onsdag den 29. april 2015

Læseliste for maj 2015.

Som en markering af, at det i år er 70 år siden at 2. verdenskrig sluttede og at det var i maj 1945, at nazisterne endelig kapitulerede og Danmark var et frit land igen, har jeg valgt at mit læsetema i maj måned, skal være bøger, der har relation til krigen.

Jeg vil rigtig gerne læse alle bøgerne på billedet, men da det er et meget tungt emne og helt sikkert meget følelsesladet, er det ikke sikkert, at jeg kommer i gennem dem alle denne gang. Måske bliver jeg nødt til at ty til noget lettere og mere opløftende læsning hen ad vejen, for ikke at blive alt for deprimeret.


Månedens bøger, der falder uden for læsetemaet, er:

Til LæseGruppen skal jeg, til vi mødes sidst i maj, have læst den meget sjove "Syv satans lange dage" af Jonathan Tropper. Bogen er sådan en tragik-komisk bog i stil med "En mand der hedder Ove". Jeg har allerede smug læst lidt i bogen og den er altså bare så sjov og faktisk også lidt grænseoverskridende.

Til #YearOFMurakami læsningen er månedens valg en ordentlig mundfuld, det er nemlig de tre bøger i forfatteren Haruki Murakamis trilogi "1Q84". Jeg læste alle tre bøger i 2013 og har denne gang valgt at genopleve bøgerne som lydbøger. Jeg er faktisk allerede tyvstartet på den første bog, som jeg har hentet gratis på e-reolen.

Sue Monk Kidd - Fødselsdagsgaven.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Historien foregår i sydstaten South Carolina i 1800-tallet og følger Sarah Grimké, der er datter af en velhavende dommer og plantageejer. Da hun er helt lille overværer hun en slavekvinde blive pisket og det sætter dybe spor i hendes bevidsthed.  I 11 års fødselsdagsgave får hun sin egen husslave, den 10- årige negerpige kaldet Håndfuld, der er historiens anden fortæller. Håndfuld er født og opvokset som slave hos familien Grimké og bor sammen med sin mauma, som hun er tæt knyttet til.

Håndfuld er en fiktiv person, men Sarah Gimké har virkelig levet og er en historisk personlighed. Hun var på mange områder en markant forgangskvinde, der både var aktiv i bevægelsen for slaveriets afskaffelse og i kampen for kvinders ligestilling og det var ikke en helt ufarlig cocktail, når undertrykkerne af både slaver og kvinder er mænd, der er uvillige til at afgive deres privileger.

Bogen er nem at læse og jeg blev hurtig fanget ind af historien om de to kvinder, der på hver deres måde kæmper for deres frihed. Sarah kæmper for at få lov til et liv på lige fod med mændene og Håndfuld kæmper for at blive anerkendt som et frit og selvtænkende menneske, med samme rettigheder som de hvide.

De to fortællervinkler fungerer rigtig godt. Jeg synes der var flere følelser og mere dybde i afsnittene om Håndfuld. Men jeg forestiller mig, det er fordi forfatteren er bundet af, at skullet forholde sig til de historieske facts hun har haft, når det kom til Sarah Grimké.

Jeg var fint underholdt og synes det var både en medrivende og lærerig historie. Jeg har aldrig tænkt på slaveriet i et feministisk lys. Dog følte jeg at den var lige vel rosenrød og jeg synes slet ikke forfatteren fik skildret hvor barskt og hårdt livet som slave var. Håndfuld er trods alt en af de mere privilegerede slaver, så selv om hendes liv ikke er helt nemt, var der nok flere sorte på den tid, der havde det meget hårdere end der her bliver fortalt om.

Rigtig god bog, der helt klart kan anbefales.

Fødselsdagsgaven får 4/5 stjerner.

tirsdag den 28. april 2015

Bogkøb april 2015 (anden del) .


Jeg har været i AZ i Hjørring, hvor de havde to bøger for 99,- kr. For det meste består deres udvalg af krimier og kogebøger, som overhovedet ikke tiltaler mig, men denne gang fandt jeg tre bøger, som jeg synes lød spændende og det dejlige ved Dansk Supermarked er jo, at man også får rabat på den sidste bog. Så tre bøger til 150,- kr. kunne jeg ikke sige nej til.

Judy Finnigan - Eloise. Bogen følger Cathy, der lige har mistet sin bedsteveninde Eloise, der er død af brystkræft. Men så dukker der mystiske oplysninger op om Eloise fortid og Cathy begynder at have mistanke om,  at der ligger noget mere uhyggeligt til grund for Eloises død.

Jeg har ikke læst noget af forfatteren før, men synes det lyder som en rigtig spændende bog.

Sahar Delijani - Jacarandatræets børn. Bogen foregår i Iran under revolutionen og hovedpersonerne Nedas og Omids forældre er fængslet for opstand mod det iranske præstestyre og børnene vokser op uden deres forældre, men hos onkler, tanter og bedsteforældre.

Jeg synes altid, det er spændende at læse om andre lande og kulturer og Iran er ikke et land jeg ved særligt meget om, så det lød som en bog der kan udvide min horisont.

Kate Morton - En velbevaret hemmelighed. Dette er en af de bøger, der foregår i flere tidsaldre, omkring 2. verdenskrig, i starten af 1960´erne og i nutiden og hele fortællingen bindes sammen om en familie hemmelighed.

Jeg har læst "En fjern hvisken" af samme forfatter og den kunne jeg rigtig godt lide og jeg har lyst til at læse mere fra hendes forfatterskab.

I AZ fandt jeg samtidig følgende bog til bare 20,- kr.:

Erling Jepsen - Hovedløs sommer. Bogen handler om den 14-årige Emilie, hvis forældre er blevet skilt. Hun flytter ind i et gammelt hus sammen med sin mor og pludselig dukker en ung mand op. Han har tidligere boet i huset og tilbyder nu at hjælpe dem med at få sat skik på huset.

Bogen er beskrevet som en gotisk familiegyser og lyder lidt i samme stil som "Lille fremmed", som jeg læste for ikke så lang tid siden.

Så har jeg været på Saxo.com igen og gjort brug af mit plusmedlemskab. Det blev til følgende bøger:

Anthony Doerr - The Shell Collector. I april vandt jeg af samme forfatter, den meget omtalte "Alt det lys vi ikke ser" hos Plusbog, som jeg har planlagt at læse i maj måned. Men jeg var nysgerrig efter at se hvad forfatteren ellers har skrevet og faldt over denne lille novellesamling, som også er han debut.

Susan Barker - The Incarnations. Bogen foregår i Beijing og starter
med taxichaufføren Wang, der føler at han liv er gået helt i stå. Efter en taxitur under de Olympiske Lege i 2008 finder han et brev i sin taxa, som er skrevet, af en der kalder sig hans soulmate og som påstår, at have kendt ham i flere tusind år. Gennem flere breve fra denne soulmate fortælles Kinas historie.

Bogen foregår i Kina, mere grund skal jeg ikke have for at ville læse den.

Andy Weir - The Martian. En af de bedste og sjoveste science fictions jeg nogensinde har læst. Jeg har nu flere gange lyttet til bogen som lydbog og blev enig med mig selv om, at jeg simpelthen måtte eje et fysisk eksemplar også.  Min anmeldelse af lydbogen kan læses her.

mandag den 27. april 2015

Bøger læst i uge 17-2015.

Hold da helt op, det har været en helt overraskende god læseuge. Jeg har læst 5 bøger og lyttet til en lydbog og deroveni kommer så også bøgerne fra Read-A-thonet, der løb af stablen lørdag til søndag. Den ekstra læse tid kom sig af, at jeg blev syg tirsdag og onsdag og måtte ligge i sengen begge dage.

 
To af bøgerne "De forklædte piger fra Kabul" af Jenny Nordberg og lydbogen "Kafka på stranden", var jeg meget tæt på at være færdig med i sidste uge. Jeg har læst spændingsbogen "Tvillingesagen" af Lotte Dalgaard og den lille franske roman "Livet er bedre" af Anna Gavalda, som begge var gode bøger på hver deres måde.

Haruki Murakami - Kafka på stranden. Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo og det er en genlytning i forbindelse med #YearOfMurakami. Jeg havde næsten lyttet bogen færdig i uge 16, men manglede bare lige et par timer, som jeg fik lyttet i starten af denne uge.

Historien følger mange retninger, der snor sig og flettes ind i hinanden. En af dem følger den 15-årige Kafka Tamura, der er løbet hjemme fra og opsøger Kumura biblioteket på øen Shikoku og en anden følger den 60-årige Nakata, der blev ramt af en uforklarlig dumhed da han var barn og som har gjort at han kan tale med katte.

Selv om det er anden gang jeg læser bogen kan jeg ikke påstå, at jeg er blevet meget klogere. Det meste af historien finder jeg spændende, mens mange dele stadig ingen mening giver og kan forekomme som det renen volapyk. Min første anmeldelse af bogen er at finde her.

Kafka på stranden får 3/5 stjerner.

Johanna Spyri - Heidi. Denne udgave er en af bøgerne i Penguins flotte Puffin in Bloom, der er en serie af dannelsesromaner med stærke og forbilledlige piger som hovedpersoner.

Bogen handler om den lille forældreløse Heidi, der som 7-årig bliver sendt op i de schweiziske bjerge til sin vrantne bedstefar. Stik imod al forventning går det godt mellem de to og da Heidi bliver tvunget til at tage til Frankfurt, som legekammerat for en invalid pige, lider både Heidi og bedstefaren under adskillesen.

Jeg mener helt bestemt, at jeg har læst bogen som barn og jeg synes også at kunne huske at jeg har set den som tv-serie på et tidspunkt, men jeg må indrømme at jeg blev meget overrasket over de mange moralske og ikke mindst de religiøse løftede pegefingre, der er i historien.

Det faldt mig for brystet at historien er så overdreven og jeg brød mig ikke om den måde drengen Peter, der er opvokset i bjergene, bliver fremstillet som en uvidende og dum dreng, der blandt andet skal trues til at lære at læse. Det var meget specielt, at Heidi stort set forblev den samme, mens det var personerne hun kom i berøring med, der udviklede sig.

Hyggelig historie, men efter min smag var den bare for sukkersød og overdreven.

Heidi får 3/5 stjerner.

John Corey Whaley - Where Things Come Back. Dette er en af de bøger som blev helt vildt hyped på booktube for et par år siden, desværre synes jeg langt fra, at den kunne leve op til det.

Bogen handler om den 17-årige Cullen Witter, der en sommer oplever mange ting i den ellers meget lille og kedelige by han bor i. Hans fætter dør af en overdosis, der bliver spottet en fugl, som alle ellers troede var uddød og så forsvinder hans lillebror sporløst. Historien følger også et andet spor, der starter med den fanatisk religiøse unge mand Benton Sage.

Jeg har opdaget, at jeg ofte har svært ved at relatere til YA-bøger, der har mandlige hovedpersoner og det var helt klart også gældende i dette tilfælde. Hverken historien eller personerne sagde mig det mindste. Jeg synes der manglede dybde i personkarakteristikkerne og jeg fandt dem ganske uinteressante. De to sideløbende fortællerspor var efter min mening meget søgte og jeg kunne ikke mønstre nogen nævneværdig overraskelse, da det store plottwist kom, for jeg var nærmest ligeglad.

Dog får bogen en ekstra stjerne for fortællerstilen, der i starten mindede mig lidt om den i Outsideren af Susan Hinton. John Corey Whaley bliver ofte sammenlignet med John Green og det passer nok også meget godt, for ham synes jeg også skriver godt, men jeg bryder mig ikke om det han skriver om. Deres skrivestil er det ikke noget i vejen med, jeg kan bare ikke sætte mig i en teenagedrengs sted.

Where Things Come Back får 2/5 stjerner.

lørdag den 25. april 2015

Dewey opdateringer april. 2015.

 
Kl. 13.45.
 Så er klokken lige ved at være 14.00 og jeg er så klar til at begynde Dewey´s 24 Hour Read-A-Thon og det der tegner til at blive et helt fantastisk læsedøgn. Jeg håber de næste 24 timer kommer til at byde på skønne læseoplevelser og jeg glæder mig også rigtig meget til at følge alle de andre deltagere på deres blogge, Twitter, Instagram og på Facebook.
 
Selvfølgelig har vores internet valgt at være ekstra usamarbejdsvillig og uforskammet langsomt i dag, men forhåbentlig kommer det til at gå mere gnidningsløst senere på dagen. Dette indlæg vil jeg løbende opdatere de næste 24 timer.
 
Den første bog jeg går i gang med har min yngste datter på 6 år fået lov at vælge og det blev "The Giver" af Lois Lowry. Bogen har stået på min TBR længe og jeg er spændt på at komme i gang med den.  God Læselyst til alle :)
Sider læst: 0
 
Kl. 17.30
Tak for alle opmuntringerne :) Jeg er nu næsten færdig med min første bog "The Giver" og det er helt klart en fem stjernet bog. Jeg kan ikke anbefale den nok. Den er helt fantastisk og meget tankevækkende.

Desværre når jeg ikke at læse slutningen, da vi nu skal af sted og spise aftensmad, sammen med svigermekanikken. Så der går lige et par timer uden læsning. Dog regner jeg med at komme stærkt tilbage, da middag hos svigermor altid byder på store mængder sukker og det giver nok god energi ud på de små timer ;)
Sider læst: 167

Kl. 22.20.
Er hjemme igen, børnene har fået børstet tænder og er lagt i seng og der er helt ro i huset. Så nu er jeg klar til at læse de sidste 30 sider i "The Giver". Næste bog jeg går i gang med er "Just in Case" af Meg Rosoff, som jeg fik smuglet med til aftensmaden og fik læst 26 sider, mens børnene legede med bedstemor og bedstefar.
Sider læst: 193

Kl. 6.30
Efter at have læst til klokken halv tre i nat, hvor jeg simpelthen ikke kunne holde øjnene åbne længere, var jeg vågen igen kl. 5.30 og har nu læst de sidste 150 sider i "Just in Case". Meg Rosoff skriver helt sikkert godt, men jeg synes ikke rigtig bogen sagde mig det helt store. Den er meget filosofisk og handler om skæbne og om det er muligt at ændre sin skæbne og jeg vakler mellem to og tre stjerner på Goodreads.

Den næste bog jeg går i gang med er Brian Selznicks "Wonderstruck", som jeg har glædet mig meget til at læse. Bogen består af både tekst og smukke illustrationer.
Sider læst: 416

Kl. 8.55.
Nu har hele familien spist morgenmad sammen og jeg er klar til de sidste timers læsning. Jeg har fået læst "Wonderstruck", der var en virkelig smuk bog både indholdsmæssigt og af udseende. Ingen tvivl om at den skal have fem stjerner.

Den næste bog som bliver min fjerde bog i dette Read-A-Thon og en som jeg også har meget høje forventninger til, er "Tuck Everlasting" af Natalie Babbitt. Det er en børnebog og den er ikke særlig lang, så jeg skulle gerne kunne nå at læse den inden klokken bliver 14 og Read-A-Thonet er slut for denne gang.
Sider læst: 1043.

Kl. 10.20.
Har en lille bitte krise lige nu. Jeg kan mærke, at jeg er meget træt og bruger mere energi på at holde mig vågen end at læse. Mit første indtryk af "Tuck Everlasting" er ellers meget positivt, den er meget eventyragtig og skøn, men jeg kan bare ikke koncentrere mig lige nu, så jeg tænkte at jeg ville være lidt social.

Kl. 11.40.
Fjerde bog "Tuck Everlasting", er nu læst færdig det var en kort og helt aldeles fortryllende historie, som jeg også må give fem stjerner. Næste bog som jeg helt sikkert regner med bliver den sidste er "Breath Annie, breath" af Miranda Kenneally. Forfatteren er kendt for sin Hundreds Oaks-serie og dette er en af bøgerne i serien. Det plejer at være søde og romantiske romaner.
Sider læst 1253.

Kl. 14.05.
Så er Read-A-Thonet over for denne gang. Jeg synes det har været både overvældende og uoverskueligt at være med. Jeg synes, jeg var splittet i mellem at ville følge med i hvad andre lavede, men samtidig ville jeg også bare gerne nå at læse nogle af de nøje udvalgte bøger, som jeg har glæder mig til at læse. Jeg tænker man med tiden bliver bedre til at prioritere sin tid.

Rent læsemæssigt vil jeg da erklære at det har været en ubetinget succes. Jeg har fået læst fire bøger og lidt af en femte. Tre af de fire bøger har jeg givet fem stjerner, én bog fik 2 stjerner og den sidste, som jeg ikke er færdig med endnu, ligner en firer.

Jeg siger tak til alle som har hjulpet til med at gøre mit Read-A-Thon til en super dejlig oplevelse, med alle de søde kommentarer og likes på instagram. Jeg glæder mig til at tage en tur rundt på bloggene de næste par dage og læse hvordan det er gået hos alle I andre.
Sider læst i alt: 1328.




fredag den 24. april 2015

#fredagsbog d. 24. april 2015.

Denne fredag har jeg befundet mig lidt i et dilemma. For jeg fik nemlig læst, den sidste bog på min læseliste, færdig i går, torsdag og nu hvor der er Read-A-Thon i morgen lørdag, så var jeg lidt i tvivl, om jeg skulle starte på en hel ny bog eller om jeg måske skulle tyvstarte lidt på en af bøgerne fra Read-A-Thon bunken.

Efter lidt indre debatteren, blev resultatet, at jeg valgte en ny bog og jeg er nu startet på "Me and Earl and the Dying Girl" af Jesse Andrews. Bogen ser ud til at være en meget hurtig læst ungdomsbog i den humoristiske stil.  Jeg kan se, at den har meget blandende bedømmelser på Goodreads, men så vidt synes jeg den er okay. Måske ikke hylende morsom, men sådan lidt fjollet og komisk.

Altså, i morgen går det løs med 24 timers læsning. Et par timer må jeg dog lægge bøgerne fra mig, da vi er inviteret i byen og spise hos svigerfar og svigermor lørdag aften. Jeg har overvejet at snige en lille bog med og læse hvis muligheden skulle byde sig, men den går nok alligevel ikke. Men jeg glæder mig sindssygt meget til Read-A-Thon, det bliver så hyggeligt.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 23. april 2015

Anna Gavalda - Livet er bedre.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen er oversat fra fransk til dansk og foregår i Paris.

Det er en lille roman, der består af to små søde historier. Hver historie følger et ungt menneske, der begge gør nye bekendtskaber. Disse nye bekendtskaber betyder, at de må tage den måde de har levet deres liv hidtil op til overvejelse og derefter tage skridtet til at ændre det og få noget bedre ud af livet.

Ofte læser jeg flere bøger på en gang og normalt har jeg ingen problemer med at skifte rundt mellem forskellige bøger, skrivestile og genrer. Men det tog mig lidt tid at komme ind i Anna Gavaldas meget specielle skrivestil, der springer fra indremonolog, til dialog og fra jeg-fortæller til tredje persons-fortæller uden varsel.

Jeg måtte faktisk starte forfra efter 40 sider, fordi jeg slet ikke havde fået fat på meningen med teksten. Jeg skulle lige lidt ned i læsetempo, for at kunne komme helt med. Bogen er hurtigt læst, men teksten kræver ro og nærvær.

Det er to meget søde og meget franske historier, der egentlig bare handler om livet og hvordan man hver især vælger at leve det. Den sidste historie var nok den der ramte mest plet for mig og som var den historie jeg helt klart bedst kunne lide.

Bogen er fyldt med små sætninger, der kort og kontant sætter vores moderne liv i relief og som helt bestemt giver læseren noget at tænke over. Det er mennesket, indbyrdes relationer og livet, der er i fokus og det er fortalt smuk og indlevende.

Det er første gang jeg læser noget af forfatteren, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang.

Livet er bedre får 4/5 stjerner.

onsdag den 22. april 2015

Lotte Dalgaard - Tvillingesagen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Byens Forlag.

Hvordan jeg lige har fået ind i mit hoved, at det er denne af forfatterens bøger, der foregår i og omkring Løkken i Nordjylland, har jeg ingen ide om. Men det var med den formodning, jeg forespurgte på et anmeldereksemplar hos forlaget.

Bogen foregår ikke i nærheden af Nordjylland, men i Nordsjælland og følger Line Lyng, som via sit arbejde som journalist på en lille lokalavis, kommer til at dække en skrækkelig sag om et par 13-årige tvillingepiger, der forsvinder sporløst en aften på vej hjem fra ungdomsklubben. Line har også sine egne problemer på hjemmefronten, med kæresten Jonas, der har et alkoholproblem.

Det virker meget virkeligt, sådan som forfatteren, der også selv er freelance journalist beskriver dækningen og hele opklaringsforløbet. Der er ingen vilde biljagter og hovedpersonen sniger sig ikke rundt og leger politibetjent eller detektiv. Hele historien emmer af at foregå i lille udramatiske Danmark.

Bogen er helt og holdent persondreven, der er ikke meget handling og selv om jeg synes den var lidt for handlings fattig nogle steder, synes jeg helt bestemt det var en okay underholdende bog. Hovedpersonen er en ganske almindelig dansk kvinde, der kæmper med helt almindelige problemer, mange kan relatere til og jeg synes hendes historie var mere interessant, end selve forbrydelsen og journalistdelen.

Der er en kort og hurtig læst roman, der giver et godt bud på en spændingsbog efter danske standarder.

Forfatteren Lotte Dalgaard kommer til Stenum forsamlingshus, der ligger lidt nord for Brønderslev d. 8. maj og fortæller om sin forfatterkarriere og sin nyeste bog "Det svageste led", som er den, der foregår i Løkken og lige uden for Stenum og denne gang er jeg sikker.

Tvillingesagen får 3/5 stjerner.

Dewey´s TBR april 2015.

I år er det første gang skal jeg være med til dette Dewey-læseevent, der har fundet sted to gange om året siden april 2009. Sidste år havde jeg ikke mulighed for at være med, men jeg fulgte alligevel lidt med på sidelinjen og det så så enormt hyggeligt ud. Så i år besluttede jeg, at jeg simpelthen bare måtte være med.


Dewey´s starter verden over på samme tid og kører derefter i 24 timer. På de 24 timer skal man prøve at læse så meget man kan. Men det er ikke kun læsningen der er i fokus, det er i allerhøjeste grad også en social event, hvor man interagerer med andre deltagere via bloggene og alle de sociale medier.

Da det er første gang jeg er med, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal forvente at kunne læse på de 24 timer, men jeg har da lavet en lille bunke med bøger jeg kan vælge fra. Jeg har hovedsageligt satset på de lidt kortere bøger i børne- og ungdomsgenren. Bøgerne jeg har valgt er alle, på nær én, hentet fra min Mount TBR Reading Challenge, som jeg også vil ty til, hvis jeg skulle få brug for ekstra bøger eller hvis jeg skulle gå sur i dem, jeg allerede har udvalgt.

Bøgerne jeg har udvalgt, er som følger:

Sachar - Holes, 265 sider.

Lois Lowry - The Giver, 197 sider.

Brian Selznick - Wonderstruck, 627 sider.

Miranda Kenneally - Breath Annie, Breath, 311 sider.

Natalie Babbitt - Tuck Everlasting, 180 sider.

Meg Rosoff - Just in case, 249 sider og What I was, 199 sider.

I forbindelse med de 24 timers Read-A-Thon vil jeg poste et indlæg her på bloggen, som løbende vil blive opdateret.

Jeg kan se rundt omkring på mange af de andre bogblogge, at der allerede nu er både tænkt på snacks, hyggetøj og læsepladser, men så langt er jeg altså ikke kommet i planlægningen endnu.

mandag den 20. april 2015

Bogkøb april 2015 (første del).

Jeg er kommet skrækkelig bagud, med at skrive om de bøger jeg har købt på det seneste. Jeg synes, jeg falder over det ene gode tilbud efter det andet, som jeg bare ikke kan sige nej til. Jeg har denne gang valgt, at dele indlægget op efter, hvor jeg har købt bøgerne, fordi det er det nemmeste.

I påskeferien havde boghandleren i Hirtshals valgt at fejre sit 25 års jubilæum med at give 30% rabat på de fleste af hans bøger. Det kunne jeg jo ikke sige nej til og jeg drog med hele familien og min søster på tur til Hirtshals, så mens min søn og mand gik på havnen og kiggede på fiskekuttere, så gik pigerne på shopping.

Desværre kunne jeg ikke rigtig finde nogen af bøgerne til 30%, der tiltalte mig, men  jeg fandt da Paulo Coehlo - Alef, Ib Michel - Sorte huller og Madeline Miller - Achilleus´sang, som alle tre var rester fra bogudsalget, der var sat yderligere ned med 50% og derfor kostede lige omkring en tyver stykket. Jeg fandt også Lauren Weisberger - Jagten på Harry Winston, som kun kostede 14,95 kr. og til slut blev det til min allerførste Stephen King bog, nemlig Joyland, som desværre allerede var nedsat til 199,- kr. og derfor ikke udløste yderligere rabat. Men jeg synes det var en fin høst jeg kom hjem med.

I den nyombyggede lokale Super Brugs har de i sidste uge haft flere bøger fra forlaget mellemgaard til tyve kroner stykket. Første gang jeg kom forbi bøgerne, fandt jeg følgende tre bøger, som jeg synes lød spændende: Ivar G. Jonsson - Kristian den rige, Jan Krohn - Kilderne i skoven og Mathilde Nærland - Se mig, skub mig, grib mig. Næste gang jeg kom forbi, faldt jeg for to bøger mere; Ivar G. Jonsson - Skumringsår og Hanne Trolle - Den som flaskehalsen peger på. Så alt i alt fik jeg altså hele fem bøger for bare 100,- kr.


Hos internet boghandlen Saxo, har jeg også gjort nogle fine køb denne måned. Jeg gennemgår tit de engelske bøger de har til 50% på deres lagersalg og det er ikke så sjældent jeg falder over spændende bøger. Denne gang blev det til Richard Adams - Watership Down, flot illustreret udgave, som jeg skal læse sammen med LæseKlubben, William Golding - Lord of the flies, i en 50th Anniversary udgave, der desværre var meget ridset og beskidt da den kom, George R.R. Martin - The Ice Dragon, en børneeventyrbog i Games of Thrones-stil og til slut Charlotte Brontë - Shirley til bare 19,- kr.


Fra tid til anden har jeg også købt brugte bøger gennem Saxo, men jeg synes generelt de er meget dyre, og så er det svært at vide hvilken stand bøgerne er i, når man ikke kan se og røre ved dem. Men fornylig var jeg så heldig, at finde tre bøger fra samme antikvariat og da de kom var de i perfekt stand. Det var, Alice Munro - En god kvindes kærlighed, Jean Kwok - Midt imellem, som jeg har fået anbefalet af Sascha fra bloggen Livet i dukkehuset og Ruth Ozeki - Tidens væsen, som jeg længe har kunnet tænke mig at læse.

Generelt synes jeg, at jeg i april har fået rigtig mange bøger på hylden for utrolig lidt penge og det er jeg da ganske tilfreds med.

Bøger læst i uge 16-2015


I uge 16 har jeg fået læst fire bøger. To af dem var Stephanie Perkins ungdomsbøger, der var en meget blandet fornøjelse. Jeg har lavet separat anmeldelse af de to bøger.

Thorstein Thomsen - Forleden fik jeg hele verden, og andre digte. Bogen har jeg fundet i gemmerne hos min svigermor og da jeg synes digtene var rigtig søde, fik jeg lov at tage den med hjem.

Det er en lille børnebog fyldt med de sødeste små digte rettet mod mindre børn og deres forældre. De små digte sætter fokus på nogle af de uforklarlige ting, som børn går og tumler med i hverdagen og digtene ligger op til, at man kan tage en lille snak med børnene om de forskellige emner.

Forleden fik jeg hele verden ... får 4/5 stjerner.

Sarah Waters - Lille fremmede. Bogen er et impulskøb, fra dette års bogudsalg. Jeg har flere gange det sidste års tid, hørt forfatterens navn nævnt flere gange og jeg har derfor været meget nysgerrig efter at læse en af hendes bøger.

Bogen foregår i England i 1940´erne på det store gods Hundreds Hall, hvor familien Ayres har boet i flere generationer. Bogens hovedperson, Dr. Faraday, hvis mor var barnepige på godset i dets velmagtsdage, vender nu som voksen tilbage til egnen. Godset er i stærkt forfald og de tilbageblevende Ayres kæmper for at holde sammen på huset. I sin egenskab af læge, bliver Dr. Faraday en dag kaldt op til godset, for at tilse husets tjenestepige, der kan berette at der sker sære ting og sager i huset.

Historien starter meget langsomt og bygger stille og rolig en fornemmelse af ubehag og spænding op. Jeg gik ind til bogen uden at vide, hvad den handlede om og det var faktisk helt perfekt. For det at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, øgede også spændingen og oplevelsen af bogen. Jeg synes ikke som sådan bogen er uhyggelig, men den har helt bestemt sine øjeblikke, der får hårene til at rejse sig. Jeg læste bogen færdig sent lørdag nat og mørket og det tyste hus var perfekt baggrund til bogens slutning.

Jeg vil ikke skrive så meget mere, da det kan afsløre for meget af historien, men det er helt sikkert en velskreven og på alle måder en medrivende bog, der stille og rolig sniger sig ind på en. Slutningen er meget åben og man får bestemt ikke svar på alle sine spørgsmål og er man ikke til slutninger der kan fortolkes på, så er den nok ikke for dig.

Lille fremmede får 4/5 stjerner.

Jenny Nordberg- De forklædte piger fra Kabul.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People´s Press.

Ved et rent tilfælde finder forfatteren, under et interview af det kvindelige parlamentsmedlem Azita, ud af at et af kvindens fire børn, er en lille pige klædt ud som en dreng. Selv om hun har forberedt sig grundigt inden hun rejste til landet som journalist, er hun aldrig stødt på fænomenet før. Da hun efterfølgende undersøger det nærmere, dukker der flere informationer op til overfladen og hun opdager, at det slet ikke er så ualmindeligt i Afghanistan og andre lande hvor kvinder er undertrykte, at lade en af døtrene leve som mand et stykke tid.

Gennem bogen følger vi det kvindelige parlamentsmedlems Azitas liv og de udfordringer det skaber at være kvindeligpolitiker i et kvindehadsk land, hvor politikken i højgrad er styret af korruption og vennetjenester. Sideløbende møder vi flere af de såkaldte bacha posh-piger ( der betyder "klædt som dreng") og hører om deres liv og skæbner.

I et land, hvor man stadig tror at det er kvindens skyld, hvis hun ikke føder sønner og hvor drengebørn kan alt og piger intet. Giver det god mening, i familier uden sønner, at lade en af døtrene forvandle sig til en dreng. "En opdigtet søn, er bedre end ingen søn". Men hvad betyder det for det afghanske samfundet og ikke mindst for pigerne selv, der i lang tid lever med en drengs frihed, for så lige pludselig at få tage den frihed fra sig igen, for at blive gift og forvandlet til en fødemaskine?

Bogen er vanvittig interessant og meget saglig. Forfatteren er skarp og meget klar i sin fremlæggelse og sproget let tilgængeligt. Hun ser både på de globale, kulturelle, sociale og ikke mindst de historiske aspekter, for dette er langt fra en nyt fænomen. Det er i høj grad en chokerende og lærerig bog, der måske også kan få os i Vesten til at se anderledes på, hvordan man definerer kønnene. Bogen giver et helt enestående og meget overraskende indblik i forhold, der indtil nu har været lukket land for udlændinge.

En rigtig god anmeldelse af bogen er der også at finde på Bogvægten.

Bogen får 5/5 stjerner.

søndag den 19. april 2015

Den store bog med kultopskrifter.

Hver gang vi har været i AZ i Hjørring det seneste halve årstid, har mine pige været tiltrukket af mange af de her kogebøger, der bruger kendte slikprodukter som ingredienser.

Af erfaring ved jeg, at jeg sjældent får brugt de kogebøger jeg får købt og generelt er jeg imod, at give store firmaer penge for at reklamere for deres produkter, som jo reelt er det man gør, når man for eksempel køber glas, hvor der står Coca-Cola på og lignende. Men den her gang gav jeg mig, da jeg er træt af altid at komme med de samme kager til skolearrangementerne; Drømmekage, Brownies eller Den du ved nok-kagen og synes det kunne være sjovt at få noget ny inspiration.

Bogen er inddelt i afsnit med de forskellige produkter og jeg kastede mig straks ud i at bage et par af de kager der så nemmest ud og som krævede færrest ingredienser. For der er ingen tvivl om at rent økonomisk, går det hen og bliver nogle meget dyre kager, hvis man skal købe de originale produktmærker. Det kan også være derfor at kagerne er meget små, der er ingen store "skuffe"-kager her.

Med den første kage, som var en M&Ms kage, med både almindelige og peanuts M&Ms, kokos og mascarpone, havde jeg valgt en form der var alt for stor. Der er ingen vejledning i bogen om, hvor store forme man skal bruge, så jeg havde vurderet forkert og bunden blev alt for tynd og kunne derfor ikke hænge sammen. Men jeg synes det var en god og lidt anderledes kage, der ikke var alt for sød.

Klog af skade lavede jeg dobbeltportion af  den næste kage, som var en Mars Shortbread kage, som også blev en dyr affære med hele 6 Mars bare i. For at få dejen til at hænge ordentlig sammen, tilføjede jeg selv et par æg til dejen, som ellers ville smuldre fuldstændig. Grundlæggende er shortbread, jo bare sød mørdej og i dette tilfælde altså med hakket Mars i. Ikke det store sus efter min mening og hvinende sød.

Jeg må sige at min forudanelse om, at bogen i bund og grund er et reklamegimmick holdt helt stik. Nogle af kagerne, hvor man skal bruge Galle&Jessen pålægschokolade, er simpelthen ikke andet end, at man bager en almindelig kage (for eksempel en banankage ) og så ligger pålægschokoladen oven på som topping. Det behøver man altså ikke en kogebog for at find ud af. Så efter min mening er bogen desværre slet ikke pengene værd.

Skal man bage kagerne og ikke lige bor i nærheden af grænsen, kunne man eventuelt gå i Lidl eller Aldi og købe nogen af deres kopiprodukter for at spare penge.

fredag den 17. april 2015

#fredagsbog d. 17. april 2015.

Det har været en travl uge. Fodboldsæsonen er for alvor skudt i gang og betyder mange timers ophold fremover på stadion. Ud over to gange fodboldtræning om ugen, har min ældste datter også haft ekstra håndboldtræning, da de skal til Nøvling Cup her i weekenden. Hun kommer først hjem søndag eftermiddag. Men der bliver bestemt ikke stille her hjemme, for min søn og den næste ældste datter får venner på besøg til overnatning, så der bliver helt sikkert gang i den.


Rent læsemæssigt, har jeg gang i tre bøger.

Den første bog er "De forklæde piger fra Kabul" af Jenny Nordberg, det er en utrolig velskreven og lettilgængelig non-fiction bog. Som titlen siger, handler den om de skrækkelige forhold kvinder lever under i Afghanistan. Et land hvor det vigtigste i livet er at have en søn, der kan sikre familien økonomisk og videreføre familiens besiddelser. Det med sønner er så vigtigt, at de nogle gange ser sig nødsaget til, at klæde små piger ud som drenge, for at redde deres ære og få respekt fra omgivelserne. "En opdigtet søn er bedre end ingen søn".  Utrolig interessant og chokerende bog.

Den næste bog er "Den lille fremmede" af Sarah Waters. Jeg købte bogen på dette års bogudsalg, da jeg er stødt på forfatterens navn flere gange det sidste års tid. Jeg har med vilje ikke læst beskrivelsen bag på bogen, eller på anden måde sat mig ind i hvad bogen handler om og har derfor heller ingen anelse om hvad jeg kan forvente. Nogle gange kan jeg bare godt lide at gå helt uvidende ind til en bog og lade mig overraske.

Jeg har altid en lydbog i gang, men da jeg meget sjældent har tid til at lytte til lydbøger i løbet af weekenden, plejer jeg ikke at nævne dem i mine fredagsbogsindlæg. Men da jeg har en del bagning og anden madlavning planlagt, kan jeg nok få lyttet til en del har i løbet af fredagen. Bogen jeg har gang i i øjeblikket er "Kafka på stranden" af Haruki Murakami, som er en jeg læser i forbindelse med #YearOfMurakami.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 16. april 2015

Stephanie Perkins

 
Disse to bøger er efterfølgere til "Anna and the French Kiss", som jeg læste i sidste uge. Alle tre romaner er søde og meget letlæselige kærlighedshistorier for unge. 

"Lola and the Boy Next Door" handler om pigen Dolores, kaldet Lola, der bor i San Francisco i en af de flotte victorianske huse der også kaldes "the Painted Ladies", sammen med sine to fædre Andy og Nathan. Hun er en meget sprudlende og farverig person, der selv kreerer de kostumer hun går med. Hendes hverdag ændrer sig drastisk den dag hendes tidligere nabo, drengen Cricket og hans tvillingesøster, flytter ind i nabohuset igen.

Det er en sød og hurtig læst historie. Jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen, Lola, jeg synes det var sejt at hun turde være anderledes med sine kostumer og ikke var bange for at skille sig ud. Det giver også en ekstra stjerne at forfatteren har valgt, at hendes forældre skal være to mænd og hun på den måde fik sat fokus på nogen af de gense fordomme omkring bøssepar.

Lola and the Boy Next Door får 3/5 stjerner

"Isla and the Happily Ever After" handler om Isla og Josh, som vi første gang møder ganske kort i "Anna and the French Kiss". Isla har længe været håbløst forelsket i Josh og da hun en dag ser ham på en café tager hun sig sammen til at snakke med ham, hjulpet på vej af den stærke smertestillende medicin hun har fået, efter at have fået fjernet visdomstænder.

Jeg kunne rigtig godt lide, at Islas bedste ven Kurt har aspergersyndrom, som er en form for autisme. Men på den anden side virker det kunstigt og som om hun har anstrengt sig for at være politiskkorrekt med personer af forskellig race, religion og seksualitet, samt nu en med en psykisk lidelse.

Dette er den bog i forfatterens trilogi, jeg har det sværest med. Ud over jeg synes den var gabende kedelig og fuldstændig manglede handling, var der bare så mange ting i den, som jeg er himmelråbende uenig i. Blandt andet en del af slutningen, som jeg på ingen måde synes er i orden.

Hele det her scenarie med at have fundet den eneste ene som 18-19 årig og lade hele sin verden, sin personlighed og fremtidige valg definere af den person, er så forkert i mine øjne. Jeg synes virkelig der mangler nogle stærke kvindeidealer i mange YA bøger. Unge kvinder der ikke bliver som uselvstændige nikkedukker, når den mandlige hovedperson træder ind på scenen og en der i det mindste bare en gang imellem lytter til og bekymrer sig om sine veninder og ikke kun tænker på sig selv og kærlighedsinteressen.

Isla and the Happily Ever After får 1/5 stjerner.

tirsdag den 14. april 2015

Bøger fra mine hylder, april 2015.

Sidste år blev jeg inspireret, af nogle videoer på Booktube, til at lave tre indlæg jeg kaldte Bøger fra mine hylder. Jeg synes det var sådan en hyggelig og enkel måde at vise noget af min bogsamling frem på. Ideen er at jeg via tre tal viser og fortæller lidt om forskellige bøger fra min samling.

Det første tal, er hvilken reol jeg skal tage fra og tallet skal være mellem 1-7. Det andet tal er hvilken hylde det skal være og der er 7 hylder i hver reolsektion, så tallet der kan vælges skal være mellem 1-7. Det sidste tal, er hvilken bog på hylden det skal være og der har jeg valgt at sige mellem 1-25. Hvis der ikke er det valgte antal bøger på hylden, tæller jeg videre på hylden under.

På Facebook har jeg efterlyst nogle tal og følgende er blevet valgt:

Rikke fra Andrup´s Bookself har valgt: 1-2-3

Lone Mikkelsen - Ragnhilds Saga. Bogen er fra min hylde med bøger der har noget med vikingetiden og nordisk mytologi at gøre. Jeg mener at kunne huske, at den er købt i AZ for omkring en tyver.

Jeg læste bogen sidste år. Bogen fortæller Ragnhild Skjaldedatters historie, der også er historien om kvindeliv i den sene vikingetid. Kristendommen har sit indtog i landet og fører store omvæltninger med sig. Den gjorde ikke det store indtryk på mig og jeg synes vist den var lidt kedelig, hvilket også svarer overens med at jeg næsten intet kan huske fra den.

Simone fra Boghjørnet har valgt to talkombinationer: 7-4-20 og 5-2-6.

Jonathan D. Spence - Kina, historien om de seneste 400 år. Bogen er andet bind i et to bindsværk om Kina. De er udgivet i 1991 og er en foræring fra min moster. Bogen er i storformat og står derfor ikke sammen med mine andre kinesiske bøger.

Jeg har ikke læst bøgerne fra ende til anden, men har brugt dem som opslagsværker, hvis jeg havde brug for at få noget uddybet i forbindelse læsning af skønlitterære bøger om Kina. Efterhånden er den nok en anelse forældet, men den er skrevet i et let forståeligt og meget skarpt sprog.


Jung Chang - Vilde Svaner. Sjovt nok har Simone ramt endnu en bog om Kina. Bogen er en bogklubbog, der er udgivet i 1997.

Gennem tre generationers kvinder fortæller forfatterens Kina historie. Hun starter med at fortælle om hendes bedstemor, der levede da Kina var et bondesamfund og da det var skik at små piger fik snørret deres fødder og op til Jung Changs eget liv i nutidens Kina. Bogen strækker sig fra begyndelsen af 1900-tallet til 1990´erne og er en ganske enkelt en helt utrolig og spændende fortælling.

De næste tal kommer fra Ann-Kristine Hald der har bloggen Ord fra en bibliofil hendes tal er: 5-1-25.

Anchee Min - Katherine. Igen en af bøgerne fra mine to hylder med kinesisk litteratur. Bogen er udgivet i 1995. Anchee Min var den første kinesiske forfatter jeg stiftede bekendtskab med. Det er den første bog jeg specifik købte, fordi den handler om Kina. Jeg har læst den et par gange og den gør stadig lige stort indtryk på mig hver gang.

Bogen handler om den amerikanske lærerinde Kathrine, der seks år efter Maos død bliver ansat på en skole i Shanghai. Hendes frisind er inspirerende for eleverne, hun åbner deres øjne for alle de muligheder, der er udenfor det stadig meget lukkede Kina og eleverne begynder at sætte spørgsmålstegn ved forholdene i landet og de løgne, de er blevet fortalt om Amerika. Men der er slanger i Paradiset, hendes opførsel og indflydelse på eleverne falder ikke i god jord hos myndighederne.

Lisbeth fra min LæseKlub, der har anmeldt her på bloggen har skrevet tallene: 6-5-14.

Ken Follett - Et sted kaldet frihed. Denne udgave er udgivet i 2001.

Da jeg arbejdede i Bog & Idé i Brønderslev, havde jeg et par kollegaer, som var meget begejstrede for Ken Folletts forfatterskab. Det er faktisk dem, der har skrevet bagside teksten på den hardbackkudgave, jeg har af "Jordens søjler". Så stærkt påvirket af dem, købte jeg flere af hans bøger, men endnu har jeg kun fået læst "Jordens søjler" og jeg har lyttet til ganske lidt af " Giganternes Fald", som jeg måtte opgive igen. Jeg er ikke særlig stor fan af hans skrivestil og synes han er lidt for omstændelig og langtrukken.

Denne bog handler om Mack McAsh, der stikker af fra det hårde liv som minearbejder på et gods i Skotland. I London bliver han hurtig leder og talsmand for en oprørsgruppe, der kræver bedre forhold for arbejderne. Han bliver arresteret og sendt til Virginia for at arbejde som slave i tobaksplantagerne.

Jeg må sige, at jeg efter at have genlæst beskrivelsen på bogen, faktisk synes den lyder ganske spændende og så har den også en meget overskuelig længde.

En anden der også har anmeldt her på bloggen, er Mette Maria fra LæseKlubben der har budt ind med disse tal: 2-5-23.

Candace Robb - Nonnens fortælling. Bogen er udgivet i 2001 og er tredje bog i forfatterens middelalderkrimiserie om bueskytten Owen Archer, der efter at have mistet det ene øje, må opgive hvervet som bueskytte i kongens hær og ernære sig ved at være spion for områdets ærkebiskop.

Der er ti bøger i serien og jeg har læst dem alle med stor fornøjelse. Serien giver et spændende indblik i dagliglivet, politiske intriger og den store betydning religionen spillede i middelalderens England. Jeg kan anbefale serien, hvis man kan lide historieske bøger eller hvis man lige som jeg gerne vil have krimier, der har mere at byde på end normalt.

Linda, som er en tidligere arbejdskollega fra Bornholm har valgt: 1-1-23.

Timothy Zahn - Scoundrels. Som forsiden indikerer er dette en Star Wars bog og jeg var i sin tid og er stadig lidt af en Star Wars nørd. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg så den første film "A New Hope", på familiens 2000-video maskine, jeg kunne i hvert fald mange af replikkerne til sidst. Jeg har faktisk endnu ikke set den nye udgave, hvor der er tilføjet nogle scener.

Denne bog foregår i tiden mellem de to film "A New Hope" og "The Empire Strikes Back" og handler om Han Solo, der efter angrebet og sejren over Kejserens Dødsstjerne, er kommet i knibe, da han ikke har nogen penge til at betale den gæld han har til Jabba the Hut. Så for at redde sit liv må han, sammen med Chewie og Lando Calrissian udtænke en plan, der kan skaffe ham nogle hurtige penge.

Tusind tak til dem der gad leg med. Hvis der er andre der har lyst, må I meget gerne smide en kommentar med tre tal.

søndag den 12. april 2015

Bøger læst i uge 15-2015.


I denne uge har jeg afsluttet fem bøger. Kun en af dem var en lydbog, da min elskede iPod pludselig gik helt død og jeg fandt ud af, hvor trist det egentlig er at ordne vasketøj og støvsuge uden en god historie i ørene. Den er heldigvis fikset nu, så jeg igen kan lytte lydbøger.

Det sker ikke ret tit, men i ugen der er gået har jeg måttet opgive "The Looking Glass Wars"- trilogien efter at have læst den første bog ( som ikke er med på billedet), og jeg har lavet et separat indlæg om hvorfor.

Eva Baronsky - Hr. Mozart vågner op. Bogen er læst og diskuteret sammen med LæseKlubben.

Jeg må blankt indrømme, at jeg havde meget lave forventninger til denne bog. Det var overhovedet ikke en bog der tiltalte mig og jeg synes at handlingen lød en anelse for fjollet. Derfor lagde jeg i sidste uge, stærkt ud med den overspringshandling, at læse en anden bog om Mozart.

Bogen følger Mozart der under en åreladning på sin dødsdag d. 5 december 1791 falder hen og da han kommer til sig selv, befinder han sig i nutidens Wien. Nu følger vi hvordan han lære den nye tid at kende og hvordan han både føler sig ensom, men også lader sig inspirere af den nye tid og dens musik.

Jeg blev meget positivt overrasket, da jeg begyndte at læse bogen. Tonen er humoristisk og sproget veksler mellem Mozarts gammeldags og meget belevne sprog, fyldt med tidligere tiders tiltale etiketter og høfligheder, og nutidens sprog. Det virkede faktisk meget troværdigt den måde forfatteren skildrede Mozarts møde med de moderne tider.

Musik fylder rigtig meget i romanen. Hele historien er bygget op om de forskellige dele i Mozarts sidste ufuldstændige komposition Requiem og han ser musik i alt, et hjerteslag, fuglesang eller i det lys gadelygterne kaster, når man passerer dem i bil om aftnen. Det var faktisk meget smukt beskrevet og giver et godt bud på hvordan Mozarts hjerne kunne have fungeret. En anden ting jeg også godt kunne lide var beskrivelsen af det her distræte geni, hvem penge ikke siger det store og som ikke kan overholde tider og aftaler.

Det var en interessant og humoristisk historie, der tog læseren med på et tankeeksperiment, der på mange måder overraskede mig.

Hr. Mozart vågner op får 3/5 stjerner.

Lewis Carroll - Alice i Eventyrland. Jeg har ikke tidligere læst hele historien, men det viste sig at jeg alligevel kendte meget af handlingen og mange af personerne, da det er en klassiker der ofte refereres til i bøger og film.

Det er en meget skør og bizar historie, der består af små korte handlingsforløb, som det godt kan være svært at få til at give mening og forfatteren leger helt sikkert med logisk ræsonnement kontra det glade vanvid.  Mange af figurerne i historien skulle være karikaturer af venner og bekendte af forfatteren samt enkelte historiske figurer fra den tid.

Jeg var ikke overvældende begejstret. Historien gav mig ikke den fantastiske læseoplevelse jeg havde håbet på. På den anden side havde jeg heller ikke nogen udtalte aversioner imod fortællingen og lod mig velvilligt føre med på Alices skøre rejse i Eventyrlandet blandt sære talende dyr.

Udgaven jeg har er fra Carlsens flot illustrerede børnebogsklassiker og det bidrog helt sikkert positivt til læseoplevelsen, at have fornøjelse af Robert Ingpens flotte tegninger. Salvador Dali har også lavet nogle rigtig interessante illustrationer til eventyret, som er meget i tråd med historiens bizarre stemning.

Alice i Eventyrland får 3/5 stjerner.

Kenneth Bøgh Andersen- Djævlens lærling. Bogen lyttet til som lydbog, oplæst af forfatteren selv, henter på E-reolen og er første del af forfatterens serie "Den store djævlekrig". Jeg har fået anbefalet bogen fra flere sider blandt andet Kathrine fra bloggen "Bøger på tværs" og Katja fra bloggen "Cautiouse".

Historien følger drengen Filip, der er lige så god som dagen er lang, han lyver aldrig og gør altid det rigtige. Da han omkommer ved en ulykke, ryger han lige lukt i Helvede. Her bliver han modtaget af Djævlen som dennes arvtager, men der går dog ikke længe, inden Djævlen opdager at det er en fejl og at Filip ikke var den dreng han oprindelig havde udset sig til at overtage sin trone.

Forfatteren har en helt forrygende humor der flere gange fik mig til at grine højt, fordi hans beskrivelser af Helvede og bibelske personer, var så komiske. Jeg kunne godt lide, at selv om Djævlen og nogle af de andre personer, var onde og skræmmende fik Filip dem også at se fra en elskelig og rar side.

Desværre synes jeg historien mistede flowet til sidst og selve plottet i bogen var lidt for forudsigelig og manglede lidt dybde, men det blev heldigvis til fulde opvejet af humoren i bogen og forfatterens eminente oplæsning.

Djævlens Lærling får 4/5 stjerner.

Stephanie Perkins - Anna and the French Kiss. Denne bog er, som jeg har skrevet før, en genlæsning. Jeg læste den første gang i 2013 og det var en bittersød oplevelse.

Bogen handler om den 17-årige Anna Oliphant, der efter ønske fra sine forældre og meget imod sin egen vilje, skal tilbringe et helt skoleår på Den Amerikanske skole i Paris. Her skal hun lære at begå sig mellem helt nye mennesker, i en et helt ny by, på et helt nyt sprog og ikke mindst i forhold til den tiltrækkende Étienne St.Claire.

Det er en utrolig sød og meget hyggelig historie. Jeg kunne rigtig godt lide den udvikling Anna gennemgår, fra hun menneskesky og forsigtig lander i Paris, til hun fører sig hjemmevant frem i byen. Det var sjovt at genopleve Byernes By gennem bogen og forfatteren havde nogle interessante og lidt sjove fordomme om franskmænd og amerikanere oppe og vende. Det amerikanske dobbeltmoralske syn på alkohol kom tydeligt til udtryk i historien.

Jeg synes dog, der er alt for meget "elsker, elsker ikke". Det gik mig virkelig på nerverne til sidst, at der ikke var mere til historien end det. Jeg kan heller ikke forstå, og jeg havde det samme problem første gang jeg læste bogen, at Anna ikke tager mod muligheden for at komme til Paris og gå på skole med kyshånd. Da jeg var 17-18 år havde jeg bare lyst til at tage ud og prøve verden af og var blandt andet af sted som au-pair i Nice i Sydfrankrig, så jeg forstå simpelthen bare ikke hendes tankegang.

Anna and the French Kiss får 2/5 stjerner.