torsdag den 8. december 2016

Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen - Berømte dødsfald.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget FADL´s forlag.

I bogen skriver skiftevis historiker Maria Helleberg og retsmediciner Jørgen Lange Thomsen om fortidens og nyere tids berømte og berygtede menneskers død. De beskriver hvordan tiden var, hvilke forhold der gjorde sig gældende på den tid personen levede og hvordan man så ved eller tror at pågældende er kommet af dage.

Det var en bog jeg havde set frem til at læse. Jeg har en stor interesse i historie og kan godt lide bøger der går til det faglige på en let forståelig og underholdende måde, så jeg som lægperson også kan være med. Bogen kan læses fra ende til anden, eller som en opslagsbog, hvor man læser om en enkelt person her og der

Desværre var dette ikke en bog for mig. Jeg synes sprogbrugen og måden teksten var bygget op på, var uforståelig og unødvendigt kringlet.

Der var mange sætninger, mest i de afsnit fra Maria Hellebergs hånd, som jeg måtte læse højt for mig selv, for at få en mening ud af dem. Jeg synes teksten føltes som om den ikke var redigeret ordentlig. Men det kan selvfølgelig sagtens være, at det er mig, der er en smule tungnem og måske ikke er inde i den faglige sprogbrug.

Noget andet jeg heller ikke brød mig om, var at teksterne fra de to forfattere i mange tilfælde, var stort set enslydende. De gennemgik begge to de samme facts, hvilket fik mig til at føle, at jeg læste den samme tekst to gange i træk.

Det er helt sikkert en utrolig flot bog og ja, jeg blev da lidt klogere på nogen af de berømte dødsfald. Det var interessant at få den retsmedicinske vinkel på. Men for mig var teksten alt for indviklet bygget op og stoffet føltes tørt og repetitivt.

Berømte dødsfald får 2/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Øv, det lyder ikke lovende. Jeg har kun lige læst et par sider af bogen indtil videre, så er spændt på hvad jeg synes :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber du får en bedre oplevelse af den. Men om alt er så er det i hvert fald en rigtig flot bog. God læselyst :)

      Slet