lørdag den 2. januar 2016

Læst og lyttet uge 52 & 53-2015/16.

 
Min ugentlige opsummering kommer en dags tid tidligere denne gang. Jeg valgte at slå to uger sammen, da jeg ikke regnede med at få læst særlig meget i juledagene, men det gik lige stik modsat.

Julens læseliste har budt på et væld af helt fantastiske læseoplevelser. Der er bare ikke noget som at sidde i skæret fra juletræets lys og læse smukke, fine og rørende historier. Familien har hygget og vi har haft mange hyggelige sammenkomster med skønne mennesker hele julen. Blandt andet har min søster været på besøg fra Københavnstrup, så der har kun været tid til én enkelt lydbog, som er nævnt herunder.

Jeg er ved at læse Morika-trilogien af Sidsel Sander Mittet. Jeg har læst den første bog Rent blod og halvvejs i den anden bog Vildhunden & Panteren, som jeg nok får læst færdig i løbet af i aften og i morgen. Bøgerne figurer ikke på denne liste, men jeg laver et separat indlæg om hele trilogien i løbet af de næste par dage, når jeg har fået læst Blodets bånd, der er den sidste bog i serien.

Jeg har fået læst tre flot illustrerede billedbøger: O. Henry - The Gift of the Magi, Susan Wojciechowski - The Christmas Miracle of Jonathan Toomey og Marcia Wiliams - Lizzy Bennet´s Diary.

Jeg fik også læst historier fra to klassiske forfattere: Charles Dickens - A Christmas Carol og vores egen Jeppe Aakjær - Mod jul.

Den første bog jeg afsluttede i uge 52 var Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper, som skuffede mig meget. Det samme gjaldt den sidste bog jeg læste som var krimien Jane Austen and the Twelve Days of Christmas af Stephanie Barron, som var alt for tør og kedelig.

Og endelig læste jeg sammen med min yngste datter, kalenderbogen Havenisserne flytter ind af Josefine Ottesen.

Derudover har jeg læst og lyttet de følgende bøger:
 

Hugh Howey - Sand. Bogen er lyttet som engelsk lydbog på Mofibo. En fin udgave, men jeg er bare ikke vild med mandlige oplæsere der laver pibende falset stemme, når de læser de dele op der er fortalt af kvinder. Selv om det nok ikke er meningen, så virker det på en eller anden måde meget nedgørende. Så synes jeg de hellere bare skal læse med almindelig stemme i stedet for.

Historien foregår i et fremtidig USA, hvor hele verden er domineret af sand. Folket har udviklet udstyr og måder til at sejle og bevæge sig i sandet som om det var vand. De dykker blandt andet efter skatte fra den fortidige verden der ligger dybt begravet under disse flere hundrede meter sand.

For nyligt læste jeg forfatterens Silo-trilogi og jeg er dybt imponeret over hans måde at skrive på og de verdener han opfinder. Historien foregår i en rå og mørk verden. Det her er noget helt andet end de mange dystopiske YA-trilogier der er der ude. Personerne bander og svovler og en af personerne er prostitueret, hvilket man nok ikke ser i en YA-roman. Det er utrolig befriende at handlingen ikke centrerer sig omkring en kærlighedstrekant, men i dette tilfælde handler om en større søskende flok.

Jeg synes det er en fantastisk god bog, jeg er vild med det han skriver. Blandt andet at der er specifikke navne for sand der samler sig i støvlerne, sandet i øjnene eller sandet der blæser ind ad døren.  Jeg synes dog desværre at slutningen var meget abrupt, det er ikke noget jeg ikke kan leve med, men det er bare lige som om der burde være mere. Jeg har prøvet at undersøge om der er flere bøger på vej, men har ikke kunne finde noget.

Sand får 5/5 stjerner

 
J.K. Rowling - The Sorcerer´s Stone. Bogen er illustreret af Jim Kay og jeg har købt den på Saxo.com.

Hvor er det en absolut fuldstændig fantastisk smuk udgave. Illustrationerne og hele den måde historie og tegninger er sat sammen på og den måde der er brugt farver på siderne, giver en ekstra dimension til den ellers altid magiske fortælling. J. K. Rowling er en uovertruffen fortæller og en af hendes forcer er helt klart hendes personer, der er helt umulige ikke at holde af.

Dette er en must have perle for en hver Harry Potter fan.

The Sorcerer´s Stone får 5/5 stjerner.


Selma Lagerlöf - Dunungen og Tøsen fra Stormyrhuset. Bogen er købt på Saxo.com.

Disse to korte fortællinger, handler om kærlighed og klasseskel. Jeg elsker at læse Selma Lagerlöfs fortællinger, hun er en eminent historiefortæller, der har en sjælden indsigt i menneskelige relationer og et meget indlevende og klogt fortællersprog.

Hendes korte fortællinger er virkelig gode eksempler på at en velformuleret og velfortalt historie ikke behøver at være flere hundrede sider lange. Jeg vil bestræbe mig på snart at få læst noget mere fra hendes forfatterskab.

Dunungen og Tøsen fra Stormyrhuset får 5/5 stjerner.


Henry David Thoreau - A Winter Walk. Bogen er købt på Saxo.com

Dette er en lille og meget kort historie, der meget poetisk beskriver det at gå en tur i sneen en kold vinterdag. Hvordan lyde bliver forstærket i frosten og følelsen af den sprøde sne mod støvlerne, snefnuggene der daler.

Forfatteren skriver utrolig smukt og levende og skaber nogle stærke stemningsbilleder, det er næsten som at opleve det selv.

A Winter Walk får 5/5 stjerner.

6 kommentarer:

  1. Jeg SKAL altså også snart have læst noget af Selma Lagerlöf!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan anbefale at starte med hendes kortere historier, dem skriver hun nemlig mesterligt. Det er noget tid siden jeg har læst en af hendes romaner, så jeg kan ikke helt huske hvad jeg synes om dem :)

      Slet
    2. Er der en bestemt af dem du så kan anbefale? Jeg har luret på den ovenfor, men ellers? :-)

      Slet
    3. Jeg kan huske vi læste nogen i skolen blandt andet den der hedder 'Skiftingen', men hvilken novelle samling det var eller om man stadig kan få dem, det ved jeg ikke. Måske kan de hjælpe på biblioteket?!

      Slet
  2. Haps - Hugh Howey er hermed noteret på to-read-listen. Tak for tippet :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror altså også lige han er noget for dig. Jeg kan kun anbefale hans romaner.

      Slet