fredag den 9. september 2016

Cathrine Banner - Huset ved Nattens Ende.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Cicero.

Historien foregår på en lille undseelig og nærmest glemt ø ud for Siciliens kyst, hvor beboerne lever deres eget liv og hvor tiden næsten står stille, men så for en gang i mellem at blive indhentet af verden uden for. Gennem fortællingen følger vi Esposito familien gennem et helt århundrede.

Allerede fra første linje var jeg ikke i tvivl om, at dette var en bog jeg ville kunne lide. Forfatteren skriver fantastisk smukt. Sproget er enkelt men meget udtryksfuldt  og historien er fyldt med kærlighed til Italien og en helt speciel atmosfære. Jeg fik så meget lyst til at besøge landet, og øen med dens grotter, piazzaer, fiskerbåde og kaktuslunde. Italien blev levende for mig gennem de mange beskrivelser og de mange italienske ord forfatteren brugte, som jeg umiddelbart forstod, selv om jeg ikke kan et ord italiensk.

Det er en stilleflydende fortælling, der går i dybden og kommer helt ind under huden på læseren. Jeg følte jeg kendte personerne og kom virkelig til at holde af dem alle. Forfatteren har et umiskendeligt talent for at fortælle, så man er fuldstændig fanget ind af både personerne og historien. Jeg var vildt betaget af hvor enkelt hun gjorde det, uden at historien på nogen måder føles mangelfuld.

Dejlig bog, der var en sand fornøjelse at læse og som uden de store armbevægelser hold mig fanget fra første side. Det var ikke en bog jeg hastede i gennem, men som jeg nærmest gemte lidt af, for at få den til at holde længere.

Huset ved Nattens Ende får 5/5 stjerner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar