mandag den 18. april 2016

Jesper Bugge Kold - Land i datid

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Hovedpersonen i romanen er den 30-årige Andreas, der tager til Berlin efter at have modtaget brev fra en advokat om at hans far, Peter, som han aldrig har mødt, er blevet dræbt. Ganske langsomt finder Andreas ud af at faderen ikke helt svarer til den superhelterolle han ellers havde tildelt ham i sin fantasi.

Det jeg godt kan lide både ved denne roman og forfatterens debutroman Vintermænd, er at han i bøgerne tager fat på mennesket bag 'uhyret'. Det han beskriver er antihelte, dem der havner på den forkerte side. Den form for personer, som man i andre bøger aldrig følger, men som altid er de andre, de onde.

I Vintermænd følger vi to helt almindelige tyske brødre, der mod deres vilje bliver fanget ind af nazismens vanvid  under 2. verdenskrig. I denne roman går forfatteren tæt på en mand, der tror på og finder tryghed i det undertrykkende og farlige system han er opvokset i DDR.

Bogen fortælles fra flere synsvinkler og her synes jeg helt klart, at det var de to synsvinkler fra fortiden der var mest spændende. Det er et fænomenalt indblik i livet i DDR på murens tid og man får nærmest myrekryb af at følge Peter og hans blinde tro på rigtigheden i det arbejde han udfører for Stasi og de følgevirkninger hans handlinger har langt ind i fremtiden.

De nutidige kapitler med Andreas, var ikke nær så interessante og føltes lidt flade for mig, men til gengæld emmede de kapitler af stemningen af det nye Berlin og jeg sad helt og ærgrede mig over at jeg aldrig har besøgt byen. For det ville have givet bogen en ekstra dimension at have været der. Der var dog en lille ting i historien som undrede mig og det er, hvor får han postkortene fra?

Jeg synes forfatteren er sluppet utrolig flot fra den svære toer og jeg glæder mig til at læse flere bøger fra ham.

Land i datid får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Berlin! Åh, det er en fantastisk by - den emmer af charme og god stemning, og har sådan en "lille-storby"-vibe! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ville bare så gerne til Berlin på et tidspunkt, den lyder som en fantastisk spændende by :)

      Slet