lørdag den 14. november 2015

Christina Bonde - Skyggesider.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Den handler om den 28-årige Tricia, der er gift med Steven og de har sønnen Silas sammen. Tricia har mange ar på sjælen blandt andet begik hendes tvillingesøster selvmord. Hendes forældre og bedsteveninde tilhører byens katolske kirke, hvor hun ikke selv føler hun hører til. Hun lider af en meget alvorlig spiseforstyrrelse, som har fulgt hende siden barndommen. For at undslippe det kedelige og utilfredsstillende ægteskab med Steven, fantaserer hun om en anden mand. Da denne mand fra hendes fantasier og drømme pludselig står for hende i virkeligheden, begynder hun at tvivle på hvad der er virkelighed og hvad der er drømme og hvad er det lige med alle de 7-taller hun støder på alle steder?

På Bogforum talte jeg med forfatteren til bogen og hun sagde at Skyggesider er noget helt andet end hvad hun har skrevet hidtil og det var godt jeg gik indtil bogen med den viden. For hold da op! At læse historien er som at være fanget i et langt mareridt, hvor man hele tiden kæmper for at holde trit med begivenhederne og for at regne ud hvad det hele betyder.

Forfatteren har et formidabelt og meget beskrivende fortællersprog, der river læseren med ind i Tricias verden. Især er hun god til at beskrive alle former for følelser. Hele vejen i gennem bogen har hun læseren i sin hule hånd.

Når det er sagt så synes jeg også historien var meget forvirrende og jeg er ikke sikker på at jeg har forstået det hele. Der var mange detaljer at holde styr på og meget af det holdt forfatteren tæt til kroppen lige til det sidste, hvilket var meget frustrerende. Det er en utrolig skræmmende og meget mørk fortælling, der selv om den er kort også rummer mange forskellige aspekter. Denne bog er helt sikkert skrevet til en ældre målgruppe end forfatterens tidligere bøger og den er bestemt ikke for sarte sjæle.

Jeg synes det er fascinerende, at opleve forfatterens alsidighed og at hun ikke er bange for at kaste sig ud i nye genrer. Jeg glæder mig til at se hvad hun finder på næste gang.

Skyggesider får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar