søndag den 17. januar 2016

Teri Terry - Slettet-trilogien


Trilogien består af bøgerne Slettet, Splittet og Knust og de er købt i Bog & Idé i Brønderslev.

Historien handler om pigen Kyla, der lige er blevet udskrevet fra det hospital hvor hun har modtaget straffen at blive slettet. Det vil sige, at hun ved et kirurgisk indgreb har fået slettet alle sine minder. Nu får hun en chance mere i samfundet og bliver sendt ud til en familie, der har valgt at tage et slettet barn ind som deres eget. Men der er noget galt hun bliver ved med at blive hjemsøgt af de her skrækkelige mareridt, som måske har noget med hendes fortid at gøre og hun undre sig over, hvad hun, en 16-årig pige kan have gjort, der har krævet landets hårdeste straf, sletning.

Bøgerne er hurtige læst og det er en historie der flyder godt og holder spændingen hele vejen i gennem alle tre bøger. Selve plottet er meget enkelt og forståeligt bygget op og fokusere i store træk kun på Kylas person og hendes historie. Jeg kunne rigtig godt lide, at det ikke er historien om en teenager, der ene skal fare ud med bål og brand og bekæmpe et fordækt og brutalt styre på bare tre bøger. Hendes kamp er i store træk med sig selv og det hendes sind skjuler.

Det jeg synes var mest interessant ved historien, er alt det der foregik i Kylas hoved og de dilemmaer der kom op i forbindelse med sletningerne. Det var fascinerende at læse om alt det her med, hvad det er der styrer hukommelsen og hvad det er der giver os vores personlighed. Et meget spændende emne, der skabte en meget dramatisk historie fra start til slut, med mange overraskende plottwists.

Jeg synes slutningen var rigtig fin, hvor alle de røde tråde blev samlet på en tilfredsstillende måde. Men kærlighedstrekanten der pludselig blev kastet ind til sidst, synes jeg var lidt malplaceret og ødelagde lidt slutningen for mig. Den var i mine øjne helt unødvendig for historien.

Slettet og Splittet får 5/5 stjerner
Knust får 4/5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar