søndag den 21. februar 2016

Christopher Paolini - The Inheritance Cycle.

Denne tetralogi, der består af bøgerne Eragon, Den ældste, Brisingr og Arven, har jeg lyttet på Mofibo. Jeg lyttede bog et, to og fire på engelsk, da jeg synes den engelske oplæser var helt fantastisk til at formidle historien videre. Han havde nogle ret cool dragestemmer.

Den tredje bog kunne jeg ikke finde på engelsk andre steder end på YouTube og det måtte jeg hurtig opgive, da den hvert 10 minut blev afbrudt af reklamer. Det bliver simpelthen uudholdeligt for en bog på 28 timer, plus at det koster data, hvis man vover sig ude for hjemmeinternettets rækkevide. Så jeg valgte hurtigt at lytte til den på dansk, hvilket var rigtig fint, men måske en lidt flad oplevelse efter den engelske udgave.

Dette er en ungdomsfantasy-serie, der læner sig meget kraftigt opad Tolkiens Ringenes Herre, men som alligevel er betydelig nemmere at forholde sig til og knapt så langtrukken.

Historien følger den unge Eragon, der er kommet i pleje i landbyen Carvahall. Hvor hans onkel har taget ham til sig og opdrager ham sammen med sin egen søn Roran. En dag da han er på jagt finder han en mærkelig blå kugle, der viser sig at være et drageæg. Ægget er stjålet fra landets onde hersker Galbatorix, som igen i sin tid har stjålet det fra de mægtige, men nu uddøende drageryttere og det bliver begyndelsen på en utrolig rejse for Eragon.

Jeg synes det er en helt fantastisk historie, der selv om den blev lidt langtrukken til slut, alligevel evnede at holde min opmærksomhed fanget og min nysgerrighed pirret i tæt på 100 timer. Jeg er helt vildt fascineret af den fantastiske rejse mellem drager, dværge, alfer og andre eventyrlige skabninger, som forfatteren tog mig på.

The Inheritance Cycle har meget dedikerede kritikere, der har oprettet hadesider på internettet, der gennemgår bøgerne for grammatiske, sproglige fejl og ikke mindst historiens sammenfald og ligheder med Ringenes Herre, hvilket jeg også bed mærke i flere gange, men som nu ikke generede mig sønderligt.

I mine øjne dannede de fire bøger, en rigtig god, spændende og ikke mindst sammenhængende historie og den gjorde sig supergodt som lydbog.

The Inheritance Cycle får 4/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar