lørdag den 1. oktober 2016

Ha Jin - Venten

Bogen er købt i den nu lukkede Rossels Boghandel i Hjørring for mange herrens år siden.

Hvert år når lægen Lin Kong har orlov fra sit arbejde, vender han hjem til sin kone på landet for at blive skilt fra hende. De blev gift som en praktisk foranstaltning, for at hun kunne passe hans forældre, når han blev sendt til byen for at arbejde som læge på militærhospitalet.

Hvert år bliver hans anmodning om skilsmisse afslået da hans kone, alligevel ikke vil skilles og han må vende tilbage til sygeplejersken Manna, som han har et platonisk forhold til med uforrettet sag. Men nu efter 18 års ægteskab, kan han endelig lade sig skille uden konens samtykke.

Forfatteren fortæller sin historie om kærlighedens strenge kår og mennesket evige tvivlen på at være det rigtige sted i livet, på en meget strikt og lige frem måde uden at krydre historien med lange beskrivende sætninger eller følelsesladede ord. Hvilket får personerne til at fremstå kolde og beregnende og historien meget enkelt.

Ved at læse romanen, får man en rigtig god fornemmelse for hvad det kommunistiskestyres ægteskabspolitik gjorde ved folk. Det var ikke tilladt at vise følelser og mange ægtepar boede adskilt i lange perioder ad gangen og det var sjældent ægteskaber blev indgået af kærlighed. Hvilket også sætter hovedpersonen overfor et dilemma, da han endelig opnår skilsmisse og kan gifte sig af kærlighed, men hvad er kærlighed egentlig.

Bogen føles under læsningen også som en lang venten, men heldigvis ikke af den trælse slags. Jeg kunne tydeligt sætte mig ind i personernes frustrationer og den gennemgående følelse af at vente.

Venten får 4/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar