mandag den 29. februar 2016

Bogvlog: Læsetema marts 2016.


Igen i år har jeg valgt at mit læsetema i marts skal være krimier og spændingsromaner i anledningen af at der er Krimimesse i Horsens d. 12. - 13. marts. Jeg har planlagt at tage af sted lørdag med en af de dejlige kvinder fra min læseklub og jeg glæder mig rigtig meget, det bliver så hyggeligt.

I videoen viser jeg de bøger jeg har planlagt at læse i forbindelse med månedens læsetema, samt den bog som læseklubben skal mødes og diskutere i april.


Bøgerne:
R. L. Stevenson - Dr. Jekyll and Mr. Hyde

( Overstregede bøger med blå skrift er læste bøger med link til indlæg)

søndag den 28. februar 2016

Læst og lyttet uge 8-2016.

 
Det har været en dejlig, men noget hektisk vinterferie med mange aktiviteter, men heldigvis også med meget læse tid. Jeg har fået afsluttet to lydbøger som begge var krimier. Den ene dem var Ondskabens høst af Robert Galbraith, som jeg har lavet en anmeldelse af sammen med forgængeren Silkeorm og den anden lydbog, kan der læses om herunder.
 
Så har jeg fået læst en bog i #Flyvehjørnets læseudfordring og det var De filmatiserede historier af Philip K. Dick. Det blev også til en enkelt roman i forbindelse med mit kinesiske læsetema og den bog var At leve  af Ya Hua.
 
Ugens andre læste og lyttede bøger var:
 

Anna McPartlin - The last Days of Rabbit Hayes. Bogen har jeg lånt af  en god veninde, der har anbefalet den til mig flere gange. Sidst jeg så hende, havde hun bogen med og da hun rakte den til mig og sagde 'den her SKAL du læse!', så måtte jeg jo læse den og det har jeg på ingen måde fortrudt selv om jeg normalt går langt uden om tårepersere som denne.

Historien handler om den 40-årige Mia Hayes også kaldet Rabbit. Vi møder hende første gang da hun bliver indskrevet på et hospice. Det er en bog om det at miste og vores meget forskellige måder at håndtere sorg og døden på.

Det er ikke en bog man skal læse i offentlighed, allerede fra tredje side havde jeg en klump i halsen og tåre i øjnene. Det er en sørgelig, men også hjertevarm fortælling, der med et glimt i øjet og en dejlig baggrunds historie konfronterer os med vores fordomme og tabuer angående døden og det at miste en vi har kær.

Jeg var imponeret over hvordan forfatteren kunne få mig til at smile og i det næste øjeblik snøfte tårerne væk. Det er en følelsesmæssigt hård bog, fordi den rammer mig personligt, da jeg kan genkende meget af Rabitts sygdomsforløb, fra min egen mors og det gav lidt ekstra tårer.

The last Days of Rabitt Hayes får 5/5 stjerner.


Paula Hawkins - The Girl on the Train. Bogen er købt i Arnold Busck i Hjørring og lyttet som dansk lydbog på Mofibo og det var en rigtig fin oplevelse.

Historien er fortalt gennem tre forskellige kvinders synsvinkler. Rachel er en forsumpet alkoholiker, Anna er Rachels eksmands nye kone og Megan er kvinden som Rachel, får et flygtigt glimt fra toget hver dag, når det holder ved et sporskifte lige ud for Megans hus og hvis liv hun dagdrømmer om. En dag ser Rachel noget fra sit vindue i toget, som chokere hende dybt og hun bliver endnu mere chokeret da Megan kort tid efter forsvinder sporløst.

Efter en noget langsom og meget kedelig start, hvor jeg slet ikke var imponeret over denne meget hypede bestseller, så fik historien alligevel tag i mig. Jeg kan godt lide at forfatteren har valgt så utiltalende og anderledes persongalleri. Der er ingen der er sorte og hvide og helt indtil slutningen vidste jeg ikke hvor jeg havde nogen af dem. Jeg var så heldig ikke at have faldet over nogen afslørende kommentarer nogen steder inden jeg læste bogen, så slutningen overraskede mig for en gang skyld.

The Girl on the Train får 3/5 stjerner.


Sophie Kinsella - Remember Me. Bogen er købt på Saxo.com og det er første gang jeg læser noget af Shopaholic-forfatteren.

Historien handler om den 28-årige , der vågner med hukommelsestab efter en bilulykke. Hun kan intet huske af de sidste tre år og langsomt går det op for hende, at hun slet ikke er som hun selv tror, men faktisk er blevet en meget upopulær dame.

Dette er en letbenet chick-lit, der er meget hurtigt læst. Jeg synes den var meget intetsigende. Hovedpersonen var himmelråbende naiv og jeg havde lidt svært ved at forholde mig til hendes genvordigheder, som nok skulle fremstå sjove, men som jeg synes var tåbelige.

Hvis det ikke var fordi den var så hurtig at læse, ville jeg nok ikke have læst den færdig, for den irriterede mig virkelig meget. Jeg er ikke imponeret over dette mit første møde med den populære forfatter og jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil tage fat i en af hendes bøger igen foreløbig.

Remember Me får 2/5 stjerner.

Marianne Fredriksson - Anna, Hanna og Johanna.


Bogen er købt for mange år siden, da jeg arbejde i den nu lukkede Rossels Boghandel i Hjørring og er diskuteret sammen med læseklubben.

Historien handler om Anna, der er ved at skrive en bog om kvinderne i hendes slægt. Hendes mormor, Hanna, som voksede op i det nordlige Sverige tæt på den norske grænse og som levede et hårdt og arbejdsomt liv. Hendes mor, Johanna, der nu er dement og ligger på et plejehjem ikke kan huske hvem Anna er. Gennem disse kvinders livshistorier, prøver Anna og forstå hendes eget liv og hendes meget stormfulde ægteskab. Samtidig får vi som læseren indblik i forskellen og udviklingen af kvinders liv i tre generationer.

Det er en meget stemningsfuld historie. Kvinde skæbnerne der udspiller sig for læserens øjne er så forskellige og på mange punkter alligevel så lig hinanden. Der er mange ting de tre kvinder ikke forstår om hinanden på grund af generationskløften. Men der er også mange ting som de ubevidst giver videre til den næste generation.

Jeg synes, det var en meget forvirrende bog. Jeg skulle godt nok flere gange holde tungen lige i munden for at forstå, hvad forfatteren mente. Der var afsnit, som jeg måtte læse igen og igen for at finde en mening eller forstå, hvem det lige var der nu blev skrevet om og der var mange hændelser,
som der ikke rigtig blev samlet op på.

De tre meget ens navne Anna, Hanna og Johanna, samt nogle af bipersonernes ens navne Rickard, Maria, Astrid og Anna, gjorde ikke forvirringen mindre. Jeg følte lidt, at jeg var tilbage i Gabriel Garcia Márquezs 100 års ensomhed, hvor personerne generation efter generation alle hedder det samme.

Bogen irriterede mig. Teksten er meget kringlet og der var hele tiden usagte ting, som man som læser selv skulle udfylde og til sidst blev jeg bare træt at det. Men samtidig satte jeg pris på det billede forfatteren tegnede af de tre generationers kvindeliv.

Anna, Hanna og Johanne får 3/5 stjerner.

lørdag den 27. februar 2016

Robert Galbraith - Silkeorm og Ondskabens høst


Bøgerne er købt på henholdsvis Saxo.com og Plusbog.dk. De er lyttet som dansk lydbog på Mofibo og det var en okay oplevelse. I Ondskabens høst havde jeg dog lidt svært ved at finde rundt i de mange forskellige navne, der kan det helt sikkert være en fordel at se det på skrift og kunne bladre lidt frem og tilbage.

Dette er bog to og tre i forfatteren J. K. Rowlings krimiserie om detektiven Cormoran Strike, som hun skriver under pseudonymet Robert Galbraith. Den første bog i serien Gøgens kalden læste jeg sidste år og var meget begejstret for.

Jeg kan rigtig godt lide denne serie, da drivkraften i den ikke er forbrydelserne, men personerne og miljøbeskrivelserne, hvilket helt klart er en af Rowlings mest markante forcer. Cormoran Strike er en person man lige med det samme synes om. Han er beskrevet lidt i stil med en bamse af en mand, med et godt intellekt og gode menneskelige kvaliteter. Jeg synes det er umådeligt rart at han ikke som mange andre hovedpersoner i krimier, er en forsumpet og halv fordrukken sølle eksistens. Det er også et modigt og interessant træk at forfatteren har valgt at han er krigsveteran, med et manglende ben.

Selve plottene kan jeg godt lide. De er ikke sindssygt nervepirrende og jeg synes måske det gik lidt i tomgang et par steder i Ondskabens høst, men i bund og grund, så hyggede jeg mig rigtig godt med bøgerne.

Det her er en af de få krimiserier, som jeg har stødt på fornyligt som jeg gerne vil og ser meget frem til at fortsætte med. For hold da op, det var sandelig noget af en cliffhanger at slutte med.

Silkeormen får 5/5 stjerner
Ondskabens høst får 4/5 stjerner.

torsdag den 25. februar 2016

Ya Hua - At leve


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Klim.

Historien foregår i det sydlige Kina og strækker sig over en periode på 40 år og handler om fire generationers liv. Den fortæller om en mands fald fra rigmands søn til fattig bonde. Gennem hovedpersonen Fuguis livshistorie oplever læseren 40 år af landets omskiftende og barske historie. Det er tragiske og meget grusomme ting han kommer ud for både på det personlige plan, men også i kraft af de ydre omstændigheder, så som krig og Maos fuldstændig hovedløse disponeringer.

Forfatteren til bogen karakteriseres som en af de største nulevende forfattere i Kina og denne roman bliver betegnet som en moderne klassiker. Den er blevet filmatiseret og har vundet mange udenlandske priser, men er forbudt i Kina.

Jeg har læst flere bøger både selvbiografiske og opdigtede om livet i Kina i det samme tidsrum og det er første gang jeg læser en, hvor de ydre begivenheder nærmest er en biting, mens fokus ligger på det der sker i Fuguis familie og den udvikling han karaktermæssigt gennemgår. Dermed viser forfatteren så smukt, at det der betyder mest og som overskygger de ydre begivenheder, hvor grusomme de end er, er det der sker tættest på os selv.

Sproget er meget direkte i romanen, en lort bliver kaldt for en lort, men på samme tid er den også meget eftertænksom og poetisk. Fortællingen er fyldt med den meget filosofiske og læresætningsprægede livsindstilling som kineserne lever efter og som jeg synes kan være svær at sætte sig ind i som vesterlænding. Men her lykkes det forfatteren at gøre sit budskab forståeligt for alle.

En direkte historie, der giver et godt menneskeligt og historisk indblik i det kinesiske liv de sidste 40 år. Interessere man sig bare lidt for Kina er den helt sikkert er værd at læse.

At leve får 4/5 stjerner.

tirsdag den 23. februar 2016

Bogvlog: Bogudsalgs bøger 2016.

Jeg har begået endnu en lille bogvideo og også denne gang er det en video om de nye bøger jeg har fået på hylden. Jeg var lidt i tvivl om at jeg skulle lægge den op, da jeg som sagt i videoen er lidt halv vag og måtte tage den om ufattelig mange gange, fordi jeg ikke er helt klar i hovedet og kom til at sige noget sludder.

Disse bogvlogs er et forsøg jeg kører i år. Det er ikke meningen at videoerne skal stå alene, for så ville det ikke give mening at poste en masse videoer om bøger jeg ikke har læst, men de skal indgå i en helhed med de anmeldelser jeg løbende lægger op her på bloggen.


Bøgerne

Frederick Douglass - En amerikansk slaves beretning
Klaus Rifbjerg - Nøleren
Knut Hamsun - Sult
Mette Holm og Mogens Lykketoft - Kina
Lin Hallberg - Heddas bog
Line Kyed Knudsen - Mig og Jonas og Mig og Christian
Kiki Thorpe - Den magiske genvej
C.S. Lewis - Løven, heksen og garderobeskabet
Wallace Stegner - Den danske grevinde
Ernest Haffner - Blodbrødre
Cecilia Samartin - Los Peregrinos
Kaspar Lapp - De syv dværge - et eventyrligt rod ( Givet væk)

( Overstregede bøger med blå skrift er læste bøger med link til indlæg)

Flyvehjørnet læseudfordring #5.

De to søde bogbloggere Rikke og Simone fra henholdsvis Flyv med mig og Boghjørnet er gået sammen om at lave en lille månedlig læseudfordring. Dette er femte gang de laver udfordringen, men første gang at jeg er med og denne gang var udfordringen:

Læs en bog der er filmatiseret


Jeg føler, at jeg har snydt lidt, da jeg før udfordringen blev udtrukket, allerede var i gang med at læse De filmatiserede historier af Philip K. Dick, som er en samling af syv af forfatterens noveller der er blevet filmatiseret. Uden at vide det præcis mener jeg, at han har en og måske hele to andre noveller udover disse, der også er blevet filmatiseret, men som ikke er med i denne samling. Det synes jeg er vildt, tænkt at så mange af hans historier er blevet til film.

Den ene af historierne er Den sorte boks, som der står er en forløber til Drømmer androider om elektriske får, der senere er blevet til filmen Blade Runner. Den synes jeg var lidt langt ude, historien i Den sorte boks minder slet ikke om historien i Blade Runner, så jeg bliver næsten også nødt til at læse Drømmer androider om elektriske får, for at se om den ligger tættere på filmen end Den sorte boks.

Alle historierne er science fiction og de har alle en efterkrigstids / koldkrigs vibe. De er meget fangende, har et højt tempo og er godt skrevet. Selv om de er korte, er der i alle novellerne en velafrundet historie med stigende spænding og helt uforudsigelige slutninger.

Selv om jeg ejer alle filmatiseringerne på nær en ( som jeg ikke vil købe af den grund, at jeg ikke under nogen omstændigheder vil støtte Tom Cruise og Scientology), så har jeg indtil videre kun fået set Blade Runner, som jeg synes er helt fantastisk og som er en af mine top ti favorit film.

Jeg mener også at have set lidt af Total Recall engang for længe siden, men Arnold Schwarzenegger har aldrig rigtig været mig. Jeg mener at have set at der er kommet en ny udgave fornyligt, så det kunne være jeg skulle holde øje med den i steder for.

De filmatiserede historier får 4/5 stjerner.

Mission complete! #2


Så har jeg fået læst bøger i alle ti kategorier i Plusbog.dks vinterlæseleg, der slutter d. 29. februar og min komplette liste ser således ud:

1. En bog der finder sted om vinteren

Eowyn Ivy - Snebarnet
Bogen er en eventyrlig og stemningsfuld beskrivelse af det barske liv i Alaskas barske ødemark. Fortællingen giver et meget velrundet indblik i Jack og Mabels ægteskab, hvor vi som læsere oplever deres smerte, håb og kærlighed.

2. En bog hvor handlingen går ind over julen

J.K. Rowling - The Sorcerer´s Stone
En helt i gennem magisk fortælling, som bare bliver bedre og bedre for hver gennemlæsning.

3. En bog der er udgivet i Danmark i 2015

Emma Hooper - Etta og Otto og Russell og James
Det er en kort og letlæst roman. Jeg må bare med skam melde, at jeg slet ikke på nogen måde kunne føle denne historie. Jeg synes sproget var meget intetsigende og selve historien var fuldstændig uvirkelig og usandsynlig for mig.

4. En bog du føler alle har læst undtagen dig

Lisa Genova - Stadig Alice.
Alices historie ramte lige i hjertekulen og gav både klump i halsen og tåre i øjnene, den er ægte og eminent skrevet.

5. En bog der blev udgivet før du blev født

Wilkie Collins - Kvinden i hvidt
Bogen byder på kærlighed, intriger, bedrag, spænding og mord(forsøg). Den er fortalt fra flere forskellige personers synsvinkler og det var rigtig fascinerende at læse de forskellige måder, de hver især fortolkede det skete og hvordan de lagde vægt og bedømte de andre personer og hændelserne vidt forskelligt.

6. En bog af en dansk forfatter du ikke har læst noget af før

Sarah Engell - 21 måder at dø
Det er en oprørende bog, der får mig hevet i gennem et følelsesregister, af sorg, vrede og afmagt. Det er en vigtig bog, som jeg synes alle forældre og elever i udskolingen bør læse. De sociale medier giver så mange nye muligheder for mobning og vi som forældre bør være mere opmærksomme på hvad vores børn foretager sig og er del i på nettet.

7. En digtsamling

Louise Falsig - En forbasket god kop kaffe. Det rejsende digt.
Jeg kan virkelig godt lide forfatterens ide med denne digtsamling. Det med at vise, at vi på trods af globaliseringen og hvor let det er at kommunikere på tværs af landegrænser, måske ikke altid modtager eller sender det budskab der var meningen. På den måde bliver dette lille enkle digt til noget større og mere dybsindigt, der satte mange tanker i gang.

8. En bog du har fundet via Plusbogs blog eller Plusbogs Facebookside

Anthony Doerr - Alt det lys vi ikke ser
Romanen er fortalt i et meget stemningsladet, poetisk sprog, der sammen med den mere overnaturlige del giver hele fortællingen et magisk skær. I mine øjne er det både bogens styrke og svaghed. Uden dette strejf af eventyrlighed, ville historien nok ikke fange mig på samme måde.

9. En bog der er filmatiseret

Charles Dickens - A Christmas Carol
Hvor er det ærgerligt at jeg har ventet så længe med at læse den. For det er en helt fantastisk historie både hvad angår sprog og budskab. Den er så smuk fortalt og flere gange gik jeg tilbage for at læse de rammende og fine formuleringer og sætninger. Og hvis julen ikke er tiden til at gøre status over sit livs fortid, nutid og fremtid, så ved jeg ikke hvornår, det skulle være mere passende?

10. En bog hvis handling finder sted omkring en historisk begivenhed

Sami Sillanpää - Beijing Love Story
Utrolig skræmmende historie fra virkelighedens Kina. En rystende fortælling om hvordan det kommunistiske styre i Kina kan gøre hvad der passer dem med deres egne indbyggere. I Kina kunne massakren på Den Himmelske Fredsplads lige så godt aldrig have fundet sted, det har den massive censur sørget for at udviske.

mandag den 22. februar 2016

Læst og lyttet uge 7-2016.


Jeg har været syg i ugen der er gået og mine feberbrændende øjne har ikke været så glade for at skulle læse, derfor har jeg ikke fået læst det jeg gerne ville, men det er da blevet til de to nedenomtalte bøger. Til gengæld har jeg fået lyttet til rigtig meget lydbog. Hele tre lydbøger har jeg fået afsluttet,

De to af dem var de sidste to bøger i The Inheritance Cycle tetralogien af Christopher Paolini, som var en supergod fantasyhistorie. Den sidste var Silkeorm, som er den anden bog i Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings krimiserie om detektiven Comoran Strike, skrevet under pseudonymet Robert Galbraith. Jeg er pt. ved at læse den tredje bog i serien Ondskabens Høst, der just er udkommet her i februar og der kommer en anmeldelse af dem senere på ugen.


Barbara Pym - Exellent women. Bogen er købt på Saxo.com.

Historien foregår i tiden lige efter 2.Verdenskrig og følger den nogle og 30-årige Mildred. Hun er vokset op i en præstegård, men begge hendes forældre er døde i en tidlig alder. Hun bor nu i et lejlighedskompleks. Hun arbejder for en velgørenhedsorganisation, der tilgodeser og hjælper, det de kalder gentlewomen, som er, efter hvad jeg har forstået, kvinder fra det finere samfundsklasse, som er ilde stedte på grund af krigen. Hendes stille liv bliver dog lidt mere underholdende, da der en dag flytter et ungt ægtepar ind i lejligheden under hende.

Jeg læste bogen, fordi jeg et sted havde læst en der udtalte, at han hellere ville læse en bog af Barbara Pym end en af Jane Austen og her må jeg sige er jeg langt fra er enig. For at være helt ærlig, så forstod jeg kun ganske lidt af hvad forfatteren ville med bogen, og jeg har også på fornemmelsen, at noget af det skal man være britisk eller i hvert fald mere inde i britisk mentalitet end jeg er for at kunne forstå.

Humoren i historien gik meget på de religiøse forhold i samfundet. Der bliver flere gange hentydet til forskellen på den protestantiske og den katolske kirke. Jeg forstå godt at hele historien drejer sig om den stilling Mildred som ugift og forældreløs kvinde indtager i samfundet, som en der er til at tage sig af andres problemer, for hun har jo ikke selv noget at gå op i.

Selv om jeg satte pris på historien og det historiske tidsbilledet den giver og den lette humoristiske tone den fortælles i, så opfyldte den altså ikke mine krav til at overtage Jane Austens plads i mit hjerte.

Exellent Women får 3/5 stjerner.


Anthony Doerr - Alt det lys vi ikke ser. Bogen er vundet i en konkurrence Plusbog.dk havde på deres Instagram sidste år.

Historien handler om den blinde franske pige Marie-Laure og den tyske forældreløse Werner. Da tyskerne besætter Frankrig må Marie-Laure, flygte til Saint Malo, sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris. Werner vokser op på et børnehjem sammen med sin søster. Han udviser stor teknisk og matematisk snilde. Dette talent bliver hans billet ud af mineområdet hvor han er vokset op, men gør ham også til et grusomt redskab i nazisternes hænder.

Lige da jeg vandt bogen var hypen omkring den på sit højeste og jeg valgt at lægge den til side et stykke tid, da jeg var blevet lidt træt af at høre om den. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for jeg synes det har givet mig lidt luft til at danne mig min egen mening om den.

Gennem de nogle og 500 sider historien forløber sig på, væver fortid og fortællingens nutid ( 1944) sig ind og ud mellem hinanden og danner en barsk, men også utrolig medrivende fortælling. Forfatteren har valgt, at lade en lettere eventyrlig og fantastisk rød tråd væve sig ind mellem den mere gruopvækkende og realistiske krigsfortælling.

Romanen er fortalt i et meget stemningsladet, poetisk sprog, der sammen med den mere overnaturlige del giver hele fortællingen et magisk skær. I mine øjne er det både bogens styrke og svaghed. Uden dette strejf af eventyrlighed, ville historien nok ikke fange mig på samme måde. Så ville det bare være endnu en beretning fra krigen. Men jeg synes måske også, at det poetiske tager overhånd nogle steder og bliver for meget, for rosenrødt og det fjerner læserens fokus fra krigens rædsler.

Helt sikkert en god og anderledes roman fra krigens tid, som helt sikkert er værd at læse.

Alt det lys vi ikke ser får 4/5 stjerner.

søndag den 21. februar 2016

Christopher Paolini - The Inheritance Cycle.

Denne tetralogi, der består af bøgerne Eragon, Den ældste, Brisingr og Arven, har jeg lyttet på Mofibo. Jeg lyttede bog et, to og fire på engelsk, da jeg synes den engelske oplæser var helt fantastisk til at formidle historien videre. Han havde nogle ret cool dragestemmer.

Den tredje bog kunne jeg ikke finde på engelsk andre steder end på YouTube og det måtte jeg hurtig opgive, da den hvert 10 minut blev afbrudt af reklamer. Det bliver simpelthen uudholdeligt for en bog på 28 timer, plus at det koster data, hvis man vover sig ude for hjemmeinternettets rækkevide. Så jeg valgte hurtigt at lytte til den på dansk, hvilket var rigtig fint, men måske en lidt flad oplevelse efter den engelske udgave.

Dette er en ungdomsfantasy-serie, der læner sig meget kraftigt opad Tolkiens Ringenes Herre, men som alligevel er betydelig nemmere at forholde sig til og knapt så langtrukken.

Historien følger den unge Eragon, der er kommet i pleje i landbyen Carvahall. Hvor hans onkel har taget ham til sig og opdrager ham sammen med sin egen søn Roran. En dag da han er på jagt finder han en mærkelig blå kugle, der viser sig at være et drageæg. Ægget er stjålet fra landets onde hersker Galbatorix, som igen i sin tid har stjålet det fra de mægtige, men nu uddøende drageryttere og det bliver begyndelsen på en utrolig rejse for Eragon.

Jeg synes det er en helt fantastisk historie, der selv om den blev lidt langtrukken til slut, alligevel evnede at holde min opmærksomhed fanget og min nysgerrighed pirret i tæt på 100 timer. Jeg er helt vildt fascineret af den fantastiske rejse mellem drager, dværge, alfer og andre eventyrlige skabninger, som forfatteren tog mig på.

The Inheritance Cycle har meget dedikerede kritikere, der har oprettet hadesider på internettet, der gennemgår bøgerne for grammatiske, sproglige fejl og ikke mindst historiens sammenfald og ligheder med Ringenes Herre, hvilket jeg også bed mærke i flere gange, men som nu ikke generede mig sønderligt.

I mine øjne dannede de fire bøger, en rigtig god, spændende og ikke mindst sammenhængende historie og den gjorde sig supergodt som lydbog.

The Inheritance Cycle får 4/5 stjerner

mandag den 15. februar 2016

Læst og lyttet uge 6-2016.


Rent helbredsmæssigt har jeg skrantet lidt her i sidste uge. Jeg har døjet med en ubehagelig og vedvarende hovedpine, der er kommet og gået de sidste fem dage og som har gjort det svært for mig at koncentrere mig om at læse. Jeg var begyndt at tænke på, om jeg mon skulle have lavet et synstjek, men nu er der også kommet lidt kradsen i halsen, så det er nok bare almindelig forkølelse der ligger og lurer.

Selv om der kun er fire bøger på fotoet, har jeg fået afsluttet fem bøger i ugen der er gået. Jeg havde bare glemt den ene bog da jeg skulle tage billedet.

Den første var En bog om hukommelsen af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, som jeg påbegyndte i januar. Det er en tungt stof, så det tog altså langt tid at læse, selv om indholdet er præsenteret i en humoristisk stil.

Den næste var For alt i verden af Martin Høybye og det var en musikroman. En rigtig fin historie der følger en ung mands musikalske dannelsesrejse. Musikken til bogen var ikke lige min stil, men jeg synes koblingen mellem musik og bog var rigtig fin og relevant.

Derefter læste jeg Beijing Love Story af Sami Sillanpää, der er en skræmmende historie fra nutidens Kina om overvågning, kidnapning og chikane af systemkritikere. Rystende at læse om.

Det er faldet så heldigt ud, at det passer med at Læseklubben kan mødes to gange denne måned og bogen vi skal diskutere er Anna, Hanna og Johanna af Marianne Fredriksson. Jeg fik læst bogen denne uge, men da vi først skal mødes d. 28. februar, skal jeg nok have frisket den op en gang inden da.

Jeg er stadig ved at lytte til The Inheritance Cycle af Christopher Paolini. Jeg er kommet til den sidste bog i tetralogien og det er en moppedreng på ikke mindre end 30 timers lyttetid. Men den er rigtig god, så jeg regner med at holde ud til den bitre ende. Jeg er da efterhånden lidt spændt på hvordan det hele skal ende.

Den sidste bog jeg læste var:


Tjingiz Ajtmatov - Dzjamilja. Jeg har set forfatterens fornavn stavet Chingiz, Djengiz eller som her Tjingiz, jeg er ikke helt klar over hvilken en der er den mest korrekte. Bogen er købt på Saxo.com. Jeg er vild med denne klassikerserie Bechs Forlag, de har mange spændende titler og så synes jeg selve bøgerne ser flotte ud sammen på hylden.

Historien foregår i Kirgisistan ( og ikke Kirgistan, som jeg ved en fejl kom til at sige i min video), under 2. Verdenskrig. Hvor de tilbageblevne i landsbyerne arbejder hårdt for at producere landbrugsprodukter til mad til soldaterne ved fronten. Hovedpersonen er den 15-årige Seit, der i kraft af at hans ældre brødre er sendt til fronten fungerer som familiens beskytter. Han skal blandt andet beskytte den ældste broders smukke unge kone Dzjamilja.

Det er en stemningsfuld og smuk, men samtidig meget vemodig historie. Det er en meget kort fortællingen, men den er mættet på detaljer om det eksotiske og meget anderledes land bogen foregår i. Der er ingen vidtløftige falbelader, bare en meget enkel historie om kærlighed, som er universelt forståelig.

Dzjamilja får 4/5 stjerner.

onsdag den 10. februar 2016

Sami Sillanpää - Beijing Love Story.


Bogen er købt på Bogforum 2015 på forlagets stand.

I sidste uge læste jeg 1984 af George Orwell. En skræmmende bog der er udgivet for mere end 60 år siden og som fortæller om et samfund hvor alle overvåges af Partiet, hvor intet er ulovligt, men straffene alligevel umenneskelig hårde. Det der beskrives i denne bog, som har foregået i virkeligheden i Kina og stadig foregår, er rystende og vitterligt lige så skræmmende som romanen 1984.

Bogen er skrevet af den finske journalist Sami Sillanpää, som i en årrække har været udenrigs-korrespondent i Kina. Gennem hans arbejde kom han i berøring med ægteparret Hu Jia og Zeng Jiyan, som er det den kinesiske regering kalder demokratiaktivister. Den eneste forbrydelse de er skyldige i er at udtrykke kritik overfor den måde det kommunistiske styre behandler sine medborgere.

Kina har i de senere år mærket en stærk økonomisk fremgang og man kan leve et godt og trygt liv i landet, hvis man som flertallet vender det blinde øje til og ikke begynder at stille spørgsmålstegn ved regeringens brud på menneskerettighederne, mørklægning og censurering af oplysninger og begivenheder, som f.eks massakren af studenterne på den Himmelske Fredsplads i 1989. På overfladen ser det ud til at landet har åbnet sig og nærmer sig vestlige forhold, men under overfladen er det stadig som på Maos tid. Styret kan gøre lige hvad der passer dem med dem der vover at kritisere forholdene.

Det er hovedrystende at læse Hu og Zengs historier om bortførelser, husarrester, chikane, konstant overvågning og aflytning. Det er ikke mindre beundringsværdigt at de på trods af alt det de har været udsat for, fortsætter deres kamp mod styrets uretfærdigheder, med fare for deres eget, familie og venners liv og helbred.

På YouTube har parret lagt en række videoer op, der viser den massive overvågning de var udsat for under deres husarrest, hvor de konstant, døgnet rundt var overvåget af 8-10 civile sikkerhedsbetjente uden for deres private hjem. En af dem kan ses her.

Det er en dramatisk og hjerteskærende historie forfatteren fortæller. Nogle steder synes jeg den var lidt forvirrende, men det er et stærk budskab bogen giver.

Beijing Love Story får 5/5 stjerner.

Martin Høybye - For alt i verden.


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra pladeselskabet Soundcrafter Music og sammen med romanen er der udgivet et musikalbum, med alle sangene fra bogen.

Dette er historien om en ung mands musikalske dannelsesrejse. Fortællingen følger Thøger fra hans barndom sidst i 1970erne og frem til sidst i 1990erne. For mig, der selv er vokset op i den tidsperiode, var det lidt en nostalgisk tidsrejse og jeg kunne nikke genkendende til mange af tidsreferencerne, som musik og mode.

Ideen med at lade musik og litteratur supplere hinanden er sjov og anderledes. Det gav helt sikkert en ekstra dimension til oplevelsen og det passede fint med fortællingen om hvordan musikken har stor indflydelse på hovedpersonen Thøgers liv. Hele historiens omdrejningspunkt er musik og bogen er ikke delt ind i kapitler, men i vers.

Jeg lyttede til musikken til bogen på lydplatformen Soundcloud, hvor jeg kunne lytte til hele albummet gratis og uden problemer, hvor imod jeg skulle betale, hvis jeg ville lytte på ITunes. Jeg gjorde det på den måde, at jeg hver gang jeg kom til en sangtekst, stoppede op og lyttede til sangen. Jeg har ikke meget forstand på musikgenrer, men sangene jeg lyttede til fik mig til at tænke på sangere som Bob Dylan ( som er nævnt i bogen) og Neil Young. Det er nogle fine sange, men den musiktype er ikke lige min stil.

Overordnet synes jeg det var en god historie. Den er meget hurtigt læst og Thøger var nem at holde af som person. Hans oplevelser og vendepunkter, var noget jeg kunne forholde mig til og virkede meget troværdige. Jeg tror bogen ville være nemmere at leve sig ind i, hvis man selv er musiker, kunstner eller på anden måde kreativ, så forstår man nok bedre det drive en så stærk passion giver.

For alt i verden får 3/5 stjerner.

tirsdag den 9. februar 2016

Bogvlog: Nye bøger februar 2016.


Der var dejligt solskin i dag og jeg benyttede det fine naturlige lys til at filme endnu en lille bogvlog om de seneste bøger, der er kommet på mine hylder.

Jeg tænkte det var en god ide at lave videoen nu, inden jeg skal på bogudsalg i Arnold Busck d. 23. februar. For jeg har allerede luret nogle bøger i deres udsalgskatalog, som jeg godt kunne tænke mig. Så der kommer helt sikkert en video med udsalgsbøger senere på måneden.


Bøgerne:

Pia Grandjean Odderskov - Sørines guld
Michael Bond / R.W. Alley - Paddington vinder guld
Michael Bond / R.W. Alley - Paddinton til byfest


Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen - En bog om hukommelsen


Kort tid efter jeg havde læst romanen Stadig Alice af Lisa Genova, som handler om en 50-årig Havard professor der får Alzheimers, var jeg et smut i Arnold Busck i Hjørring for at købe fødselsdagsgave til min ældste datter og der spottede jeg denne bog om hukommelse på hylden og synes den kunne være spændende at læse som opfølger til Stadig Alice.

Det er en yderst interessant fagbog, der er skrevet på et niveau hvor alle kan være med. Teksten er delt op i korte overkommelige og meget overskuelige afsnit. Hvert emnekapitel er markeret med farvede sider og der er opsamlende afsnit flere steder i løbet af bogen, lige som at der også er orange farvede bokse, med supplerende eller opklarende info. Teksten er yderligere gjort spiselig ved at krydre den med underholdende anekdoter og sjove sammenligninger.

Selve indholdet er svært og jeg må indrømme, at jeg sprang let og elegant over de mere praktiske forklaringer på hvordan hjernen rent fysisk er bygget op og koncentrerede mig mere om de overordnede forklaringer på hvordan hukommelsen fungerer.

Jeg må sige, at der var mange ting angående den måde hukommelsen fungere på der overraskede mig. Blandt andet at vores hukommelsen slet ikke er opbygget som en lagerenhed og at en god hukommelse faktisk handler om at glemme.

Der var ikke som jeg havde håbet, et afsnit i bogen der specifikt handlede om sygdomme som netop Alzheimers, som egentlig var det jeg var ude efter, men indirekte fik jeg alligevel svar på nogle af de spørgsmål jeg havde i den retning.

En interessant fagbog, der serverer et svært emne på en sjov og let fordøjelig måde. Jeg var lidt ærgerlig over at spotte et par stave/tastefejl undervejs, men det er efterhånden mere ved at være reglen end undtagelsen at finde dem i bøger nu om dage. Men jeg synes det var lidt ærgerligt, da bogen ellers på alle andre måder er god kvalitet.

En bog om hukommelsen får 5/5 stjerner

søndag den 7. februar 2016

Læst og lyttet uge 4 og 5-2016.


Min læsning går stadig lidt trægt. Jeg har fået afsluttet to fysiske bøger, en digtsamling og lyttet til to lydbøger, som var Eragon og Eldest, som er de to første bøger i The Inheritance Cycle af Christopher Paolini. Jeg laver en samlet anmeldelse af de fire bøger, når de alle er lyttet, men indtil videre er jeg begejstret for både historien og de engelske lydbøger.

Jeg ved dog ikke lige hvad jeg gør med den tredje bog i serien Brisingr, for jeg har ikke kunnet finde den som engelsk lydbog, hverken på Mofibo eller e-reolen. Jeg har prøvet at lytte den danske udgave på Mofibo, men det gik slet ikke. Den falder meget flad ud, når man har lyttet til de medrivende engelske udgaver.


George Orwell - 1984. Bogene er købt på The Book Depository og er læst og diskuteret sammen med Læseklubben.

Historiens hovedperson er den 39-årige Winston Smith, der er indbygger i den totalitærestat kaldet Oceanien, som er styret af Big Brother. Over alt er der skjulte mikrofoner og kameraer, som aflytter og overvåger alle Oceaniens borgere. Winston arbejder for Partiet med at omskrive og rette historiske ukorrektheder, for uanset hvordan verden former sig så har Big Brother altid ret.

Det er en skræmmende genial fortælling. Paranoiaen og  den rå verden kommer helt ind under huden på læseren. Orwells inspiration er tydeligt hentet fra 2.verdenkrig og Stalins kommunistiske rædselsregime. Men det mest skræmmende er næsten, at man også kan genkende ting helt op til vores tid, ting som foregik og stadig forgår i Kina og Nordkorea.

Fortællingen er drøn interessant og hele den verden Orwell har bygget op er hårrejsende, men hist og her synes jeg den var svær at læse. Især de tekstdele med Goldstein-bogen, var svært at læse, for det var meget og meget vigtig information komprimeret på få sider. Selv teksten i den udgave jeg havde var også meget lille, meget tæt og romanen har ikke mange afsnit, hvilket også får teksten til at virke mere utilgængelig og tung, end den egentlig er.

I læseklubben kom vi ind på at vor tids Big Brother er os selv, vores smartphones og Facebook, for der er en begyndende tendens til, at vi overvåger hinanden og hænger hinanden ud i offentlighed på Facebook og hvor er retssystemet så henne, når man kan blive sat i offentlig gabestok uden en fair rettergang. Den med at feje for egen dør, før man fejer for andres, det ville det nok være sundt nogle gange lige at tænke over.

1984 er stadig efter alle de år lige skræmmende aktuel og der er mange ting i den der giver stof til eftertanke.

1984 får 5/5 stjerner.


Louise Falsig - En forbasket god kop kaffe. Det rejsende digt. Bogen er købt på Saxo.com.

Denne lille digtsamling består i bund og grund af et enkelt digt, som bliver oversat via Google Translate til forskellige sprog og deraf gennemgår nogle ændringer.

Jeg kan virkelig godt lide forfatterens ide med digtet. Det med at vise, at vi på trods af globaliseringen og hvor let det er at kommunikere på tværs af landegrænser, måske ikke altid modtager eller sender det budskab der var meningen. På den måde bliver dette lille enkle digt til noget større og mere dybsindigt, der satte mange tanker i gang.

Nu er Google Translate jo kendt for at være en ren farce, når der skal oversættes, så på den måde overraskede det ikke at digtet ændrede sig. Jeg ville have troet at det var mere drastisk, men det gik egentlig langsommere end jeg ville have troet.

En forbasket god kop kaffe får 3/5 stjerner.


Jane Costello - The Love Shack. Bogen er købt på Saxo.com.

Historien handler om kæresteparret Gemma og Dan. De har fundet deres drømmehus, der desværre ligger uden for deres økonomiske formåen. For at få råd til huset må de spinke og spare og de flytter ind hos Dans mor Belinda, der er en kendt forfatter. Midt i det hele dukker Gemmas første kærlighed Alex op og skaber forvirring i Gemmas følelser. Stressen i forbindelse med huskøbet, alle tiltagene for at spare penge og at bo under samme tag som Dans mor, tærer på forholdet og er det egentlig det hele værd?

Det er en sød og sjov kærlighedshistorie. Den er fortalt fra skiftevis Dan og Emmas synspunkter. Jeg synes det var lidt svært at skelne mellem de to stemmer. Efter min mening kunne forfatteren have brugt denne fortællermåde til at vise nogle markante og måske sjove forskelle mellem mænd og kvinders opfattelse af tingene. Men den mulighed benyttede hun sig desværre ikke af.

Dans mor Belinda er en meget åben kvinde, der ikke er bange for at tale om sex og så kan jeg ikke forstå at hendes søn er sådan er snerpe. Jeg kunne forstå hvis han som teenager ville synes det var pinligt at se en film med sexscener sammen med moren og sin kæreste, men som en voksen mand på 29 år, så synes jeg ikke det virker troværdigt. Jeg forstå godt at det er for at gøre historien sjov, men jeg synes det blev lidt for karikeret og kunstigt.

En hyggelig og okay underholdende historie, med en fin ikke alt for tydelig morale.

The Love Shack får 3/5 stjerner.