lørdag den 28. februar 2015

Læseliste for marts 2015.

Jeg kan vist godt indrømme, at jeg ikke fik læst en eneste af de bøger, jeg havde planlagt, at jeg skulle læse i februar måned, som var de bøger jeg indkøbte på sidste års bogudsalg. Hver gang jeg kiggede på bøgerne i reolen, havde jeg lyst til at læse alt muligt andet end lige dem og jeg valgte at se stort på læselisten og læse lige det jeg havde lyst til.

De første mange måneder af 2014, valgte jeg et læsetema for hver måned. Det har jeg savnet lidt her på det sidste og derfor har jeg valgt at genindføre temalæsningen, i hvert fald for marts måned, hvad der derefter sker har jeg ikke fastlagt endnu.

Valget af temaet for marts var meget let, da der er Krimimesse i Horsens i slutningen af måneden, er det jo helt oplagt, at temaet skal være krimier og spændingsbøger. Det er genrer som jeg normalt ikke læser så meget af, men af en eller anden grund bliver jeg ved med at købe krimier alligevel og har efterhånden fået samlet en pæn lille bunke læseværdige bøger sammen.


Jeg har hørt rigtig meget om forfatteren Sissel-Jo Gazan og hendes to krimier "Svalens graf" og "Dinosaurens fjer", der skulle have en meget videnskabelig tilgang til opklaringen. Det lyder rigtig spændende og de to bøger ligger øverst på min liste.

Med i bunken af krimier jeg gerne vil læse, er blandt andet en af bøgerne fra bogudsalget i 2014. Det er "Fanden af løs" af forfatterteamet Hamann og Jørgensen. Jeg overværede et interview med de to forfattere til krimimessen 2013 og det lød som et spændende samarbejde.

Robert Galbraith aka J.K. Rowlings seneste bog der hedder "Silkeorm" og er den anden bog i Comoran Strike-serien, er også på denne måneds læseliste. Sidste år læste jeg "Gøgens kalden", som jeg fløj lige i gennem. Rowling er en excellent historiefortæller og forstår at bygge en fortælling op, med et levende og interessant persongalleri. Jeg glæder mig til at møde Comoran Strike igen.


Jeg har læst de to første bøger i Linda Castillos Kate Burkholter-serie og siden er der udkommer tre bøger, hvor af den seneste "Sidste åndedrag" udkom her d. 28. februar. Jeg har alle bøgerne og vil rigtig gerne også have læst dem i løbet af måneden. Normalt er jeg ikke så vild med den form for krimier, men det at Linda Castillo, lader handlingen foregå i et Amish-samfund og at hovedpersonen selv har været Amish, gør at jeg har lyst til at læse dem.


Fire bøger fra min Mount TBR Reading Challenge passer også ind i krimi-temaet. Det er de fire Nancy Drew-bøger skrevet af Carolyne Keene. Disse mysteriebøger er meget populære amerikanske børnebogsklassikere og der er udkommet langt over 40 bøger i serien. Jeg har ikke tidligere læst Nancy Drew-mysterie bøgerne, men faldt for disse flotte vintage udgaver.

Udover de viste bøger  har jeg lidt anmelderbøger og der bliver også tilføjet et par bøger fra Læseklubben og Læsegruppen i løbet af måneden, som jeg også skal have læst. Den ene bog, den til Læsegruppen er det min tur til at vælge og jeg har jo en million forslag, så det bliver nok noget med at jeg bestemmer mig i sidste sekund inden jeg skal ud af døren.

Jeg er ikke til de blodige, voldelige og meget socialrealistiske krimier, men hvis der er nogen der har en anbefaling på en anderledes slags krimi med et spændende og interessant twist, så vil jeg meget gerne have nogen anbefalinger.

fredag den 27. februar 2015

Valentine Goby - Kinderzimmer.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

Romanen har forfatteren stykket sammen ud fra historiske dokumenter og interviews med overlevende og efterkommere af tidligere fanger fra den berygtede koncentrationslejr Ravensbrück, der var en lejr forbeholdt kvindelige fanger fra de tyskokkuperede europæiske lande. Man regner med, at der fra 1939 til 1945 passerede 130.000 kvindelige fanger i gennem lejren, af dem overlevede under 40.000.

Historien følger den unge franske kvinde Mila/ Suzanne, der koder beskeder for modstandsbevægelsen. Hun bliver stukket, arresteret og sendt som politiskfange til Ravensbrück. Hun er godt klar over, at hun er gravid da hun ankommer, men prøver at skjule det. Der er ingen spædbørn at se i lejren, men hun får at vide, at der er noget der kaldes "Kinderzimmer".

Det er absolut ingen fornøjelse at læse denne bog og forstå mig ret, det er heller ikke meningen, at den skal være. Det er en ufattelig barsk fortælling, der råt for usødet beskriver de horrible og uhumske forhold fangerne levede under. I det hele taget er det ufatteligt at nogen kunne overleve under sådanne ekstreme forhold.

Jeg må nok tilstå, at jeg synes der var skruet rigeligt op for beskrivelsen af urin og afføring, der blev nævnt på hver eneste side og jeg væmmedes ved det. Jeg ved godt, at det må have været sådan, hvor mange svage, underernærede og syge mennesker var stuvet sammen. Men efter de første 100 sider tænkte jeg, at nu havde jeg forstået budskabet og følte det var lidt synd , da personerne og deres historie blev helt væk, i denne fokuseren  på kropsvæsker.

Det er skrækkeligt og helt uforståeligt at sådan noget har fundet sted og stadig finder sted rundt omkring i verden. Det er en skræmmende historie og en der bliver hængende længe efter man har lagt bogen fra sig.

4/5 stjerner.

#fredagsbog d. 27. februar 2015.

Denne weekend byder ikke på andet end en tur i rulleskøjtehallen fredag aften og min datters håndboldkamp på søndag, så jeg håber på, at der bliver rigeligt tid til at læse.


Jeg mangler kun cirka ti sider i den forfærdelige roman "Kinderzimmer" af Valentine Goby, der handler om en ung gravid modstandskvinde, der under Anden Verdenskrig havner som politiskfange i arbejdslejeren Ravensbrück. "Kinderzimmer" regner jeg med, at få læst færdig i løbet af fredagen. Der efter vil fortsætte med Salman Rushdies eventyrlige bog "Luka og Livets Ild", som er noget skønnere at læse, end historier fra koncentrationslejrene.

Rushdies bog handler om Lukas far, der også går under navnet den store eventyrfortæller Kong Bavl. Pludselig en dag vågner han ikke fra sin nattesøvn, men bliver i drømmeverdenen og nu må Luka drage ud sammen med bjørnen Hund og hunden Bjørn, der er mennesker tryllet om til dyr, for at finde Livets Ild, så alting kan blive normalt igen.

Hvis jeg får tid, vil jeg også rigtig gerne i gang med Fenella Leisners "Ugler og Ild". Bogen er en selvudgivelse og efter hvad jeg kan forstå på bagside teksten, handler den om en kvindelig journalist, der bliver rodet ind i opklaringen af nogle mystiske mord, der lader til at have forbindelse ind i de okkulte miljøer.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 26. februar 2015

Bogkøb fra bogudsalget 2015.

Som jeg skrevet i mit andet indlæg om dette års bogudsalg, var jeg en anelse skuffet over det dårlige udvalg af bøger. Jeg valgte at springe Arnold Buscks førudsalg over, da der slet ikke var nogen af deres bøger, jeg virkelig brændte efter at få.

Men onsdag morgen drog jeg traditionen tro mod Brønderslev, for at være der når dørene åbnede til Bog & Idé kl. 7. Med mig havde jeg en lille liste, med titlerne på de bøger jeg ville gå efter, men ud af de syv bøger jeg havde med hjem, var kun de to bøger fra min medbragte liste. To af bøgerne på min liste, "Fri hjerter" og "Solskinsøen Bornholm" glemte jeg helt at kigge efter da jeg var der.


Bøger fra Bog & Idé:

Dan Brown - Det forbudte tegn. Dette er den store flotte illustrerede udgave, med fotos af malerier, skulpturer og steder, der omtales i bøgerne.

Jeg har også "Da Vinci mysteriet" og "Engle og Dæmoner" i samme udgave og jeg håber at Inferno også kommer i illustreret udgave, da det af alle Dan Browns bøger, var den jeg kendte mindst til plotgrundlaget. Jeg har læst Dantes Guddommelige komedie, men jeg følte mig alligevel underinformeret noget af tiden.

Sarah Winman - Da gud var en kanin. Bogen kom med i bunken uden jeg overhovedet havde læst hvad den handler om, og det skyldtes ene og alene, det flotte blanke omslag med de dejlige farver.

Hanne Strager - Som at tilstå et mord. Bogen handler om Darwin og hans meget kendte Evolutions-teorier. Jeg elsker at læse om antropologi og videnskabsteorier og den her bøger lyder så utrolig spændende.

Philip K. Dick - De filmatiserede historier. En samling af forfatterens historier, der er blevet til kendte film som Total Recall, The Adjustment Bureau og Blade Runner.

Majok Tulba - Under den mørke himmel. Det lyder til at være en barsk historie, der foregår i Sudan og følger drengen Obinna, der bliver tvunget ind i den sudanske oprørshær som børnesoldat.

Jakob Nørr - Australieren. Det er en biografisk roman, der følger danskeren Kai Jeppesen på hans spændende og begivenhedsrige livsbane, der fører ham fra Tasmanien, via Indonesien og videre til Sydamerika og Cuba.

Sarah Waters - Den lille fremmede. På det seneste har jeg hørt rigtig meget godt om Sarah Waters bøger og i sær denne, der hedder "Little Stranger" på engelsk, er flere gange blevet fremhævet. Efter hvad jeg kan læse mig til nærmer den sig meget horror-genren, som ligger langt uden for min comfort zone. Så den er jeg meget spændt på, hvad jeg synes om.

Onsdag over middag skulle min ældste datter til kontrol med sine togskinner i Hjørring og da vi nu alligevel var i byen, kiggede vi lige ind hos Arnold Busck, hvilket resulterede i at jeg havde tre bøger med hjem.

Bøger fra Arnold Busck:


Chan Koonchung - De fede år. Kinesisk forfatter, selvfølgelig skulle jeg have den!

Clara Kramer - Claras krig. Anden Verdenskrig og dens rædsler er en tid vi aldrig må glemme og derfor er disse bøger fra den tid så vigtige at få læst. Bogen er den 15-årige polske jøde Claras dagbog, fra de tyve måneder hun tilbragte i skjult i en bunker under jorden.

F. Scott Fitzgerald - Tender is the Night. Jeg har kun læst forfatterens mest kendte bog "Den store Gatsby", men har længe gerne ville udforske mere fra hans forfatterskab og så er jeg vild med forlaget Vintages fine paperbacks.

onsdag den 25. februar 2015

Bøger fra hele verden #8 ( Oceanien og Antarktis ).

Dette bliver det sidste indlæg i serien om bøger fra hele verden i denne omgang. Jeg har valgt ikke at lave et indlæg om europæiske bøger og forfattere, da det er et område vi nok alle i forvejen er relativt bekendt med.


Australien:

For mig er Australien et helt ukendt land rent litteraturmæssigt. Jeg har enkelte bestseller bøger der fra, men er egentlig generelt meget uvidende om litteratur fra det område. Så jeg modtager rigtig gerne anbefalinger af forfattere eller bøger derfra.


To bøger jeg har læst.

Colleen McCullough - Morgans Run. Forfatterrinden, der desværre døde i starten af året og nok fik verdens mest respektløse nekrolog, er nok bedste kendt for hendes absolutte bestseller Tornfuglene, som også er blevet lavet til en mini-serie, med alle mormødres drømmemand Richard Chamberlain i hovedrollen.

I "Morgans Run" følger vi en mand, der selv om han er helt uskyldig bliver dømt for mord og som straf bliver han sammen med tusindvis af andre fanger sendt til den rå og barske koloni i Australien. Hvor fangerne arbejder som slaver, men hvor der også er en lille chance for at skabe sig et nyt og bedre liv.

Selv om det er mange år siden jeg læste denne episke fortælling, kan jeg nu flere år efter stadig huske historien i grovetræk. Den bog gjorde stort indtryk på mig.

Jane Campion og Kate Pullinger. Dette er noget så sjældent som et filmmanuskript forarbejdet til en roman.

Den handler om kvinden Ada og hendes illegitime datter, der bliver sendt fra Skotland til New Zealand, hvor hendes far har arrangeret at hun skal giftes med en mand. Ada er stum, men gennem hendes klaver, som hun også har med kan hun udtrykke sine følelser. På New Zealand fascineres hun og forelsker sig i en mand, der desværre ikke er den mand hun har indgået ægteskab med.

Filmen er fantastisk smuk og meget følelsesladet. Nu er det mange år siden jeg både læste romanen og så filmen, men efter hvad jeg kan huske, går bogen mere i dybden med personernes fortid end filmen gjorde. Hvilket var rigtig godt og gav en helstøbt oplevelse.

En bog jeg gerne vil læse:

Eleanor Catton - The luminaries. Jeg har hørt meget om denne bog, Der eftersigende skulle være en yderst kompleksbog, der både indeholder krimi- og paranormale elementer.  Den skulle både være storslået og anderledes i sin opbygning,  men på samme tid utrolig forvirrende og udfordrende.

Marts måneds læseliste kommer til at bestå af krimier og spændingsbøger og "The Luminaries" er helt sikkert en af de bøger jeg vil have med på listen. Den lyder helt vildt spændende.


Antarktis:

Jeg har kun to bøger om Antarktis, men kunne helt bestemt godt tænke mig, at læse flere bøger fra den verdensdel.

En bog jeg har læst (sådan da):

Ilija Trojanow - Isbrud. Forfatteren her født i Bulgarien, men hans familie flygtede til Tyskland i 1965, hvor de fik politiskasyl. Senere da han blev voksen, bosatte han sig i Indien, vendte tilbage til Tyskland efter en del år og er nu bosiddende i Østrig.

Forfatteren livshistorie er en del mere spændende at læse om end hans bog "Isbrud", som han ellers har modtaget nogle litterære priser for.

Den handler om en geolog, der har viet sit liv til at studere en bestemt gletsjer, men da den smelter på grund af den globaleopvarmning, mister han sit forskningsprojekt og bliver guide på arktiske krydstogtskibe.

Bogen er på små 164 sider, som jeg måtte opgive at kæmpe mig i gennem. Hvert andet kapitel består af telegramagtige korte sætninger og resten af historien var så kedelig og intetsigende, at jeg bare ikke gad og bruge mere tid på den. Den var slet ikke for mig.

Hanne Marie Svendsen - Nilaus under isen. Jeg har ejet bogen i flere år, men har egentlig ikke sat mig ind i hvad den handlede om, før Katja fra bloggen Cautious, gjorde mig opmærksom på, at den faktisk foregår i Antarktis.

Bogen følger to drenge, Nilaus og Fergus, der efter endt gymnasietid havner på en ekspedition til Antarktis, sammen med Nilaus rige onkel og det er vist nok en spændende og farefuldfærd, de begiver sig ud på.


mandag den 23. februar 2015

Bøger læst i uge 8-2015.


I vinterferien har jeg afsluttet fire bøger og en lydbogs-novelle. Den første "Afterworlds" af Scott Westerfeld, var en meget stor skuffelse. Den næste "Pioneer Girl" af Laura Ingalls Wilder, begyndte jeg på at læse i starten januar og blev altså færdig med den i sidste uge. Den sidste bog er debutanten Nayomi Manuweeras roman om Sri Lanka "De tusind spejles ø". Alle de ovennævnte bøger, har jeg lavet separate indlæg om, som kan findes ved at klikke på bøgernes titler.

Mikkel Birkegaard - Kjærstads alfabet. Denne korte lydbogs-novelle på bare 4 timer, følger de samme personer, drengen Arthur og den Sherlock Holmes inspirerede bogpantelåner og snushane Mortimer Welles, som bliver præsenteret i "Fra drømmenes bog".

Alle Mikkel Birkegaards romaner har et bogligt twist og denne gang går det ud på, at der cirkulerer nogle fortællinger, kaldet Kirsebærfortællingerne, rundt i byen. Disse fortællinger er på mystiskvis stærkt vanedannende. Ved første ord er læserne af fortællingerne hooked, de glemmer at sove og spise og de kan ikke slippe deres læsning, før de dør af det.

Det var skønt at være tilbage i 1840´ernes København, hvor enevældet synger på sidste vers og bogministeriet forsøger at styre befolkningen, ved at bestemme hvad der må læses. Selv om den er relativ kort, havde den alligevel dybde. Historien er spækket med rigtig gode og levende beskrivelser af København på den tid. Man kan lugte uhumskhederne og mærke de mange mennesker der færdes ind og ud af de byporte vi i dag kender som S-togstationer.

Desværre fås den anden af forfatterens noveller "Døde mænds stemmer" ikke som lydbog på e-reolen. Men jeg håber at begge noveller på et tidspunkt udgives i bogform, for dem vil jeg helt sikkert gerne eje.

4/5 stjerner.

Claire LaZelnik - The Last Best Kiss. Bogen er ene og alene købt fordi det er en moderne genfortælling af Jane Austens roman Persuasion/ Overtalelse.

I niende klasse falder Anna Eliot for den meget nørdede og ikke særlig populære, men søde og rare Finn Westbrook og hun dater ham lidt i smug. Men forholdet ender brat da hun afviser at danse med ham til en skolefest, fordi hun er bange for, hvad hendes veninder vil tænke om forholdet. Hun fortryder med det samme sin opførsel, men det er for sent, for Finn er flyttet fra byen.
I tiende klasse vender Finn tilbage og nu er han ikke længere den lille skravlede nørd. Han er blevet en eftertragtet pæn ung mand og hvad værre er, han ser overhovedet ikke Annas vej, men flirter og hygger sig med hendes veninder.

Det er en rigtig sød bog. Jeg synes forfatterens moderne fortolkning af hvordan historien kunne se ud i vor tid, rammer utrolig godt. De vigtige personer har for størstedelen bibeholdt deres oprindelige karakteristik, men forfatteren, har udviklet personerne og problemstillingerne, så de er blevet tidssvarende. Jeg kunne rigtig godt lide at jeg kunne genkende træk fra Austens bog, men at historien ikke bare er en kopi, der følger den gamle fortælling slavisk.

High School miljøet og intrigerne passer fint ind i opsætningen og jeg synes generelt at forfatteren slap utrolig godt fra det. Jeg er meget fristet til at læse flere af hendes Austen genfortællinger.

4/5 stjerner.

Nayomi Munaweera - De tusind spejles ø.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Rosinante&Co.

Handlingen i bogen centrerer sig omkring øen Sri Lanka og den grusomme borgerkrig mellem majoritets befolkningen singaleserne og minoriteten tamilerne.

Bogens fortællere er den singalesiske kvinde Yasodhara og den tamilske kvinde Sarawathi og gennem historien følger vi, hvor forskellige disse to kvinders liv falder ud. Den ene flygter med familien til USA og den anden bliver på øen og lever med den forfærdelige krig helt inde på livet.

Sproget i bogen svinger meget, fra det smukke og nogle gange lidt kringlede billedsprog, til at være meget kort og kontant, når de skrækkelige krigsscenarier beskrives. Det tog lidt tid at vende sig til disse sproglige skift, men hen ad vejen glemmer man rent sproget og bliver helt opslugt i historien.

Det er på en gang en både smuk og grusom fortælling om et land, hvor voksende mistro og had river et samfund brutalt itu og lige pludselig skal naboer og skolekammerater være dødsfjender.

Mit kendskab til Sri Lanka og borgerkrigen før jeg læste denne bog, begrænsede sig til ord som Tamilsagen, De Tamilske Tigre og en svag erindring om 60 tamilske flygtninge, der på en eller anden måde endte på havnen i Nexø på Bornholm og nåede at vandre hele vejen i gennem byen på vej mod Rønne, uden at vække større opsigt.

Jeg var slet ikke klar over, at det havde været så blodig en krig og hvad der overraskede mig endnu mere er, at borgerkrigen strakte sig over så lang tid. Fra konflikten for alvor startede i 1983 og til 2009, altså i 26 år har disse uhyrligheder stået på.

Som bogen så barskt fortæller er der ingen vindere i en borgerkrig, uanset hvilken side man er på, bliver alle berørte af grufuldhederne. Det er helt bestemt en meget stærk og tankevækkende bog.

4/5 stjerner.

lørdag den 21. februar 2015

Bogudsalg 2015. Anbefalinger?

Lige et hurtigt indlæg for at høre jer derude, om der er nogen der har spottet nogen bøger, jeg bare ikke må gå glip af i dette års bogudsalgskataloger?

Selv har jeg blandt andet disse bøger på ønskelisten:

Fra Bog & Idé.

- Den illustrerede "Det forsvundne tegn" af Dan Brown, ikke hans bedste bog, men jeg kan godt lide, at se kunstværkerne der bliver skrevet om, samtidig med at jeg læser.

- Philip K. Dick samlingen af hans "Filmatiserede historier". Det må være pænt træls, at hedde Dick til efternavn, når man er opvokset i USA. Jeg er stor Blade Runner fan. Filmen er udsprunget af forfatterens sci fi roman "Drømmer androider om elektriske får?", som er en af historierne i denne samling af romaner.

- Så er der en fotobog om "Solskinsøen Bornholm", jeg får altid sådan en hjemve af at se noget fra Bornholm, så den skal jeg da have.

- "Fri hjerter" af Heidi Korsgaard, der er en bog om kvindeskæbner i Tibet, lyder meget interessant.

- Der er også et par danske klassikere fra Herman Bang og Vita Andersen, som jeg er ret meget i tvivl om jeg skal købe. Jeg føler, jeg burde gøre mere ud af de danske forfattere, men de interessere mig ærligt talt ikke så meget.

- Erling Pedersens "Kongens kvinder" også en tvivler, jeg kan godt lide at læse om kongerækken, men gider ikke læse opsexede historiske romaner.

Fra Arnold Busck.

- Der er en bog om Berlinmuren af Jan Bo Hansen, som jeg synes kunne være interessant og lærerig at læse.

- En, som jeg tror, der er en flot fotobog af Torben Thim om Christian IV og renæssancen i København.

- "Farvel Tibet" af Torre Grønne, endnu en bog om Tibet, denne gang er det en rejsebeskrivelse.

- Så er det et par romaner jeg er lidt i tvivl om, den ene der hedder "Glas og aske" og  foregår i Rusland og kunne være en potentiel god og spændende bog og Herta Müller bogen "I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv", foregår i Rumænien under Ceausescu. Jeg har aldrig læst en bog om Rumænien, så det kunne være også være en interessant bog.

- Så er det en Holocaust fortælling "Clara krig" af Clara Kramer, som jeg meget gerne vil læse.

Det var udsalgsbøgerne på min ønskeliste. Hvis der er nogen I synes jeg har overset eller nogen af de bøger jeg har nævnt I kender til, så skriv endelig en kommentar.

Laura Ingalls Wilder - Pioneer Girl, The Annotated Autobiography

Bogen er købt på The Book Depository og er en flot indbunden udgave i coffe table-størrelse med voksbehandlet smudsomslag.

Da jeg for snart et år siden læste om, at denne bog skulle udkomme, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle læse den. Jeg elsker "Det lille hus på prærien"-bøgerne eller "Laura"-bøgerne, som vi altid har kaldt dem i min familie. Min mor læste dem højt for min søster og jeg, da vi var børn og jeg har selv læst dem højt for mine egne børn.

Manuskriptet til "Pioneer Girl" skrev Laura Ingalls Wilder før hun skrev børnebogsserien og i denne specialudgave, bliver ligheder og afvigelser fra børnebøgerne gennemgået og gennem noterne, forklares tidsmæssige, historiske og kulturelle ændringer der er sket med tiden. Der er rigtig mange noter, blandt andet bliver alle personer, steder og dyr der nævnes i manuskriptet klarlagt og enten afkræftes eller bekræftes deres rigtighed . Det er vanvittig spændende at læse og det tog mig lang tid at komme i gennem bogen, når jeg skulle have det hele med.

Selv om "Pioneer Girl" minder rigtig meget om historien der fortælles i børnebøgerne, er det tydeligt at "Pioneer Girl" er rettet mod et voksent publikum. Der nævnes seriemordere, fulde mænd, hustru mishandling og Pa, er ikke helt den helgen, han bliver udstillet som i børnebøgerne. Tydeligt er det også i begge udgaver, at Laura Ingalls Wilder er en formidabel historiefortæller, der med sin fortællerstil fanger sine læseres interesse.

Men mens jeg læste, kunne jeg ikke lade være med, at tænke over rigtigheden af den fuldstændige dissekering af den dejlige historie, som forfatteren har skrevet ud fra sine minder og ud fra den research, der nu var muligt for hende på den tid bogen er skrevet, hvor man ikke havde adgang til internet og databaser.

Er det i orden sådan at splitte en forfatters selvbiografiskeværk i atomer og udpege fejl og mangler? Har en forfatter ikke lov til lidt kunstnerisk frihed og skal personlige minder tages så bogstaveligt, uden skellen til, at minder bliver farvet af tidens tand og at detaljer måske bliver væk i hukommelsens tåger.

Uanset hvor interessant jeg fandt bogen eller hvor begejstret jeg var for den og noterne, græd jeg også en enkelt tåre indeni, over at historiens magi syntes at forsvinde, når det hele blev vendt og drejet. Jeg vender helt sikkert tilbage til bogen snart, for at læse manuskriptet og fordybe mig i selve fortællingen uden afbrydelser for at læse noterne.

5/5 stjerner.

fredag den 20. februar 2015

#fredagsbog d. 20. februar 2015.

Efter en vinterferie hvor vi lagde stærkt ud med både tøndeslagning i rulleskøjtehallen sidste fredag, Hoppedag samme sted, mandag og en tur i svømmehallen tirsdag. Gik det hele fløjten midt på ugen, hvor halvdelen af husstandens medlemmer måtte ned til tælling med influenza. Min ældste datter var heldigvis ikke ramt, da hun har været på håndboldskole i Gigantium her de sidste tre hverdage i ugen, hvilket igen i år har været en kæmpe oplevelse for hende.


Så grundet sygdom, har jeg slet ikke nået så meget læsning, som jeg havde håbet på. Jeg har været så ufattelig træt og har ikke kunnet læse på grund af ondt i hovedet. Jeg har forsøgt mig lidt med lydbøger, men det har heller ikke været den store succes.

Noget positivt er der dog sket. Min nye reol er kommet og skal hentes i løbet af fredagen og når jeg ellers ikke skal organisere bøger i den, har jeg tænkt mig at læse lidt i disse to bøger:

Laura Ingalls Wilder - Pioneer Girl, the Annotated Autobiography. Jeg har ikke så meget tilbage at læse. Det har været en yderst interessant bog. Jeg har med største fornøjelse læst de mange noter med kommentarer til Wilders manuskript. Men jeg kunne dog også godt tænke mig, at læse historien igennem igen uden at læse noterne, men bare nyde forfatterens dejlige fortælling uden afbrydelser.

Nayomi Munaweera - De tusind spejles ø. Jeg er godt halvejs i bogen. Det er en roman, der foregår på Sri Lanka og som følger flere familier og hvordan deres forskellige skæbner krydser og vikler sig ind i hinanden. Forfatteren har en meget udfordrende fortællerstil og der er mange fremmed navne at holde styr på. Jeg føler romanen kræver mere koncentration end jeg har kunnet mønstre, nu mens jeg har været syg. Derfor tror jeg, at jeg vælger at starte bogen forfra for at kunne, få det hele ud af historien.

God weekend og god læselyst!

onsdag den 18. februar 2015

Bøger fra hele verden #7 ( Syd- og Mellemamerika).

 
De Latinamerikanske lande er en del af verden jeg ikke har læst ret mange bøger fra. Jeg ved ikke, om der er fordi, der ikke er udgivet ret mange bøger af forfattere fra de lande eller om det er fordi, de bøger bare ikke interesserer mig og jeg derfor ikke lægger mærke til, når der udgivers bøger derfra.

 
Jeg kan huske, da jeg stod og skulle på rygsæksrejse i Asien med en veninde, havde jeg en kollega, som samtidig skulle på rygsæksrejse i Sydamerika. Da jeg spurgte hende, om hun nu også mente at det var sikkert nok, at rejse rundt derover, grinede hun lidt, for hun havde haft de samme forbehold og tanker om mig, der skulle rejse rundt i Asien. Vi har åbenbart alle fordomme omkring de lande, vi ikke kender så meget til.

To bøger jeg har læst:

V.S. Naipaul - Et hus til Mr. Biswas. Forfatteren modtag Nobelprisen i 2001 og bogen betegnes som et af hans hovedværker.

Bogen foregår på øen Trinidad ud for Venezuelas kyst og er den tragik-komiske fortælling om manden Mr. Biswas. Helt fra fødslen bliver han spået en uheldig og lidelsesfuld skæbne. Men han er fuld af gå-på-mod og møder omverdenen med oprejst pande, uanset hvilke prøvelser der bliver smidt i hovedet på ham og tro mig, der er mange.

Jeg husker bogen som en anelse langtrukken og jeg havde godt nok meget ondt af den sølle Mr. Biswas.

Cecilia Samartin - Senõr Peregrino. Forfatteren er født på Cuba, men opvokset i Los Angeles og har skrevet en del bøger, der blandt andet foregår i Mexico, El Salvador og Cuba.

Senõr Pregrino er den første i en serie, hvor af jeg har læst de tre. Denne første bog følger kvinden Jamilet, der bliver født med et stort vansirende jordebærmærke, der dækker hendes ryg og strækker sig ud på hendes arme og ben. På grund af den stærke overtro i den mexicanske landsby hendes familie bor i, vælger hun at flygte til USA, hvor hun ved et tilfælde kommer til at passe den sære gamle mand Senõr Peregrino. Han fortæller hende sin livshistorie, som meget uventet griber ind i hendes eget liv.

Jeg kunne rigtig godt lide personerne og det var utrolig spændende at følge den fortsatte i historie i de to næste bøger "La Peregrina" og Salvadoreña. Den tredje bog sluttede meget åbent og jeg tror den er fortsat, men har aldrig fundet ud af om der er/kommer en fortsættelse.

En bog jeg gerne vil læse:

Merete Reinholdt - Flora Tristan. Jeg har haft bogen siden den udkom i 2004 og har endnu ikke fået læst den. Den er en af de bøger, der lyder interessant, men når jeg står og kigger på den på hylden, så tiltaler den mig overhovedet ikke alligevel og jeg vælger altid en anden.

Bogen foregår i Spanien, Peru, Colombia og Frankrig og er en blanding af fortællingen om den franske feminist Flora Tristans turbulente liv og de påvirkninger hendes liv har på en ældre kvinde i Danmark, der rejser ud i verden for at finde svar på store eksistentialistiske spørgsmål.

tirsdag den 17. februar 2015

Scott Westerfeld - Afterworlds.

Bogen handler om den 17 snart 18-årige Darcy. Et stort forlag har købt rettighederne til hendes første bog og nu bosætter hun sig i New York for at få gange i en karriere som forfatter. Parallelt følger vi handlingen i Darcys bog, der er en paranomal kærlighedshistorie og handler om Lizzie, der under et terrorangreb i en lufthavn, finder ud af at hun kan krydse over til forskellige andre verdener, hvor de døde befinder sig.

Den her bog var slet ikke hvad jeg havde forventet. Jeg var flere gange ved at opgive at læse den færdig. Jeg forstod simpelthen ikke hvor forfatteren ville hen med historierne og personerne.

Den "virkelige" del med Darcy og hendes forfatterrejse, var gabende kedelig. Historien fulgte antagelsesprocessen, møderne med andre forfattere, pr-rejser, omskrivningsprocesserne og lidt kærlighed. Men det virkede, på mig, som om hun kom for nemt til det hele. Hun mødte ingen modstand og klarede alt aldeles strålende. Det virkede bare ikke ægte og jeg undrede mig meget over hvad forfatteren ville med det. Darcys del bliver fortalt i tredje-person. Hvilket gav en mærkelig distance til personen. Til gengæld blev Lizzie-afsnittene fortalt af en jeg-fortæller. Det føltes lidt som den omvendte verden.

Det mest spændende i bogen, var efter min mening helt klart Lizzie afsnittene, men de var alt for korte og alt for indviklede. Jeg fandt aldrig ud af, hvornår Lizzie kunne rejse med sin krop og hvornår hun ikke kunne og hvor kroppen i så fald var henne når hun rejste uden. I lufthavnen var kroppen tilbage og bliver fundet af paramedicinerne. Men første gang hun rejste uden krop og kommer tilbage, hvor moderen sidder i hendes værelse, er kroppen der ikke og hun smutter ind i et skab, hvor moderen finder hende. Sådanne unøjagtigheder irriterer mig grænseløst.

Jeg ventede hele tiden på at det hele ville gå op i en større enhed eller at der ville blive åbenbaret noget overraskende og fantastisk, men det skete desværre bare aldrig.

1/5 stjerner.

mandag den 16. februar 2015

Bøger læst i uge 7-2015.


Endnu en dejlig læseuge er slut. Det er blevet til fire bøger og én lydbog. Jeg har mest bevæget mig i Young Adult og New Adult genrene, som tit er lette at læse og meget underholdende. Veronica Mars bogen "Mr. Kiss and Tell" har jeg lavet et separat indlæg om.

Simone Elkeles - Perfect Chemistry og Rules of Attraction. Den første bog har jeg købt for nogle år siden, den anden bog købte jeg sidste år i Politikens Boghal i København.

Det er tit at jeg bedre kan komme over ens med Young Adult bøger end New Adult bøger. Jeg bryder mig ikke så meget om at NA-bøgers fokus ofte hovedsageligt ligger på hovedpersonernes forhold og seksuelle frustrationer og ikke ret meget andet. I YA romance er der tit en sød, sjov og underholdende historie tilknyttet, som gør historierne læseværdige.

"Perfect Chemistry" handler om den rige Brittanny, med det lyse hår og de stålblå øjne, hvis familie er perfekt ud ad til, men i virkeligheden er yderst dysfunktionel og den mørke mexicanske bad boy Alejandro, kaldet Alex, der er medlem af en farlig gadebande, men har et tæt forhold til sin mor og to brødre. Alex og Brittany bliver tvunget til at være partnere i et fysikprojekt ( get it!? fysikprojekt) og på trods af deres forskelle og fordomme over for hinanden, begynder der at opstå varme følelser mellem dem.

"Rules of Attration" handler om den lidt forsigtige Kiara, der hele livet har kæmpet med sin selvtillid på grund af at hun stammer voldsomt og Alex fra "Perfect Chemistry" lillebror, den oprørske og hårdkogte Carlos. Carlos bliver sendt til USA for at gå i skole og for at komme væk fra bandemiljøet i Mexico. Efter at være blevet taget med nogle stoffer der ikke er hans, bliver Kiaras far hans værge og Carlos skal bo sammen med Kiaras familie.

Bøgerne er nemme at læse, men de fungerede desværre slet ikke for mig. Mange steder, i sær i den første bog, var teksten direkte usammenhængende og der var flere ting/hændelser, som blev sat stort op, men som ikke blev fulgt til dørs. Generelt synes jeg bare ikke, at jeg kunne få følingen for hovedpersonerne, som efter min mening i en sådan grad, var sat op som åbenlyse og helt overdrevne modsætninger af hinanden, at det kom til at virke som en parodi.

Der er en sidste bog i serien der hedder "Chain Reaction", der handler om Alex og Carlos yngste lillebror Luis og den har jeg ingen planer om at læse.

Begge bøger får 2/5 stjerner.

Kristin Walker - A Match made in High School. Bogen er købt på saxo.coms lagersalg.

Bogen handler om den tilnærmelsesvise helt normale! og meget selvsikre Fiona. Efter sommerferien har skolen indført et vanvittigt eksperiment. Alle eleverne fra de ældste klasser, skal indgå en fake ægteskabspagt med en partner, som skolen har valgt og sammen skal de løse nogle opgaver og på den måde forberedes til voksenlivets forhindringer. Fiona bliver parret sammen med skolens populæreste dreng, Todd og Todds kæreste, den afblegede cheerleader Amandas falske ægtemand bliver Gabe, som Fiona har været hemmeligt forelsket i siden 7 klasse.

Plottet virkede lidt forlorent og det fungerede ikke for mig nogle steder. Men til min store overraskelse, synes jeg faktisk generelt bogen var ganske sjov og underholdende. Det der irriterer mig mest ved nogle af de tidligere ungdomsbøger og især NA bøgerne jeg har læst er, de karikerede stereotyper de ofte kører med. De typer fik forfatteren i denne bog rystet godt og grundig sammen og nogle af personerne overraskede mig. Det var dejligt til en afveksling at læse en lidt anderledes ungdomshistorie.

3/5 stjerner.

Nanna Foss - Leoniderne. Bogen er den første bog i forfatterens science fiction-serie "Spektrum".

Jeg læste bogen sidste år ( anmeldelse kan læses her) og har nu efter anbefaling fra Bente, der har bogbloggen Trolderier, lyttet til bogen som lydbog og lod mig endnu en gang imponere af forfatterens kunnen.

Lydbogen fungerer utrolig godt, forfatterens fortællerstil og billedrige og flydende talesprog gør sig godt som højtlæsning og oplæseren er fantastisk indlevende og god til at give de forskellige personer, hver sin personlighed og stemme.

Persongalleriet og hele opbygningen af bogen er usædvanligt godt udført og lover godt for resten af serien. Jeg er meget spændt på de kommende bøger, da jeg har på fornemmelsen, at man kan forvente sig lidt af hvert fra forfatterens side. Hun har allerede varslet nogle Veronica Roth-agtige plottwists.

Den næste bog i serien Geminiderne, skulle komme engang i løbet af foråret, rygter vil vide, at det er Pi, der er hovedpersonen i den bog og jeg kan næsten ikke vente med at finde ud af mere om hende og hendes tvillinge bror Noah.

5/5 stjerner.

søndag den 15. februar 2015

Kristina Ohlsson - Tusindfryd (Anmeldt af Lisbeth).

Da jeg var til bogbloggertræf i Aalborg i slutningen af september 2014, fik alle deltagere en gigant bookie-bag fyldt med de dejligste boggaver. Der var en del krimier i min pose og da jeg ikke er den store krimilæser fik jeg den idé at udlicitere læsningen.

Den første gæsteblogger var Mette Maria, der læste Bødlen af Chris Carter. Det var første gang hun læste noget af forfatteren og det resulterede i, at hun nu har læst alle de seks bøger der foreløbig er udgivet på dansk.

Den næste gæsteblogger er Lisbeth, der også er en del af den Læseklub, jeg har haft fornøjelsen af at mødes med i snart fire år og vi er vel tæt på nu, at have læst op mod 30 bøger sammen. Bogen hun anmelder er sponsoreret af forlaget Modtryk.

Lisbeth skriver:

Jeg er typen, der helst vil læse bøger i samme serie i rækkefølge. Så jeg var ikke særlig langt med Tusindfryd af Kristina Ohlsson, inden jeg anskaffede mig den første bog i serien. Den blev læst inden jeg gik videre med denne bog.

Tusindfryd kan sagtens læses alene, men jeg synes, at man i den første bog, får nogle baggrundsoplysninger om hovedpersonerne, der er nyttige at have i denne bog.

Jeg blev lynhurtigt hvirvlet ind i historien om Fredrika Bergman og Alex Recht, der arbejder i Stockholms politis efterforskningsenhed.

Selve plottet er i starten ret uoverskueligt, og i starten blev jeg lidt irriteret over opbygningen af bogen, hvor der kommer forskellige ”hovedpersoner”. Efterhånden blev historierne koblet sammen i en slutning, der var meget anderledens, end jeg havde forestillet mig.

Når det så er sagt, så er det en godt gennemarbejdet krimi, når det er bedst, og jeg har allerede anskaffet mig den 3. og 4. bog om Fredrika Bergman og Alex Recht.

Lisbeth

fredag den 13. februar 2015

Bogkøbsstop, hvordan er det gået?

Onsdag d. 25. februar slutter mit fire måneder lange selvvalgte bogkøbsstop og hvordan er det så gået?

Jeg synes det er gået rigtig godt, selv om jeg ikke har overholdt det 100%. Jeg har købt en enkelt bog her og der, men overordnet har jeg reduceret mine bogkøb betydeligt. Det hjalp helt sikkert på motivationen, at jeg havde lidt forudbestillinger at se frem til, samt at jeg har været så heldig at vinde et par anmelderkonkurrencer på facebook og har fået en hel del anmelderbøger fra diverse forlag, hvilket jeg altid er meget taknemlig for.


Fra starten valgte jeg med hård hånd, at slette alle tilbuds- og rabat e-mails fra diverse bogpushere, som kunne friste mig til at købe bøger. Jeg valgte også, ikke at føre nogen form for ønskeliste, med den tanke, at hvis jeg ikke kan huske om et par måneder, hvilken bog jeg så gerne ville have, ja, så kan den ikke have været så vigtig igen. Jeg troede heller ikke det kunne ske, men jeg har sågar hele to gange bestilt noget fra Amazone, UDEN at bestille bøger. Første gang var det en drone til min søn og anden gang et cover til min ældste datters nye mobiltelefon. Det var en helt ny og anderledes fornemmelse.

Min beslutning om et bogkøbsstop udsprang også af, at jeg ikke havde plads til flere bøger i min reol, så en ny var meget tiltrængt. De penge jeg har sparet ved ikke at købe nye bøger, plus julegavepengene, blev i sidste uge brugt på at bestille en ny reol, som skulle være her om 14 dage. Reolen er bestilt gennem Bog & Idé i Brønderslev og er en BBB-reol og magen til den jeg har. Den nye reol kommer til at stå i en anden stue og allerede nu snurrer mit hoved med planer for, hvordan bøgerne skal organiseres. Det kan jo gøres på en million forskellige måder.

Nu nærmer bogudsalget, som lige fra starten har været min slutdato, sig med hurtige skridt og jeg har "lov" til at købe bøger igen. Jeg har allerede luret lidt i de forskellige udsalgskataloger og jeg må tilstå, at jeg er lidt skuffet over udvalget og ikke mindst priserne. En bog til 150,- kr. er altså ikke spor billig i mine øjne. Jeg ville godt nok ønske, at man her i landet ville gøre som i Sverige og lave mindre moms på bøgerne.

Fremadrettet vil jeg nok forsøge at opretholde, om end ikke et bogkøbsstop, men så et bogkøbsminimum. For det første vil jeg forsøge at undgå impulskøb helt. Jeg bliver ofte fristet af flotte forsider og købte tit bøger fra Saxo.com lagersalg, uden at ane hvad bogen handler om og når jeg gennemgår min liste med ulæste bøger, er det de impulskøb der står tilbage. Men det er svært for nogle gange kan sådan en ukendt bog overraske positivt og andre gange er det nogle fæle skuffelser man møder.

Jeg vil stadig gerne kunne købe bøger i serier eller trilogier jeg følger, derfor har jeg overvejet, stærkt inspireret af andre bogbloggere, at lave den regel at jeg må købe én ny bog for hver femte læste bog og derved arbejde hen imod at få reduceret min liste med ulæste bøger gevaldigt.

#fredagsbog d. 13. februar 2015.

Jeg har valgt at springe over den oplagte mulighed fredag d. 13. giver for at læse horror og er gået direkte til sødsuppen i anledningen af Valentines Day lørdag.

De tre bøger jeg har valgt til denne weekend, har på en eller anden måde alle relationer til Jane Austen.

 
Scott Westerfeld - Afterworlds. Af samme forfatter har jeg læst science fiction trilogien "Uglies" og steampunk trilogien "Leviathan".

Jeg startede på bogen i går. Det er en YA bog med paranormalaspekter. Som sådan ved jeg endnu ikke hvilken forbindelse bogen har til Jane Austen eller om der overhovedet er en forbindelse, men det kan umuligt være et tilfælde, at de to hovedpersonerne hedder Darcy og Lizzie.

Handlingen følger to spor. Den ene er historien om den 17-årige Darcy, som er en spirende forfatterrinde. Hendes første bog er blevet antaget af et forlag og hun tager til New York for at redigere og færdiggøre bogen. Sideløbende følger man så handlingen i Darcys roman, hvor hovedpersonen hedder Lizzie. Hvis ikke det viser sig, at det er Darcy der er den fiktive person og Lizzie, den "virkelige". Med Scott Westerfeld ved man sig aldrig helt sikker.

Claire LaZelnik - The Last Best Kiss. Denne næste bog er en YA Romance bog og det skulle efter beskrivelsen være en genfortælling af Jane Austens Persuasion/ Overtalelse, sat i et high school-miljø. Jeg håber det er en sød lille historie.

Jane Austen - Sense and Sensibility. Ingen Valentines Day uden en Jane Austen bog. Jeg har læst denne bog for mange år siden i den danske udgave, som hedder "Fornuft og følelse". Det er den bog jeg altid har brudt mig mindst om og det bunder i den totalt irrationelle grund at jeg ikke kan udstå Hugh Grant, som spillede Edward i 1995 filmatiseringen, som jeg så inden jeg læst bogen. Med en genlæsning håber jeg, at kunne abstrahere fra dette og forhåbentlig kan danne mig en bedre mening om bogen.

God weekend, god Valentines Day og god læselyst!

onsdag den 11. februar 2015

Rob Thomas & Jennifer Graham - Mr. Kis and Tell.

Bogen udkom i januar 2015 og er en forudbestilling fra The Book Depository.

I denne anden bog i serien om privatdetektiven Veronica Mars. Bliver Veronica hyret af et forsikring firma til at undersøge et meget voldeligt overgrebet på en escortpige, en pige hun kender fra sin high schooltid.

Det er dejligt at være tilbage i Neptunes mørke og dystre småbys univers. I den første bog savnede jeg i den grad både Logan og Weevil. Heldigvis er de begge tilbage i stor stil denne gang.

Jeg elsker den måde forfatterne lader hovedpersonerne udvikle sig, det er ikke altid på den måde man forventer og ikke altid mod det bedre, men det er det der gør Veronica Mars universet så specielt at følge. Jeg kan også rigtig godt lide den måde bipersoner og hændelser fra tv-serien/filmen/ den første bog, bliver brugt igen og giver et genkendeligt og troværdigt bymiljø. Det giver på en måde utrolig meget til historien, når offeret er en, hvis historie man kender lidt til i forvejen.

Denne gang synes jeg, at Veronica var lidt for inaktiv og anonym. Efter min mening har hun ikke helt det samme drive som hun plejer og hun var heller ikke så snarky som hun plejer at være. Men nu da der er udskiftning i sigte på sheriffens kontor og måske ikke til det bedre, er der igen lagt op til flere lige så spændende bøger i serien og jeg glæder mig til at læse dem alle.

Har du ikke set tv-serien eller filmen, så gør dig lige selv den tjeneste, at se dem inden du læser bøgerne, for hele mulevitten hænger uløseligt sammen.

4/5 stjerner.

mandag den 9. februar 2015

Bøger fra hele verden #6 (Nordamerika)

Sidste år lavede jeg for sjov en lille hurtig optælling over hvilken nationalitet forfatterne af de bøger jeg havde læst havde. Jeg har altid selv synes, at jeg var god til at læse bøger fra hele verden. Men til min overraskelse, var langt over halvdelen af bøgerne jeg havde læst det år, skrevet af amerikanske forfattere.
 
 
Det skyldes hovedsageligt, at mange af de nyere YA ( Young Adult), NA (New Adult), fantasy, dystopiske og sci fi bøger er skrevet af amerikanske forfattere. I dette indlæg har jeg for nemheds skyld kun medtaget nogle af mine skønlitterære voksenbøger.

 
 
To bøger jeg har læst:
 
Kenn Harper - Giv mig min far tilbage. Bogen er købt da jeg var boghandlerelev i slutningen er 1990´erne.

Det er beretningen om den unge eskimodreng Minik, der i slutningen af 1800-tallet, sammen med sin far og fire andre eskimoer, bliver taget med til New York fra Grønland af polarforskeren Robert Peary og det fuldstændig umenneskelige liv det medførte. De bliver brugt som "studieobjekter" og fremvist for penge. De fire af grøndlænderne dør hurtigt af influenza, som de ikke er modstandsdygtige overfor, der i blandt også Miniks far, hvis skellet han på makabervis senere finder udstillet på et museum.

Jeg kan huske at jeg blev så gal og frustreret over at læse om de horrible ting Minik bliver udsat for og den arrogance forskerne og videnskabsmændene udviser.
 
Julie Kibler - Hjem. Bogen er købt i Bog & Idé i Brønderslev.

Den 89-årige Isabella, beder hendes yngre veninde, den sorte frisør Dorrie om at ledsage sig på en tur fra Texas til Cincinnati, hvor hun skal deltage i en begravelse. På turen fortæller Isabella sin livshistorie. Om hendes forelskelse i en sort ung mand og de ting parret blev udsat for. Der drages også parraller til nutiden, hvor tingene er blevet bedre, men hvor det stadig vækker opmærksomhed, når en sort og en hvid følges ad.

Den var virkelig godt skrevet og jeg blev fuldstændig revet med i Isabellas historie. Den var på min liste over bedste bøger 2013.
 
En bog jeg gerne vil læse:
 
Richard Ford - Canada. Jeg købte bogen på forlagets stand på Bogforum 2013.

Bogen handler om den 15-årige Dell, hvis tilsyneladende normale og veltilpassede forældre pludselig bliver bankrøvere. Da forældrene kommer i fængsel stikker Dells tvillingesøster af, mens Dell bliver smuglet over grænsen til Canada. Hvor han kommer til at bo hos den gådefulde mand Arthur Remlinger.

Jeg har villet læse bogen siden den udkom i 2013, men jeg har altså ikke fået læst den endnu.