tirsdag den 2. august 2016

Jiang Rong - Wolf Totem

Bogen er købt på Saxo.com og læst i forbindelse med mit årlige læsetema Kina.

Historien bygger på forfatterens egne oplevelser som ung student under kulturrevolutionen, hvor han blev sendt ud på landet tæt på grænsen til Mongoliet.

Her skulle han og andre udsendte studerende leve sammen med hyrder og jægere på egnen og hjælpe med at formidle kommunismens visdom. I hans møde med området, blev han meget betaget af de mongolske ulve, der lever og samlever med befolkningen i området.

Jeg har efterhånden læst mange bøger om Kulturevolutionen og alle de fatale følger Maos vanvittige beslutninger havde på hele Kina. Alle disse romaner har haft fokus på folk i byerne.  Men jeg synes romanen her, viste en hel ny vinkel på den historie og giver et indblik i hvordan den tid var ude i landdistrikterne. Hvilket var utrolig interessant læsning.

Hele fortællingen giver klart indtryk af hvor kloge ulve er og hvor meget balancen i naturen afhænger af samlivet og respekten mellem menneskerne og ulvene. Forfatteren mener faktisk at tidligere tiders mongolske erobreres strategier, som for eksempel Djengis Kahns, bygger på manøvre og strategier lært af ulvene. Det gøres også klart at der er stor forskel i kinesernes ( bønder) og det mongolske folks ( jægere og nomader) forhold til ulve og dyr i det hele taget.

Det er en fantastisk velskreven bog. Der giver læseren et utroligt livagtigt og sanseligt indblik i livet og naturen i det nordlige Kina tæt på grænsen til Mongoliet. Forfatteren leverer nogle smukke naturskildringer og jeg kunne levende se de store stepper og jurterne på bopladserne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville komme igennem en bog der handler så meget om jagt. Ulve der jager husdyr og mennesker, og mennesker der jager ulve. Det lyder virkelig ikke som noget for mig, men måden det var skrevet på var helt vildt betagende.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det til tider var en sej bog at komme igennem. Det der var svært, var at komme ind i bogen igen, når jeg lagde den fra mig. Så kunne jeg næsten ikke få mig selv til at samle den op igen. Teksten var komprimeret og der var meget få afsnit i bogen, hvilket altid for mig, får en bog til at virke tung og uoverskuelig. Men lige så snart jeg havde læst bare lidt, var det intet problem at fortsætte, så var jeg igen tryllebundet af fortællingen om ulve og mennesker.

Wolf Totem får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar