mandag den 30. november 2015

Læseliste for december 2015.

Læsetemaet for december måned har ændret sig et par gange inden for de sidste par uger. Først havde jeg bestemt mig for at det skulle være 'Winter is Coming'-tema, altså at jeg skulle læse de bøger, der forløbig er udkommet på dansk i En sang om is og ild-serien af George R.R. Martin. Jeg har læst de to første bøger Kampen om tronen og Kongernes kamp og selv om jeg var godt underholdt, er jeg blevet lidt træt af serien. Alle dør. Der er rigtig mange synsvinkler at holde styr på og halvdelen af dem interesserer mig ikke. Så jeg har besluttet at vente med det læsetema til alle bøgerne er udkommet, hvis den serie da nogensinde bliver færdig.

Så tænkte jeg at jeg ville have gjort kål på min Mount TBR Reading Challenge, men efter et hurtig kig på den liste, har jeg også droppet det. Jeg har ingen lyst eller intentioner om at læse de sidste bøger på den liste foreløbig og jeg glæder mig bare til, at kunne slette den side så hurtig som mulig efter nytår og som skrevet tidligere er det ikke en udfordring jeg planlægger at deltage i igen.

Derfor er jeg endt med at gennemgå min reol for bøger med vinterlige titler og det blev til den følgende stak bøger:


Derudover har jeg de følgende to bøger jeg skal læse:


Læseklubbens bog til denne måned er 21 måder at dø af Sarah Engell, som vi skal mødes d. 5. december og snakke om og jeg er godt i gang med lydbogen, der er ganske fin.

December måneds #YearOfMurakami bog og den sidste Haruki Murakami bog for i år er Sputnik min elskede. I følge udfordringen skulle jeg egentlig have læst The Elephants Vanishes, men da jeg ikke ejer den bog, har jeg valgt at læse en af dem jeg allerede har stående på hylden.

Læst og lyttet uge 48-2015.


Jeg har ikke fået afsluttet en eneste fysisk bog i denne uge. Jeg er pt. i gang med at læse den enormt tykke Den afmægtige af Ulrik Langen, der handler om Christian 7. Den er ikke bare tyk, men den tager også lang tid at læse, da det er meget tungt stof, helt bestemt uhyre interessant, men meget tungt.

Til gengæld er det blevet til tre lyd bøger. De to af dem var Shift og Dust, der er de sidste to bøger i Silo-trilogien af Hugh Howey. Jeg kom til at bytte rundt på rækkefølgen, men det gik alligevel og det er en af de bedste trilogier jeg har læst i år.

Den sidste bog jeg fik lyttet er:


Cecilia Samartin - Drømmehjerte. Bogen er købt i Bog & Idé i Brønderslev og jeg har tidligere læst Senor Peregrino og La Peregrina af samme forfatter, der er to bøger som hænger handlingsmæssigt sammen. Der skulle komme / er kommet en tredje bog, men jeg har ikke kunnet finde ud af noget om den. Titlen skulle i følge Goodreads være Los Peregrinos?

Drømmehjerte følger to kusiner, Nora og Alicia, der vokser op sammen i Cuba. Deres liv er let, da de tilhører de mere privilegerede i landet. Men alting ændrer sig da Fidel Castro kommer til magten. Det lykkes Nora at flygte til USA sammen med sin familie, mens Alicia bliver på Cuba. De to kusiner skriver breve til hinanden og gennem disse breve fortælles en historie om savn, håb og et folk der bliver presset til det yderste og et land i frit fald.

Det er en hjertevarm, sanselig og poetisk historie. Jeg blev grebet af de to kvinders fortælling og de stærke følelser forfatteren portrætterer. Det er en sensuel og meget bevægende historie. Jeg synes måske slutningen blev lidt for amerikansk, men jeg kunne bære over med det i dette tilfælde. Den er stærkt anbefalelsesværdig.

Bogen er lyttet som dansk lydbog hentet på Mofibo. Oplæseren talte noget langsomt, men ellers var det en rigtig fin indlæsning.

Drømmehjerte får 5/5 stjerner.

fredag den 27. november 2015

25 spørgsmål.

 
Jeg har fundet denne sjove lille leg med 25 forskellige spørgsmål. De har intet med bøger og læsning at gøre, men jeg synes det kunne være sjove at besvare dem  alligevel. 


1. Do you have any pets?

Ja, vi har fem katte. Fire killinger og en mor mis. Killingerne hedder Nuggi, Luna, Jørgen og Røde Mis og morkatten hedder Miavsa. De bor ude, da det af hygiejnemæssige årsager ikke kan lade sig gøre at have så mange katte inde.
 
2. Name 3 things that are physically close to you.

Meget kedeligt sidder jeg på vores kontor, så det må være, en lommeregner, en regningsblok og dynger af regninger.

3. What's the weather like right now?

Det er overskyet, blæser ( hvilket det altid gør her ude ved vestkysten, spørgsmålet er bare hvor meget ) og støvregner. Sådan en rigtig dansk vinterdag.

4. Do you drive? If so have you crashed?

Ja, jeg har kørekort og kører meget, da vi bor på landet og alt hvad vi skal, skal vi køre til. Nej, jeg har aldrig været involveret i en bilulykke.

5. What time did you wake up this morning?

Jeg står altid op kl. 6.00 for at lave morgenmad til børnene, de får havregrød og boller alt efter hvad de har lyst til.

6. When was the last time you showered?

For en times tid siden, jeg er lige kommet ind fra minkfarmen efter at have tømt redekasser hele formiddagen, så trænger man altså til et bad.

7. What was the last movie you saw?

Jeg så Pinocchio på Ultra sammen med børnene en gang her i ugen.

8. What does your last text message say?

Det var et telefonnummer jeg skulle bruge.

9. What's your ringtone?

Den hedder Bamboo.

10. Have you ever been to a different country?

Ja, jeg var en ren globetrotter i mine unge dage og har blandt andet været i Norge, Bulgarien, Frankrig, Kina, USA, Malaysia, Hong Kong ( dengang det var engelsk), Macau ( dengang det var spansk), Tunesien, Rusland, Thailand og nogle stykker flere.

11. Do you like sushi?

Ja, som regel hvis det er lavet ordentligt.

12. Where do you buy your groceries?

Størstedelen af vores indkøb gør jeg i den lokale Fakta.

13. Have you ever taken medication to help you fall asleep faster?

Nej, aldrig

14. How many siblings do you have?

Jeg har en søster, der er 4 år ældre end jeg.

15. Do you have a desktop computer or a laptop?

Jeg har en bærbar, men den er der som regel et barn der har med i skole eller bruger, så jeg benytter stort set altid vores stationære computer.

16. How old will you be turning on your next birthday?

Jeg bliver 42 til maj næste år.

17. Do you wear contacts or glasses?

Briller, jeg har en bygningsfejl der gør at det er meget vanskeligt og dyrt at få lavet kontaktlinser.

18. Do you color your hair?

Jeg får lavet lysestriber i om vinteren, om sommeren bliver det helt gratis bleget lysere af solen.

19. Tell me something you are planning to do today.

Min ældste datter har halsbetændelse, men ellers skulle vi have været i rulleskøjtehallen i aften.

20. When was the last time you cried?

Bogen 'Drømmehjerte' af  Cecilia Samartin, som jeg læser lige nu, har givet mig en klump i halsen et par gange, men ellers kan jeg ikke lige huske, hvornår det var sidst.

21. What is your perfect pizza topping?

Kebab, peperoni og salat. Jeg er også ret vil med Meatza.

22. Which do you prefer-hamburgers or cheeseburgers?

Bacon/ Cheeseburger

23. Have you ever had an all-nighter?

Det er jeg for gammel til, i april, da der var Readathon prøvede jeg at holde mig vågen hele natten, men måtte opgive ved tre tiden og hele næste dag havde jeg det som om jeg havde drukket hele natten. Hele dagen var ødelagt.

24. What is your eye color?

Gråblå

25. Can you taste the difference between Pepsi and Coke?

Almindelig Pepsi og Coca Cola kan jeg ikke smage forskel på, men jeg kan ikke klare smagen af Pepsi Max eller Cola Zero. Jeg kan bedst lige flad sodavand, så jeg kan godt finde på at ryste sodavanden til der ikke er mere brus i.

Jeg vil gerne tagge Den lille bogblog, Trolderier og Lunas Kaffekrog og høre om de ikke har lyst til at svare på spørgsmålene.

torsdag den 26. november 2015

Plusbogs vinterlæseleg.


Henover sommeren deltog jeg i Plusbog.dks hyggelige sommerlæseleg, hvor man ved at læse ti bøger i ti forskellige kategorier kunne vinde en dejlig bogpakke. Nu gentager Plusbog succesen med en vinterlæseleg og da jeg elsker læseudfordringer så skal jeg selvfølgelig også være med denne gang.

Konkurrencen kører indtil slutningen af februar 2016, så man har altså tre hele måneder til at komme i mål. Når man er færdig eller i hvert fald senest d. 29. februar 2016 skal man sende sin liste med bøger og en lille kort beskrivelse af hvad man synes om dem til socialemedier@plusbog.dk .

Kategorierne er som følger:

1. En bog der finder sted om vinteren

2. En bog hvor handlingen går ind over julen

3. En bog der er udgivet i Danmark i 2015

4. En bog du føler alle har læst undtagen dig

5. En bog der blev udgivet før du blev født

6. En bog af en dansk forfatter du ikke har læst noget af før

7. En digtsamling

8. En bog du har fundet via Plusbogs blog eller Plusbogs Facebookside

9. En bog der er filmatiseret

10. En bog hvis handling finder sted omkring en historisk begivenhed

Var der nogle af jer, der deltog i sommers?  Hvordan gik det? Skal I deltage (igen) ?

( Det øverste foto er lånt fra Plusbog.dk)

onsdag den 25. november 2015

Hugh Howey - Silo-trilogien


Trilogien er en selvudgivelse og forfatteren skulle i følge Goodreads have solgt filmrettighederne til 20th Century Fox. Serien består af bøgerne Wool, Shift og Dust, der gerne skulle læses i den rækkefølge, men ved en fejl kom jeg til at bytte rundt på de to sidste og læste Dust før Shift og det synes jeg egentlig også fungerede helt okay, men det ville nok have været bedst at læse dem i den rigtige rækkefølge. Shift dækker tiden før Wool, men overlapper også ganske lidt handlingen i de to bøger.

Alle tre bøger er lyttet som engelske lydbøger, hentet på Mofibo. Wool og Dust er indlæst af en kvinde og det var en rigtig god indlæsning. Shift er indlæst af en mand og han prøvede at give personerne stemmer, hvilket han var elendig til. En 26 årig mand fik han til at lyde som en på 6 år og en anden ung mand  i starten af tyverne, fik han til at lyde som en 70-årig gammel gnark. Det ville have været bedre hvis han bare havde ladet være.

Det er meget svært at skrive noget om historien, da jeg synes det er vigtig for læseoplevelsen, at man selv ganske langsomt finder ud af hvad det egentlig er der foregår, men her er en ultrakort beskrivelse:

Historien følger gennem flere hundrede år en række mennesker og deres liv i en nedgravet silo. Her bor de fordi verden uden for siloen er dødbringende på grund af giftstoffer i luften.

Der gik et stykke tid, inden jeg fandt ud af hvad det hele handlede om, men ganske langsomt blev jeg opslugt at disse menneskers historie og det der foregår. Jeg elsker den måde forfatteren fortæller sin historie på, som en kinesiske æske, hvor der hele tiden er en ny æske inden i. Der er en uudholdelig spænding hele vejen igennem, da vi som læsere ved ting og kan gætte ting, længe før personerne finder ud af det og derfor sidder man som på nåle indtil de opklarer det selv.

Forfatteren har en helt fantastisk evne til at beskrive tilstande. Jeg kunne nærmest føle den klaustrofobiske fornemmelse af siloen og det at skulle opholde sig under jorden uden mulighed for at komme ud. Det er en rå og meget barsk fortælling, der viser mennesket fra den værste side, men som også skaber håb og drømme om en bedre verden.

Jeg valgte at købe trilogien efter at være stødt på positiv omtale af den flere steder og jeg blev på ingen måde skuffet. Tværtimod er det nok en af de bedste dystopiske romaner jeg nogensinde har læst og jeg planlægger allerede hvornår jeg kan få tid til at genlæse den. Det er en meget anbefalelsesværdig trilogi.

Silo-trilogien får 5/5 stjerner.

tirsdag den 24. november 2015

Hvorfor læser en voksen børne- og ungdomsbøger?


Selv om jeg er en voksen kvinde læser jeg både børne- og ungdomsbøger med stor fornøjelse og jeg bliver tit spurgt, om jeg får noget ud af det, når jeg ikke er målgruppen for de pågældende bøger eller om jeg ikke hellere skulle læse noget mere intellektuelt stimulerende.

Det er først efter jeg selv har fået børn, at jeg har genfundet glæden ved en velfortalt børnebog og først de sidste par år, at ungdomsbøgerne er kommet til. For mig, byder disse to typer bøger på nem og hurtiglæst underholdning. I børnebøgerne og billedbøgerne kan jeg fortabe mig i de flotte illustrationer og de finurlige og søde historier og ungdomsbøgerne kan levere en lidt mere alvorlig, men af den grund ikke mindre underholdende eller hjertegribende historie.

Jeg læser børne- og ungdomsbøger, når jeg trænger til lidt let læsning, hvis hverdagen med gården og fire børn er rigelig travl og jeg ikke har tid og overskud til at læse de lidt mere krævende bøger, eller hvis min læselyst er dalende, kan en sød og velskreven børnebog give et lille pusterum eller en ungdomsbog kan byde både på virkelighedsflugt ind i en fantasyverden eller et realitetstjek med et mere alvorlig emne som selvmord, tab eller sygdom.

Med de gode børnebøger er det tit sådan, lige som med Disney tegnefilm, at der er flere lag af forståelse i historien. Ting som børnene forstår og kan forholde sig til og så et lag mere der er lidt mere sofistikeret og som henvender sig til en mere moden målgruppe. Det kan være krydsreferencer til voksenlitteratur, kendte personer eller filosofiske betragtninger om livet, døden eller verden omkring os.


Hvor andre vælger at se fjernsyn, så vælger jeg måske at læse en bog og lige som fjernsynskiggerne ikke hele tiden vælger at se seriøse programmer, som tv-avisen eller debatprogrammer, men vælger at slappe af med en tv-serie eller en film, så vælger jeg at slappe af med en bog, der måske ikke kræver så meget af mig som andre bøger.

Lige som med voksenlitteratur, hvor jeg meget sjældent vælger fra krimi-, spændings-, horror- og gyserbøgerne. Så har jeg også børne- og ungdomsbøger som jeg holder mig væk fra. Blandt andet har jeg fundet ud af at den relativt nye New Adult-genre, som er bøger henvendt til de 18 til 25 årige, absolut ikke er noget for mig, da de efter min mening ligner hinanden alt for meget i opsætning. Derudover har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i og holde af ungdomsbøger, hvor historien udelukkende er fortalt fra en teenagedrengs synspunkt. Det er åbenbart umuligt for mig at sætte mig ind i en teenagedrengs tankegang, det er i hvert fald ikke lykkedes mig endnu.


En sidste grund, som gør at jeg ofte tiltrækkes af bøger til yngre målgrupper og som bestemt ikke er uvæsentlig, er at der fra forlagenes side ofte gøres meget ud af forsiderne til disse bøger, især fra de store udenlandske forlag kommer der mange flotte forsider, med iøjnefaldende farver og andre effekter, der gør bøgerne meget tiltrækkende. De danske forlag er så småt også ved at komme med hvad det angår og jeg indrømmer blankt, at det kan hænde at jeg vælger at købe en bog udelukkende baseret på, om dens forside tiltaler mig, ja så overfladisk er jeg altså nogle gange.

mandag den 23. november 2015

Læst og lyttet i uge 47-2015.


Jeg har lyttet til to bøger, læst tre og måttet opgive en bog i sidste uge. Den ene af de lyttede bøger var den første bog i Wool-trilogien af Hugh Howey, som var fuldstændig fantastisk, det er helt klart den bedste dystopiske bog jeg har læst i år og jeg kan næsten ikke vente på at få læst de sidste to bøger, Shift og Dust.

På Bogforum lyttede jeg til et interview med Robert Dam, hvor han fortalte om sin tid i Scientology, jeg købte hans bog Afhopperen og fik den læst i sidste uge.

Den bog jeg så mig nødsaget til at opgive var Vanity & Vexation af Kate Fenton og jeg fik uden problemer læst Epic Fail af Claire LaZebnick, som begge er moderne genfortællinger af Jane Austens klassiske kærlighedsroman Stolthed og fordom.

De to sidste bøger læst og lyttet var:


Haruki Murakami - Sønden for grænsen og vesten for solen. Bogen er købt på forlaget Klims stand på dette års Bogforum og det er den næstsidste bog i min #YearOfMurakami læseudfordring.

Historiens hovedperson er manden Hajime, der har hvad der synes som det perfekte liv med kone, to døtre og to succesfulde jazzklubber, men inden i har han en længsel efter pigen Shimamoto, som han fik et særligt bånd til i folkeskolen, da de begge var 12 år.

Dette er nok en af de enkleste og mest lige til Haruki Murakami bøger jeg længe har læst, der er ingen magisk realisme, film noir indfald eller lignende. I stedet handler det om erotik, længsel og uforløst kærlighed.

Der er de sædvanlige Murakami elementer, Jazz, klassisk musik, katte og eksplicitte sexscener, som kendetegner alle hans romaner. Efter at have læst så mange Murakami bøger i år synes jeg i bund og grund at alle forfatterens hovedpersoner minder meget om hinanden. De har den samme 'stemme' og udtryksmåde, alle disse japanske mænd der figurer i hans bøger og som virker mere eller mindre som forfatteren selv.

Kvinderne er disse flyvske objekter, der bruges i mandens personlige udvikling og af en eller anden grund generer denne meget seksualiserede og ikke altid lige pæne fremstilling af kvinderne mig ikke så meget hos Murakami, som det for eksempel gør hos Ernest Hemingway. Jeg tænker på det hver gang jeg læser Murakami, men jeg har endnu ikke kunnet sætte fingeren på hvorfor.

Sønden for grænsen og vesten for solen får 4/5 stjerner.


Kody Keplinger - The DUFF. Bogen er købt på The Book Depository og er en genlæsning.

Historien handler om high school pigen Bianca, der har to underskønne veninder. Til en fest henvender den lækre playboy Wesley, sig til hende for, som han fortæller hende at score billige point hos hendes veninder ved at bruge tid på at tale med The DUFF, altså The Designated Ugly Fat Friend, som han mener i dette tilfælde er hende. På hjemmebanen har Bianca problemer hendes mor og far skal skilles og faren, der er tidligere alkoholiker falder i og begynder at drikke igen. Alt dette sårer Bianca og hun finder ud af, at hun kan bedøve følelserne ved at have sex med Wesley.

Da jeg en aften så nogle klip fra The Duff filmen på YouTube blev jeg lidt forvirret, for jeg synes slet ikke jeg kunne genkende handlingen. Efter hvad jeg kunne huske fra bogen, går den ikke ud på at Wesley skal lære Bianca at score i ti trin, faktisk langt fra. Så jeg besluttede at jeg hellere lige måtte genopfriske bogen, som jeg læste første gang i 2013.

Jeg synes bogen er rigtig god og meget mere dyb end hvad filmen virker til at fremstille og det er egentlig lidt synd, at den bare bliver til endnu en chick-Flick, som er underholdende, men tit lidt hjernedøde. Men sådan er det jo til med filmatiserede bøger, det er sjældent filmen kan leve op til bogens verden og jeg er glad for at jeg fik genlæst bogen.

The DUFF får 4/5 stjerner.

Pride and Prejudice genfortalt.

Jeg har et helt specielt forhold til Stolthed og fordom eller på engelsk Pride and Prejudice og jeg kan bare ikke lade være med at købe bøger der reklamere med at være genfortællinger af denne skønne historie. Nogle af disse byder på mere behagelige læseoplevelser end andre, hvilket jeg måtte sande her i weekenden.


Disse to genfortællinger har jeg haft på hylden i det stykke tid og da weekendens snevejr kaldte på noget let og hyggelig læsning fandt jeg dem frem fra hylden.

Claire LaZebnick - Epic Fail. Bogen er købt på Saxo.com og jeg har tidligere læst The Last Best Kiss af samme forfatter, som er en genfortælling af Jane Austens Persuasion.

Historien følger Elise, der sammen med sine forældre og tre søstre flyttet til Los Angeles. Her skal de starte på den oversnobbede Coral Tree Prep high school, hvor de skal finde ud af at begå sig mellem børn af byens celebre og tilbedte stjerner. Her falder Elises søster med det samme for den venlige Chase Baldwin og med ham følger den utilnærmelige og ekstremt snobbede Derek Edwards, der er søn af Hollywoods allermest kendte skuespiller/ instruktør ægtepar.

Lige som med The Last Best Kiss synes jeg forfatteren meget godt for fanget essensen af Jane Austens historie og for den overført på High School miljøet hvor den gør sig rigtig godt. Sproget er moderne og det gør ikke spor, da det passer til den tid den foregår i.

Det er en sød og hyggelig historie og den var faktisk lidt sjov at læse. Selvfølgelig har den slet ikke den oprindelige bogs poetiske sprog og historie, men det synes jeg ikke gør noget i dette tilfælde.

Epic Fail får 3/5 stjerner.

Kate Fenton - Vanity and Vexation. Bogen er købt på Saxo.com og jeg er ikke tidligere stødt på forfatteren. Jeg faldt for bogens beskrivelse der udlægger, det som en moderne genfortælling med ombyttede kønsroller, hvilket jeg synes lød meget interessant.

Jeg ved ærligtalt ikke helt hvad den handler om, da jeg ikke kom længere end til side 15 eller sådan noget og det var mere end nok for mig.

Sproget er forsøgt holdt i den oprindelige histories lettere drillende og sarkastiske tone, men det falder helt i gennem og virkede en anelse for fjollet for mig, at folk på en pub i vores tid skulle tale på den måde.

Jeg er nok lidt langsomt opfattende, men det gik først op for mig efter en del sider, at det er en fræk genfortælling af Pride and Prejudice og det virkede så forkert for mig, at jeg blev nødt til at stoppe læsningen med det samme. Jeg følte det nærmest som blasfemi, selv om det er helt andre personer med andre navne og med modsat køn, men de ting de sagde var så forkerte i den sammenhæng. Jeg tror ikke engang jeg ville kunne læse bogen selv om det intet havde at gøre med Jane Austens klassiker.

Vanity and Vexation er DNF´et.

torsdag den 19. november 2015

Robert Dam - Afhopperen, mine 20 år i scientology


Bogen er købt på Kristelig Dagblads stand på dette års Bogforum, hvor jeg også hørte forfatteren selv tale om bogen.

Scientology har lige siden jeg kan huske, altid stået som denne meget skræmmende organisation for mig og jeg ved egentlig ikke hvor den opfattelse er kommet fra. Om det er mine forældre der har advaret mig eller om det har været det jeg har hørt i medierne. Men reelt har jeg egentlig aldrig vist noget konkret om denne meget hemmelige religion, organisation, sekt eller hvad det nu ellers er.

I denne bog fortæller forfatteren sideløbende med sin egen karriere i og exit fra Scientology også om organisationens historie og opbygning. Hvordan en science fiction og fantasy forfatter i 1950´erne starter en ny form for psykoterapi, der skal gøre op med medicinalindustrien og den etablerede psykiatri og hvordan organisationen på grund af skattemæssige fordele og flere søgsmål, så sig nødsaget til at få organisationen godkendt som religion for at kunne påråbe sig religionsfrihed ( og skattemæssige fordele).

Det er et skræmmende billede forfatteren tegner. Ikke bare med hjernevask og medlemmer der sætter sig i kæmpe gæld for at kunne fortsætte deres fremgang inden for organisationen, men også med , uberettigede anklager, overvågning og fysiske overgreb på sektens medlemmer, der er manipuleret til at angive og falde hinanden i ryggen uden at blinke.

Det er en utrolig informativ og meget interessant bog, fortalt på en lige frem og meget forståelig måde, med en mærkbar følelsesmæssig distance, som gør bogen meget troværdig og endnu mere bekymrende, da det på ingen måde minder om et hævntogt fra forfatterens side, men bare som hans ønske om at berette om realiteterne, som han har oplevet det og senere researchet sig frem til, efter at have forladt organisationen.

Er man bare lidt nysgerrig efter at læse en førstehåndsberetning fra en der har set den meget tabubelagte og meget hadede organisation indefra er dette bogen man skal læse.

Afhopperen får 4/5 stjerner.

mandag den 16. november 2015

Læst og lyttet uge 46-2015.


Læsetemaet i denne måned er frit og det har resulteret i, at jeg er en lille smule ubeslutsom omkring hvad jeg skal læse.

Jeg er blandt andet startet på at lytte til Kampen om tronen af George R.R. Martin, som jeg læste for første gang for et par år siden. Jeg havde tænkt mig at genlytte/ læse hele serien i december måned, men er nu kommet efter, at jeg ikke vil det alligevel, men vil vente til alle bøgerne er udkommet i serien. Grunden til det, er at de bøger frustrerer mig udover alle grænser. Hver gang man kommer til at holde af en person, så bliver personen dræbt og det pisser mig virkelig meget af. Derfor tænkte jeg at, hvis jeg nu venter til serien er færdig og lige lurer hvordan den slutter, så kan jeg se hvem jeg skal holde med og så undgår jeg alle de frustrationer. Er det barnligt? Det er i hvert fald det jeg gør!

Så startede jeg også på Ønskekræmmerens datter-trilogien af Laini Taylor. Jeg kan rigtig godt lide den første bog i serien Ildenglen, som jeg læste for et par år siden og det passede mig fint at genlytte bogen. Jeg var dog lidt træt af at jeg ikke kunne afslutte trilogien, da den sidste bog ikke er udkommet på dansk endnu. Så da jeg startede på at lytte til den anden bog i serien Støv og stjerneskær og det viste sig at være en ny oplæser, som udtalte alle navnene helt anderledes end den første havde gjort, samt at jeg ikke brød mig om den nye oplæsers stemme. Besluttede jeg også at sætte den på stand by indtil den sidste bog er udkommet.

Endelig fik jeg læst de sidste to bøger i Charlaine Harris meget underholdende Sookie Stackhouse-serie og jeg fik læst den meget foruroligende og mørke psykologiske thriller Skyggesider af Christina Bonde. Derudover fik jeg læst og lyttet til de to følgende bøger:


Brian Selznick - The Marvels. Bogen er købt på Saxo.com og det er en utrolig flot bog med guldtryk på forsiden og på kanterne af siderne. Som forfatterens to andre bøger er historien fortalt i både illustrationer og tekst. Historien bygger på virkelige personers liv, men jeg er ikke helt klar over i hvilken udstrækning, da jeg ikke har hørt om de pågældende personer før.

Bogen handler om den unge Joseph, der er stukket af fra den kostskole, hvor hans rige og meget travle forældre har anbragt ham. Han opsøger moderens ukendte broder, som han aldrig tidligere har mødt og som er lidt af en særling. Viklet ind i denne historie er så historien om Marvel familien.

Illustrationerne er meget udtryksfulde og flotte og stemningen er magisk, men jeg synes ikke at blandingen af tekst og tegninger fungerede særlig godt i denne bog. Bogen starter med en fortælling udelukkende i illustrationer og afbrydes for at fortælle en helt anderledes historie i tekst. Det var ikke særlig elegant gjort og det var som at starte på en helt ny bog. Men de to fortællinger blev føjet fint sammen til sidst.

Størstedelen af historien foregår i 1990´erne og omhandler datidens største frygt AIDS og HIV, samt det miljø hvor sygdommen skabte den største frygt. Men hele atmosfæren og det beskrevne passede ikke til den tid og jeg blev ved med at forestille mig at den foregik i starten af 1900-tallet, hvilket var meget forvirrende.

The Marvels får 3/5 stjerner.


Gabrielle Zevin - Historien om A.J. Fikrys liv. Bogen er købt på Saxo.com og lyttet som dansk lydbog hentet på Mofibo.

Historien følger boghandleren A.J. fikry, der har mistet sin kone ved et ulyksaligt uheld. Da han finder en forladt 2 årig pige i sin butik finder han igen meningen med livet.

Det er en sød historie og jeg elsker alle de mange litterære referencer til alle mulige forskellige slags bøger i alle mulige forskellige slags genre. Dog manglede jeg noget. Historien rørte mig ikke på nogen måde og jeg synes faktisk den var lidt for forudsigelig. Jeg synes den var for kort til at jeg rigtig kom ind på livet af personerne. Muligvis er det igen mediet, der tager lidt af det følelsesmæssige af bogen, hvis oplæseren ikke får formidlet den rigtige stemning videre til lytteren.

Historien om A. J. Fikrys liv får 3/5 stjerner.

lørdag den 14. november 2015

Christina Bonde - Skyggesider.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Den handler om den 28-årige Tricia, der er gift med Steven og de har sønnen Silas sammen. Tricia har mange ar på sjælen blandt andet begik hendes tvillingesøster selvmord. Hendes forældre og bedsteveninde tilhører byens katolske kirke, hvor hun ikke selv føler hun hører til. Hun lider af en meget alvorlig spiseforstyrrelse, som har fulgt hende siden barndommen. For at undslippe det kedelige og utilfredsstillende ægteskab med Steven, fantaserer hun om en anden mand. Da denne mand fra hendes fantasier og drømme pludselig står for hende i virkeligheden, begynder hun at tvivle på hvad der er virkelighed og hvad der er drømme og hvad er det lige med alle de 7-taller hun støder på alle steder?

På Bogforum talte jeg med forfatteren til bogen og hun sagde at Skyggesider er noget helt andet end hvad hun har skrevet hidtil og det var godt jeg gik indtil bogen med den viden. For hold da op! At læse historien er som at være fanget i et langt mareridt, hvor man hele tiden kæmper for at holde trit med begivenhederne og for at regne ud hvad det hele betyder.

Forfatteren har et formidabelt og meget beskrivende fortællersprog, der river læseren med ind i Tricias verden. Især er hun god til at beskrive alle former for følelser. Hele vejen i gennem bogen har hun læseren i sin hule hånd.

Når det er sagt så synes jeg også historien var meget forvirrende og jeg er ikke sikker på at jeg har forstået det hele. Der var mange detaljer at holde styr på og meget af det holdt forfatteren tæt til kroppen lige til det sidste, hvilket var meget frustrerende. Det er en utrolig skræmmende og meget mørk fortælling, der selv om den er kort også rummer mange forskellige aspekter. Denne bog er helt sikkert skrevet til en ældre målgruppe end forfatterens tidligere bøger og den er bestemt ikke for sarte sjæle.

Jeg synes det er fascinerende, at opleve forfatterens alsidighed og at hun ikke er bange for at kaste sig ud i nye genrer. Jeg glæder mig til at se hvad hun finder på næste gang.

Skyggesider får 4/5 stjerner.

torsdag den 12. november 2015

Charlaine Harris - Sookie Stackhouse-serien

 
Serien består af 13 bøger: Død ved daggry, Levende død i Dallas, Klub død, Død for verden, Stendød, Fuldstændig død, Alle sammen død, Død og pine, Død og borte, Død i familien, Dødvande, Dødt løb, og endelig Til døden os skiller.

Historien handler om den unge blonde sydstats kvinde Sookie, der bor i den lille landsby Bon Temps. Hun er telepat og kan læse andre folks tanker. Derfor har hun altid holdt sig lidt for sig selv, da det ikke altid er rart at vide hvad andre tænker hele tiden. På grund af vampyrernes ikke eksisterende hjerneaktivitet, da de jo er døde, er hun tiltrukket af dem, nu da de netop er kommet ud af kisterne og har afsløret deres eksistens i verden og det stopper ikke her. Med det første vampyr-bekendtskab Bill, som hun møder på den bar, hvor hun arbejder som servitrice, blandes hun ind i en helt ny og ukendt verden, med mange forskellige overnaturlige væsner og mange af dem er enten tiltrukket af hende eller vil hende til livs.

Det er en sexet, sjov og meget underholdende serie, som ikke skal tages for mere end den er. Jeg elsker serien for den originale fremstilling af de overnaturlige væsner og den måde, forfatteren får dem til at passe ind i vores verden. Selv om det er meget overdrevet, så er det hele sat op på en logisk måde, der måske ikke virker troværdig, men alligevel giver mening.

Sookie er en dejlig heltinde, hun er handlekraftig, selvstændig og betænksom. Det irriterede mig lidt i starten at hun havde sex med snart den ene og snart den anden. Men her, anden gang jeg læser serien, kunne jeg lige som se i gennem fingre med det, selv om jeg måtte himle med øjnene et par gange.

Serien irritere mig grænseløst for dens sløseri og unøjagtigheder. Personers navne staves forskelligt fra bog til bog, personer skifter lige frem navn i den samme sætning, tre personer bliver lige pludselig til fire, når de sætter sig ind i en bil, personer går ud af den samme dør to gange i træk, uden at være gået ind igen og personer ændrer efternavne fra den ene bog til den anden. Det betyder ikke det store for seriens samlede historie, men det irriterer mig alligevel, at der ikke er mere styr på sådanne detaljer.

Det er en serie som jeg godt kunne finde på at læse igen og igen, netop fordi den er så letlæselig og underholdende. Det svarer lidt til at se en amerikansk komedieserie på tv og serien er da også lavet til tv-serien True Blood, som jeg har set et par enkelte afsnit af.

Sookie Stackhouse-serien før 3/5 stjerner.

Fall Time Cozy Time Booktag.

 
Jeg er blevet tagget til at lave denne lille hyggelige efterårsbogleg af Den lille bogblog.

Herude vest på, blæser det næsten altid og med stormen i weekenden, har det været helt umuligt at opdrive et eneste vissent blad nogen steder til at dekorere mine fotos med. Så I må nøjes med killingerne, der som altid dukkede op for at hjælpe med at tage billeder.



Crunchy Leaves!The world is full of colors. Choose a book that has reds, oranges or yellows on the cover.

Jeg har valgt at vise to bøger. The Martian af Andy Weir har jeg lyttet til utallige gange og det er nok er en af de bedste og sjoveste lydbøger jeg har lyttet til nogensinde. Jeg har hverken læst bogen eller set filmen.

Den anden bog er en sci-fi klassiker nemlig Klit af Frank Herbert, som har været på min TBR-liste i flere år, men som jeg ikke er kommet til endnu.


Cozy Jumper!It’s finally cold enough to some warm, cozy clothing. What book gives you the warm fuzzies?

Der er ikke noget bedre her om efteråret end at putte sig under et tæppe i sofaen med en dejlig klassiker. Jeg elsker at genlæse de gode gamle klassikere som Stormfulde højder af Emily Brontë, Jane Eyre af Charlotte Brontë og ikke mindst Jane Austens romantiske og udødelige romaner.


Fall Storm!The wind is howling and the rain is pounding. Choose your favorite book or genre that you like to read on a stormy day.

Når det rigtig rusker derude og blæsten hyler omkring hjørnerne, så har jeg to favorit genre. Den ene er bøger om vampyrer. Dracula af Bram Stoker er selvfølgelig min favorit, men jeg kan nu også godt lide andre både gamle og mere nutidige vampyrhistorier.

Den anden genre jeg godt kan lide en stormfuld aften er historiske romaner. Der er bare et eller andet ved de mørke efterårsdage, der giver mig lyst til at dykke ned i fortiden og læse om tidlige tiders intrigante og magtfulde mennesker.

Cool Crisp Air!Who’s the coolest character you’d want to trade places with?

Det er sjældent jeg lige frem ønsker at være en person fra en bog. Jeg ved ikke om det har noget med alderen at gøre, men min hjerne fungerer bare ikke på den måde. Skal jeg vælge en er det nærliggende at vælge Sookie Stackhouse fra Charlaine Harris kendte serie, da jeg lige er blevet færdig med at genlæse serien.

Jeg tænker bare, hvem kunne ikke tænke sig at være lidt fe og blive tilbedt af sexede vampyrer og hotte varskabninger og ikke mindst kunne forsvare sig selv på en piget og meget fiks måde?


Hot Apple Cider!What under-hyped book do you want to see become the next biggest, hottest thing?

Jeg har ikke rigtig noget ordentlig svar på dette spørgsmål. Fornylig læste jeg The Enchanted af Rene Denfeld og den overaskede mig i den grad positivt, men jeg tror heller ikke det er en bog for alle, da den er meget barsk og berører meget ubehagelige temaer og så er den egentlig meget amerikansk, da vi jo ikke har dødstraf her i Danmark. Så jeg vil anbefale den, men jeg tvivler på om det bliver den næste hotte bog.

Coats, Scarves and Mittens!The weather has turned cold and it’s time to cover up. What’s the most embarrassing book cover you own that you like to keep hidden in public?

Jeg ejer ikke Fifty Shades eller andre erotiske romaner i samme stil og kommer heller aldrig til det, men jeg kunne forstille mig, at det måske var bøger jeg ville synes var pinlige at læse offentlig. Måske mest fordi jeg ikke ligger skjul på, at det er bøger jeg ikke har særlig høje tanker om.


Pumpkin Spiced Latte!What’s your favorite Fall Time comfort food or drink?

Hvis jeg rigtig skal hygge mig med en bog i sofaen, så skal der en kop varm kakao til. Jeg plejer at blande et halvt brev Chai Latte Caramel og et halvt brev Choco Hot, tilsat lidt skumfiduser, og det er som hygge og varme i en kop.

Warm, Cozy Bonfire!Spread the cozy warmth! Who do you tag?

Jeg har set tagget på mange forskellige blogge efterhånden og det virker til at de fleste har lavet den, så jeg vil ikke tagge nogen bestemt, men lade dette være en invitation til alle dem der har lyst til at deltage i denne lille bogleg.

mandag den 9. november 2015

Nanna Foss - Geminiderne


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup og det er anden bog i forfatterens Spektrum-serie.

Jeg havde virkelig glæder mig til at læse denne bog. Jeg har både læst og lyttet til den første bog med stor glæde. Jeg er vild med forfatterens sprogbrug og især personerne og deres indbyrdes forhold er det der giver historien liv.

Hvad bogen handler om, vil jeg ikke komme så meget ind på, da jeg ikke vil spoile den første bog. Men der er kommet gang i tidsrejserne og nu, hvor vi fra den første bog har sceneriet og personerne på plads, er der for alvor kommet gang i handlingen og der er godt nok fart over feltet.

Jeg var ekstremt usikker på det her med at synsvinklen skifter for hver bog. For det kan i sådanne tilfælde, nogle gange være svært at skelne de forskellige personer fra hinanden. Her var det dog intet problem og der var tydelig forskel på Emilie, som er den person vi følger i den første og Pi, hvis synsvinkel vi følger her. Både i handlemåde, sprog og tankemønster adskilte de sig klart fra hinanden.

Selv om jeg savner Emilie og at følge hendes relationer til Alban og Linus, så var det enormt spændende, at se de andre personer gennem Pi´s øjne og hvordan hun opfatter dem anderledes end Emilie gjorde. Det er efter min mening et meget vellykket personskifte. Jeg kan næsten ikke vente på at det bliver en af drengenes tur, det kan kun blive endnu mere interessant.

Jeg kan altså ikke anbefale denne serie nok! Det eneste minus jeg kan komme på, er ventetiden til den næste udkommer. For hold da op, det er både et interessant og spændende plot, som jeg ikke har nogen anelse om hvor skal ende.

Geminiderne får 5/5 stjerner.

Læst og lyttet uge 45-2015.


Jeg fik læst fire bøger og lyttet til én lydbog i løbet af ugen. De to af bøgerne jeg læste var den 10. og 11. bog i Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris, som stadig er underholdende, men som jeg snart ønsker at se en ende på.

Weekenden bød på en dejlig tur fyldt med skønne bogoplevelser til Bogforum og her fik jeg Geminiderne af forlaget Tellerup, som er den anden bog i forfatteren Nanna Foss Spektrum-serie og da jeg var meget spændt på at læse den, gik jeg straks i gang og jeg fik den allerede læst færdig søndag aften. Der kommer en anmeldelse i løbet af de næste par dage, men jeg kan allerede nu sige at den er fuldt ud levede op til den første bog Leoniderne, som jeg gav 5/5 stjerner, da jeg læste den.

I løbet af de næste par dage kommer der selvfølgelig også et indlæg om alle de dejlige bøger jeg fik hentet med hjem fra Bogforum.

De to andre bøger jeg fik læst og lyttet var:


Rene Denfeld - The Enchanted. Bogen er købt på Saxo.com og jeg kendte ikke rigtig noget til den på forhånd.

Historien er fortalt af en indsat på dødsgangen i et af de barske fængsler i USA. Her følger vi gennem hans øjne fangerne, fangevogterne, fængselsinspektøren og ikke mindst en kvindelig advokat, der arbejder for at få fangers straf ændret fra dødsstraf til livsvarigt fængsel.

For udenforstående er der nok lidt mystik omkring fængselsmiljøet og især dødsgangen. På en eller anden måde er det mærkeligt besnærende, at læse om. Jeg var vild med at historien både er grusom ud over alle grænser også er fortalt poetisk. Det var mærkeligt at jeg, som normalt ikke kan klare blodig vold og lemlæstelser i krimier, lod mig rive med og læste den ene mere gruopvækkende ting efter den anden.

Jeg har hørt nogen kritisere den magisk realisme der er i bogen, løbende gyldne heste og små mænd i væggene, med at de ikke hænger sammen med resten af historien. Men jeg ser det ikke som magisk realisme, men mere som den mentalt ustabile fortællers opfattelse af jordskælv og rotter. Det kunne være sjovt at høre, hvordan andre der har læst bogen, har opfattet det.

Det er en grusom og på samme tid smuk og meget tankevækkende fortælling om en verden de fleste mennesker heldigvis er forskånet for at opleve og jeg kan godt forstå, hvad forfatteren mener når det omtales som et fortryllet sted. Det er vitterligt en helt anden verden end den uden for murene.

The Enchanted får 5/5 stjerner.


Tom Rachman - Storhed & fald. Bogen er købt i Føtex og lyttet som lydbog på Mofibo.

Efter et omflakkende liv, er den unge kvinde Tooly faldet til ro i en lille antikvarisk boghandel i en landsby i Wales. Historien fortælles i nuet og med mange tilbageblik til hendes meget turbulente barndom og ganske langsom udfolder der sig en historie om svigt, overlevelse og menneskelige relationer.

Det er godt nok en mærkelig og meget forvirrende bog. Jeg vidste intet om den inden jeg gik i gang og jeg må sige, at der gik lang tid inden jeg fandt hoved og hale i de mange skift i både tid og sted. Det er vildt det Tooly har oplevet og det er nogle meget karismatiske og spøjse personer hun kommer i berøring med. Det er underholdende, men også meget overvældende til tider.

Undervejs filosofere forfatteren gennem personerne over dagligdags ting, som vores stigende brug af mobiler og andet teknik, det var faktisk meget interessant og han havde nogle spændende synspunkter, men der var et par gange hvor jeg synes det virkede lidt kunstigt stillet op.

Jeg lyttede til bogen som lydbog og igen var det ikke det rigtige medie for denne type bog, hvor jeg nogle gange godt kan have brug for at gå tilbage og læse en sætning eller et afsnit igen, for at dvæle ved en god formulering eller for at finde hoved og hale i noget jeg ikke lige havde forstået.

Storhed & fald får 3/5 stjerner.

tirsdag den 3. november 2015

Opsummering: Læsetema okt. 2015.


Oktobers måneds læsetema var traditionen tro Halloween, altså bøger med lidt gys og gru. Jeg fik læst en del af de bøger jeg havde planlagt, plus lidt ekstra.


Af de planlagte bøger fik jeg læst:

Dawn Kurtagich - The Dead House, som er en ungdomsgyser. Den var utrolig spændende, da den udforskede sindssygdom kontra det overnaturlige. Min anmeldelse af bogen kan læses her.

Diane Setterfield - The Thirteenth Tale. Der er en fortælling om en virkelig forskruet familie og den mystik der er forbundet med familiens børn. Jeg synes den var utrolig spændende. Mit indlæg om bogen kan læses her.

Stephen King - Joyland. Mit første møde med den berømte gyser forfatter og jeg må indrømme at det var et lidt skuffende møde. Men alligevel en okay bog, der kan læses om her.

Jeg måtte opgive at læse House og Leaves af Mark Z. Danielewski, begrundelsen for det kan læses her.

I øjeblikket er jeg ved at læse The Enchanted af Rene Denfeld og jeg er ca. 100 sider inde og jeg kan utrolig godt lide både skrivestilen og historien. Der kommer et indlæg om den senere, når jeg har læst den færdig.

Jeg fik ikke læst Doomed af Chuck Palahnuik eller noget af Edgar Allan Poe, som jeg ellers havde planlagt. Jeg er mest ærgerlig over Edgar Allan Poe, da jeg absolut havde glædet mig til at læse noget fra ham og jeg tror grunden til at jeg ikke fik gjort det er, at jeg hader samlede udgaver. De er store, tunge og meget uhandie at sidde med.


Til gengæld fik jeg læst en god del af Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris og jeg mangler kun at læse tre bøger, for at færdiggøre serien og der kommer et indlæg om hele serien til den tid.

mandag den 2. november 2015

Læst og lyttet uge 44-2015.



Jeg har næsten ikke fået læst noget i ugens løb, kun to bøger er det blevet til. Den en var Genspejl af Claus M. Lohman, som jeg har lavet et separat indlæg om her. Det var en meget interessant læseoplevelse. Den anden var bog nummer ti i Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris, som efterhånden føles som the never ending story.

Til gengæld har jeg fået lyttet til hele fire lydbøger og dem kan der læses om herunder:


Stephen King - Joyland. Bogen er hentet og lyttet som lydbog på Mofibo og det var en rigtig fin oplæsning.

Bogen handler om den 20-årige Devon, der får sommerjob i et tivoli. Han er mærket af, at han lige er blevet forladt af sin kæreste Wendy, hvilket påvirker han sindsstemning meget. Tivoliet han arbejder i, var en gang gerningssted for et mord. En ung pige blev dræbt i en af forlystelserne og nu siges det at hun går igen.

Jeg har for mange år siden set filmatiseringen af Misery, men ellers er dette mit første møde med gyser kongen og jeg må sige det slet ikke var som forventet. Helt ærligt så synes jeg starten var dødkedelig. Jeg fattede stor sympati for Devon, men hold da op historien sneglede sig af sted til at starte med. Den sidste halvdel af bogen var lidt bedre og  dele af den endda gribende.Slutningen skuffede også en anelse, da den minder meget om noget jeg både har set og læst før.

Joyland får 2/5 stjerner.


Theodor Ewald - Støvlet-Cathrine, den gale konges elskerinde. Bogen er lyttet som lydbog hentet på Mofibo og det var en rigtig fin oplæsning. Jeg savnede dog at kunne speede bogen op til 2x hastighed, fordi at oplæseren talte meget langsomt. Men den mulighed har Mofibo desværre taget væk.

Selvfølgelig handler bogen om Anna-Cathrine Benthagen , som af forfatteren her, menes at være en uægte datter efter Frederik d. 5. . Denne datter blev senere berømt og måske lige så berygtet under tilnavnet Støvlet-Cathrine. Fortællingen beskriver hendes og Kongens intense affære og destruktive hærgen gennem nattelivet i 1700-tallets København.

Jeg har læst flere bøger om Christian d. 7. og når Støvlet-Catrine nævnes, portrætteres hun enten som en heks eller også som en klog og indsigtsfuld kvinde, der forstod at bruge sine ynder til sin fordel. Aldrig midt i mellem, men det er klart at hendes indflydelse på Kongen må have været stor, siden statsrådet valgte at deportere hende.

Det distraherede mig at sproget i bogen var så moderne, det brød jeg mig ikke så meget om. Jeg synes heller ikke, at Kongens sindssygdom trådte tydeligt nok frem. Der er lange passager, hvor Støvlet-Catrine slet ikke nævnes, men hvor vi hører om Kongens privatliv og jeg synes nærmest han bare fremstod som lidt excentrisk.

Jeg synes fremstillingen af Støvlet-Cathrine var meget ensidig og meget nedgørende. Måske var hun en ubehagelig og ond person eller også var hun et produkt af den tid og under de kår hun levede. Mon ikke alle prostituerede på den tid stræbte efter storhed, hvis den var inden for rækkevidde?

Min vurdering af bogen går nok mest på at jeg ikke er enig i den måde personerne blev fremstillet. Jeg synes, det er at vælge den lette løsning, at fremstille Cathrine så unuanceret. Jeg ville mene at der kunne findes flere måder at fortælle om hendes person på der ville have været mere interessant.

Støvlet-Cathrine får 1/5 stjerner.


Dennis Jürgensen - Grønne øjne og Midnatstimen. Begge novellesamlinger er hentet som lydbøger på Mofibo og er oplæst af den altid fantastiske Torben Sekov.

Grønne øjne er for mit vedkommende et dejligt og meget nostalgisk gensyn. Jeg læste bogen første gang da jeg var 11-12 år og dengang synes jeg den var ekstremt uhyggelig. Især historien med Mester Jakel dukken skræmte mig fra vid og sans og siden har jeg ikke haft det så godt med dukketeater.

Selvfølgelig er historierne ikke så uhyggelige denne gang, som da jeg var yngre, men de var stadig underholdende og jeg var vildt begejstret for de sindsrige måder de fire historier var kædet sammen.

Jeg er ganske sikker på, at jeg har læst Midnatstimen før, eller måske bare nogle af historierne, for jeg synes jeg kunne genkende historien om snemanden og også den om Freddy. I forhold til Grønne øjne er der betydelig mere lune og humor i disse fem historier og de var helt bestemt også underholdende.

Grønne øjne får 4/5 stjerner
Midnatstimen får 3/5 stjerner