søndag den 19. juli 2015

Læst og lyttet i uge 29-2015.


Efter at have startet ugen med en fantastisk eventyrhistorie, Uprooted af Naomi Novik, der fuldstændig slog benene væk under mig, er det lige så stille gået ned ad bakke derfra.

Jeg har måttet DNFe ( Did Not Finish) to bøger: S af J.J. Abrams og Doug Dorst ( som jeg vender tilbage til, når jeg opsummere månedens læsetema), samt Redshirts af John Scalzi, som jeg ellers havde store forventninger til. Derudover har jeg lige afsluttet min mest skuffende Haruki Murakami oplevelse indtil videre.

Jeg fornemmer en drastisk faldende læselyst og det er muligvis derfor, jeg har været så hård en dommer over for disse tre bøger. Pt. har jeg ingen anelse om hvilken bog jeg vil læse i som den næste, der er ikke rigtig nogen bøger, der umiddelbart tiltaler mig. Måske bliver det til en lille læsepause, de næste par dage.

Haruki Murakami - Norwegian Wood. Bogen er lyttet som lydbog på Mofibo.

Denne bog er den mest populære af alle Murakamis bøger og det var den, der gav forfatteren sit helt store gennembrud i Japan og efterfølgende er den også blevet rost internationalt. Desværre er det den af hans bøger, jeg synes mindst om indtil videre.

Bogen handler om Toru Watanabe og den starter med, at han 37 år gammel, sidder i et fly og lytter til Beatles sangen Norwegian Wood, som minder ham om hans ungdom i slutningen af 1960´erne og starten af 1970´erne. Sangen får ham til at mindes livet på kollegiet og ikke mindst de personer han kom i berøring med dengang.

Jeg har set og læst mange anmeldelser, hvor bogen betegnes, som en kærlighedshistorie, I så fald er det nok den mest deprimerende kærlighedshistorie jeg længe har læst. Især sindets skrøbelighed og undergang, livet og døden, er et dominerende tema i historien. Japan har i mange år haft den højeste selvmordsrate i verden og det berører forfatteren flere gange i bogen. Historien føles kedelig og unødvendig langtrukken. Jeg har også en fornemmelse af, at jeg ved at lytte til bogen som lydbog, går glip af forfatterens meget poetiske sprog og skrivestil, som nok kunne have reddet lidt af læseoplevelsen. .

Bogen indeholder alle de klassiske Murakami elementer, whisky, henvisninger til klassik komponister og forfattere og katte. Som i hans andre bøger udforsker han også det menneskelige sind, jeg´et og forskellige mere eller mindre tabubelagte og bizarre former for sex og seksualitet. Det overnaturlige og den magiske realisme, han ellers tit bruger er dog helt fraværende i denne bog og det savnede jeg lidt.

Norwegian Wood får 2/5 stjerner.

John Scalzi - Redshirts. Jeg har hørt mange meget rosende ord om forfatteren på det seneste og synes at denne bog lød som en let og lidt sjov oplevelse.

Året er 2456 og bogens hovedperson, Andrew Dahl, har fået hyre på rumskibet Intrepid. Sammen med ham selv, starter fire andre nye. De opfatter hurtigt, at der er noget rablende galt på skibet. Hver gang der er en "Away Mission", er der nogen der dør. Som regel er det mindre betydningsfulde besætningsmedlemmer der dør og ikke skibets officerer. Så Dahl begynder at undersøge hvad der egentlig er galt og opdager noget banebrydende om sig selv og selve det univers de færdes i.

Jeg læste den første halvdel af bogen med stor fornøjelse, jeg synes det var et interessant og et spændende nyt plot, set fra en usædvanlig vinkel. Men lidt over halvvejs mistede jeg fuldstændig interessen. Jeg kunne slet ikke følge historien længere og jeg stod helt af, da historien skiftede fortæller.

Bogens tema er fiction kontra virkelighed og sammenblandingen af de to elementer. På de anmeldelser jeg har læst på Goodreads, kan jeg forstå, at der er mange ligheder med og parodier på Star Trek, men jeg har aldrig set den tv-serie, så det skal jeg ikke kunne sige om det passer. Men jeg følte at humoren var meget indforstået og at jeg simpelthen bare ikke forstod joken.

Redshirts er DNFet.

4 kommentarer:

  1. Læste lige din kommentar på Xenias bogblog om at du gerne ville af med Nattens Hus - dem har jeg nu selv, men er der andet ungdom/fantasy du står og gerne vil af med? Kunne godt være interesseret :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skulle lige være LUX-serien af Jennifer L. Armentrout, men dem vil jeg have 100,- kr. for hele serien. Men eller skal jeg lige have dig i mente til en anden gang :)

      Slet
  2. Øv at Redshirts ikke faldt i din smag :-/
    Men ok, hvis der er en del indforståede jokes ifm. en serie, du ikke har set, så er det forståeligt.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var i hvert fald den følelse jeg fik, som om jeg bare ikke forstod joken. Den startede ellers rigtig lovende.

      Slet