torsdag den 6. oktober 2016

Jeffrey Archer - Hvor der er vilje

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof og skulle være den første bog i en familiesaga på tre måske flere bøger.

I historien følger vi familien Cliffton og den starter i Bristol i England i tiden efter 1. verdenskrig. Fortællingen i denne første bog har fokus på drengen Harrys liv.

Bogen er bygget sådan op, at der er flere afdelinger, der hver i sær fortæller de samme hændelser, set fra flere forskellige personers synsvinkel og dermed får man hele tiden ny viden og nye detaljer om begivenhedernes gang.

Jeg har læst at bogen er blevet sammenlignet med Ken Follets Millenium-trilogi, men jeg kan ikke helt se lighederne. Mens Follets historie bevæger sig gennem tiden og omtaler store historiskebegivenheder, så hører vi i denne bog kun flygtigt om verdenen uden for, men så til gengæld om de samme få hændelser igen og igen. Faktisk så mange gange at jeg helt mistede interessen for historien og jeg kunne på intet tidspunkt mærke historiens vingesus.

For mig var der ikke noget overraskende i handlingforløbet, da det er nemt at forudsige hvad der skal ske, udfra den måde bogen er fortalt på og jeg synes altså ikke, at det der sker er så spændende, at det kan tåle at blive genfortalt 6-7 gange. Men selv om det ikke lige var mig, synes jeg alligevel det var en spændende og unik måde at fortælle historien på.

Rent tidsmæssigt tager historien nogle ordentlige spring og der var det lidt svært at finde rundt i, at næste afdeling startede helt forfra eller måske går tilbage til et tidligere tidspunkt end den forrige. Jeg synes også der var nogle gevaldige huller i historien hist og her.

Bogen er nemt at læse og skrivestilen meget simpel, men jeg manglede noget der kunne holde mig fanget i historien og jo længere jeg kom i bogen, jo sværere blev det for mig at tage bogen op igen. Jeg følte lidt at hele bogen var skrevet for den ultimative skandales skyld og for mig at se kunne den været undgået flere gange inden.

Desværre var dette ikke en bog for mig og jeg tror ikke, jeg vil fortsætte med de næste bøger.

Hvor der er vilje får 2/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar