tirsdag den 7. juli 2015

Marcus Sedgwick - The Ghosts of Heaven.


Denne smukke bog består af fire selvstændige historier, der kan læses i fuldstændig vilkårlig rækkefølge. De fire historier foregår i fire meget forskellige tidsperioder, men har spiralen og uendelighed som den røde tråd.

Den første historie er som den eneste historie skrevet på vers og foregår i forhistorisk tid, omkring de første primitive hulemenneskers liv. Den anden handler om heksejagt i middelalderens England. Den tredje foregår i USA omkring 1900-tallet på en sindssygeanstalt og den sidste foregår i fremtiden på en rumrejse.

Alle fire historier er velskrevne og gode. Den sidste, den om rumrejsen, var den jeg havde det sværest med, da den blev meget teoretisk, videnskabelig og matematisk. Hen mod slutningen var jeg nærmest helt rundtosset i hovedet af at skulle få mine hjerne til at forstå hvad der skete og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg forstod det hele.

De fire historier er skrevet ud fra videnskaben om, at vores sol og planeterne bevæger sig gennem rummet i en helix, en tredimensionel spiral. Altså mens planeterne bevæger sig omkring solen, bevæger solen sig fremad og hele herligheden danner derfor en fremadrettet spiral og forfatteren vil med de fire historier vise, hvordan spiralen helt fra de første menneskers tid har været et betydningsfuldt symbol og dens kraft haft stor indflydelse for livet og menneskeheden.

Selv om jeg synes det var rigtig gode historier, fik forfatteren mig ikke på noget tidspunkt til at købe hans teori om spiralens betydning og  indvirkning på livet. Det er ikke sikkert, at jeg har forstået hele konceptet korrekt, men for mig virkede brugen af spiralen meget tilfældig og i nogle tilfælde lidt tvungen. Det kunne for mig at se, have været et hvilket som helst andet symbol han kunne have valgt at bruge.

Så er der lige forfatterens ide om, at man kan læse historierne i hvilken som helst rækkefølge og stadig få den samme mening ud af det. Sikkert igen en reference til uendeligheden og spiralen. Men her må jeg sige, at jeg ikke kan se nogen grund til, at begynde at læse de samme historier en gang til i en anden rækkefølge og min umiddelbare vurdering er, at den rækkefølge forfatteren har valgt også er den mest logiske. Hvis jeg på et tidspunkt skal genlæse bogen, tror jeg vil vælge samme rækkefølge igen.

Men helt klart en yderst spændende bog, som jeg både nød at læse og som fik mig til at ty til internettet for at læse mere om solsystemets bevægelse gennem rummet og ikke mindst er det en utrolig smuk bog, der er en ren fryd for øjet at læse i.

Bogen får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Ih, dejligt at læse en så positiv anmeldelse! Jeg købte den fine bog med hjem fra en billigbogsbutik i London for ½ år siden bare pga Sedgwick, som jeg har været ret glad for, men uden at høre meget mere om den :)

    Nu må jeg vist hellere se om ikke den kan sniges ind mellem sommerens læsning :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var meget skeptisk da jeg gik indtil bogen, for jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg blev helt sikkert glædeligt overrasket og nu en lille uge efter, overvejer faktisk at prøve at læse historierne i en anden rækkefølge :)

      Slet