mandag den 31. oktober 2016

Belle Yang - Forget Sorrow.

Bogen er muligvis købt på The Book Depository, men jeg kan ærlig talt ikke huske det.

Dette er, hvad man på engelsk kalder a graphic novel, altså en grafisk roman eller måske mere præcist en tegneserie. Den blev til, da forfatteren som nogle og 20-årig måtte søge sikkerhed og tryghed i sit barndomshjem, efter at hendes daværende kæreste blev voldelig og ligefrem begyndte at stalke hende.

Det resulterede i, at hun kom til at tilbringe utrolig meget tid sammen med sine forældre. Faderen både forstod hende, men han bebrejdede hende samtidig også, hende de uheldige valg hun havde truffet i sit liv. Gennem samtaler om faderens familie, prøvede hun at komme til at forstå hans indstillinger og hans fortællinger blev til denne tegnede beretning om hendes aners historie.

Historien fortæller om familien Yangs liv i Manchuriet under 2. verdenskrig og kulturrevolutionen. Hvordan de som en magtfuld og rig klan, oplevede en social og økonomisk deroute. Om det hårde liv i datidens Kina og familielivet set inde fra i en stor familie med mange intriger og stridigheder.

Jeg synes selv historien var utrolig interessant og som altid slår det mig, hvor hårdt livet har været for den generation kinesere der levede under Maos styre. Desværre var selve tegningerne meget forvirrende, da billederne sprang rundt mellem nutid og datid.

Tegnestilen var bestemt heller ikke lige mig og jeg havde generelt svært ved at kende de forskellige personer fra hinanden. Men jeg synes alligevel at de meget mørke sort/hvide tegninger understregede historiens dystre stemning. Det er en forholdsvis lang bog, men der var ingen naturlige ophold eller kapitler i bogen og jeg savnede flere steder en mulighed for at holde en pause til at overveje historien.

En god og barsk familiehistorie.

Forget Sorrow får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar