fredag den 11. marts 2016

Max Madsen - Skriveren


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt.

Historien har flere hovedpersoner. Der er skriveren Pablo som bor i en uspecificeret
latinamerikansk provinsby, hans datter Aurora, der er kommet på kant med sikkerhedstjenesten og derfor må gemme sig. Der er forfatteren Kristoffer, der er jeg-fortæller og som bor i Danmark, hvis forhold til resten af personerne, jeg synes var lidt svær at forstå.

Jeg har meget blandede følelser i forhold til denne bog. Jeg synes historierne der følger Pablo og Aurora, var spændende og fortalte noget om de menneskelige og politiske forhold i Latinamerika. Jeg regner med at Auroras historie har noget med minedriften i Amazonas at gøre og de forhold minearbejderne lever under. Historien om skriveren Pablo, der ved selv at digte svar på de breve han skriver for folk, og dermed opfylde deres ønsker og de konsekvenser der medfører, kunne jeg især godt lide.

Skrivestilen svingede meget. Nogle steder flød fortællingen og jeg blev fanget ind af det jeg læste, mens andre steder var det det rene volapyk, som jeg, selv om jeg læste afsnittene flere gange, ikke kunne få nogen mening ud af eller der var referencer som jeg simpelthen ikke forstod.

Forfatteren er meget begejstret for Dantes guddommelige komedie, Enten eller af Søren Kierkegaard Shakespeare og Cesar Vallejo, en for mig ukendt sydamerikansk digter. Der er forskellige citater fra de nævnte poeters værker hele vejen i gennem bogen og da jeg ikke er velbevandret i nogen af dem, så forstod jeg simpelthen ikke meningen og det endte med at blive et irritationsmoment.

Der var nogle ærgerlige stavefejl undervejs for eksempel Grippe ( fransk for influenza) i stedet for Gribbe ( ådselædende fugle), og ord der manglede hist og her. Ting som nok burde være blevet fanget inden bogen kom i tryk.

Jeg synes det var lidt ærgerligt at bogen var så forvirrende og præget af så mange fejl, for der var som skrevet dele af den jeg rigtig godt kunne lide og jeg synes, jeg fik nogle fornemmelser for situationen og livet i Sydamerika, men desværre var jeg det meste af tiden bare forvirret.

Skriveren får 2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar