fredag den 31. juli 2015

#fredagsbog d. 31. juli 2015.

Husbonden har nu i et stykke tid kun haft høst på hjernen og mejertærskeren er blevet puslet om og gennem tjekket. Regnen de sidste mange uger har forsinket høsten en del, men i dag ser det endelig ud til at vi kan komme i gang og en af vores travleste og vigtigste perioder for vores erhverv går i gang.


Men på trods af høsttiden, har jeg valgt at være optimistisk på læsefronten og har planlagt at starte på de følgende tre bøger i løbet af weekenden.

Xiaolu Guo- Jeg er Kina, som handler om Iona, der gennem en række breve og dagsbogsnotater, som hun skal oversætte fra kinesiske til engelsk, genfortæller to kineseres kærlighedshistorie og gennem dem, forholdene i Kina i nyere tid.

Katie Evansen - Drop, som udkommer på engelsk d. 6. august og handler om Carla, der flytter til en ny by, hvor hun har svært ved at få venner. I hendes desperation for at passe ind, Falder hun i dårligt selskab med Finn, som færdes i en destruktiv verden med fester og stoffer.

Det lyder ikke som en bog, jeg normalt ville vælge, men den har fået meget ros, så jeg synes jeg ville give den et forsøg.

Hannah Kent - Uindviet jord. Bogen er mit valgt til læseklubbens bog i august måned og fortæller om den sidste henrettelse på Island, der fandt sted i 1830 og den dødsdømte, Agnes Magnúsdóttirs sidste tid i opbevaring hos en lokal islandsk familie.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 30. juli 2015

Læseliste for august 2015.



Læsetemaet denne måned hedder kort og godt Down Under, altså bøger om og af forfattere fra enten Australien eller New Zealand. Jeg har efterhånden fået samlet en pæn stak interessante bøger fra det område og jeg håber at kunne få læst en god del af dem.


Selvfølgelig har jeg også et par bøger der skal læses til læseklubben og læsegruppen. Læseklubben mødes allerede d. 9. august og til den dag skal jeg have læst Uindviet jord af Hannah Kent og læsegruppen mødes sidst på måneden og vi læser Remember Me af Sophie Kinsella.


Månedens Haruki Murakami bog er Wind/Pinball som er to korte romaner samlet i én bog. For godt og vel en måned siden, lavede jeg en forudbestilling på bogen, der udkommer på engelsk d. 4. august. Så den skulle gerne snart være på trapperne.

onsdag den 29. juli 2015

Seven Deadly Sins Book Tag.

Dette tag har længe floreret på de forskellige booktubekanaler og også på de danske bogblogge. Jeg har flere gange tænkt på at lave tagget, men har ikke rigtig kunne tage mig sammen til det. Men i mandags blev jeg tagget af den skønne Simone fra Boghjørnet, så nu er der ikke nogen vej uden om.


1. Grådighed: Hvilken bog er den dyreste og hvilken bog er den billigste du ejer?

Som den dyreste bog jeg ejer, har jeg valgt Gyldendals og Politikkens Danmarkshistorie bind 1-17. Efter hvad jeg kan huske blev de første bind udgivet i slutningen af 90´erne og de sidste i begyndelsen af 00´erne. Jeg kan ikke helt præcis huske hvad de kostede, men billige var de ikke.Men det hjalp lidt at de blev betalt over flere år.

Den billigste bog som jeg kan huske er, Carte Blanche af Jeffery Deaver, som er en James Bond-roman. Jeg købte den for 10,- kr. i A-Z i Hjørring sidste år.


2. Vrede: Hvilken bog har du et had-/kærlighedsforhold til?

Det er helt sikkert A song of Ice and fire-serien af George R. R. Martin. Det er en virkelig god og velskreven historie. Jeg elsker forfatterens måde at lade de forskellige personer være både onde og gode og den måde man ved at følge forskellige personer, bliver overrasket over deres motiver. Jeg hader at bøgerne er så tykke og at alle dør fra en side af.


3. Frådseri: Hvilken bog er den pæneste du nogensinde har købt?

Jeg har altid godt kunne lide Esben Hanefeld Kristensen flotte illustrationer og jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle eje Saxos Danmarkskrønike genfortalt af Helle Stangerup og illustreret af netop Esben Hanefeld, da den udkom.


4. Dovenskab: Er der dele af en bog du ikke læser på grund af dovenskab?

Jeg er en klovn til at læse appendikser og fodnoter og jeg læser heller ikke ordforklaringer, hvis jeg synes forklaringen giver sig selv ud fra teksten. Det er også meget sjældent, at jeg læser det der står om forfatteren, som regel interessere det mig ikke en dyt hvem forfatteren er, jeg er hovedsageligt interesseret i det han eller hun vil fortælle.


5. Hovmod: Hvilken bog er du allermest stolt over at kunne fremvise på din reol?

Der er ikke en enkelt bog, som jeg føler mig specielt stolt af, men jeg må da indrømme at jeg er meget stolt over den bogsamling jeg har fået bygget op og jeg synes da der er mange perler, både hvad indhold og udseende angår.


6. Utugt: Hvilken fiktive person kunne du godt tænke dig at få virkeliggjort?

Min hjerne fungere ikke sådan, at jeg kan se en fiktiv person som en del af virkeligheden. Hver enkelt person er i den pågældende bog. Nogle elsker jeg at vende tilbage til igen og igen, men så snart jeg har sluppet bogen skænker jeg dem ikke yderligere tanker.

7. Misundelse: Hvilken bog vil du allerhelst modtage som gave?

Det er sjældent at jeg får bøger i gave, da jeg er meget pernitten med hvilke udgaver jeg vil have og vil helst gerne selv købe mine bøger selv, derfor er boggavekort og kontanter altid en velkommen gave hos mig.


Jeg vælger ikke at tagge nogen, men hvis der er nogen der har lyst til at lave dette tag, er du her med tagget af mig.

mandag den 27. juli 2015

Læst i uge 30-2015.


Jeg har ikke fået lyttet til en eneste bog i uge 30. Jeg har startet på den ene bog efter den anden, uden at kunne finde en, jeg har haft lyst til at lytte til. Enten har historien ikke tiltalt mig ,eller også har oplæseren bare ikke været min kop te. Men jeg har da nu endelig fået startet på Analfabeten som kunne regne af Jonas Jonasson, som faldt i min smag, hvad både angår historie og oplæser.

Jeg har fået læst fire bøger, hvor af de to af dem var henholdsvis Young Adult-bogen The Fill-In Boyfriend af Kasie West, som var en rigtig sød historie, samt New Adult-bogen  Maybe Someday, af Colleen Hoover, som absolut ikke faldt i min smag. Begge bøger kan der læses om her.

Så blev jeg også færdig med den første bog i Night Angel-serien, Som en skygge af Brent Weeks, som nok er den bedste fantasy bog, som jeg længe har læst. Den har jeg lavet et indlæg her.

Den sidste bog jeg har læst er:

Rainbow Rowell - Attachments. Bogen er forfatterens debut roman og modsat hendes andre udgivelser, er dette en roman skrevet for et mere voksent publikum.

Den handler om Lincoln, der er sidst i tyverne. Han er blevet ansat i et firma, hvor hans arbejde går ud på, at han skal læse de beskeder som computeren sortere fra og vurdere om de er arbejdsrelaterede og hvis de ikke er, skal han sende vedkommende en advarsel. På den måde stifter han bekendtskab med kvinderne Beth og Jennifer, der fører meget lange og livlige privatsamtaler over firmaets computere og ganske langsomt forelsker han sig i den ene af dem.

Det var en rigtig sød historie. Bogens historie foregår omkring årtusindskiftet og jeg blev igen taget tilbage til den fagre nye digitaliserede verden, computer teknikkens spæde entre på arbejdsmarkedet og hysteriet omkring frygten for et globalt computer nedbrud ved overgangen til 2000.

Dog kunne jeg ikke undgå, at undre mig over at en ung mand, der angiveligt skulle se ud som en nuttet Jason Bateman, med en enorm, velskåren og muskuløs krop, skulle have så lidt selvværd som Lincoln. Det var lidt svært at tro på. Men jeg kunne rigtig godt lide de to kvinder og deres venskab. Deres beskeder var både søde, sjove og ærlige.

En rigtig sød historie, som helt sikkert også vil gøre sig godt som kærlighedsfilm.

Attachements får 3/5 stjerner.

Brent Weeks - Som en skygge.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Historien handler om den 11-årige Azoth,der er opvokset i Slummen. Slummen regeres af små pak med hver deres mere eller mindre psykopatiske ledere. For at forøge chancerne for at overleve, skal man helst være medlem af sådan et pak og stå på god fod med dets leder. Men ikke engang det kan sikre ens overlevelse.  Azoth er på kant med sin leder og derfor forsøger han med alle midler at komme væk fra pakket og i lære hos den udødelige legende Durzo Blint, der er byen ubestridt bedste snigmorder.

Wow! Denne første del af forfatterens Night Angel-serie er personificeringen af hvorfor jeg elsker at læse fantasy bøger. Der er helte og skurke og dem der er lidt af begge dele, spektakulære slåskampe, troldmænd og magi. Der er fart over feltet fra første side og hele fortællingens sceneri bliver ganske langsomt bygget op og skaber en stemning af en mørk og magisk middelalder.

Det er noget af et monster af en bog på lidt over 700 sider. Men selv om jeg synes det var lidt forvirrende med alle de meget fremmede navne i starten, blev jeg hurtigt optaget af historien der udspillede sig for mine øjne. Nuvel, den er måske meget voldelig, men det er ikke noget der udpensles unødigt. Det er mere nævnt i flæng. En hals der bliver skåret over her og en kniv i en øjenhule der. Det gør det mere tåleligt for mine sarte nerver, at der ikke dvæles ved det blodige og ulækre.

Bogen er virkelig godt skrevet. Historien bliver på intet tidspunkt langtrukken eller gentager sig selv, der er hele tiden nye informationer at holde styr på og nye plottwists. Man bliver hele tiden ført videre ind i de dunkle kringelkroge i en verden med Nattens Engel.

Er man fan af fantasy- og eventyrbøger, vil jeg helt klart anbefale denne bog som et absolut must read.

Bogen får 5/5 stjerner.

fredag den 24. juli 2015

The Fill-In Boyfriend og Maybe Someday.


Kasie West - The Fill-in Boyfriend. Jeg har læst The Distance Between Us og On the Fence af samme forfatter med lige så stor fornøjelse.

Bogen handler om Gia Montgomery, der bliver dropped af kæresten Bradley på parkeringspladsen uden for Prom-festen. Da en ny pige i hendes venindegruppe, har sået tvivl omkring at hun faktisk har en kæreste, da ingen af dem har set ham før, er det meget vigtig for hende at bevise at han faktisk eksistere, derfor griber hun en tilfældig ung mand, der opholder sig på parkeringspladsen og overtaler ham til at være stand-in for Bradley.

Det var en rigtig sød og god bog. Det var lige den rette type letlæselige og afslappende bog på det helt rigtige tidspunkt. Hvis man begynder at nærstudere og analysere handlingen, er der flere ting der stikker ud, men jeg synes overordnet, det var en fornøjelig og underholdende oplevelse, der på nogle punkter mindede mig om filmen Pretty Woman.

Intrigerne i venindegruppen og den måde piger og for den sags skyld kvinder kan være mod hinanden, var super godt skrevet. Jeg tror alle vi har truffet en bitch som Jules, på et eller andet tidspunkt i vores liv. Det var også meget interessant at se hvordan løgnen spredte sig som ringe i vandet og fik stor indflydelse på Gias liv.

Jeg kunne godt lide at bogen ikke slutter med at det hele bliver bundet op i en lyserød sløjfe til sidst, men at der var nogle ting som forblev uafklaret. 

The Fill-In Boyfriend får 4/5 stjerner.

Colleen Hoover - Maybe Someday. Endnu engang har jeg erfaret at NA ( New Adult) bøger bare ikke er for mig.

Bogen handler om Sydney, der opdager at hendes kæreste gennem to år, i lang tid før og gennem hele deres forhold har haft et seksuelt forhold til deres fælles bedsteveninde, som uheldigvis også er Sydneys værelseskammerat. Sydney er selvfølgelig knust og nu lige pludselig hjemløs. I bygningen overfor bor den lækre Ridge i et bofællesskab, hvor de lige står og mangler en roomie.

Hvornår mon jeg lærer at bøger, hvis eneste plot er et kærlighedsdrama, bare ikke er mig! Jeg sidder altid og mangler noget mere. Det undre mig altid at, for eksempel Sydney går på et musikkonservatorie, men at vi aldrig hører om at hun går til undervisning. Det bliver meget navlepilleri-agtigt og uinteressant, når personerne slet ikke agere med verdenen uden for.

Jeg synes dog, at det var spændende at forfatteren havde valgt at udstyre Ridge med et markant handicap, men på den anden side, jeg synes ikke rigtig det fungerede for mig. Det føltes lidt, som et billigt trick for at gøre bogen mere interessant. For slet ikke at tale om alt det tuderi, det var hele tiden tårerne sprøjtede ud og så brugte forfatteren de samme vendinger igen og igen, når hun beskrev det.

Så selv om bogen er ganske underholdende og sex for en gang skyld ikke bliver beskrevet som noget forkert og fordækt, så er et kærlighedsdrama bare ikke nok for mig, jeg vil have noget mere til historien, der kan forme historien og personerne.

Med til bogen følger et soundtrack, som man kan lytte til via en QR-kode i starten af bogen. Det er en sej feature, men ikke en jeg benyttede mig af. Jeg var simpelthen ikke interesseret nok i bogen til at bruge tid på det.

Note to self: Stay Away From New Adult!

Maybe Someday får 2/5 stjerner.

#fredagsbog d. 24. juli 2015.

 
Jeg tror sørme, det nærmest er sommer i dag og jeg tager pigerne med en lille tur i Fårup Sommerland og lader drengene blive hjemme og gøre mejetærskeren klar til høst.

I øjeblikket er jeg ved at læse i disse to bøger, der er gode på hver deres måde. Som en skygge af Brent Weeks er en den første bog i en forrygende fantasyserie og Attachments af Rainbow Rowell er en utrolig sød kærlighedsroman. Så den står både på blodsudgydelse, magi, tørre tæsk og forelskelse, kærlighed og amoriner i denne weekend.

Hvis vejret bliver som de har lovet i morgen, med gråvejr og skybrud, så bliver der rigeligt tid til at læse i dem begge.

God weekend og god læselyst!

onsdag den 22. juli 2015

Frederik Brinth Christiansen - Mino & dragen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Det er den første bog i en serie om drengen Mino, der bor sammen med sin far i et helt almindelig gult hus på en helt almindelig villavej. Han går i skole, hvor han bliver hentet af sin farfar, der fortæller soldaterhistorier. En dag får Mino et æg med posten, ægget er fra hans ravnemor, som han ikke ved hvor er, men som han tænker meget på.

Jeg har læst bogen højt for mine døtre på henholdsvis 9 og 6 år. Hende på 9 år mistede interessen efter et kapitel, hun synes bare den var alt for mærkelig. Den lille hang ved  hele vejen. Men der var mange ting, hun ikke forstod og hun efterlyste også flere billeder i bogen.

Det var svært for mig at bedømme hvilken aldersgruppe bogen er skrevet til, da jeg synes den var for barnlig til de ældre børn, hvilket nok også var derfor at hende på 9 år ikke gad høre den, på den anden side synes jeg der var mange ting, som hende på 6 år ikke forstod og som stadig ikke gav mening i hendes verden, selv om jeg forklarede det så godt jeg kunne.

Som voksen må jeg indrømme, at det for mig er en meget mærkelig historie, jeg synes historien ville for mange ting på en gang og prøvede for hårdt at være fjollet og sjov. Lidt fjolleri er godt, men her bliver det altså for meget. Jeg sad hele vejen i gennem og tænkte på, hvorfor de dog ikke kunne spise almindelig mad. Hvorfor er der ingen der tager sig af den stakkels Mino. Hvad er det for noget med de forældre, der opfører sig som børn.

Jeg synes det er synd, da det egentlig er et meget relevant og seriøst emne bogen handler om, Minos savn af moren, der bliver til dragen Tom, der vokser hver gang han tænker på hende. Det er meget rørende. Men historien er simpelthen for mærkelig for mig.

Bogen får 1/ 5 stjerner.


søndag den 19. juli 2015

Læst og lyttet i uge 29-2015.


Efter at have startet ugen med en fantastisk eventyrhistorie, Uprooted af Naomi Novik, der fuldstændig slog benene væk under mig, er det lige så stille gået ned ad bakke derfra.

Jeg har måttet DNFe ( Did Not Finish) to bøger: S af J.J. Abrams og Doug Dorst ( som jeg vender tilbage til, når jeg opsummere månedens læsetema), samt Redshirts af John Scalzi, som jeg ellers havde store forventninger til. Derudover har jeg lige afsluttet min mest skuffende Haruki Murakami oplevelse indtil videre.

Jeg fornemmer en drastisk faldende læselyst og det er muligvis derfor, jeg har været så hård en dommer over for disse tre bøger. Pt. har jeg ingen anelse om hvilken bog jeg vil læse i som den næste, der er ikke rigtig nogen bøger, der umiddelbart tiltaler mig. Måske bliver det til en lille læsepause, de næste par dage.

Haruki Murakami - Norwegian Wood. Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo.

Denne bog er den mest populære af alle Murakamis bøger og det var den, der gav forfatteren sit helt store gennembrud i Japan og efterfølgende er den også blevet rost internationalt. Desværre er det den af hans bøger, jeg synes mindst om indtil videre.

Bogen handler om Toru Watanabe og den starter med, at han 37 år gammel, sidder i et fly og lytter til Beatles sangen Norwegian Wood, som minder ham om hans ungdom i slutningen af 1960´erne og starten af 1970´erne. Sangen får ham til at mindes livet på kollegiet og ikke mindst de personer han kom i berøring med dengang.

Jeg har set og læst mange anmeldelser, hvor bogen betegnes, som en kærlighedshistorie, I så fald er det nok den mest deprimerende kærlighedshistorie jeg længe har læst. Især sindets skrøbelighed og undergang, livet og døden, er et dominerende tema i historien. Japan har i mange år haft den højeste selvmordsrate i verden og det berører forfatteren flere gange i bogen. Historien føles kedelig og unødvendig langtrukken. Jeg har også en fornemmelse af, at jeg ved at lytte til bogen som lydbog, går glip af forfatterens meget poetiske sprog og skrivestil, som nok kunne have reddet lidt af læseoplevelsen. .

Bogen indeholder alle de klassiske Murakami elementer, whisky, henvisninger til klassik komponister og forfattere og katte. Som i hans andre bøger udforsker han også det menneskelige sind, jeg´et og forskellige mere eller mindre tabubelagte og bizarre former for sex og seksualitet. Det overnaturlige og den magiske realisme, han ellers tit bruger er dog helt fraværende i denne bog og det savnede jeg lidt.

Norwegian Wood får 2/5 stjerner.

John Scalzi - Redshirts. Jeg har hørt mange meget rosende ord om forfatteren på det seneste og synes at denne bog lød som en let og lidt sjov oplevelse.

Året er 2456 og bogens hovedperson, Andrew Dahl, har fået hyre på rumskibet Intrepid. Sammen med ham selv, starter fire andre nye. De opfatter hurtigt, at der er noget rablende galt på skibet. Hver gang der er en "Away Mission", er der nogen der dør. Som regel er det mindre betydningsfulde besætningsmedlemmer der dør og ikke skibets officerer. Så Dahl begynder at undersøge hvad der egentlig er galt og opdager noget banebrydende om sig selv og selve det univers de færdes i.

Jeg læste den første halvdel af bogen med stor fornøjelse, jeg synes det var et interessant og et spændende nyt plot, set fra en usædvanlig vinkel. Men lidt over halvvejs mistede jeg fuldstændig interessen. Jeg kunne slet ikke følge historien længere og jeg stod helt af, da historien skiftede fortæller.

Bogens tema er fiction kontra virkelighed og sammenblandingen af de to elementer. På de anmeldelser jeg har læst på Goodreads, kan jeg forstå, at der er mange ligheder med og parodier på Star Trek, men jeg har aldrig set den tv-serie, så det skal jeg ikke kunne sige om det passer. Men jeg følte at humoren var meget indforstået og at jeg simpelthen bare ikke forstod joken.

Redshirts er DNFet.

fredag den 17. juli 2015

#fredagsbog d. 17. juli 2015.

 
Efter at have afsluttet den fantastiske eventyrbog Uprooted af Naomi Novik i går aftes, har jeg slet haft ikke lyst til at starte på nogen ny bog lige med det samme, men har bare lyst til at blive i den magiske stemning bogen efterlod, lidt tid endnu.

Jeg har dog stadig den meget specielle bog S ( Ship of Theseus ) af J.J. Abrams og Doug Dorst, som jeg har læst i længe nu. Den er mere speciel end den er god, faktisk er den efter min mening gabende kedelig, men det går langsomt fremad og jeg vil da også læse lidt i den i løbet af weekenden og måske prøve at få den læst færdig.

Da jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken bog jeg skal gå i gang med, har jeg tænkt mig at prøve Redshirts af John Scalzie, efter forslag fra Den lille bogblog. Det skulle være en komisk parodi på de kendte science fiction tv-serier og det lyder som god underholdning. Jeg er som skrevet før, flere gange stødt på forfatterens navn på det sidste og jeg er spændt på at finde ud af om det han skriver at så godt, som alle synes. Andre af han bøger jeg har hørt nævnt er Fuzzy Nation, Lock In og Agent to the Stars, som vist alle er i sci-fi genren.

God sommerferie og god læselyst!

Naomi Novik - Uprooted.

Bogen handler om den 17-årige Agnieszka, der bor i en lille landsby i en bjergdal omgivet af Skoven. Skoven er en uhyggelig lurende fare, som bortfører folk der kommer i nærheden af den og folk der går ind, kommer aldrig ud igen, i hvert fald ikke som dem selv.

Derfor bor der en troldmand i et tårn over dalen, han bliver kaldt Dragen og han bruger sin magi til at holde Skoven i skak, så den ikke breder sig og erobre byerne. Som betaling henter han hvert tiende år en af de unge smukke kvinder fra dalen, som skal bo i tårnet sammen med ham.

Agnieszkas smukke veninde Kasia, har hele livet været bestemt til at være den pige, hun er optrænet i at lave mad og ikke at vise frygt, men da dagen for udvælgelsen kommer, er det imod al forventning Agnieszka, Dragen vælger at tage med sig.

Historien tog mig fuldstændig med storm, jeg er helt vild med dens eventyrlige magi og den lurende uhyggelige Skov. Selv om bogens eventyr var bekendt og mindede om de gamle klassiske eventyr fra Brødrene Grimm, så var den som intet jeg har læst før. En meget unik historie og en gennemført, overraskende og helt fantastisk medrivende læseoplevelse.

Jeg havde absolut ingen forventninger til bogen, da jeg gik i gang. Jeg købte bogen for et stykke tid siden og kan nu se, at der er en begyndende hype på BookTube og jeg tænkte jeg hellere måtte læse den inden det eksplodere. Jeg hader at læse overhypede bøger.

Bogen er fortalt fra Agnieszkas synspunkt og den ligger stille og roligt ud med, at bygge fortællingen op omkring livet i landsbyen, med Skoven lurende i baggrunden og til sidst bygges spændingen op og det bliver et hæsblæsende og til tider grusomt eventyr. Jeg var vild med Skoven, som dette udefinerbare onde, der griber ud og spreder sin ondskab ved at snige sig ind i folks bevidsthed og overtage deres krop og vilje.

Det eneste negative ved bogen er, at jeg synes slutningen var meget forvirrende. Der skete meget på meget kort tid og jeg havde nogle gange svært ved, at holde styr på hvad der egentlig skete. Men jeg synes ikke det påvirker min bedømmelse af bogen. Det er i hvert fald også et sikkert plus for mig, at det ikke er en trilogi eller en serie, men en velskreven og velafrundet eventyrlig og magisk fortælling i en enkelt bog.

Uprooted er nok en af de bedste bøger jeg har læst i år. Hele eventyrstemningen og persongalleriet gav en fuldstændig fantastisk og unik historie, som jeg vil anbefale til alle.

Bogen får 5/5 stjerner.

onsdag den 15. juli 2015

Bøger købt i juli 2015.


Her er de bøger jeg har fået op under neglene, inden jeg besluttede at gå på et totalt bogkønsstop de næste par måneder. Bøgerne er alle købt på Saxo.coms. Jeg er stor fan af deres lagersalg, hvor man kan finde mange gode titler til halv pris.


The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore af William Joyce og Book af David Miles er begge børnebilledbøger. De smukt og farverigt illustreret og handler, som titlerne hentyder til, om bøger og læseoplevelser. Jeg har læst begge bøger og var lidt skuffet over den sidste bog, da meningen med den er, at fremhæve alle fordelene der er ved fysiske bøger i stedet for e-bøger og lydbøger og det var ikke alle fordele jeg synes der var lige gennemtænkte.

Lost in Translation af Ella Frances Sanders er en lille fin bog om ord fra forskellige sprog, der er svære at oversætte. For eksempel har japanerne et ord til at beskrive sollys der skinner ned gennem trækronerne, eller grønlænderne har et ord, der udtrykker det at stå udenfor sin bolig og modtage gæster. Flot bog, men jeg var lidt skuffet over at der kun var medtaget ord fra en meget lille håndfuld sprog.


Disse tre meget smukke eventyr-genfortællinger Poison, Beauty og Charm af forfatteren Sarah Pinsborough. Jeg faldt over bøgerne på Saxos lagersalg og de skuffede på ingen måde da jeg modtog dem, forsiderne har stofstruktur og der er gjort noget ud af det indvendige også. Nu håber jeg bare at eventyrene også kan leve op til det smukke udseende.


James Dashner - The Maze Runner. Jeg har hørt rigtig meget godt om den første bog i denne trilogi og knapt så pæne ting om de efterfølgende bøger. Men jeg synes alligevel jeg efterhånden er så nysgerrig efter at vide hvad det hele går ud på, at jeg ikke kunne stå for denne utrolig i øjenfaldende udgave, som jeg faldt over til halv pris på Saxos lagersalg.


John Green - Looking for Alaska. Af samme forfatter har jeg læst den uundgåelige The Fault in Our stars og Paper Towns. Den første var jeg meget begejstret for, den anden knapt så meget. Så jeg giver hans forfatterskab en chance mere med Looking for Alaska i denne flotte jubilæumsudgave også fundet på Saxos lagersalg.


Miranda Kenneally - Breath Annie, Breath og Jesse´s Girl. Begge er bøger i forfatterens Hundreds Oak High-serie, som er en sød og underholdende YA-serie. Jeg har allerede læst bogen om Annie, men jeg havde ved en fejl fået købt en hardback udgave af bogen og det var ret irriterende når jeg havde de andre fire i serien i paperback. Så Hardbacken røg på byttemarked og nu har jeg den, plus den seneste tilføjelse til serien i paperback.


John Scalzi - Redshirts. Forfatteren er et helt nyt bekendtskab, hans navn er flere gange stødt på i forskellige sammenhæng på det seneste og hans bøger får altid meget god kritik. Redshirts skulle være en lidt sjov og komisk sci-fi for fans af Star Wars, Star Trek og Tron. 
Chris Bradford - Ambush, er tredje bog i forfatterens Bodyguard-serie. Jeg har tidligere læst hans Young Samurai-serie, som jeg synes var rigtig underholdende.
Jo Walton - Among Others. Bogen er skrevet i dagbogsform. Jeg er ikke helt sikker på hvad den handler om, men jeg tror det er noget med en pige med magiske kræfter, der bliver sendt på kostskole.


Eleni N. Gage - The Ladies of Manugua. Jeg har ikke læst særlig mange bøger der foregår i syd- eller Mellemamerika, så jeg synes det lød rigtig spændende med en bog der handler om fire kvinder fra Nicaragua, som er et land jeg intet kender til.

Deborah Install - A Robot in the Garden. Bogen handler om Ben, der finder en gammel robot i haven. Ben er lidt af er særling, der holder sig for sig selv. Robotten er beskadiget og skal repareres for ikke at stoppe med at fungere og nu vil Ben forsøge at finde ud af hvor robotten kommer fra og sætter alt ind på at få den repareret.

Abigail Tarttelin - Golden Boy. Jeg har efterhånden læst flere bøger om hermafroditter og tvekønnede og denne bog handler om en drengen Max, der i alle henseende er en stjerne, en golden boy. Han er en dygtig og flittig elev, en perfekt kammerat og den alle pigerne drømmer om, men Max har en hemmelighed han værner om og som kun få kender, han er født som både dreng og pige.


Alexander McCall Smith - Emma. Bogen er en i en serie af kendte forfatteres bud på moderne genfortællinger af Jane Austens romaner. Forfatteren til denne er kendt for serien af krimier Damernes detektivbureau nr. 1, der foregår i Afrika og dette er så hans bud på en genfortælling af Emma.

Tom Holt - Portable Doors. Dette skulle være en skør og lidt skæv historie, om en mand der starter på et nyt arbejde, problemet er bare at han intet kender til firmaet og han har ingen anelse om hvad jobbet går ud på. Jeg er altid lidt septisk med bøger med meget typisk engelskhumor, for det er ikke altid jeg kan følge den, men nu må vi se, forhåbentlig kan den give et godt grin.

Cassie Beasley - Circus Mirandus. Dette lød som en virkelig sød og magisk lille bog for børn på mellemtrinnet. Det er historien om Micah, hvis bedstefar bliver alvorligt syg. En gang blev bedstefaren lovet et mirakel af en mand i et magisk cirkus og nu må Micah ud for at finde det magiske cirkus og få indfriet mirkalet, så bedstefaren kan blive rask.

Jeg har også købt de to første bøger i en trilogi, Red Rising og Golden Son af Pierce Brown, men jeg kunne ikke finde dem da jeg skulle tage billedet, så de kommer med i næste indlæg.


tirsdag den 14. juli 2015

Bloggen er også på Facebook.

 
https://www.facebook.com/bachsboeger
 
Bachs bøger er også at finde på Facebook, hvor jeg udover at slå links op til mine egne blogindlæg, også linker til mange af de dejlige bogrelaterede konkurrencer de danske forlag, boghandler og forfattere kører på deres Facebooksider.

For eksempel har forlaget Klim, forfatter Lene Dybdahl, Bog & Idé og L&R forlaget spændende konkurrencer i øjeblikket, hvor der er mulighed for at vinde skønne læseoplevelser.


Gail Carriger - Sjælesluger & Forbandelsesbryder.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget Tellerup.

Sjælesluger og Forbandelsesbryder er de to første bøger i forfatterens Parasol Protectorate -serie, som består af fem bøger.

Historien foregår i en fantasy/steampunk verden i det victorianske England i 1800-tallet, hvor vampyrer, vareulve og andre overnaturlige væsner, lever side om side med almindelige mennesker. Hovedpersonen er den 26 årige Alexia Tarrabotti, der er sjælesluger. Det vil sige hun ikke har nogen sjæl og dermed udgør hun en fare for de overnaturlige væsner, der har for meget sjæl. Hun kan tage deres overskydende sjæl, hvilket gør dem menneskelige og dermed nemmere at slå ihjel.

Jeg gik ind til serien med forventningen om en seriøs, gotisk, mørk og dyster steampunkhistorie og var slet ikke indstillet på  den meget legende, fjollede og lidt farceagtige tone i bøgerne. Hvilket fuldstændig slog mig ud af kurs hele vejen i gennem Sjælesluger, som er den første bog. Den var på ingen måde, som jeg havde forventet og humoren og sarkasmen gik totalt min næse forbi. Da jeg så læste bog nummer to Forbandelsesbryder var mine forventninger tilpasset indholdet og det gik betydeligt bedre.

Det erotiske indhold  i bøgerne overraskede mig i den grad, da jeg troede det var en YA-serie og i YA er sex, hvis det eksistere, som regel bare antydet. Her er det beskrevet mere direkte og lige på og hård, om jeg så må sige. Interessant var det også med de homoseksuelle bipersonerne og at Alexia, bliver flirtet med og føler sig tiltrukket af en kvinde i bog nummer to. Det ser man heller ikke så tit. Beskrivelsen af hovedpersonen, som en lidt kraftigere pige, der ikke helt falder ind under de gængse skønhedsidealer, var forfriskende og meget tiltalende.

Jeg var lidt skuffet over, at der var så forholdsvis lidt steampunkelementer i bøgerne. Men jeg kunne rigtig godt lide fusionen mellem steampunk og fantasy. Det var et meget underholdende mix. Forfatteren meget sjove men også meget kritiske fremstilling af victoriatidens stramtantede moralske og snerpede holdninger, var interessant. Kroppen er ikke eksisterende og kvinderne er pakket ind i tounure, korset og flere lag skørter, som hæmmer deres bevægelsesfrihed. Hvilket selvfølgelig ikke stopper den stædige og bramfrie Alexia.

En meget underholdende og på sin visse punkter en banebrydende serie, holdt i en let og humoristisk tone. En serie, som jeg helt sikkert vil fortsætte med, når de næste i serien udkommer på dansk.

Sjælesluger og Forbandelsesbryder får begge 3/5 stjerner.

søndag den 12. juli 2015

Læst og lyttet i uge 28-2015.


Det er kun blevet til én eneste lydbog i ugen der er gået, jeg fik nemlig forlagt min iPod midt på ugen og har først fundet den igen lørdag. Mon det er alderen der er ved at sætte sine spor. Lydbogen har jeg skrevet lidt om herunder.

Af fysiske bøger, har jeg læst den anderledes og meget spændende opbyggede bog The Ghosts of Heaven af Marcus Sedgwick, som jeg har lavet et indlæg om her. Så har jeg læst en lille fagbog om Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Linberg, indlægget om den er her og her kan der læses om LUX-serien skrevet af Jennifer L. Armentrout, som jeg nu kan krydse af som afsluttet på serie-listen. Endelig har jeg læst første bog i Gail Carrigers Parasol Protecturate-serie, som hedder Sjælesluger og jeg er pt. i gang med bog nummer to der hedder Forbandelsesbryder. De to bøger kommer der et indlæg om senere.

Jonas Jonnasson - Den hundrede årige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Bogen er lyttet til som lydbog hentet på Mofibo. Jeg kunne rigtig godt lide oplæseren, som var god til at give sætninger den rigtige betoning, men han læste super langsomt og jeg benyttede mig, som altid, af den efterhånden uundværlige muligheden for, at sætte hastigheden på lydbogen op.

Historien handler om den 100-årige Allan Karlson, der på sin fødselsdag beslutter, at forlade det plejehjem hvor han bor og drage ud i verden på et vildt eventyr, som dog alligevel på ingen måde kan hamle op med det vilde liv han ellers har levet, indtil han havnede på plejehjemmet. Hele hans livshistorie bliver rullet ud, samtidig med at vi følger ham i nutiden.

Bogen har fået meget god international omtale. Både tonen og det med at han møder store historiske personligheder, fik mig til at tænke på romanen Forrest Gump af Winston Groom, som jeg læste for mange år siden.

Historien har en dejlig underspillet og meget makaber humor, som jeg satte pris på, men som aldrig fik mig til at grine højt. Jeg har tænkt på, om lydbøger ikke altid er det rette medie for sjove bøger. Måske rammer det på en eller anden måde bedre, hvis jeg selv læser teksten.

Jeg synes bogen blev lidt langtrukken til sidst, det blev ikke ved med at være lige interessant med alle de ting at Allan Karlsson havde oplevet.  Jeg har desuden også altid haft det svært med komiske historier, hvad enten det er på film eller i bogform, hvor de hæfler rundt med afdøde mennesker. Jeg ved godt det er fiktion, men jeg har altid synes at det er meget respektløst og det gælder også selv om personen er smågangster.

Den hundredeårige får 3/5 stjerner.

fredag den 10. juli 2015

#fredagsbog d. 10. juli 2015.

 
Hvor var det lige sommeren blev af? Vi har i dag været i Hals og i Hammer Bakker på familietur, for at nyde den danske natur og spise vores medbragte sandwich, men det var godt nok en meget kold og blæsende fornøjelse, selv om solen har skinnet hele dagen.

Derfor er det dejligt nu at være hjemme og inde i varmen og jeg har tænkt mig at hygge med en af de to bøger jeg læser i, i øjeblikket, endnu har jeg ikke bestemt mig for hvilken det bliver.

 Den ene bog er Forbandelsesbryder, som er anden bog i Gail Carrigers Parasol Potectorate-serien. Soulless, som er den første bog i serien læste jeg i går og jeg må nok sige, at den overraskede mig meget, den var bestemt ikke som jeg havde forventet.

Den anden bog, er den meget specielle bog S af J.J. Abrams og Doug Dorst. Det en meget indviklet bog, som har to separate historier i én bog. Den kræver altså ikke så lidt koncentration, da der også er indlagt fede speciel effects, som postkort, avisartikler og et kort tegnet på en serviet. Bogen skal forestille en gammel biblioteksbog med titlen Ship of Theseus, hvor to for hinanden ukendte personer udveksler oplysninger via kommentarer i margin og de indlagte effekter. Jeg synes det er en meget cool bog.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 9. juli 2015

Jesper W. Lindberg - Uhyret i Loch Ness

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Som mange andre har jeg altid været fascineret og nysgerrig omkring de forskellige uforklarlige ting her i verden. Bermuda trekanten, Yetien, Stonehenge, UFOer og andre overleveringer, som man egentlig ikke burde tro på, men der måske kunen være noget om alligevel.

Derfor var jeg selvfølgelig meget interesseret i at læse denne lille fagbog, der er den første i en serie af små fagbøger for de lidt større børn, der hedder "Myter & mysterier".

Jeg er meget imponeret over forfatterens meget saglige og skarpe tilgang til emnet. Først blev de mange falske beviser, i form af fotos og observationer i søen og ved søens bred, gennemgået og derefter kigger forfatteren på, hvad der så er tilbage af facts. Det jeg synes er ekstra fint, er at han lader en lille dør stå åben for, at der faktisk er observationer der ikke kan forklares og dermed lever mystikken videre.

Jeg glæder mig meget til at se, hvilke myter og mysterier de efterfølgende bøger i serien kommer til at omhandle.

Bogen får 5/5 stjerner.

onsdag den 8. juli 2015

Jennifer L. Armentrout - Lux-serien

 
Jeg har hørt rigtig meget godt om serien på Booktube og fra andre bogbloggere og jeg var meget nysgerrig efter at læse noget af forfatteren, da hendes bøger generelt har god bedømmelse på Goodreads.

På trods af, at jeg falder langt uden for målgruppen og på trods af, at jeg tidligere har haft dårlige erfaringer med bøger i New Adult-genren, som denne serie falder inden for, valgte jeg alligevel at læse bøgerne.

Serien handler om Katy, der flytter til en lille by sammen med sin mor, efter hendes far er død af kræft. I nabohuset bor den mest uforskammede unge lækre fyr, Daemon, der har en vane med at gå rundt i bar veltrænet overkrop. Selv om han er utålelig, er Katy også mærkelig nok ekstremt tiltrukket af ham og da han redder hendes liv, ved at tidsfryse den lastbil, der er ved at køre hende ned, må hun sande, at han ikke er helt normal. Han er et lys-rumvæsen.

Daemons redningsaktion har efterladt et lysmærke på hende og nu er hun tvunget til at blive i nærheden af ham, da hun kan spores af andre grupper både fra det ydrerum, men også fra jorden, der er ude efter Daemons og hans slags. Det hele fører lige lukt til menneskehedens under gang.

Hvis du er vild med seksuelle teenagefrustrationer og meget lidt handling derudover, er dette lige en serie for dig. I gennem de tre første bøger er det det hele historien handler om. Denne evindelige "han elsker mig, han elsker mig ikke" var meget skuffende, jeg havde forventet meget mere action. Det er først hen mod slutningen af fjerde bog, at der begynder at ske noget interessant med hensyn til rumvæsen-plottet, som jeg generelt synes var helt fint og egentlig ganske spændende.

Mens Katy og Daemon er tre en halv bog om at indløse deres seksuellefrustrationer, så må man sige at de i den sidste bog virkelig går til den og det er selv om verden er et stort apokalyptisk kaos og en invasion fra rummet truer med at udrydde jordens oprindelige befolkning. Det er sjældent at jeg føler trang til at rulle med øjnene, men i forbindelse med den sidste bog, var det ikke så få gange jeg simpelthen blev nødt til det.

Dette var ikke en serie for mig og fremover vil jeg aktivt prøve at holde mig fra bøger med unge fyre med vådt hår og bar overkrop på forsiden. Jeg er bare alt for gammel til den slags bøger.

Serien får 2/5 stjerner.

Bogkøbsstop 2015.


Bøgerne vælter ind ad døren, det er selvfølgelig godt, men jeg ville jo også rigtig gerne have tid til at nyde alle de dejlige læseoplevelser, så derfor bliver jeg nødt til at sætte mig selv på et øjeblikkeligt bogkøbsstop.

Jeg har stadig et par forudbestillinger på bøger der udkommer til august og september og der ligger allerede en stak nye bøger klar og venter på et bogkøbsindlæg, men derudover er det nu og frem til Bogforum i november, slut med at købe bøger.

Der er mange der ikke tror på bogkøbsstop, fordi man som regel alligevel kommer til at købe en enkelt bog her og der. Der er også nogle der kører med det system, at de for hver tredje eller femte bog de læser, må have lov at købe en bog eller at de stadig må købe fortsættelser til serier de allerede er i gang med eller ejer. Men sådan noget fungere ikke for mig, så begynder jeg bare at opfinde ekstra regler som overtrumfer de oprindelige. Et fuldt bogkøbsstop er det der fungere bedst for mig.


tirsdag den 7. juli 2015

Marcus Sedgwick - The Ghosts of Heaven.


Denne smukke bog består af fire selvstændige historier, der kan læses i fuldstændig vilkårlig rækkefølge. De fire historier foregår i fire meget forskellige tidsperioder, men har spiralen og uendelighed som den røde tråd.

Den første historie er som den eneste historie skrevet på vers og foregår i forhistorisk tid, omkring de første primitive hulemenneskers liv. Den anden handler om heksejagt i middelalderens England. Den tredje foregår i USA omkring 1900-tallet på en sindssygeanstalt og den sidste foregår i fremtiden på en rumrejse.

Alle fire historier er velskrevne og gode. Den sidste, den om rumrejsen, var den jeg havde det sværest med, da den blev meget teoretisk, videnskabelig og matematisk. Hen mod slutningen var jeg nærmest helt rundtosset i hovedet af at skulle få mine hjerne til at forstå hvad der skete og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg forstod det hele.

De fire historier er skrevet ud fra videnskaben om, at vores sol og planeterne bevæger sig gennem rummet i en helix, en tredimensionel spiral. Altså mens planeterne bevæger sig omkring solen, bevæger solen sig fremad og hele herligheden danner derfor en fremadrettet spiral og forfatteren vil med de fire historier vise, hvordan spiralen helt fra de første menneskers tid har været et betydningsfuldt symbol og dens kraft haft stor indflydelse for livet og menneskeheden.

Selv om jeg synes det var rigtig gode historier, fik forfatteren mig ikke på noget tidspunkt til at købe hans teori om spiralens betydning og  indvirkning på livet. Det er ikke sikkert, at jeg har forstået hele konceptet korrekt, men for mig virkede brugen af spiralen meget tilfældig og i nogle tilfælde lidt tvungen. Det kunne for mig at se, have været et hvilket som helst andet symbol han kunne have valgt at bruge.

Så er der lige forfatterens ide om, at man kan læse historierne i hvilken som helst rækkefølge og stadig få den samme mening ud af det. Sikkert igen en reference til uendeligheden og spiralen. Men her må jeg sige, at jeg ikke kan se nogen grund til, at begynde at læse de samme historier en gang til i en anden rækkefølge og min umiddelbare vurdering er, at den rækkefølge forfatteren har valgt også er den mest logiske. Hvis jeg på et tidspunkt skal genlæse bogen, tror jeg vil vælge samme rækkefølge igen.

Men helt klart en yderst spændende bog, som jeg både nød at læse og som fik mig til at ty til internettet for at læse mere om solsystemets bevægelse gennem rummet og ikke mindst er det en utrolig smuk bog, der er en ren fryd for øjet at læse i.

Bogen får 4/5 stjerner.

søndag den 5. juli 2015

Læst og lyttet i uge 27-2015.

Jeg synes altid det er så svært, at holde styr på ugedagene når det er sommerferie og man ikke har den daglige trummerum at pejle efter. Men der er i hvert fald gået endnu en uge og jeg har været i gang med at luge og hakke i køkkenhaven, så jeg har haft rigelig tid til at lytte til lydbøger og det er blevet til hele 4 lydbøger, som alle er hentet på Mofibo, og to fysiske bøger.


De tre af lydbøgerne, er de sidste tre bøger i Artemis Fowl-serien af Eoin Colfer, som jeg har lavet et indlæg om her.

Af fysiske bøger har jeg fået læst Consequences, der er en samling af bog tre og fire i LUX-serien af Jennifer L. Armentrout og som tidligere skrevet, følger der et indlæg om hele serien senere.

Erling Jepsen - Hovedløs sommer. Det eneste jeg kendte til bogen inden jeg læste den, var at den er den eneste bog i forfatterskabet, der ikke direkte omhandler forfatterens eget liv.

Bogen handler om 14-årige Emilie, der sammen med sin lillebror og mor, flytter til et lille hus ude på landet, da forældrene skal skilles. Emilie laver meget dystre og mørke collager, blandt andet med mennesker uden hoved.

En aften vågner hendes lillebror og påstå at han har set en mand fra hendes collage stå og kigge ind ad vinduet. Umiddelbart derefter dukker en ung mand ved navn Anders op i deres have. Han har boet i huset som barn, men måtte flytte derfra, da begge hans forældre forsvandt. Emilie føler sig tiltrukket af Anders, men efter han er kommet begynder der at ske sære ting og sager, både i huset og ude i haven.

Jeg synes bogen startede rigtig godt. Der er en mørk og gotisk stemning og de mange små ubetydelige ting der sker, øgede til spændingen og uhyggen. Jeg kunne godt lide at det foregår i en almindelig dansk familie og at man sidder med fornemmelsen af, at det sagtens kunne ske i virkeligheden.

Jo længere jeg kom ind i bogen kunne jeg ikke bestemme mig for, om det er forældrenes chokerende behandling af Emilie eller om det var de udefrakommende ting, der var de mest uhyggelige. Men midt i bogen var det lige som om der skete et skift og tingene blev simpelthen for mærkelige og surrealistiske for mig. Jeg synes ikke længere det var uhyggeligt, men bare meget underligt og ulækkert og jeg døjede med at følge hvor forfatteren ville hen med historien.

Hovedløs sommer får 2/5 stjerner.

Graeme Simsion - Projekt Rosie. Jeg startede med at lytte til den danske lydbogsudgave, men fandt at oplæseren havde en meget uinteressant og monoton stemme, så jeg skiftede til den engelskeudgave. Romanen foregår i Australien, hvor forfatteren også kommer fra og derfor passede det så fint, at den engelske oplæser havde australsk accent.

Bogens hovedperson er professor i genetik, Don Tilman. Han er ikke helt almindelige, hvilket man finder ud af i løbet af ganske kort tid. Hele hans dagligdag er planlagt og skemalagt ned til mindste detalje og han har meget svært ved at begå sig socialt og bevæger sig et sted i det autistiskespektrum. En ældre dame, som han besøger, har sagt at hun tror han vil blive en rigtig god ægtemand og han sætter derfor en meget videnskabelig jagt ind på at finde den optimale livsledsager.

Don Tilman er en sjov og forfriskende anderledes hovedperson. Det er både komisk, og ikke så lidt tankevækkende, at følge ham i hans bestræbelser på, at finde rundt i de uskrevne regler der findes i sociale sammenhænge og som ikke falder ham naturligt. Han er brutalt ærlig, da han ikke har noget filter i omgang med andre mennesker og det skaber også nogle sjove situationer.

Det er en meget sød lille kærlighedshistorie, men hvis man har bare en lille smule indsigt i hvordan autisme og Aspergers syndrom virker, så bevæger slutningen af bogen så milevidt fra hvad der kan lade sig gøre, og det bliver desværre en gang urealistisk sødsuppe.

Projekt Rosie får 3/5 stjerner.

lørdag den 4. juli 2015

Opsummering: Læsetema juni 2015.

Mit læsetema i juni måned var serier og målet var at få krydset nogle serier af på min uendelig lange og evigt voksende liste af ulæste serier.


Problemet med trilogier og serier er, at jeg altid venter med at læse dem, til alle bøger er udkommet, fordi jeg ikke kan huske handlingen, hvis der for eksempel går et par år mellem hver udgivelse. Derudover behøver jeg ikke at vente på fortsættelsen, hvis en bog ender med en cliffhanger. ¨

Men på den måde risikerer jeg desværre også at køre træt i handlingen, hvis jeg læser hele serien lige ud i et. Så resultatet er, at jeg ender med ufattelige mængder af ulæste serier, som jeg ikke ved hvordan jeg skal få tid til at læse.

I juni fik jeg afsluttet to serier, den ene var Artemis Fowl-serien af Eoin Colfer, som jeg lyttede til som lydbog og den anden var Noughts & Crosses-tetralogien af Malorie Blackman, som jeg kørte lidt fast i og som var skyld i at jeg mistede lidt af min læselyst.

Jeg fik også påbegyndt to serier, som jeg ikke fik afsluttet, den ene var Den Grønne Ø af Mette Finderup, som jeg gik i gang med i den tro, at det var en trilogi, men måtte senere sande, at der i hvert fald kommer en bog mere i serien. Så den står stadig som ulæst, selv jeg har tilladt mig at krydse den af på billedet.

Den anden er LUX-serien af Jennifer L. Armentrout, som består af fem bøger, som i mine udgaver er samlet i tre bind. Hvilket er utrolig dårligt for moralen. For selv om jeg reelt har læst de fire ud af fem bøger, giver det kun to bøger på min Goodreads Challenge. Jeg mangler stadig sidste bog, som jeg regner med, at på begynde i løbet af weekenden og der følger et indlæg om hele serien til den tid.

Alt i alt en måned, hvor det føles som om jeg intet har udrettet, fordi jeg har talt resultatet i hele serier, som, hvis jeg strækker den lidt beløber sig til 4 , men hvis jeg i stedet kigger på antal af bøger, som er 19, føles det lidt bedre.

fredag den 3. juli 2015

Eoin Colfer - Artemis Fowl-serien


Serien består af bøgerne Artemis Fowl, Det Artiske intermezzo, Evighedskoden, Opals hævn, Tidsparadokset, Den tabte koloni, Atlantisk komplekset og Den sidste vogter.

Hovedpersonen, den irske dreng Artemis, er i den første bog 12 år. Han et geni og nedstammer fra et dynasti af storforbrydere og han er stærk på vej inde i samme karriere som hans forfædre. Grundet hans fars forsvinden og hans mors efterfølgende depression, står Artemis og mangler penge til at opretholde familiens ekstravagante levestil og han finder på at kidnappe en fe, for at kræve noget af feernes guld som løsesum.

Efter snart 14 års bekendtskab med Artemis Fowl bøgerne, kan jeg nu endelig slette serien fra min liste over ulæste serier.Første gang jeg mødte Artemis Fowl var i starten af 00´erne da den første gang udkom på dansk. Den havde det flotteste holografiskecover, som uden tvivl var det, der tiltrak min opmærksomhed. Første gang jeg læste bogen, kunne jeg ikke klare selve hovedpersonen Artemis Fowl og min opmærksomhed skiftede hurtigt til Harry Potter-bøgerne, der udkom næsten samtidig og jeg glemte for en tid alt om Artemis Fowl.

Lige indtil sidste år, hvor jeg valgte at genlæse den første bog og lige pludselig kunne jeg se humoren i bogen og jeg var fascineret af den verden af feer, trolde og andre fantasiske skabninger, som forfatteren har bygget op.

Serien fungerer som en slags magisk "Mission Impossible" for børn og barnlige sjæle. I hver bog skal der løses et problem med magi, snilde og samarbejde. De er rigtig underholdende og interessante, med kloner, tidsrejser og dommedagsportaler.

I starten af hver bog, var jeg en anelse forvirret, fordi bøgerne ikke nødvendigvis starter hvor den forrige slutter, men som man bevæger sig længere ind i historien begynder det hele at give mening.

Selv om jeg synes bøgerne er både sjove og underholdende, synes jeg der mangler noget i forhold til personerne, jeg synes ikke man som læser kom særlig tæt på dem. Men det er nok fordi, der er så meget fokus på opbygningen af den magiske verden og der bruges meget tid på at forklare, hvordan feverdenen funger og på de mange forskellige former for teknik der bruges i den verden.

Jeg har lyttet til hele serien som lydbøger hentet på Mofibo. Jeg har lyttet serien både på dansk og engelsk. Jeg startede ud med at lytte den første i en fremragende engelsk udgave fra Penguin. Oplæseren gav de forskellige personer accenter og læste størstedelen, med den mest charmerende irske accent. Jeg elsker sådan noget.

Derefter sprang jeg til de danske udgaver, da jeg kun kunne finde den efterfølgende bog, med en der talte helt almindelig britisk-engelsk og det var en lidt flad oplevelse efter den første bog.  Så kunne jeg lige så godt lytte til den på dansk. De danske lydbogs udgaver var helt okay. Den sidste bog i serien er ikke indlæst som dansk lydbog og jeg sprang tilbage til engelsk og jeg kunne heldigvis igen finde en dejlig accentfyldt udgave.

Jeg fornemmer, at der er en meget dedikeret følgerskare og lidt kult-agtig følelse omkring bøgerne, da jeg, efter at lagt et billede op af serien på Instagram, er blevet inviteret til at være med i flere Artemis Fowl fanklubber og følgegrupper.


Gennem tiden har jeg fået samlet serien på engelsk i meget forskellige udgaver, hvad udseende og størrelse angår  og det har altid irriteret mig meget. Derfor er jeg nu ved at samle dem i de flotte danske udgaver, med holografiskeffekt og skinnende folieomslag. Jeg mangler stadig de sidste tre, som jeg søger efter i genbrugsbutikker og antikvariater.

Serien får 3/5 stjerner.

#fredagsbog d. 3. juli 2015.

I dag er pigernes sidste dag på fodboldskole og vi glæder os alle sammen til at kunne sove længe de næste par uger, hvor vi intet har planlagt, før i uge 32, hvor den ældste datter skal på håndboldskole.


Af læsestof har jeg netop afsluttet den anden omnibus af Jennifer L. Armentrouts LUX-serie og jeg må indrømme, at jeg kedede mig bravt indtil sidste halvdel af bog fire "Origin", hvor jeg synes handlingen virkelig tog fart og blev interessant, så nu krydser jeg fingre for at det fortsætter ind i den femte og afsluttende bog "Opposition", som jeg tager hul på her i løbet af weekenden.

For at få lidt afveksling ind, er jeg så småt startet på "Hovedløs sommer" af Erling Jepsen. Jeg synes han skriver rigtig godt og glæder mig til at læse denne lille roman, der ligger op til et lille gys her i sommer varmen.

God weekend og god læselyst!