fredag den 24. juli 2015

The Fill-In Boyfriend og Maybe Someday.


Kasie West - The Fill-in Boyfriend. Jeg har læst The Distance Between Us og On the Fence af samme forfatter med lige så stor fornøjelse.

Bogen handler om Gia Montgomery, der bliver dropped af kæresten Bradley på parkeringspladsen uden for Prom-festen. Da en ny pige i hendes venindegruppe, har sået tvivl omkring at hun faktisk har en kæreste, da ingen af dem har set ham før, er det meget vigtig for hende at bevise at han faktisk eksistere, derfor griber hun en tilfældig ung mand, der opholder sig på parkeringspladsen og overtaler ham til at være stand-in for Bradley.

Det var en rigtig sød og god bog. Det var lige den rette type letlæselige og afslappende bog på det helt rigtige tidspunkt. Hvis man begynder at nærstudere og analysere handlingen, er der flere ting der stikker ud, men jeg synes overordnet, det var en fornøjelig og underholdende oplevelse, der på nogle punkter mindede mig om filmen Pretty Woman.

Intrigerne i venindegruppen og den måde piger og for den sags skyld kvinder kan være mod hinanden, var super godt skrevet. Jeg tror alle vi har truffet en bitch som Jules, på et eller andet tidspunkt i vores liv. Det var også meget interessant at se hvordan løgnen spredte sig som ringe i vandet og fik stor indflydelse på Gias liv.

Jeg kunne godt lide at bogen ikke slutter med at det hele bliver bundet op i en lyserød sløjfe til sidst, men at der var nogle ting som forblev uafklaret. 

The Fill-In Boyfriend får 4/5 stjerner.

Colleen Hoover - Maybe Someday. Endnu engang har jeg erfaret at NA ( New Adult) bøger bare ikke er for mig.

Bogen handler om Sydney, der opdager at hendes kæreste gennem to år, i lang tid før og gennem hele deres forhold har haft et seksuelt forhold til deres fælles bedsteveninde, som uheldigvis også er Sydneys værelseskammerat. Sydney er selvfølgelig knust og nu lige pludselig hjemløs. I bygningen overfor bor den lækre Ridge i et bofællesskab, hvor de lige står og mangler en roomie.

Hvornår mon jeg lærer at bøger, hvis eneste plot er et kærlighedsdrama, bare ikke er mig! Jeg sidder altid og mangler noget mere. Det undre mig altid at, for eksempel Sydney går på et musikkonservatorie, men at vi aldrig hører om at hun går til undervisning. Det bliver meget navlepilleri-agtigt og uinteressant, når personerne slet ikke agere med verdenen uden for.

Jeg synes dog, at det var spændende at forfatteren havde valgt at udstyre Ridge med et markant handicap, men på den anden side, jeg synes ikke rigtig det fungerede for mig. Det føltes lidt, som et billigt trick for at gøre bogen mere interessant. For slet ikke at tale om alt det tuderi, det var hele tiden tårerne sprøjtede ud og så brugte forfatteren de samme vendinger igen og igen, når hun beskrev det.

Så selv om bogen er ganske underholdende og sex for en gang skyld ikke bliver beskrevet som noget forkert og fordækt, så er et kærlighedsdrama bare ikke nok for mig, jeg vil have noget mere til historien, der kan forme historien og personerne.

Med til bogen følger et soundtrack, som man kan lytte til via en QR-kode i starten af bogen. Det er en sej feature, men ikke en jeg benyttede mig af. Jeg var simpelthen ikke interesseret nok i bogen til at bruge tid på det.

Note to self: Stay Away From New Adult!

Maybe Someday får 2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar