Lev Tolstoj- Herre og tjerner
V.E. Schwab - A Gathering of Shadows
R.L. Stevenson - Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Mai Jia - Afkodet
Martin Jensen - Kongens hunde
Jonathan Freedland - Den tredje kvinde

( Overstregede bøger er læste bøger)


fredag den 11. marts 2016

Max Madsen - Skriveren


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt.

Historien har flere hovedpersoner. Der er skriveren Pablo som bor i en uspecificeret
latinamerikansk provinsby, hans datter Aurora, der er kommet på kant med sikkerhedstjenesten og derfor må gemme sig. Der er forfatteren Kristoffer, der er jeg-fortæller og som bor i Danmark, hvis forhold til resten af personerne, jeg synes var lidt svær at forstå.

Jeg har meget blandede følelser i forhold til denne bog. Jeg synes historierne der følger Pablo og Aurora, var spændende og fortalte noget om de menneskelige og politiske forhold i Latinamerika. Jeg regner med at Auroras historie har noget med minedriften i Amazonas at gøre og de forhold minearbejderne lever under. Historien om skriveren Pablo, der ved selv at digte svar på de breve han skriver for folk, og dermed opfylde deres ønsker og de konsekvenser der medfører, kunne jeg især godt lide.

Skrivestilen svingede meget. Nogle steder flød fortællingen og jeg blev fanget ind af det jeg læste, mens andre steder var det det rene volapyk, som jeg, selv om jeg læste afsnittene flere gange, ikke kunne få nogen mening ud af eller der var referencer som jeg simpelthen ikke forstod.

Forfatteren er meget begejstret for Dantes guddommelige komedie, Enten eller af Søren Kierkegaard Shakespeare og Cesar Vallejo, en for mig ukendt sydamerikansk digter. Der er forskellige citater fra de nævnte poeters værker hele vejen i gennem bogen og da jeg ikke er velbevandret i nogen af dem, så forstod jeg simpelthen ikke meningen og det endte med at blive et irritationsmoment.

Der var nogle ærgerlige stavefejl undervejs for eksempel Grippe ( fransk for influenza) i stedet for Gribbe ( ådselædende fugle), og ord der manglede hist og her. Ting som nok burde være blevet fanget inden bogen kom i tryk.

Jeg synes det var lidt ærgerligt at bogen var så forvirrende og præget af så mange fejl, for der var som skrevet dele af den jeg rigtig godt kunne lide og jeg synes, jeg fik nogle fornemmelser for situationen og livet i Sydamerika, men desværre var jeg det meste af tiden bare forvirret.

Skriveren får 2/5 stjerner.

onsdag den 9. marts 2016

Pernille Boelskov - Granitgraven


Bogen er købt som souvenir i William Dams Boghandel i Rønne, da vi var på efterårsferie på Bornholm i 2015.

Dette er den første bog i en krimiserie om præsten Agnethe Bohn. Liget af en mand bliver fundet i Vang stenbrud. En mand, som Agnethe kort tid for inden, har haft kontakt med, da han leder efter sin bedstefar, som hans mormor mødte på Bornholm, hvor hun var russisk soldat.

For mig som er født og opvokset på Bornholm, men nu på 15. år er bosiddende i Vendsyssel, var det en rigtig sjov og lidt nostalgisk oplevelse at læse denne krimi. Det giver altid lidt ekstra til oplevelsen af en bog, at kende miljøet og stederne godt.

Forfatteren har efter min mening ramt ø-mentaliteten og ikke mindst de bornholmske særheder godt, som for eksempel udtalen af stednavne og kaldenavne. Samt øens situation og følelser under russernes tilstedeværelse på øen efter tyskernes kapitulation, som stadig den dag i dag betyder meget for øens indbyggere.

Plottet var også lige noget for mig. Som jeg har skrevet før er jeg ikke meget for tortur, vold og unødvendigt udpenslede drab. Derfor faldt det godt i min smag, at der nærmest kun blev fokuseret på opklaringen af drabet og ikke selve udåden.

Jeg valgte ca. halvvejs at skifte til lydbogen, da jeg havde en hel masse husarbejde jeg skulle have fra hånden og det skifte var en okay oplevelse. Jeg sætter stor pris på at oplæseren undlod, bare tilnærmelsesvis at forsøge sig med en bornholmsk accent og der var heldigvis kun to bornholmske ord der skulle udtales, hvilket gik ganske godt.

Men jeg fandt det også lidt pudsigt, når der i bogen lægges stor vægt på at udtale Pedersker rigtig [pærsker], at oplæseren så konsekvent siger Nyker med Y-lyden og ikke med Ø-lyden som det udtales på Bornholm. Lidt kikset efter min mening, men selvfølgelig en mindre detalje for andre end bornholmere.

Jeg er meget spændt på hvad forfatteren vil med sin serie, om hun har tænkt sig at fortsætte den på Bornholm eller måske lade nogle af bøgerne foregår ovre. Jeg vil i hvert fald meget gerne læse med igen.

Granitgraven får 4/5 stjerner.

Kathrine Woodfine - The Mystery of the Clockwork Sparrow & The Mystery of the Jewelled Moth.


Bøgerne er købt på Saxo.com og er de to første i en nye serie børnemysteriebøger.

Historierne foregår i London i begyndelsen af 1900-tallet og bøgernes hovedperson er den 14-årige Sophie. Hendes elskede fars død har efterladt hende forældreløs og i en social deroute. Men historierne følger ikke kun Sophie. Hun møder hele tiden andre unge mennesker, som fortællingen følger og hvis synsvinkel vi også oplever.

Da jeg var barn elskede jeg at læse mysteriebøger, som De tre detektiver, Jan -bøgerne af Knud Meister og Carlo Andersen og De fem -bøgerne af Enid Blyton. Det var spændingen, men i allerhøjeste grad også de tætte venskaber, som historierne beskrev, som tiltrak mig. Jeg må indrømme, at det der tilrak mig til Woodfines bøger, i første omgang var, de flotte forsider, men jeg er bestemt ikke blevet skuffet, indholdet holder til fulde det forsiderne lover.

Det er sådan nogle rigtig hyggelige bøger at læse. Datidens London bliver beskrevet via personernes færden rundt omkring i byen og gennem de forskellige mennesker, fra meget forskellige samfundslag, som Sophie og hendes venner møder. Der er både eventyr og romantik i bøgerne, men også et lille strejf af alvor.

Jeg havde stor fornøjelse af at læse de to bøger og jeg glæder mig meget til at følge serien fremover.

Begge bøger får 4/5 stjerner.

mandag den 7. marts 2016

Læst og lyttet uge 9-2016.


I ugen der er gået har jeg lyttet til tre lydbøger, hvoraf den ene var Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov, som var en lettere forstyrrende og meget overraskende krimi. Min anmeldelse kan læses her.

Den anden lydbog var en glædeligt gensyn med den helt fantastiske roman En mand der hedder Ove af Fredrik Bachman, som jeg læste for første gang i december 2014 og jeg står 100% ved den anmeldelse jeg skrev af bogen dengang, den kan læses her. Den tredje lydbog er beskrevet her under.

Jeg fik afsluttet en roman, som var Livet og døden i Shanghai af Nien Cheng, en barsk historie der kan læses om her. Samt den korte satiriske bog og en krimi som jeg valgte at opgive. Begge kan der læses om herunder.


Neil Gaiman - Neverwhere. Bogen er lyttet som engelsk lydbog hentet på Mofibo. Den er oplæst af forfatteren selv, hvilket var en rigtig fin oplevelse. Jeg er sucker for engelske dialekter og har var der mange skønne at glæde sig over.

Richard Mayhem er en helt almindelig ung mand, der rejser til London for at gøre lykken. Det vil sige alt går godt, lige indtil den dag, da den unge pige Door krydser hans vej. Pludselig åbner et helt andet London sig for hans øjne, befolket af eventyrlige og bizarre væsner.

Det er en overraskende blanding af eventyrlige, fortryllende og mærkeligt makabre og grumme elementer. Hele historien, uanset om det var lemlæstelser der blev beskrevet eller mere hverdagsagtige hændelser, blev fortalt i et henåndende, vidtløftigt tonefald, som irriterede mig lidt.

Jeg morede mig flere steder over udtryk og beskrivelser, men jeg synes aldrig rigtig jeg kom ind i fortællingen eller lærte personerne for alvor at kende.

Neverwhere får 3/5 stjerner.


Palle Vibe - Som ulve er færrest og får er flest. Bogen har jeg fået tilsendt af forfatteren.

Dette er en lille satirisk bog, der forsøger at lave lidt grin med den traditionelle kamp mellem kønne, set som ulve og får.

Nu er satire noget svært nogen og jeg vil ærligt indrømme at jeg er meget dårlig til satire og det er måske derfor denne bog ikke rigtig sagde mig noget.

Der var nogle sjove ordspil på ulve og nok mest på får, med klovlak og mulemaling, men jeg tror måske det skulle have været lidt grovere eller mere overdrevet for at jeg ville synes det var sjovt. Jeg følte ikke rigtig der var noget nyt og overraskende under solen.

Den gjorde meget lidt indtryk på mig, for selv om jeg har læst den i gennem et par gange, kan jeg intet huske fra den. Så desværre var det ikke rigtig en bog for mig.

Som ulve er færrest og får er flest får 2/5 stjerner.


Ola Wong - Slaverne fra Tanzhou. Bogen er købt antikvarisk hos Åmosens Antikvariat gennem Saxo.com.

Historiens hovedperson er den 31-årige Eliza Su, der arbejder for det svenske firma Risikokontrol, der lever af at hjælpe virksomheder ind på det kinesiske marked og vurdere kommende samarbejds-partnere. Eliza bliver af sin chef, der også er hendes elsker, sendt til byen Tanzhou, på en mission for at undersøge forretningsmanden Rickard Klingas forhold.

Det er en upbeat krimi, med et noget svagt plot, der er gennemskueligt fra flere kilometers afstand. For mig føles det lidt som en parodi på krimigenrens klicher. Hvis man tager hovedpersonen, Eliza Su, der er  egocentrisk, gudesmuk, kan slå på tæven og som ikke er bange for at bruge sin seksualitet og krop. Så er det jo netop beskrivelsen på helte som for eksempel James Bond, hvilket er meget tankevækkende, da det her får mig til at synes Eliza er en skrækkelig kvinde, mens jeg uden at kny acceptere det hos mandlige hovedpersoner som, James Bond.

Men udover den observation, så var der ikke meget kød på denne krimi. Jeg synes den var meget naivistisk i sin fremstilling, så jeg nærmest følte jeg blev talt ned til og da der heller ikke var et tilnærmelsesvis spændende plot, der kunne holde mig fanget i bogen, så valgte jeg at stoppe min læsning efter ca. 50 sider, fordi jeg følte jeg spildte min tid.

Slaverne fra Tanzhou er DNFet

torsdag den 3. marts 2016

Leonora Christina Skov - Hvor intet bryder vinden.

Hvor intet bryder vindenBogen er lyttet som udmærket dansk lydbog hentet på Mofibo.

En gruppe på syv danske kunstnere har fået indbydelse til et gratis arbejdsophold på den ellers ukendte danske ø, Stormø. Allerede da de kommer er der noget der ikke føles rigtigt, der er ingen internet eller telefonforbindelse og pludselig forsvinder nogle af personerne.

Det skorter ikke på personer med tvivlsomme motiver med manglende moralske skrupler og det er nok det der gør denne bog så interessant for mig. Jeg kan godt lide, når man som læser sidder og ikke helt ved hvilken hest man skal holde på, eller om man overhovedet har lyst til at holde på en hest, fordi de alle er noget tvivlsomme af karakter.

Bogen er velskreven og jeg synes plottet hænger godt sammen. Forfatteren holder kortene tæt til kroppen og hvis der var nogle ledetråde lagt ud, ja så missede jeg dem fuldstændig. Slutningen var efter min mening et helt vildt genialt træk og den overraskede mig.

Dette er en af de sjældne krimier, som jeg godt kunne tænke mig at læse i fysiskform, selv om jeg har lyttet til den som lydbog. Jeg føler ikke helt jeg er færdig med historien og dens personer og som med alle bøger med skiftende synsvinkler, kan det være svært at følge, med når man ikke selv ser det på skrift.

Nu er det den anden krimi, som jeg har læst inden for ganske kort tid som ikke har guds bedste børn som persongalleri og selv om jeg begge gange har synes det er spændende og anderledes, så kan jeg godt mærke, at det lige som med bøger om gamle mennesker der vandre ud i det blå, er noget jeg meget hurtigt kan blive lidt træt af.

Men det skal bestemt ikke stjæle roserne fra denne krimi, som er en nervepirrende og veldrejet historie.

Hvor intet bryder vinden får 4/5 stjerner.

Nien Cheng - Livet og døden i Shanghai


Bogen har jeg haft i mange år og jeg kan slet ikke huske hvor jeg har den fra.

Dette er forfatterens beskrivelse af de horrible ting hun blev udsat for under Maos Kulturrevolution i blandet hendes meget skarpe og saglige politiske iagttagelser.

Nien Chengs mand var en overgang kinesisk diplomat i forskellige lande blandt andet Australien og de havde mange udenlandske venner og bekendte. Efter hjemkomsten til Kina arbejdede han for Shells afdeling i Shanghai. Efter hans død, overtog Nien Cheng nogle af hans funktioner for firmaet. Hvilket gør hende til den oplagte samfundsfjende i Maos klassekamp da Kulturrevolutionen og Rødgardisternes hærgen sættes i gang i 1966. Hendes hjem bliver hærget og hun bliver interneret i seks et halvt år, hvor skiftende afhører forsøger at få hende til at indrømme, at hun er kontrare-volutionær eller i det mindste udenlandskspion.

Det er en skrækkelig beretning, der tegner et billede af en umådelig stærk og intelligent personlighed, der evner at holde sind og vilje intakt på trods af umenneskelige prøvelser. Der skal helt sikkert et stærkt sind til at kunne klare sig i gennem over seks års isolationsfængsling og vedvarende psykisk terror og fysiske afstraffelser. Hendes livsmod og viljestyrke er inspirerende.

Man kan ikke andet end at ryste på hovedet over nogle af de fuldstændig hovedløse ting Mao fik gennemført. For eksempel at alle uddannede læger bliver sendt i arbejdslejre ude på landet og så blev bondedrenge og bondepiger sendt indtil byerne for at arbejde som læger, fordi Mao siger 'man lærer at svømme ved at svømme'. Man behøver ingen uddannelse, det er nok bare at prøve.

Samtidig giver bogen en rigtig god fornemmelse for den politiske spænding, der var i Kina på den tid. Hvor der var udskiftning i toppen, hver gang Mao følte sig truet af sine nærmeste, som så blev udråbt til at være forklædte kapitalister og fængslet eller henrettet. Det var aldrig til at vide hvem der nu var i unåde og ikke måtte nævnes.

Bogen er fra 1986 og man skal lige vænne sig til, at der bruges de gamle kinesiske stavemåder. Selv om siderne er tætbeskrevne og skriftstørrelsen lille, så skriver Nien Cheng meget levende og letforståeligt.

Nien Cheng døde i USA i 2009 94 år gammel, så hun må siges at have været en sej dame.

Livet og døden i Shanghai får 5/5 stjerner

tirsdag den 1. marts 2016

Opsummering: Læsetema feb. 2016.

Månedens læsetema for februar var kærlighedsromaner og chick-lit. Jeg havde udvalgt fire bøger som jeg synes dækkede temaet.


Som kærlighedsromaner havde jeg valgt Exellent Women af Barbara Pym, som jeg havde hørt sammenlignet med Jane Austen, hvilket jeg ikke er helt enig i og Dzjamilja af Tjingijz Ajtmatov, som gemte på en lille fin kærlighedshistorie fra Centralasien.

Som chick-lit havde jeg valgt The Love Shack af Jane Costello, som var okay underholdende og min første Sophie Kinsella bog, der hed Remember Me og som ikke gav mig specielt lyst til at læse flere af hendes bøger.

Måneden var præget af at jeg i slutningen af januar og starten af februar blev ramt af manglende læselyst, som heldigvis blev bedre i løbet af måneden og så ville jeg gerne være færdig med Plusbog.dks vinterlæseleg som sluttede d. 29. februar. Hvilket også lykkedes.


Jeg fik ikke læst de to bøger jeg havde udtrukket til mit kinesiske læsetema. Den ene, Livet og døden i Shanghai af Nien Chang har jeg påbegyndt, men har altså ikke fået læst færdig og den anden Venten af Ha Jin, vælger jeg at lade gå tilbage i tedåsen til en anden gang.

Til gengæld fik jeg læst to andre kinesiske bøger, den første var Beijing Love Story af Sami Sillanpää, en skræmmende og meget tragisk kærlighedshistorie og At leve af Ya Hua, der var en meget filosofisk historie, der fortalte om 40 års turbulent kinesisk historie.