lørdag den 19. november 2016

Adeline Yen Mah - Along the River, A Chinese Cinderella Novel.

Bogen er købt på Saxo.com.

Historien handler om, den kinesiske pige CC, der ved et uheld falder ned fra et hustag. Da hun endelig kommer til bevidsthed på hospitalet, har hun ændret personlighed og er især betaget af et maleri fra Song-dynastiet ( 960-1279 ).

For at finde ud af hvad der er skyld i hendes ændrede adfærd, undergår hun hypnoterapi. Til alles overraskelse fortæller hun under hypnose, at hun er pigen Zhang Mei Lan, datter af en priviligeret forretningsmand tilbage i Song dynastiet.

Forfatterinden kommer selv fra en velstående kinesisk familie, men blev på grund af moderens død i barselsengen anset som familiens ulykkesfugl. Derfor blev hun selv kaldt en kinesisk Askepot. Hun har udgivet bogen Uønsket - Den sande beretning om en uønsket kinesisk datter, som jeg har stående på hylden og vil gå i gang med snarest mulig.

Tilbage til bogen. Jeg fandt den meget naivistisk i sin stil og jeg følte at bogen, selv om den er en ungdomsbog, talte ned til sine læsere. På trods af at der var nogle meget interessante betragtninger omkring hvordan det kejserlige hof fungerede på den tid, blandt andet at kejseren havde en hær af kunstnere, der sad og malede billeder, som kejseren så tog æren for, så synes jeg personerne var alt for moderne i deres udtryk.

Man får på ingen måde en fornemmelse for, hvor isoleret og undertrykte kvinder var på den tid. Istedet er hovedpersonen Mei Lan, både hysterisk og oprørsk, hvilket passer godt til vores tid, men bestemt ikke var normen på den tid historien skal forstille at foregå.

En nogenlunde, men langt fra velgennemført historie om Kina under Song dynastiet. Jeg synes selve bogens set-up, med pigen i hypnose, var betydningsløst og langt ude.

Along the River får 2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar