søndag den 11. oktober 2015

Læst og lyttet uge 41-2015.


Jeg har fået læst  fire bøger og lyttet til én i løbet af ugen. De to af bøgerne, Mig før dig af Jojo Moyes og Homeland af Cory Doctorow, havde jeg læst det meste af i sidste uge og manglede kun ganske lidt for at være færdig. Begge bøger har jeg lavet separate indlæg om, der kan læses ved at klikke på titlerne skrevet med blåt.

Der udover har jeg læst den rigtig fine og velskrevne Asgun Ness af Jesper Nielsen, som er en bog for de 12 og 14- årige. Jeg kunne rigtig godt lide bogen og et indlæg om den følger senere.

Den sidste læste bog og lydbogen kan der læses om herunder:


Dawn Kurtagich - The Dead House. Bogen er købt på Saxo.com.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men den handler om to sjæle Cathy og Kaith, der deles om en krop. Cathy har dagen, hvor hun går i skole og Kaith har natten, hvor hun skejer ud og ryger og drikker. Ingen af dem ved hvad den anden gør, mens de er i kroppen.

Bogen er meget anderledes sat op, hvor der skiftevis er dagbogsnotater, politirapporter og filmscripts, talt i dage før og efter en vis hændelse og så kulminerer det til sidst. Historien var meget forvirrende til at starte med og der gik en rum tid, før jeg var helt med.

Det sidste nye inden for ungdomslitteratur er gyserhistorier og dette er et godt bud. Egentlig synes jeg den er mere foruroligende end skræmmende og jeg synes den er lidt for meget over det hele. Forfatteren benytter både det psykologiske og det mere ulækre og bloddryppende og det er måske at gabe over lidt for meget, fordi det ikke rigtig bliver fulgt til dørs. Jeg synes, hun udelukkende skulle have fokuseret på spillet mellem de to personligheder, for det synes jeg var rigtig interessant.

The Dead House får 3/5 stjerner.


Diane Setterfield -  Den trettende fortælling. Bogen er købt på The Book Depository.

Fortælleren Margaret Lea arbejder i sin fars antikvariat. En dag modtager hun et brev fra en af Englands mest kendte forfattere Vida Winther, med en forespørgsels om at Margaret vil skrive Ms. Winthers biografi. Det er en enestående chance da Ms Winther aldrig tidligere har ønsket at dele sin livshistorie med nogen og det er noget af en livshistorie Margaret får afdækket og der rasler ikke så få skeletter ud af forfatterens skabe.

Denne gotiske familiehistorie fangede mig fra første kapitel. Jeg var helt opslugt i hele det forskruede og groteske scenarie der udspillede sig. Jeg synes bogen er dejlig dyster og forstyrrende på samme tid og lige som man synes man har regnet ud hvor historien vil hen, så tager den en ny uventet drejning. Slutningen kunne dog for min skyld godt have været knapt så velafrundet.

Bogen er fyldt med litterære referencer, især nævnes Jane Eyre flere gange og der er mange kærlighedserklæringer til bøger og litteraturen og det er altid dejligt at læse om.

Jeg lyttede til bogen som dansk lydbog hentet på Mofibo og dette er en af de mange gange, hvor jeg føler jeg går glip af det poetiske og smukke skriftsprog, ved at lytte til den og jeg vil helt sikkert vælge at læse den i engelsk udgave, når jeg skal genlæse den på et tidspunkt.

Igen havde jeg svært ved at oplæseren af lydbogen nogle gange sagde 'spøvlse' i stedet for 'spøgelse' og tro mig, ordet spøgelse forekommer temmelig ofte i denne historie. For mig virker udtalen 'spøvlse' meget negativt ladet og måske lige frem spottende. Hvilket har en uheldig indflydelse på oplevelsen af historien. Det mærkelig var, at det kun var nogle gange hun sagde det, andre gange læste hun spøgelse ganske almindelig.

Den trettende fortælling får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar