mandag den 7. december 2015

Læst og lyttet uge 49-2015.


I ugen der er gået har jeg læst en enkelt fysisk bog, som var The Circle af Dave Eggers og jeg har lavet et separat indlæg om den. Jeg har også fået lyttet til de følgende tre lydbøger:


Haruki Murakami - Sputnik min elskede. Bogen er købt på forlaget Klims stand på dette års Bogforum og lyttet som dansk lydbog på Mofibo og jeg kan rigtig godt lide de danske lydbøger af Murakamis bøger.

Bogen handler om forholdet mellem to kvinder, den unge Sumire og den noget ældre Miu og bliver fortalt af en mandlig lærer, som vi aldrig rigtig får navnet på.

Lige som med forfatterens romaner Kafka på stranden og Trækopfuglens krønike handler denne historie blandt andet om ideen med at smertefulde begivenheder kan ændre, splitte og lige frem få en person til at forsvinde. Historien er meget kort og selv om jeg lyttede til lydbogen to gange, synes jeg bare ikke rigtig jeg kan mønstre nogen begejstring for hverken historien eller personerne.

Som jeg har nævnt tidligere, synes jeg, efter at have læst 11 Murakami bøger i år, at de begynder at ligne hinanden og helt ubevidst er jeg begyndt at lede efter sammenfaldende elementer i bøgerne. Katte, tjek, musikreferencer, tjek, samleje, tjek og det er blevet lidt en hindring for at jeg kan sætte pris på historierne.

Lige nu har jeg det sådan, at der skal gå pænt langt tid inden jeg skal læse noget af Murakami igen.

Sputnik min elskede får 3/5 stjerner.


Eowyn Ivy - Snebarnet. Bogen er købt på cdon.com sidste år og det var en meget træls oplevelse og jeg kommer ikke til at handle hos dem igen.

Ægteparret Mabel og Jack drager som nybyggere til Alaskas ødemark, her vil de forsøge at komme ud af deres store sorg over deres mistede barn og bygge en ny tilværelse med et lille jordbrug. En snefuld aften bygger ægteparret en lille snepige, som er væk dagen efter. Da de begynder at se en lille pige i skoven rundt omkring dem, mindes Mabel et gammel russisk eventyr, som hendes far fortalte da hun var barn, om et ægtepar, der præcis som dem byggede en snepige som blev levende.

Bogen er en eventyrlig og stemningsfuld beskrivelse af det barske liv i ødemarken. Fortællingen giver et meget velrundet indblik i Jack og Mabels ægteskab, hvor vi som læsere oplever deres smerte, håb og kærlighed. Gennem hele historien kom jeg virkelig til at holde meget af ægteparret. Jeg kunne også rigtig godt lide den måde, det gamle russiske eventyr var vævet ind i den virkelige fortælling og gav den her følelse af overnaturlig mystik. En mystisk der på intet tidspunkt blev brudt i løbet af bogen.

Jeg lyttede til bogen som dansk lydbog på Mofibo og jeg brød mig desværre ikke ret meget om oplæseren, som havde en meget speciel stemme og en meget anderledes måde at udtale sammensatte ord på, som f.eks prærieulv som to separate ord.

En fin og meget følelsesfuld bog, som jeg kan anbefale til alle.

Snebarnet får 5/5 stjerner


Sarah Engell - 21 måder at dø. Bogen er købt på Lindhardt og Ringhofs stand på dette års Bogforum og jeg var så heldig at få bogen signeret af forfatteren i samme omgang. Den er læst og diskuteret sammen med Læseklubben. Romanen er lyttet som lydbog hentet på Mofibo og det var en så fin indlæsning med både sang og forskellige lyde.

I historien følger vi Stella, der gennem længere tid er blevet mobbet af sin tidligere bedsteveninde Amalie, der har fået vendt hele klassen imod Stella. Mobningen foregår både i skolen ved at hun fryses ude, men for størstedelen via sms'er og på de sociale medier.

Det er en oprørende bog, der får mig hevet i gennem et følelsesregister, af sorg, vrede og afmagt. Det er en vigtig bog, som jeg synes alle forældre og elever i udskolingen bør læse. De sociale medier giver så mange nye muligheder for mobning og vi som forældre bør være mere opmærksomme på hvad vores børn foretager sig og er del i på nettet. For det skær i hjertet at tænke på at dette sker i virkeligheden, hvilket de små notitser, der er indsat i bogen mellem kapitlerne, om virkelige og meget tragiske mobbehistorier illustrere.

Jeg var dog lidt skuffet over at forfatteren havde valgt, at Stella skulle være barn af to kendisser. For selv om jeg godt forstår, at hun med det vil beskrive, at mobning kan finde sted i alle sociale lag, så trak det lige historien et par skridt væk fra at være realistisk. Samtidig synes jeg at død-forældre-kortet bliver trukket lidt for tit op af lommen i ungdomsbøger og selv om det her skabte lidt ekstra sympati for Stella, så kunne historien efter min mening have fungeret lige så godt med to almindelige karrieremindede og fraværende forældre.

Men helt sikkert en vanvittig vigtig bog for den forholdsvis nye online verden vi lever i, hvor mange af de sociale relationer mellem unge foregår på nettet.

21 måder at dø får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Sikke mange bøger du får læst og lyttet - dejligt:o) Hvor er jeg lette over, at du syntes om "Snebarnet", da det er en bog som jeg forventer mig meget af... Åhh - kan næsten ikke lade den stå på hylden - men blir nok nød til, at være standhaftig og vente til engang i det nye år :0)

    SvarSlet
  2. Jeg bruger også hver ledigt øjeblik til at læse og lytte. Du kan roligt glæde dig til 'Snebarnet' det er sådan en fin bog :)

    SvarSlet