mandag den 9. november 2015

Læst og lyttet uge 45-2015.


Jeg fik læst fire bøger og lyttet til én lydbog i løbet af ugen. De to af bøgerne jeg læste var den 10. og 11. bog i Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris, som stadig er underholdende, men som jeg snart ønsker at se en ende på.

Weekenden bød på en dejlig tur fyldt med skønne bogoplevelser til Bogforum og her fik jeg Geminiderne af forlaget Tellerup, som er den anden bog i forfatteren Nanna Foss Spektrum-serie og da jeg var meget spændt på at læse den, gik jeg straks i gang og jeg fik den allerede læst færdig søndag aften. Der kommer en anmeldelse i løbet af de næste par dage, men jeg kan allerede nu sige at den er fuldt ud levede op til den første bog Leoniderne, som jeg gav 5/5 stjerner, da jeg læste den.

I løbet af de næste par dage kommer der selvfølgelig også et indlæg om alle de dejlige bøger jeg fik hentet med hjem fra Bogforum.

De to andre bøger jeg fik læst og lyttet var:


Rene Denfeld - The Enchanted. Bogen er købt på Saxo.com og jeg kendte ikke rigtig noget til den på forhånd.

Historien er fortalt af en indsat på dødsgangen i et af de barske fængsler i USA. Her følger vi gennem hans øjne fangerne, fangevogterne, fængselsinspektøren og ikke mindst en kvindelig advokat, der arbejder for at få fangers straf ændret fra dødsstraf til livsvarigt fængsel.

For udenforstående er der nok lidt mystik omkring fængselsmiljøet og især dødsgangen. På en eller anden måde er det mærkeligt besnærende, at læse om. Jeg var vild med at historien både er grusom ud over alle grænser også er fortalt poetisk. Det var mærkeligt at jeg, som normalt ikke kan klare blodig vold og lemlæstelser i krimier, lod mig rive med og læste den ene mere gruopvækkende ting efter den anden.

Jeg har hørt nogen kritisere den magisk realisme der er i bogen, løbende gyldne heste og små mænd i væggene, med at de ikke hænger sammen med resten af historien. Men jeg ser det ikke som magisk realisme, men mere som den mentalt ustabile fortællers opfattelse af jordskælv og rotter. Det kunne være sjovt at høre, hvordan andre der har læst bogen, har opfattet det.

Det er en grusom og på samme tid smuk og meget tankevækkende fortælling om en verden de fleste mennesker heldigvis er forskånet for at opleve og jeg kan godt forstå, hvad forfatteren mener når det omtales som et fortryllet sted. Det er vitterligt en helt anden verden end den uden for murene.

The Enchanted får 5/5 stjerner.


Tom Rachman - Storhed & fald. Bogen er købt i Føtex og lyttet som lydbog på Mofibo.

Efter et omflakkende liv, er den unge kvinde Tooly faldet til ro i en lille antikvarisk boghandel i en landsby i Wales. Historien fortælles i nuet og med mange tilbageblik til hendes meget turbulente barndom og ganske langsom udfolder der sig en historie om svigt, overlevelse og menneskelige relationer.

Det er godt nok en mærkelig og meget forvirrende bog. Jeg vidste intet om den inden jeg gik i gang og jeg må sige, at der gik lang tid inden jeg fandt hoved og hale i de mange skift i både tid og sted. Det er vildt det Tooly har oplevet og det er nogle meget karismatiske og spøjse personer hun kommer i berøring med. Det er underholdende, men også meget overvældende til tider.

Undervejs filosofere forfatteren gennem personerne over dagligdags ting, som vores stigende brug af mobiler og andet teknik, det var faktisk meget interessant og han havde nogle spændende synspunkter, men der var et par gange hvor jeg synes det virkede lidt kunstigt stillet op.

Jeg lyttede til bogen som lydbog og igen var det ikke det rigtige medie for denne type bog, hvor jeg nogle gange godt kan have brug for at gå tilbage og læse en sætning eller et afsnit igen, for at dvæle ved en god formulering eller for at finde hoved og hale i noget jeg ikke lige havde forstået.

Storhed & fald får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar