mandag den 21. september 2015

Læst og lyttet uge 38-2015.

 
Jeg har lyttet til tre bøger og har fået afsluttet tre fysiske bøger i uge 38. De to af de læste bøger var, Rent blod og Vildhunden og panteren, som er de to første bøger i en ny og helt fantastisk fantasyserie for unge. Serien hedder Morika og bøgerne er skrevet af forfatteren Sidsel Sander Mittet, min anmeldelse af bøgerne kan læses her.

Den sidste læste bog var en fascinerende og meget interessant bog, Kvinden i guld af Anne-Marie O´Connor, med den østrigske maler Gustav Klimts berømte malerier i fokus og nazisternes tyverier af omfattende mængder af uvurderlige kunstskatte og efterkrigsspillet om disse skatte . Mit indlæg om bogen kan findes her.

De tre lyttede bøger, var to genlytninger, hvor af den ene var, Ib Michaels hæsblæsende og noget overvældende historie, Himlen Brændte, der handler om Ruslands historie og kvantefysik, jeg læste den første gang i 2014 og hvad jeg skrev dengang, kan læses her.

De to resterende lydbøger kan der læses om herunder:


Jojo Moyes - After you. Bogen er lyttet til som engelsk lydbog på Mofibo og det var en rigtig god lydbogs udgave. Oplæseren talte dejligt hurtigt og naturligt.

Bogen følger Louisa Clark to år efter det der skete i Mig før dig. Jeg vil ikke skrive meget mere da det nemt kan afsløre for meget.

Jeg gik indtil bogen med et absolut minimum af forventninger. Jeg var slet ikke indstillet på at det var en bog jeg skulle læse, da jeg havde afskrevet den som en Moneymaker, som skulle tjene penge på forgængerens succes.

Men da jeg tilfældigt så den på Mofibo valgte jeg at lytte til den alligevel og jeg blev glædelig overrasket. Forfatteren skriver rigtig godt og jeg synes hun havde mange ting på hjertet. Både medhensyn til at bearbejde sorg, men også nogle generelle samfunds observationer. Jeg har allerede bestilt den danske udgave, der udkommer i oktober, for jeg bliver altså nødt til at have den i fysiskform stående på hylden.

Det er en gang følelsesporno. Der er skruet helt op for de følelsesmæssige virkemidler og lommeletterne blev flittigt brugt, dog blev det nogle gange for meget af det gode og lidt for konstrueret. Men jeg kunne nu rigtig godt lide den alligevel.

Nu er det snart 3 år siden jeg læste Mig før dig og jeg husker den ikke så tydeligt, men det gjorde ikke noget, det var nemt at følge handlingen alligevel.

After you får 4/5 stjerner.


Anne Franks dagbog. Lydbogen er hentet som engelsk lydbog på Mofibo. Der ligger både den engelske og den danske udgave tilgængelig og jeg valgte at lytte til den engelske, da jeg ikke brød mig så meget om den danske oplæsers stemme.

Bogen er læst og diskuteret sammen med læseklubben. Dette er den nye reviderede udgave, der indeholder de afsnit som Anne Franks far i sin tid valgte at censurere bort, samt fem nye dagbogssider der blev fundet i slutningen af 1990´erne.

Det er den 13- årige jødiske pige Anne Franks dagbogsnotater, der fortæller om tiden fra 1942 til 1944, hvor familien måtte skjule sig på grund af nazisternes forfølgelse af jøderne. Det er et vigtig historisk dokument, fra en skrækkelig tid.

Bogen er en ung piges dagbog, hvor hun nedskriver det der foregår omkring hende. Hun er meget observant og har en utrolig stærk personlighed. Der er en tydelig modning i løbet af bogen, hvor hun går fra at være en teenager, der kun bekymre sig om hvilke drenge, der er forelsket i hende til at hun kommer med nogle knivskarpe analyser af krigen og deres egen situation.

Det særegne ved denne bog er at den faktisk ikke rigtig handler om krigen, Anne Frank, skriver mest om dagligdagen i skjul og nævner kun krigen meget flygtigt og alligevel lurer den og familiens ulykkelige skæbne hele tiden i baggrunden.

Mange har nok læst hele bogen eller uddrag af den i skolen og jeg tror den er helt rigtig til den målgruppe, fordi unge i Annes dagbog oplever krigen gennem en pige på deres egen alder.

Anne Franks dagbog får 3/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Jeg er ret spændt på at læse 'Efter dig' af Jojo Moyes. En del af mig, var lige som dig, lidt imod dens udgivelse, men alligevel virkede ideen interessant. Det du skriver, har dog kun gjort mig mere nysgerrig. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. For mig er den ikke så god som 'Mig før dig', men jeg synes altså den er helt fin alligevel :)

      Slet