lørdag den 2. juli 2016

NoViolet Bulawayo - Vi skal have nye navne.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Republik.

Gennem hovedpersonen den 10-årige Darling oplever vi hendes liv i henholdsvis Zimbabwe i en slumby, hvor hun leger "fang Binladen" med sine venner og senere i USA hos sin moster og hendes ghanesiske mand. Det er både en dannelseshistorie, såvel som det er en fortælling om borgerkrigen i Zimbabwe og det at skulle begå sig i et land, hvor man ikke er vokset op.

Jeg var vild med den første del af historien, der foregår i Zimbabwe og som var fuld af det farverige og brutale liv i landet. Jeg synes man fik landet helt tæt på. Andel del af historien var lige så god, men skiftede over til at være mere fokuseret på psykologiske faktorer i forbindelse med den nye og meget anderledes kultur i Darlings møde med USA. Undervejs var jeg ikke spor i tvivl om at bogen bygger på forfatterens egne oplevelser, for det føltes meget personligt.

Forfatteren har en meget direkte og humoristisk måde at fortælle historien på, som giver en underfundig og anderledes oplevelse. Hun har utrolig meget kant i det hun fortæller. Hun forstå at sætte tingene på spidsen uden at virke alt for konfronterende. Især er hun meget hård ved hvide mennesker og sætter de forhold Darling kommer fra op imod de forhold hun møder i USA, blandt andet omkring mad. I Zimbabwe er det at være tyk et statussymbol, fordi det viser at man har råd til at købe mad. I USA vælter de (vi) os i mad, men her er det status at være tynd.

Selv om bogen er meget kort så kommer forfatteren omkring rigtig mange problemstillinger, både de virkelig store og barske, men også de små, dem man måske ikke lige tænker over og som får en til at trække på smilebåndet. Hvilket jeg synes giver en meget velafbalanceret historie og tilsat den unge Darlings lidt naive livssyn og sunde underen, så giver det nærmest en perfekt fortælling.

Vi skal have nye navne får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar